Store Restrup - Våbenskjold Lindenov

Gyldenstierne og Lindenov

Adelsslægtene Gyldenstierne og Lindenov på St. Restrup – En epoke på knap 400 år, også i et historisk perspektiv.

Omtrent midtvejs mellem Aalborg og Nibe, på nordsiden af den gamle landevej ligger en smuk hvidkalket, teglhængt bygning omgivet af voldgrave og en stor, lys og åben park. Det er hovedbygninger til det gamle herresæde ”St. Restrup”.

Et gammelt sagn fortæller at gården blev grundlagt i arilds tid af vikingen Ref. Han sejlede, ifølge sagnet , fra Limfjorden så langt op ad Hasseris å han kunne, og anlagde sin gård netop der hvor hans skib gik på grund. Sagnet fortæller videre at Ref blev gravsat et sted nord for gården.

De første kendte ejere var af slægten ”Gyldenstierne” og Lindenov . Senere blev ”St. Restrup” stamhus, bestående af godserne ”Store Restrup,” ”Torstedlund,” ”Aastrup”, ”Overklit”, ”Albæk” med tilliggende jorder, bøndergods, fiskeri i Limfjorden, tiender, kirker m.m. samt ”Levetzaus Palæ” eller Frederik den VII`s palæ på Amalienborg, oprettet ved testamente af 12. marts 1756 af grev Christian Frederik von Levetzau . – ”St,. Restrup” var da et af datidens største stamhuse.

Fra kort før første verdenskrig og indtil 1970 var bygningerne rammerne om såvel en husmandsskole som højskole . I dag fungere det som slotshotel og konferencecenter.Du +1’ede dette offentligt.

I de ældste dokumenter, hvor navnet på gården / landsbyen ”St. Restrup” forekommer , skrev man det som Refstrup og undertiden Refstorp. Torp eller strup betød i middelalderen udflyttergård (eller – gårde), og Ref forekommer af og til i de gamle dokumenter som et personnavn. Da personnavne ofte var knyttet til torp, strup eller lignende er det meget tænkeligt, at det er en mand ved navn Ref, der har givet gården og landsbyen navn , som Refstrup eller – torp altså Ref`s landsby.

Første gang, St. Restrup nævnes i historiske aktstykker, er fra begyndelsen af 1400; men fra skriftlige optegnelser om Sønderholm kirke fra før 1400, kan fra disse forsigtig sætte navn på en ejer denne tid. Han var ud af Gyldenstjerneslægten og hed hr. Niels Eriksen Gyldenstjerne ca. 1310.

St. Restrup - Gyldenstierne VåbenskjoldDet var under Erik Menveds regeringsperiode (1286 – 1319) Han er slægtens ældst kendte og nævnes første gang i en skifteprotokol fra 1310. Hans søn marsken Erik Nielsen Gyldenstjerne til Aagaard i Vester Hanherred , som bl.a. er omtalt i et skrift fra 1360. var far til hr. Niels Eriksen til Aagård, død 1388, og med hvis sønner, Knud, Peder og Erik, slægten Gyldenstjernerne delte sig i tre hovedlinjer , hvor Knud hører til St. Restrup linjen.

Slægtens våben er meget enkelt: En syvoddet guldstjerne i blåt. Hjælmtegnet viser to, sommetider jernklædte arme, der holder et guldrandet, blåt spejl, besat med 7 på fjer.

Erik Langben til Aagaard blev begravet i en høj ved sin gård I Vester Hanherred , fortæller et sagn. Hans søn Erik Eriksen Gyldenstierne ligger derimod begravet i Sønderholm kirke, som høre under ”St. Restrup”. Han ligger begravet der, fordi han , som måske den første af adelsslægten , gik over til kristendommen . Denne oplysning giver som et strejflys, der her bliver kastet ind i mørket, hvis man vil prøve at fastslå Gyldenstjernenes ejerskab til St. Restrup . Det sker dog med stor usikkerhed på grund af navnesammenfald og manglende årstal længst tilbage i historien, derfor stemmer Ikke alle nedenstående årstal overens. De kan varierer med få år, alt efter hvilke kilder de hentes fra. Det er dog det er en kendsgerning, at ”St. Restrup” hører til gyldenstierneslægtens ældste besiddelser.

Som Erik Eriksens Gyldenstjernes søn nævnes Knud Eriksen Gyldenstjerne til Aagaard og St. Restrup, der igen var fader til Erik Knudsen Gyldenstjern , ligeledes til Aagaard og St. Restrup. Sidstnævnte var gift med Gert Drefild af Engelsteds datter. Med denne ekstra oplysning er der igen navnesammefald men der savnes desværre også her årstal. ( se J.C. Jacobsen: Aagaards ejere .) Men meget taler for , at Gyldenstjernerne skal havde siddet på St. Restrup før 1400, og gården eller måske rettere borgen havde ligget der længe før den tid.

Vil man danne sig et billede af det gamle ”St. Restrup” på denne tid, kan man gøre det ved hjælp af skifteprotokoller og samtidig sammenholder dem med, hvad vi ellers ved om datidens middelalderlige borge. St. Restrup har sikkert været en firelænget borg, omgivet af dybe, mudrede voldgrave med en vindebro over, der førte ind til bygningen. Hovedfløjen var dengang mod nord på tre stokværk og med et tårn på seks stokværk. Den søndre fløj har været på 2 stokværk. Af den østre og vestre findes ingen beskrivelse; men de har sikkert også hver været på to stokværk for bedre at kunne modstå fjendtlige angreb . Murene har sine steder været favnetykke og med små skydehuller.

Da man omkring 1920 – 25 udvidede en stue i syd- fløjen ved at lægge et mindre værelse til, viste det sig, at der hvor loftsbjælkerne hvilede på muren, der delte de to rum , var den længste af dem malet på undersiden. Disse bjælker er sikkert fra den gamle borg og her blevet genbrugt. De angiver sandsynligvis bredden af den, velsagtens af en af sidefløjene. Denne har så været ca. 6 m bred. Det har ikke været nogen hyggelig bolig, men den passede til sit formål, nemlig som forsvar mod en angriber. Med den tids angrebsvåben var det næsten umuligt at indtage en stærk borg. Selv med en stor kongelig hær var en belejring ofte forgæves på en herremands borg. Ingen kilder fortæller dog om at St. Restrup har været udsat for en belejring.

Niels Eriksen Gyldenstierne nævnes først i 1310, og man formoder , at det er ham, der ved det nævnte årstal omtales i provst Kristjerns: ”Hardsyssels Testamente, ” og som der står; ”som havende ejet gods i Norre Bork” . Man mener, han ligger begravet i Sønderholm kirke, hvor hans ligsten med fædrene og mødrene våben førhen kunne ses. Han skal have været gift med Edel Saltensen. Det må anses for givet, at Niels Eriksen Gyldenstierne ejede St. Restrup, hvor han sikkert har boet til sin død. Om han sammen med den har ejet Aagaard, vides ikke, men, som før antydet, er der noget, der taler for, at gården fra dens første tilblivelse har været i Gyldenstiernernes Eje.

Erik Nielsen Gyldenstjerne til Aagaard og St. Restrup nævnes igen i 1328. Dette år besigter han sammen med en Broder Jep eller Jakob Nielsen til Eskjær til vitterlighed et godsskøde paa Viborg Landsting. (De besegler her med Gyldenstiernes våben). Det er dog først efter Valdemar Atterdags tronbestigelse 1340, hans navn kommer stærkt frem i forgrunden. Han forekommer således 1342 i Kong Valdemars forpligt af 6. Jan o g 16.-17. Jan. til vitterlighed sammen med drost Peder Vendelby, med hvis Datter Cæcilie han var gift; ligeledes nævnes han 1343 som medforlover (vidne) for Kong Valdemar ved et af denne udstedt afståelsesbrev på Skåne, Halland og Blekinge, og det næste år var han ligeledes medforlover (medvidne) ved forliget mellem kongen og Grev Gerts sønner Henrik og Claus. Den snu Kong Valdemar har sikkert set sin fordel i at knytte den rige og mægtige adelsmand nøje til sig, i særdeleshed dem der var i nær familie med flere af landets mest ansete slægter. Han var således svoger til de to kendte herremænd Niels Bugge til Hald og Claus Limbek -, og måske har vi her årsagen til, at Erik Nielsen Gyldenstjerne udnævntes til marsk.

Niels Bugge var storgodsejer med hovedsæde på Hald ved Viborg. Da Valdemar Atterdag i 1343 blev herre over Midtjylland, blev Niels Bugge en af hans vigtigste rådgivere. Som de fleste andre jyske stormænd var han dog ofte i opposition til kongen, og han var blandt anførerne i de jyske oprør i 1351-53 og 1357-59.. Under det sidste oprør forhandlede han sammen med Uffe Stigsen Hvide og Peder Andersen i 1358 forgæves om fred med kongen. På vej hjem fra forhandlingerne i Slagelse blev de tre dræbt i Middelfart. Kongen blev mistænkt for de tre mord, men svor sig fri. Borgere i Middelfart fik skylden og blev pålagt en årlig bøde, de såkaldte “Buggespenge”, der blev betalt helt frem til 1874.

Claus Limbek, var drost. Han kom til Danmark med grev Gert (Gerhard) der brugte ham som en slags underbefalingsmand for hele Nørrejylland og gav han Kalø slot i pant for 10.000 mark sølv. Efter grev Gerts død sluttede han sig 1343 til Valdemar Atterdag der straks gjorde ham til sin høvedsmand på Sjælland, og året efter . endog til drost. I den følgende tid deltog han med råd og dåd i bestræbelserne for Sjællands og Lollands generhvervelse; samtidig var han stadig lensmand på Kalø. Bl.a. gennem sine børns ægteskaber knyttedes han efterhånden nøje til de førende jyske stormandsslægter.

Buggespenge
En vinterdag blev tre riddere myrdet i Middelfart. Det var en udåd, der gik over i historien, fordi de tre vovede at tale en magtfuld konge, Valdemar Atterdag midt imod. I december 1358 rider Niels Bugge til Hald, Uffe Stigsen til Eskebjerg og Peder Andersen til Margård af sted for at forhandle med Valdemar Atterdag på Danehoffet i Nyborg. Deres agt var at komme overens med den ærgerrige konge, der væltede store udgifter til sine krige over på dem. Men kongen tager arrogant til Sjælland og lader i sin søn forhandle med dem. De tre riddere mødes dog efterfølgende med kongen i Slagelse. Det får de intet ud af og forbitrede må de under frit lejde rejse hjem. Kongeparret drager til København for at fejre jul med det svenske kongepar. De tre riddere derimod når kun til Middelfart, hvor de efter sigende myrdes af stedlige fiskere. Man aner dog tydeligt kongens morderhånd. Skylden kastes på tre fiskere, der dog slap forbavsende billigt. Deres tre huse blev til evig tid pålagt en bod, de såkaldte ”Buggespenge” som byen betalte helt frem til 1874, hvor Rigsdagen ophævede den usædvanlige straf.

De første ejere af St. Restrup, vi finder på skrift, var alle kongelige lensmænd og medlemmer af rigsrådet – og første gang St. Restrup nævnes i denne sammenhæng sad Henrik Knudsen Gyldenstierne 1403 -1456 som ejer. Han var lensmand på både Skanderborg og Bygholm. 1448 og ejer af udstrakt gods, bl.a. St. Restrup. “Gamle”, som han blev kaldt, fordi han var rigsrådets ældste medlem da Christian d. 1. valgtes til konge.

Hans forældre var Knud Nielsen Gyldenstjerne og Anne Christensdatter Vendelbo. Henrik Gyldenstjerne var gift med Anne Mogendatter Munk, datter af rigsråd Mogens Munk og Kirsten Pedersdatter Thott. – som efter slægtsbøgernes beretning var ham tilsagt (lovet), men af dronning Margrethe blev tvungen til i stedet at gifte sig med Jep Mus til tros for han både var sørøver og falskner, derfor dræbte hendes far, Mogens Munk ham. En anden kilde antyder at Jep Mus ligefrem havde bortført hende og han derfor efterfølgende blev dræbt.

Vi hører første gang om Henrik Gyldenstjerne i 1403. Han havde da øvet voldsomheder mod provsten på Thyholm, Niels Mikkelsen og nedbrændt hans hus . Det var dengang farligt at komme i strid med en kirkens mand; man risikerede desuden at få den mægtige katolske kirke til fjende. Danmarks dronning, den tro katolik, dronning Margrethe, værnede således nidkært befolkningen og ikke mindst kirken mod vold og uret, så hos hende var der intet hjælp at hente. Det var dog lykkedes biskop Christiern Hemmingsen af Ribe og de to mægtige adelsmænd, Erik Nielsen Gyldenstierne og rigsråd Predbjørn Podebusk at få forlig i stand mellem dem så han undgik at blive bandlyst . Det blev en kostbar affære for ham. I bod skulle Henrik Knudsen Gyldenstjerne betale provsten ikke mindre end 1000 lybsk mark for de skader han havde forvoldt. Det var en så stor sum, at han ikke var i stand til at betale . I stedet måtte han pantsatte en landgilde på fem læster korn årlig til provsten (1 læst = 22 tdr.). Først godt tyve år efter, i 1426 kundgjorde provsten, at gælden nu var afdraget på nær 400 mark. For at undgå stadig at skulle betale den pantsatte landgilde til provsten på Thyholm ville han udbetale ham restgælden. Provsten nægtede at gå ind på denne ordning, men tabte den derpå følgende retssag.

Rigsråd Henrik Knudsen Gyldenstierne til St. Restrup og Boller modtog ridderslaget ved Erik af Pommerns kroning 1397. I 1401 kalder han sig ridder i et brev, hvori han afstår sine rettigheder til hovedgården Lugneholm i Vendsyssel til dronning Margrete.

Henrik Gyldenstjerne medbeseglede 1411 i Kolding adelens vidnesbyrd om kong Erik af Pommeren`s forlig med hertuginde Elisabeth af Slesvig og grev Henrik af Holsten og var 1417 blandt kongens garanter i fredsslutningen med hertug Henrik.

I 1420 nævnes Henrik Gyldenstierne blandt kong Erik af Pommeren`s rådmænd . Året efter var han blandt de jyske stormænd, der på landstinget i Viborg afgav vidnesbyrd om hertugdømmets tilhørsforhold til den danske krone. Han støttede igen kong Erik af Pommeren som garant, da denne i jan. 1423 henskød striden for den tyske konge Sigismunds dom, og senere på året fulgte han med på kongens udenlandsrejse og repræsenterede 1425 dronning Philippa i opgøret om arven efter biskop Bo Mogensen Lang. 1419 nævnes han . som lensmand på Ørum, og i 1423 i Hillerslev, begge borge i Thy. Han ejede selv gods i det nordligste Jylland, og skrev sig 1426 til hovedgården ”St. Restrup” . Ved hustruens arv havde han tillige erhvervet Boller syd for Horsens, og han har sikkert tidligt haft opmærksomheden henvendt på Mogens Munks gamle len i disse egne.

Dronning Philippa var en engelsk prinsesse, datter af Henrik IV af England og Mary de Bohun, født i England den 4.7.1394. Philippa var yngste datter i faderens første ægteskab. Hendes far foreslog allerede 1401 at hans ældste søn skulle ægte kong Erik af Pommeren`s søster Catharina. Forhandlingerne førtes fra dansk side af ærkedegn , den senere ærkebisp Peder Lykke. Men dette trak i langdrag, bl.a. fordi man fra nordisk side ikke kunne gå ind på de dynastiske krav som blev opstillet af de engelske statsretslærde. Margrete var desuden imod den af Henry IV ønskede alliance mellem de nordiske riger og England. Ægteskabet mellem prinsen af Wales og Catharina blev derfor i første omgang opgivet, og først 1405 opnåede man enighed om deres giftermål. Brylluppet blev holdt i Lund den 26. oktober 1406. 1. november samme år blev hun kun tolv år gammel kronet som dronning af Danmark, Sverige og Norge.

Efter sigende skal Philippa have været en klog og handlekraftig kvinde. Hun fik store landområder i Sverige som livsvarig len og handlede som sin mands repræsentant i Sverige, hvor hun synes at have tilbragt meget af sin tid. Han gav hende ind imellem en vis politisk indflydelse, blandt andet var hun stedfortrædende regent for de tre nordiske lande under hans valfart til Jerusalem fra 5.august 1423 til 24.maj 1425. Den 8.oktober 1424 havde hun forhandlet sig til enighed med Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Wismar om at slå samme mønt som dem. Mønten blev kaldt “Philippas søsling”, og blev præget i Lund. Samtidig blev der slået hulpenninge af sølv i Lund og Næstved.

Philippa havde dermed sat gang i en møntreform, der indebar, at tidligere danske mønter blev devaluerede; at man fik sat værdi på udenlandsk valuta, så disse mønter kunne bruges i de nordiske lande; og at de nye danske mønter var lovlig betaling i Skandinavien så vel som i Hansa-byerne. Med en aftalt møntvægt på 1,37 gram indeholdt Philippas søsling kun 0,96 gram rent sølv, mod Hansa-byernes mønt med 1,03 gram rent sølv. Hendes aftale sikrede altså, at Norden kunne cirkulere mønter med op til 6,5% mindre sølvindhold, og alligevel bytte lige over i handel, mod at hun opgav kravet om at kun dansk valuta gjaldt i Danmark. 9.oktober 1425 sluttede også Rostock, Stralsund og Greifswald sig til møntunionen. Men i 1426 brød der krig ud mellem Danmark og Holsten, og dermed var det også slut med aftalen. På grund af krigsudgifterne gik kong Erik igen i gang med at slå underlødig mønt, noget der var et af de nitten klagepunkter mod ham i det opsigelsesbrev, rigsrådet sendte ham i juli 1439, med klage på hans kobberpenninge helt tilbage fra 1422.

Philippa fødte en dødfødt dreng i 1429. Håbet om at hun ville skænke sin mand børn svandt efterhånden bort, og 1420 blev der truffet en aftale mellem hende og kong Erik om de dele af rigerne der skulle tilfalde hende som enke – en ordning hvis egentlige hensigt var at bane Eriks pommerske frænde Bogislav vej til tronen. Dronning Philippa blev kun 35 år gammel. Under et besøg i nonneklosteret Vadstena i Lidköping blev hun uventet syg, og døde der 5.januar 1430. Hendes død var et stort tab både for Erik og kongedømmet. Hun blev gravlagt i det St. Annas kapel, som hun selv havde indstiftet i Vadstena klosterkirke, og i forbindelse med begravelsen skænkede Erik klosteret rige gaver til hendes minde. Til gengæld forlangte han, at klosteret skulle ansætte ti præster, der på omgang skulle bede og synge kong Davids salmer for hendes sjæls frelse, døgnet rundt. Det var et meget belastende “gave” for klosteret.

Philippa havde været meget afholdt blandt Københavns befolkning, og de tog det ilde op at kong Erik holdt hendes hofdame Cæcilie som sin frille.

I Erik af Pommerns sidste regeringstid er der imidlertid øjensynlig opstået et spændt forhold mellem Oluf og kongen. I 1439 taler kongen om, at rigsrådet havde skullet skaffe ham lejde af Oluf, men ikke havde gjort det, så at kongen ikke har anset sig for sikker på liv og gods. Oluf er da også, i modsætning til sin far, blandt de rigsråder, der i 1438 henvendte sig til Christoffer af Bayern, og blandt dem der ved et brev af 1439 opsagde kongen sin troskab.

Henrik Gyldenstjerne var en selvbevidst og egenrådig lensmand og politiker. Han støttede oprøret mod kong Erik af Pommern og indkaldelsen af Christoffer d. III af Bayern. Til gengæld gik han imod valget af Christian 1. i 1448 og støttede forhandlingspolitikken med Sverige fra 1449-51, der førte til unionsmødet i Halmstad i 1450. Da krigen i 1452 mod Sverige veg for forhandlinger, trådte Henrik Gyldenstierne til som hofmester 1454-56, men måtte atter gå af, da krigen brød ud på ny. Som følge af Christian 1.s tilspidsede holdning til Thottslægten blev Gyldenstierne kammermester i 1466 og 1469, og under 1470’ernes unionsforhandlinger spillede han atter en fremtrædende rolle.

Henrik Knudsen Gyldenstjerne nævnes også i 1419, da som værende lensmand på Ørum Slot i Thy. Måske har han allerede været det 1403, siden han dengang kom i strid med den før nævnte provst på Thyholm. I årene 1423 til 25 var han som nævnt i forbindelse med den danske konge ; Erik af Pommern i anledning af den strid han førte med de holstenske grever om herredømmet over Sønderjylland. Da det var kongen en særlig hjertesag at vinde Sønderjylland tilbage til Danmark, må Hr. Henrik dengang have været en af hans mest betroede mænd. Alligevel har han sikkert som rigsrådsmedlem været med til at opsige kongen huldskab og troskab og i stedet indkalde Kristoffer af Bayern som konge (1439). I det mindste synes han at have stået i meget venligt forhold til denne konge i det han havde lånt ham med en betydelig pengesum, for i 1442 fik han Horsens by som pantelen som pant for lån, så han kunde beholde indtægterne af det, til lånet var udbetalt. I 1451, under Christian d. I., fik han det forlenet med det omkringliggende Bygholm len. Han blev gift med Anne Mogensdatter Munk til Boller (syd for Horsens Fjord), og det var måske medvirkende grund til, at han søgte at samle jordegods ved Horsens.

Henrik Gyldenstjerne bytter i 1440 med Kong Kristoffer af Bayeren , der for hans “Børns og lejligheds skyld” mageskiftede, så han fik kronens gård og 4 af kronens bøndergårde i Dagens, syd for Horsens Fjord mod 5 gårde beliggende i Thorsted, Lystorp, Tyrsted og Tyrstedlund. I 1449 tilskødede ridder af Barethskov Niels Mandrup, Henrik Knudsen Gyldenstierne , strenge ridder i Refstorp (St. Restrup) “alt mit gods i Wore herred, (sikkert Vore herred ved Skanderborg) samt 2 gårde i Serridslev, 3 bol – 2 bygte, 1 øde – samme steds, 1 gård i Nebel, 1 Bol i Hansted ” på Esge Brokkes børns vegne med sådan måde , at hr. Henrik Knudsen Gyldenstjerne skal selv indløse det for 132 lübecker mark”. Også til St. Restrup har Hr. Henrik søgt at skaffe sig jordegods. I 1456 lod hans hustru nemlig tage tingsvidne på, at hendes mand havde købt Binderup Gaard og Binderup Mølle ved Nibe.

Ovennævnte Esge Brokke var 1429 lensmand på Københavns Slot, senere på Aalborghus og brugtes flere gange af kongen til underhandlinger med fremmede, både engelske og tyske; I 1441 faldt han i slaget på Sankt Jørgensbjerg, der fandt sted fandt sted 8. juni1441 ved Skt. Jørgensbjerg i Han Herred.

Baggrunden var at Danmark plaget af stor indre uro. Det hele kulminerede i 1441, hvor de nordjyske bønder gjorde oprør. Det gik ud over både adelen og kirken. Bønderne blev ledet af adelsmanden Henrik Tagesen Reventlow, som var tilhænger af den nyligt afsatte Kong Erik af Pommeren. Bønderne tog på plyndringstogter både syd og nord for Limfjorden. De forskansede sig herefter bag en tredobbelt vognborg ved Husby Hole og Sankt Jørgens Bjerg. Den 3. maj 1441 gjorde bondehæren et kraftigt udfald mod adelens højborg,” Aagaard”. Gården ejedes af den kendte adelsslægt ”Gyldenstierne” i ca. 300 år. Gården er kendt tilbage til 1397 under navnet ”Agarth. Bønderne satte ild til” Aagård” , og herremanden Niels Pedersen Gyldenstjerne måtte i al hast flygte – “kun med en stav i hånden”, ”Aggersborg” led da samme skæbne.

Anført af herremanden og bondeplageren Eske Brok forsøgte en hær af adelsmænd at slå oprøret ned. Men bondehæren anede uråd og dækkede holen (hulvejen) ved Husby med grene og mos. Herremandens ryttere red i fælden og blev hugget ned. Sagnet siger at Eske Brok her blev hugget i småstykker. Til spot og spe blev dele af hans krop sendt rundt til alle de nordjyske herreder.

Eske Jensen Brock, var en søn af Jens Jensen Brock til Clausholm (som blev dræbt 1404 af hr. Jens Nielsen Løvenbalk og Ide Lagesdatter Panter) . Hans egen slægt havde hidtil ikke ført fast tilnavn, men hans efterkommere beholdt navnet Brock . Eske Brock skrives til slægtens stamgård Essendrup ved Randers og nævnes første gang i 1425. 4 år efter var han ridder og lensmand på Københavns Slot, og 1432 nævnes han som rigsråd i det forlig med hansestæderne der blev indgået i Horsens.

Den nyudnævnte Kong Kristoffer af Bayern gik nu personligt ind i kampen for at gøre en ende på bondeoprøret. Tredje pinsedag, 6. juni 1441, satte kongen og hans hær over Limfjorden og tog opstilling på markerne omkring bøndernes vognborg ved Sankt Jørgens Bjerg. Kongen tilbød først bønderne frit lejde til at drage hjem. De fleste benyttede sig af tilbuddet, men vendelboerne og hanboerne blev tilbage., men 8. juni 1441 satte kongens mænd det afgørende angreb ind, og de led et sviende nederlag. Flere tusinde bønder måtte lade livet, herunder anfører Henrik Tagesen Reventlow. De nordjyske bondeoprør var dermed endelig slået ned. I hvert fald i denne omgang.

Som et tydeligt bevis for de historiske kendsgerninger fandt man i årtierne omkring 1900 store mængder skeletrester under pløjning og udgravning i omegnen. Her blev knogler samlet sammen og solgt til opkøbere til brug til foderstoffer, hvilket de dog ikke fik noget ud af, da næringsholdet forlængst var borte.

Knap hundrede år senere, i 1534, gik det igen løs, denne gang anført af Skipper Clement fra Birkelse.

Præcis hvornår Henrik Gyldenstjerne døde er uvist. Man ved han var vidne på Aars Herredsting 1462 angående en sag om ejendomsretten til en gård. Imidlertid var han ret sikkert død i 1463, for dette år fik hans søn , væbner Knud Henriksen Gyldenstjerne tilladelse til at frikøbe Bygholm Slot fra sine medarvinger.. Om Knud Henriksen Gyldenstjerne ved historien ikke stort andet, end at han som ældste søn arvede St. Restrup efter sin fader samt Bygholm som pantelen og han i 1460 blev optaget i Rigsrådet, samt han gennem sit giftermål med Hilleborg Skinkel, datter af Otto Skinkel til Iversnæs – (det senere Wedellsborg på Fyn), også arvede hendes hjem. Han hævdes tillige , i følge en slægtstradition, at have været tronemne i 1448. Der var da forlyderne om , at han en tid pønsede på, efter kong Kristoffer af Bayern`s død i 1448, intet mindre end at blive gift med hans enke, dronning Dorothea for derved at nå kongeværdigheden i Danmark. Denne oplysning stammer fra. at hans sønnesøn, biskop Knud Gyldenstierne. der skal have fortalt, at enkedronningen selv engang havde udtalt ønske om at blive gift med Knud Gyldenstierne. – Helt så let kunne det ikke være , for to år før kong Kristoffers død var han allerede trolovet med Hilleborg Skinkel , og en trolovelse betragtedes den gang for næsten lige så bindende som et ægteskab. og hun slap ham ikke – Men i krig og kærlighed gælder, som alle ved , alle kneb. Her havde det sikkert ikke været af kærlighed , men et forsøg på at gøre et hop op mod magtens tinde, men det lykkedes altså ikke for ham.

I 1466 skænkede Otte Skinkel- Knud Gyldenstjene`s svigerfar 3 gårde i Asperup sogn til præsterne i Vends herred på vegne af sin hustru Cecilie, sin datter Hilleborg og sin svigersøn Knud Gyldenstjerne sjælemesser for sine forældre, Hr. Berneke Skinkel og fru Hilleborg for at disse præster skulde bede for deres sjæles frelse. Da havde Knud Gyldenstjerne, nu som gift mand , sikkert helt opgivet tanken om at blev konge af Danmark.

Han døde allerede 1467 og blev begravet hos St. Hans brødrene i Odense, så han har sikkert opholdt sig mere på Iversnæs ( Wedelsborg) end på St. Restrup. Hans enke overlevede ham til 1494, hvor hun fik stadfæstelse på de len, hendes mand havde haft af kronen. Det er ikke helt klart om Knud Henriksen Gyldenstjerne og hans hustru fru Hilleborgs søn, Henrik Knudsen Gyldenstjerne arvede St. Restrup og Iversnæs straks efter faderens død eller han fik dem først senere,; men i alt fald var han ejer, eller i det mindste medejer af St. Restrup før moderens død, hvilket fremgår af en sag om kaldsretten til Sønderholm og Frejlev kirker;

Gyldenstjernerne havde fra gammel tid herlighedsretten til disse to kirker, men beviserne derfor må sikkert gået tabt, for i 1445 fik abbeden i Øm Kloster (ved Mossø) pavelig opfordring til at skaffe oplysning om den sag. Hans afgørelse er sikkert ikke gået ud til fordel for Gyldenstjernerne. I det mindste kaldede Biskop Knud Mikkelsen af Viborg, ( Knud Mikkelsen var uddannet i udlandet som utriusque juris doctor dvs. juridisk doktor i både kanonisk ret og romerret) nemlig hr. Ove Jensen til præst for de to menigheder. Dette havde Henrik Gyldenstjerne protesteret over, men som modtræk havde biskoppen da svaret med at lukke begge kirker. Det kan en retssag i Aalborg 1477 derom vanskelig opfattes anderledes på. Der spurgte fru Hilleborg nemlig hr. Ove, om han havde magt til at løse de to kirker fra denne lukning, som bisp Knud havde udstedt, og dertil svarede hr. Ove ja, men kun hvis sognefolkene vilde antage ham til præst. Hun tilbød da at åbne kirkerne for ham på sådanne vilkår, at han virkede som præst til striden var afgjort. Vandt bispen, ville hun antage hr. Ove som præst, tabte han, ville hun lønne ham for det arbejde han havde haft . Men præsten ville kun antages uden nogen betingelse. Så lod fru Hilleborg forsamlingen vidne i sagen. Nogle kunne huske 40 år, andre 70, andre 80 igen år tilbage i tiden og alle erklærede, at så langt tilbage, de kunde huske, havde Gyldenstjerne helt og holden og ukæret fuld kaldsret til kirkerne.

Dagen efter lod hun optage tingsvidne på Hornum herredsting om slægtens ret; det lød på, at Gyldenstjernerne altid havde givet de to menigheder præst uden at spørge biskop eller domkapitel. Dermed endte striden. Biskoppen og hr. Ove havde dermed tabt.

Henrik Knudsen Gyldenstjerne har sikkert “været eneste Søn”. I det mindste arvede han ikke blot begge faderens herregårde, men blev også lensmand over Bygholm len og senere også over Tørring len i Nordslesvig. Han ledsagede 1486 Kong Hans til Norge, var 1488 rigsråd og ridder og deltog i den følgende tid hyppig i togterne mod Sverige, hvor han især skal have udmærket sig i slaget ved Rødebro 1497. I året 1505 deltog han som rigsråd i den store Kalmardom, hvorved den svenske adels godser i Danmark konfiskeredes. Året efter tilskødede Kong Hans ham derfor al den Arvelod i Gammel Estrup, Frøberg, Vemmetofte, Barsebæk og Hammer Hovedgårde, som kunne tilfalde Fru Margrethe Brock og hendes ægtefælle, den svenske Niels Sparre efter hendes far.

Kong Hans blev født 2. februar 1455 på Aalborghus Slot Han var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501. Kong Hans var en søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. Allerede i 1456 blev han valgt som sin fars efterfølger i Danmark og i 1458 i Norge og Sverige. Kong Hans blev den 6. september 1478 gift med Christine af Sachsen (1461-1521). Den 18. maj 1482 blev hun sammen med Hans kronet i Frue Kirke.

Parret fik seks børn sammen. Han fik efter forlydender endnu en søn, Jacob. der døde som missionær i Mexico i 1567. Kong Hans havde desuden en elskerinde, adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg, der omkring 1498 blev hofdame for dronning Christine. Edele blev gift med Torben Bille til Abrahamstrup (Jægerspris) Edel stammede fra en sjællandsk lavadelsslægt. Faderen var lensmand på roskildebispens borg Eliinge.

Henrik Knudsen Gyldenstierne deltog i krigstogene til Sverige og var i 1505 med til den store Kalmardom, hvor, mange svenske adelsmænd, der havde sat sig op i mod den danske konge, blev fradømt deres danske godser. Han fik derved af Kong Hans tilskødet Gl. Estrup, Frøbjerg, Vemmetofte, Karsbæk og Hammer hovedgård, som ellers skulde at tilfalde fru Margrethe Brock og hendes mand, den svenske adelsmand Niels Clausen Sparre. Disse godser blev dog tilbagegivet, i 1540, og H. K. Gyldenstjerne.s arvinger fik da på anden vis erstatning af kronen. Henrik Gyldenstjerne synes – ligesom bedstefaderen at have samlet på bøndergods. I 1491 “indordnede” han en gård og et bol i Vester Brønderslev samt en hel mængde eng. Men i 1492, mens han var “udenlands i vor snarlige Herres og Riges forfald”, da søgte provsten i Børglum at sikre sig denne gård . Henrik Gyldenstjerne tog da vidne på, at det var hans.. I 1510 solgte Ingeborg Jochums datter, Hans Wellendorfs efterleverske, til hr. Knud Gyldenstjerne af Refstrup ( St. Restrup) gård og grund, stenhus og abildgaard i Ribe, med gårde derunder i Fårdrup, Kærbølling og andre gårde i Ribe derunder”.

Henrik Gyldenstjerne , der var en from katolik og skænkede meget gods til kirken, så derfor skulde læses messeSt. Restrup - Bille Våbenskjold for hans og vel for slægtens sjæle. Han døde 1517. Ligesom faderen blev han begravet i St. Hans Kloster i Odense. Hans hustru Karen Bille fik da bl.a. St. Restrup efter sin afdøde mand. .Karen Bille fødte ham 22 Børn, hvoraf dog mange døde i en ung alder. – flere af de efterlevende fik deres navne indskrevet i Danmarks Historie: (Datteren Margrethe blev gift med Erik Banner til Kalø, ham der havde Gustav Vasa i Forvaring. Han var bekendt for at være en ivrig lutheraner. Da rigsrådet udsatte kongevalget efter Frederik den. I `s død søgte han på bøndernes vegne sammen med Mogens Gjøl og borgmestrene i København og Malmø forgæves at bevæge Hertug Christian, den senere konge, til at lade sig vælge til konge uden om rigsrådet.

Svogeren Gabriel Gyldenstjerne arvede St. Restrup i 1530, da fru Karen Bille skiftede med sine børn . Det var i hans tid, Skipper Klement under Grevens Fejde førte bønderne i deres oprør mod adelen. Han menes dog ikke at have været med i det berømte slag ved Leere ved Svenstrup (1534) – kun 6 km øst for St. Restrup – hvor adelshæren led et forsmædeligt nederlag. Men sagn fortæller at bønderne forinden havde angrebet og brændt St Restrup.

Tre år efter giftede Gabriel Gyldenstjerne sig med Kirstine Friis. Hun var enke efter lensmand og ridder Holger Holgersen Rosenkrantz til Boller, der faldt ved dette slag. Som bekendt tabte Skipper Klement og bønderne efterfølgende til kongen og adelen.

I 1535-36 var Gabriel Gyldenstjerne lensmand på Københavns Slot, sagtens dog kun af navn, da denne by først hen på året, i 1536 blev overgivet til Christian den III. Han sad i Rigets Råd, og kongen brugte ham ofte og lånte også ofte penge af ham .Han havde Ørum i Thy som pantelen og var også en tid lensmand over Hundslund Kloster (det senere Dronninglund Slot ) i Vendsyssel. Slottet, der har navn efter dronning Charlotte Amalie som fik det til eje i 1690. Oprindeligt var det et kloster under benediktinerordenen fra 1200-tallet, som byen Dronninglund efterhånden voksede op omkring. Dette kloster hed Hundslund Kloster.

De bønder, der boede inden for de områder, hvor Skipper Klement havde haft magten, blev alle hårdt straffet, med mindre de kunne bevise, de ikke havde taget del i oprøret eller havde været på kongen og adelens side. Selvejerbønder måtte tage deres gårde i fæste af staten og fæstebønderne betale store bøder. Der var navnlig i den nordre og nordvestlige del af Jylland, hvor vel omkring 2/3 deraf. var selvejer, der fik deltagelsen i oprøret at føle . Gabriel Gyldenstjerne var da en af de kommissærer, der deltog i disse forhandlinger . Kongen var meget velsindet mod bønderne, derimod er det tvivlsomt, om kommissærerne var det, da det var deres bønder der havde været deltagere. Om hans virksomhed i kommissionen ved man intet . Derimod ved man en del om hans hjemlige foretagsomhed : På hans forlangende blev der 1531 foretaget sandemænds syn for at afsætte skel mellem Hasseris (ved Aalborg) og St. Restrup jorder. Men hans frænde på mødrene side, Knud Pedersen Gyldenstjerne til Tinggaard (nord for Ringkøbing), klagede over skellet; han mente, Gabriel Gyldenstierne havde skilt hasserisboerne fra deres retmæssige enge. – Hvor vigtig man anså en sag om markskel for at være, ses af, at nu red kong Christian den III selv markskel sammen med flere af de mægtigste rigsråder, der i blandt Erik Banner, Johan Rantzau og Peder Ebbesen Galt. Her mistede Gabriel Gyldenstierne. de enge, han havde forsøgt at tilrane sig, på en stump nær.

De gamle kunne ofte fortælle om herremænd, der havde fraranet bønderne af deres jorder. Som straf derfor måtte de gå igen som spøgelser, indtil en deri velforfaren præst manede dem ned hvor de hørte hjemme. Gabriel Gyldenstierne kan altså takke sin frænde, at han ikke efter sin død måtte lide denne forsmædelige skæbne – men forbindelse til fanden havde han, fortæller et sagn:

Gamle folk fortæller nemlig en lidt anden historie om, men med samme udfald, da der blev sat skel ved Hasseris: Kong Cristian d. III bestemte da sammen med sine rigsråder, lyder der i deres fortælling , at Gabriel skulle have al den jord han kunne ride omkring fra solopgang til solnedgang . Men da bønderne i Hasseris så hvilke fandens ridt Gabriel udøvede, anså de ham for at være i ledtog med den onde selv, og de påstod at den plag Gabriel red på var fanden selv i forvandling. Ved aftenstide, kort før solen kaste sine sidste stråler, kunne bønderne nemlig høre fanden råbte: ”Gabriel, Gabriel, du fauner for vidt”. Han måtte derfor til sin store ærgrelse forandre retning, og af den grund blev der et knæk i gårdens skel mod Hasseris – et skel, der kan ses den dag i dag.

Som så mange andre af tidens herremænd førte han stadig strid om jord og markskel, således også angående skellet med Nørholm Sogn, en sag, der havde stået på siden hans forældres tid, og som førtes for nørholmerne af domprovst Anders Barbe i Viborg, og som først blev afsluttet i hans enkes tid i 1558. Hr. Otto Krampen får således 1556 kongebud om at samles med nogle gode mænd på markskellet mellem St. Restrup og Nørholm mark for at bringe trætten mellem fru Kristine Gabriels og Anders Barbe til ende, enten til minde eller til rette. Otte Brade, embedsmand på Aalborghus” får lignende befaling derom. Af andre, der var tilsagt af kongen, nævnes Secher Iver Krabbe, Just Høg og Erik Krabbe, mens både fru Kirstine og Anders Barbe hver mødte med to mand, et bevis på, hvor vigtig man anså sager angående markskel for at være.

Med Aalborg borgere førte han også strid, fordi han vilde nægter dem at fiske i Damsø ! Søen har vist ligget ved Hasseris å`s daværende udløb i Limfjorden, i vester ende af nuværende Reberbansgade. Denne sag blev først senere afgjort.

Opfindelsen af krudtet havde længe medført, at man med kanoner kunde skyde de stærkeste borge ned, og bøssekuglerne kunne trænge gennem de sværeste jernrustninger. Adelen havde derfor ikke længere betydning som krigerstand. Krigene førtes overvejende med lejede hære. Det var således med lejetropper, Chr. III vandt Danmark under Grevens Fejde.

St. Restrup - Relief Gyldenstierne og FriisHerremændene gav sig i stedet til at være landmænd. Det var inde i de store mageskifters tid, da de solgte det bondegods, de havde liggende spredt rundt om i landet, og købte og samlede det, der lå omkring deres borge .Samtidig nedlagde de ofte landsbyen, der lå ved herregården, og lagde jorden ind under denne. Efter loven gjaldt fæstet ganske vist for livstid, når bonden holdt sine forpligtelser. Men når bønderne var afhængige af herremændene, og når kongerne støttede disse, betød den lov ikke meget i praksis.

Der er fortællinger, der nævner landsbyen St. Restrup beliggende ved herregården af samme navn, men de peger også på Gabriel Gyldenstjerne, som den, der har nedlagt landsbyen ”St. Restrup”. Han er nemlig den eneste ved navn Gabriel, der har været ejer af Restrup. Og tiden passer også godt nok, i det mindste tyder alt på at det er ham , der har fået nedlagt St. Restrup landsby, hvorimod han ikke fik samlet det omliggende bondegods .Han døde 1555.

Gabriel Gyldenstjernes enke, Kirsten Friis lod ham begrave under koret i Sønderholm kirke. Over graven lod hun lægge en pragtfuld gravsten med hans og hendes eget billede udhugget i relief i fuld legemes størrelse, han i fuld rustning, hun i en lang, folderig kjole. Stenen er indlagt i en bred bronceramme, hvad der gør den til en stor sjældenhed.

Foroven på rammen står indhugget: Forneden staar der:
Her ligger ærlig og velbørdig Mand
Gabriel Gyldenstjerne til Restrup hedte han
‘en Konges til Ørum Len Han var en salig Christi Ven;
Ther man scref MDL og V Aar)
Then XXV Dag i februar det var
Da lagdes hans salige Lig paa Baare
hoc i hviler sig hans Hustru Kjer
Velbørdige Fru Kirsten Friisdatter
Jep Friis til Lønghollem hendes Fader var
Fru Helvig hendis til Verden baer
Thilfulde i Verden gudelig
i Christi døde de christelig
med hannem leves evindelig.

I hjørnerne af, rammen findes de fire Evangelisters symboler, på dens sideflader er begges stamtræer med 8 våbenskjolde. Fru Kirsten Friis lod i 1556 koret male med en hel del bibelske billeder, alle meget naive: skabelsen, Evas skabelse, syndefaldet, uddrivelsen af Paradiset, Kain og Abel, Noah i arken, kobberslangen i ørkenen, Jonas udspyes af hvalen, Jesus paa korset, opstandelsen osv. samt de våbenskjolde, som førtes af hendes og hendes mands aner, 16 slægter paa hver side. Hun skænkede også prædikestolen med udskårne billeder af Jesu lidelse og død, opstandelsen og himmelfart samt Helligåndens udgydelse. Hendes far og mor er begravet i kirken, og hun har også ladet en ligsten udhugge og lægge over dem. Denne sten er nu indsat i kirkeskibets nordre mur, medens Hr. Gabriels og fru Kirstines sten er indmuret i den nordre mur af kirkekoret. Deres ægteskab var barnløst, og i den følgende tid stod Gyldenstjernernes stamtræ med en mængde visne topskud, indtil den helt uddøde i Danmark i 1700 ernes første halvdel.

Fru Kirsten Friis døde 1565. Forinden havde hun tilskødet fra sig og sine arvinger til jomfru Else Gyldenstjerne, datter af Gabriel Gyldenstjernes broder, Mogens Gyldenstjerne. den ret i bygningerne paa St. Restrup, der tilfaldt hende efter hendes afdøde mand. Denne Else Gyldenstjerne melder historien kun intet om; måske er hun død kort efter; i det mindste finder der andre delinger sted angående arven, først i 1567. dernæst i 1569.

Da er der tale om de tre brødre , Christoffer Gyldenstierne. til Iversnæs, Biskop Knud Gyldenstierne , gift med Jytte Podebusk. og Mogens Gyldenstierne. Af dem er de to sidste velkendte fra danmarkshistorien, især Knud Gyldenstierne. Han var biskop over Fyns Stift i den urolige tid, da katolicismen og lutherdom kæmpede om magten i Danmark, selv var han vel nærmest luthersk. Frederik den. I. kaldede ham til bisp i 1527, men uden pavelig stadfæstelse, og 1531 tog han den lutherske præst Jørgen Sadolin til medhjælper. Mest kendt er han, fordi Frederik den. I. sendte ham til Norge mod den fordrevne kong Christian d. II., som var landet der med en hær for at vinde sit rige tilbage. Sammen med sin broder Mogens Gyldenstierne, der da var lensmand og befalingsmand paa Akershus ved Oslo, traf Knud aftale med Kristian den. II, at denne skulde følge med til Danmark for at forhandle med Frederik den I. Frederik den I. ville imidlertid ikke forhandle med sin forgænger, men benyttede som bekendt lejligheden til at lade ham sætte fast i Sønderborg Slot. Dette var sikkert mod de to brødres vilje; men på den anden side satte de ikke deres stillinger ind paa at forhindre det. Da regeringen siden fik vanskeligheder, som følge af den troløse handling, kastede den med urette skylden på Knud Gyldenstierne.

St. Restrup - Podebusk VåbenskjoldEjerskabet til St Restrup de næste 4-5 år er lidt uvis, men måske var det Knud Gyldenstjerne / Mogens Gyldenstierne / Jytte Podebusk gift Gyldenstierne / Anne Parsberg gift Gyldenstjerne. 1567-1580.

I 1567 delte Mogens Gyldenstjerne, Knud Gyldenstjernes hustru Jytte Podebusk og Anna Parsberg, enke efterSt. Restrup - Parsberg Våbenskjold Christoffer Gyldenstjerne, alt det guld og sølv, de fik fingre i Aalborg, da de delte med fru Kirstines egne arvinger. De fik da hver 42 ½ lod gjort ungarsk guld, 5½ lod og ½ kvintin kroneguld, 1, 1 lod rhinsk guld, 5 dukater, 279 guldgylden, 20 stemplet gylden osv. – Vi kan her se, at rigmænd har samlet på flere landes mønter, måske fordi kongerne havde en kedelig tilbøjelighed til at forringe værdien af den danske mønt.

I året 1569 deltes selve godset mellem de samme tre: Mogens Gyldenstjerne . fik den østre ende af det store hus med kældere og alle stuer i samme hus, som fandtes paa højre hånd, når man kom op ad vindeltrappen; desuden halvdelen af det søndre hus og en del af et hus på den nordre side af voldstedet og endelig den midterste del af den store lade.

Fru Jytte Podebusk fik vindeltrappen og den vestre ende. Herunder nævnes der 6 lofter med sangværket, klokke og klokketårn. Hun fik desuden den anden halvdel af det søndre hus, noget af det østre m.m. Fru Anna Parsberg afstod alle bygninger paa voldstedet, men fik forgrunden i borgegården, abildgården og urtegården fra voldgraven af og helt igennem, en del af ladegårdens nordre ende – hun fik også del i de andre udhuse samt smedjen. De var fælles om herlighedsretten til Frejlev og Sønderholm kirker (kaldsretten m. m.), ligeså om møllerne – herunder Hestvad mølle , mølledammen, ålekisten, de store damme, og endelig skulde de i fællesskab at holde dæmningen til mølledammen i god stand.

Hvornår vandmøllen ”Hestvad Mølle” blev etableret i St. Restrup ved man ikke med bestemthed, men i senmiddelalderen omtales en stor dæmning med en sø på omkring 61 ha (Den nuværende Dameng) i tilknytning til herregården samt en tilhørende vandmølle: ”Hestvad Mølle” ved søens udløb i dens nordøstlige hjørne – ved den nuværende ”Konsulens Bro”. Vandmøllen og søen hørte under herregården St. Restrup, og fik sit vand fra Hasseris å.

Åen har sit udspring i præstegårdshaven i Øster Hornum. Herfra løber den med sine mange slyngninger gennem Tostrup til St. Restrup og videre mod Hasseris til sit udløb i Limfjorden. Omkring 1550 omtales Hestvad Mølle således både for første – og eneste gang, da der skete et stort dæmningsbrud under et stormflodsagtigt uvejr, under hvilket møllen blev revet med og søen samtidig tømt. Der fortæller yderligere herom at mølleren da sprang i vandmasserne af frygt for konsekvenser fra herremandens side. På dette tidspunkt tilhørte den Gabriel Gyldenstjerne. Hverken søen eller denne vandmølle blev genoprettet. Der findes dog stadig rester af vandmøllen. De kom for dagens lys under en udgravning omkring 1950erne af den lokale amatørarkæolog Bernhard Jacobsen og museumsinspektør Riismøller, Aalborg Historiske Museum, men resterne blev da igen tildækket.

Ved ovennævnte delingen nævnes også ”Troldkirken”, som hørende til gården. Endelig delte de mark og eng i tre dele, ligesom de delte hver landsby, der hørte til godset. Hvor disse landsbyer har ligget, nævnes ikke; men meget tyder paa, at der kun har hørt lidt bondejord omkring eller i nærheden af godset der var under denne. Man må regne med , at avlsbygningerne, eller i det mindste en del af dem, på dette tidspunkt har ligget uden for voldstedet. Der nævnes ingen vestre længe, hverken her eller ved et senere skifte. antagelig har Gabriel G., da han lagde landsbyens jord under herregården, ladet bygge en stor lade i vest og har dertil brugt sten fra den vestre længe. Gården var nu ikke længere en fæstning, selvom de gamle bygninger stadig bar præget fra fæstningernes Tid.

Det omtalte arveskifte fandt sted d. 7. septbr 1569. Den 8. oktbr. samme år døde Mogens Gyldenstierne., 84 Aar gammel. Han havde ført et meget omtumlet Liv, havde været kongelig statholder så her, så der. Under de første år af 7 års Krigen skulde han sørge for hærens forsyning, men magtede det ikke.

På St. Restrup har han næppe boet. – Skønt han først blev gift i sit 48. år, havde han 22 Børn. Med et par af dem lå han på sine gamle dage i strid om deres arv. I 1571 afholdt fru Jytte Podebusk to døtres bryllup paa St. Restrup. Senere hører vi dog ikke til hende. Hun eller hendes efterkommere har vel sagtens solgt deres part af ejendommen enten til Hannibal eller til hans fætter Niels Gyldenstierne, søn af Anna Parsbjerg og Christoffer Gyldenstjerne. Han nævnes som medejer fra 1851.St. Restrup - Sønderholm Kirke Gyldenstierne

1577 klager Hannibal Gyldenstierne. til Hornum herredsting over nogle mænd i Nibe, at de havde drevet fæ, øg, og svin i den eng, der hedder Våsen – Den strid, Gabriel G. havde begyndt med de Aalborg borgere om fiskeretten i Damsø førte de to fætre til sejrrig afslutning. Hannibal var befalingsmand over Bohus Len i Norge 1591-94 og havde senere Aastrup Slot og len i Vendsyssel. Han døde 1608 uden at efterlade sig børn. Enken, Helvig Bjørnsdatter Kaas gift Gyldenstierne ( datter af Bjørn Jensen Kaas, Vorgaard Bælum sogn som hun arvede sin del efter ham) lod i Sønderholm kirke lægge en gravsten over hans kiste. Den havde deres våbenskjolde udført i farver og forgyldning, hvoraf der endnu findes rester, samt indskriften:

Nu bor hans Sjæl i Himmerigs Kar
Aar Tusind sex Hunder og otte han døde
d. 25. Januarii løsdis han af Møde
Hans kj ære Frue, Fru Helvig Kaas
af adelig Stamme hviler her haas
der mand skref MDC og Aar
da lagdes hendes salige Lig paa Baar
I Jorderig lefde de kjærlig tilsammen
i Himmerig nyde de Glæde og Gammen
hos Gud hans Engle i Evighed, Amen.

Det fremgår tydeligt af indskriften, at det er fru Helvig Kaas, der har ladet denne sten indhugge og nedlægge paa mandens grav. I en udbygning fra sydsiden af kirkens kor har Lindenoverne deres kapel, her findes en tavle med indskriften:

I dette her lidet Capel
hviler sin Ben saavel
Her hviler erlig og velbørdig Mand
Hannibal Gyldenstjerne hede hand.
Paa Restrup i Jorderig hans Sæde var
erlig og velhyrdig Mand
Hannibal Gyldenstjern for sand
Hr. Mogens Gyldenstjerne var hans Fader i Ære
ham til Verden bar Fru Ana hans Moder
som er salig hos Vorher
Sternholm hans Fadergaard
Restrup hans Sæde i mange Aar
To sexten Hundred vor Jomfru bar
Jesus sin Søn den rene
or Frelsermand alene
paa sancte Povelsdagen døde
og løfdes saa fra Jorden øde
Legimet ligger i sorten Muld
men Sjælen hos Gud er frydefuld
Hans Ben skal Gud beklæde
og gir ham den evige Glæde
Hos hans Siid under denne Buer
hviler og hans kjære Fruer
Fru Helvig Kaas hvis Fader var
Bjørn Kaas til Starupgaard hun ærbar
Fru Christine Nielsdatter til Brodskov
men salig i Herren hun hensov
der man skrev 1638 fra man bare
Jesum sin Søn vor Frelser kjære
som al vore Synder paa sig bære
her Legemer tilsammen hvile
hvis Hjerter ingen Ting kan skille
i den Dag der Legeme blefue
Paa Dommedag skal Gud gifve
dem en Opstandelse glad og frue
Det ønsker jeg dem af Hjerte og HuI
vi vil end hjertelig ønske Amen
i Gud gif os Himmerig alle tilsammen,
Amen, Amen.

St. Restrup - Kaas VåbenskjoldFru Helvig Kaas døde i 1638, og to år blev der holdt skifte efter hende. Niels Gyldenstierne og Kirsten Lykke, hvis ægteskab også var barnløst, synes at være død forinden. Hans brordatter, Karen Gyldenstjerne, var gift med Godske Lindenov til Lindersvold. Han nævnes senere som ejer af en del af St. Restrup, men ikke af hovedbygningen. Muligvis har Hannibal Gyldenstjerne købt fru Jytte Podebusks arvinger deres part velsagtens hendes del, han har haft, og som Godske Lindenov har arvet med sin hustru. Om han har beholdt sin del i den følgende tid, og hans søn, Christoffer Lindenov, så har lagt det sammen med det øvrige del af Restrup er uvist. Sandsynligheden taler imod det.

Ved det omtalte skifte efter Fru Helvig Kaas arvede hendes broderdatter, fru Anna Kaas halvdelen. For den anden halvdels vedkommende afkøbte Jørgen Marsvin de øvrige arvinger deres part. Han var gift med Anna Helvig Gyldenstjerne, datter af Mogens Gyldenstjerne.

Anna Kaas og Jørgen Marsvin delte hovedgårdens marker og enge, som opgives til 192 td. h. samt Hestvadmølle og kaldsretten til de to kirkeI skiftebrevet nævnes et tre lofters hus i nordre side og et to lofters hus i søndre side. Dette svarer jo ikke til de seks lofters, som nævnes i det før omtalte skifte. Men det kan være tale om tårnets højde. Dette må have været midt i hovedfløjen. Der findes i ” Det Kongelige Kancelli ” et brev fra Jørgen Marsvin med klage over præsten Niels Eskildsøn: Før Jørgen Marsvin. sammen med Anna Kaas kaldede ham til embedet, havde han forhørt om det var sandt, at Niels Eskildsøn agtede at gifte sig med Anna Kaas’s pige. Niels. Eskildsøn svor da en unævnelig ed og ønskede sig spedalsk at vorde, om han nogen sinde skulde gøre det. Alligevel har han giftet sig med hende, tros det der var en fin enke i præstegården. Nu vil han desuden ikke tillade andre præster eller studenter at betjene Jørgen Marsvin og hustru på gården med prædiken og altergang. Bag klagen kan man se følgerne af, at de er to om kaldsretten: Anna Kaas vil have ansøgeren gift med sin pige, men Jørgen Marsvin ønsker han skal gifte sig med den forrige præsts enke, der da derved kan blive forsørget af ham. Niels Eskildsøn er som en lus mellem to negle – hans egne personlige ønsker har man selvfølgelig ikke spurgt om. Trods hans løfte til Jørgen Marsvin, løber Anna Kaas af med sejren. Men venskabet mellem præst og herremand har som følge deraf ikke været særlig hedt. Jørgen Marsvin fik dog tilladelse til at holde præst paa gården i et kapel, der blev istandsat dertil, og som fandtes der,. Det er dog tvivl somt, om at han fik råd til det.

Det er også herremanden Jørgen Marsvin, om hvem Blicher fortæller i ”æ Bindstou” :” Han røv di Baastrupgohr nierSt. Restrup - Marsvin Våbenskjold aa kyl di tou aa e Bebowwere i no Huhs i Vium, aa den treddi smed han te Søsle – faa degaang ku di jow tummel wos lissom di sjæl behaahged.”, Han opholdt sig ofte i hæren og synes helt at have tilegnet livet som krigsmand . For denne tjeneste havde han en del penge til gode hos kongen. Han lånte desuden kongen store pengemidler, så han selv måtte låne mest muligt, særlig efter at han havde købt Anna Kaas’s arvinger, Ingeborg Skeel og Maren Urup ud. De solgte ham deres part af bygninger, møllen, kirkerne og jorden (96 tdrl. h.) for 60 rd. p. td. h. Pengene dertil lånte han hos Niels Parsberg til Lynderup (Nordvest for Viborg), der var gift med Helle Gyldenstjerne, en søster til Jørgen Marsvins Kone. Da Niels Parsbergs tilgodehavende hos Jørgen Marsvin i 1656 var løbet op til 8680 rdl. in specie, fik han St. Restrup tilskrevet som brugeligt pant for beløbet. Men da han vilde overtage pantet, lod Jørgen Marsvin ham skriftlig vide, at hvis han prøvede derpå, skulde den røde Hane gale over hans gård, og han skulle få blypiller i kroppen, som ikke vilde bekomme ham vel. Og “dette er ikke ord,men gerning”.

Niels Parsberg lod dette brev læse både på Hornum og Rinds Herreds Ting ( St. Restrup ligger i Hornum herred, Lynderupgaard i Rinds herred) samt på Viborg landsting. Desuden bad han skriftlig kongen om beskyttelse . Han meddelte i brevet, at han ikke turde forlade huset og altid havde vagt stående. Man henviste ham til at anklage svogeren. Så bønfaldt hans hustru, forgæves Rigsrådet om hjælp. Det nyttede ikke med anklage, skrev hun, da svogeren havde været så forsigtig ikke at sætte sit navn under truselsbrevet.

Der kom heller intet ud af den klage. Den 18. septbr lod Niels Parsberg tage tingsvidne på, at Jørgen Marsvin siden kyndelmisse havde drevet gården ved hjælp af hustru, børn, gårdsfoged, ladefoged, pigen, kusken, stalddrengen, foledrengen, podemesteren og ingen andre, og det både med pløjning, såning og indhøstning. 6 år senere (1662) var Niels Parsbergs tilgodehavende steget til 12.707 rdl. Han fik nu landsdommer Laurids Belov til Kjølskegaard til at udnævne to ridemænd: Jørgen Seefeld til Visborggaard og Otte Friis til Astrup til at gøre udlæg i St. Restrup. De erklærede, at bygningerne var meget øde, de to kirker meget brøstfældige, avlingen ikke tilfulde dreven, og møllen, der skyldte (svarede til) 63 tdr. mel, var øde.

Jørgen Marsvin hævdede i sit indlæg, at han havde sat over 3000 rdl. til på gården, han havde opsat alle kviste paa det søndre hus samt opført en del af ladegården, han udredet i brandskat af gården samt af bøndergodset 960 rdl., 100 tdr. havre, 80 tdr. byg foruden øl, mad, heste m. m. – Han mente, Niels Parsberg ikke kunde drive gården uden bønder, da han selv, havde haft over 60 plove dertil foruden sine egne. – Han håbede, de ikke vilde kaste ham med kone og børn på møddingen, men lade dem sidde til terminen ud så skulle han nok skaffe pengene. Hans forsvar hjalp ikke. De to ridemænd tog fat paa taxationen: De 192 tdr. h. blev ansat til 50 rdl. td. = 9600 rdl., bygningerne til 800 rdl., 60 tdr. rugsæd til 4 rdl. td., 93 tdr. byg a 4 sletdaler, 124 tdr. havre a. 1 rdl., 62 læs halm a 21/2 mark, 350 læs hø til 1 sletdaler, 61 øksne til 28 rdl. parret, 49 køer og kvier til 9 sletdaler, 2 tyre il 6 rdl., 76 får a. 1 rdl. osv. – Det hele vurderedes til 12,706 rdl. 4 mrk. 8 sk. (NB.. 1 rdl. = 2 sletdaler, 1 sletdaler = 6 mark. )

De fastsatte priser viser, at 1 td. h. = 121/2 tdr. rugs værdi. Hele den mægtige gårds bygninger, deriblandt den store ladebygning, blev kun sat lig med 200 tdr. rug, så de må have været yderst forfaldne. – Vi ser tillige: 1 td. rug = 2 tdr. byg = 4 tdr. havre og 1 okse = 14 rdl., 1 tyr = 6 rdl., 1 ko eller kvie = 41/2 rdl. (Det var i studefedningenstid.)

Der nævnes intet bondegods til Restrup, og det fremgår af et brev fra Niels Parsbergs hustru, at der heller intet fandtes dertil. Niels. Parsberg. havde nemlig “glemt”, at Jørgen Marsvin havde udbetalt 1543 rdl. for ham, og da denne nu lod pante for dette beløb, skrev fru Helle Gyldenstjerne i den anledning på sin svage husbonds vegne, at de havde modtaget gården forfalden “uden ikke en eneste tjener eller bondeeje dertil”.

Jørgen Marsvin skrev ganske vist i det før angivne brev, at han drev gården med over 60 plove foruden gårdens egne. Men det har sikkert været pral og løgn det meste.
Han havde i 1660, to år før han måtte forlade St. Restrup, af kongen modtaget for sin og sin hustrus livstid indtægterne af 3 af kronens gårde i Sønderholm samt af øen Egholm, som også lå under kronen, dog skal de holde pantet ved hævd og bønderne ved lov, skel og ret og ej besvære dem med ny indfæstning eller anden uforsvarlig pålæg”. – Det var som erstatning for et tilgodehavende hos kongen på 6000 Rdl. + et ekstra lån paa 500 rdl.
Han ejede desuden to gårde i Ø. Hornum, hvortil han nu flyttede. Dem lagde han sammen og deraf oprettede den lille proprietærgård ”Abildgaard” vest for landsbyen. På Egholm fandtes 6 halvgårde, så Jørgen Marsvin kan højest have haft 11 plove foruden gådens egne, og af dem havde endda kun de to gårde i Ø. Hornum måske i længere tid været under St.Restrup.

Jørgen Marsvin er en gammel kending fra Blichers noveller: Foruden fra det før omtalte træk i “æ Bindstow” er det også ham, der i “De tre Helligaftener” omtales som ejer af Avnsbjerg. Han er deri skildret som brysk og kæmpestærk. Når han red ind under porten, kunde han at gribe i en i porthvælvingen anbragt jernring og derved løfte hesten fra jorden. Men han er af Blicher også skildret som en mand med sans for humor og styrke.
De dokumenter, der findes fra den tid, hvor han sad som ejer af St. Restrup eller Abildgaard, kaster dog intet formildnende skær over ham. Her finder man ham kun som en brutal herre og bondeplager uden sans for lov og ret.

Som de fleste herremænd var han øm over, at bønderne ikke kom ham for nær. 1648 udstedte han på Hornum herredsting forbud mod at Nørholm mænd kom på St. Restrup grund ”med ” deris kiørende, ridend eller fedrøfft” eller for at jage og fiske osv. i Damsø, og skære tagrør i engene, fiske i Binderup å eller Binderup Hage. Her var han sikkert i sin lovlige ret. Hvorimod i hans forhold til egholmboerne, som han ulovlig tvang til at opfede en hel del dyr og svare “drengeskat” (skat af karlene) var på lovmæssig tyndis. Og når salig Anders Kjærulfs sønner i 1667 måtte svare 9 sletdaler “for at de ikke skulde antages til soldat i den vacante sted”, synes han at være helt uden for lov og ret. Bønderne blev dengang ikke udskrevne til soldater – og herremændene havde ingen som helst udskrivningsret. Egholmboerne klagede til sidst i 1670 til kongen, som pålagde amtmanden paa Aalborghus at tage sig af deres sag. Niels Parsberg synes at have været lige så øm over jorden som forgængeren. Straks efter at han havde tiltrådt St. Restrup, udstedte han forbud mod, at folk måtte gå over dens jorder; senere aflyste han også vejen over Nørkær langs med fjorden. Ja han søgte endogså at afskære Nørholm beboere ret til den vej, der førte fra deres sogn til Aalborg. I 1666 fastslog en landstingsdom nørholmerne ret til denne vej. Men de skulde selv holde den ved lige og måtte ikke køre over det er i dag kaldes Restrups Enge. Denne proces førtes paa nørholmernes vegne af Domkapitlet i Viborg og Christian og Axel Urne til Marsvinsholm.

På den store klokke i Sønderholm kirke findes følgende Indskrift: ”Anno 1665 lod Niels Parsberg til Restrup och hans Frue Fru Helle Gyldenstjerne denne Klokke om at støbe. Sognepræst denne Tid Niels Eschilsen til Sønderholm og Frejlev”.I Begyndelsen af året 16?9 døde Niels Parsberg. Hans hustru er må være død forinden; for samme sommer sendte Jørgen Marsvin egholmerne følgende tilsigelse:
”Hilsen med Gud samtlige paa Egholm! Vide maa I, at I paa mandag skal møde mig paa Restrup at slaa Hø udi tvende Dage og tage eders Reffde (Afrivere?) Hjælp med eder uden al Forsømmelse. Actum Abillgaard d. 2. juli 1669. Jørgen Marsvin.

Jørgen Marsvin har måske overtaget St. Restrup eller har i det mindste forsøgt at gøre det. Om det er lykkedes, er usikkert . (Andre steder finder man at Niels Parsberg overtog St. Restrup i 1662, hvorefter den i 1669 gik til Christoffer Lindenov) .I det mindste er det næste brev til egholmerne fra Jørgen Marsvin , dateret 9. oktbr. 1669, også sendt fra Abildgaard. Det gælder denne gang skatter, som beboerne ikke har villet – eller ikke har kunnet betale. I den anledning vil han have indkvarteret to ryttere hos Søffren Simmensen. “Færgeløn og deres executionspenge have de hos bønderne at søge.” – I beboernes førnævnte klage over Jørgen Marsvin var dette brev vedlagt.

Jørgen Marsvin døde i 1671 , og da – om ikke før – blev Lindersvold ejer af St. Restrup. Hans fader var den førnævnte Godske Lindenov. Efter hvad der før er skrevet om St. Restrup, skulde Godske. Lindenov. have arvet faderens part og fået resten lagt dertil. Men den taxation, Niels Parsberg som før nævnt lod foretage over St. Restrup, tyder på, at det gjaldt hele ejendommen.

Det er mere sandsynligt, at Jørgen Marsvin har købt Godske Lindenov ud, og at denne som betaling – eller en del deraf – senere har fået pant i ejendommen for 3000 rdl. – Der var også andre kreditorer, som meldte sig efter Niels Parsbergs død. Således fik præsten Niels Eskildsen for et tilgodehavende på 123 rdl. anvisning på en del af herlighedsretten over de to sognekirker.

St. Restrup - Lindenov VåbenskjoldChristoffer Lindenov havde tjent kongen som søkriger og endte som admiral. Han døde under Kalmarkrigen 1611-13, nemlig år 1612 efter kun et års ægteskab. Ifølge Dansk biogr. Leksikon holdt han bryllup 10. marts 1611, og efter en tavle over sønnens kiste i Sønderholm kirke er denne født 13. marts samme år. – Men datoangivelser og kirkebøger fra den tid er ikke altid pålidelige.

Christoffer Lindenov, blev født 13.3.1611- og døde den 2.10.1679, admiral. Begravet i Sønderholm kirke . Han gik i Herlufsholm skole og fra 1629 på Sorø akademi og fik 1635-43 en årlig kongelig pension for at uddanne sig i søtjeneste i udlandet. Jan. 1645 fik han bestalling som Holmens admiral, 1647 tillige som oberstløjtnant til fods. Forholdene på Holmen var under hans forgænger Erik Orning kommet i slem uorden, og vanskelighederne ved at forbedre dem steg ved, at rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt begunstigede enkelte, tilmed uærlige, leverandører; i al hemmelighed søgte L. gennem kancellisekretæren Otte Krag at gøre kongen bekendt hermed; men hvorledes han i det hele ellers har stillet sig til underslæbene kan ikke opklares. Flåder førte han kun enkelte gange, således 1653 til Kattegat og 1656 til Østersøen.

Beskyldningerne må dog have været falske eller ubeviselige, for kort efter fik han Nykøbing len, og under Carl X. Gustavs angreb på København ledede han forsvaret af Christianshavn. Dertil måtte han udlægge en mængde af sine penge, da riget altid fattedes penge. I aIt fik han godt 23 000 rdl. til gode hos staten – omtrent dobbelt så meget som St. Restrup vurderedes til på samme tid. – Da staten ikke kunne at udrede denne sum, fik han udlagt en hel del statsindtægter, bl. a. kongetiende af 29 sogne i forskellige nordjyske herreder. Før han købte St. Restrup, var han allerede i besiddelse af Lindersvold og Bækkeskov i Præstø amt. Han synes at have været en herremand helt i tidens stil. Ved Lindersvold nedlagde han en hel landsby og lagde dens jorder ind under herregården. så blev der jo så meget mere hoveri til de øvrige bønder. De store mageskifters tid var på det nærmeste afsluttet omkring 1600. Men St. Restrup synes at være kommen delvis bagefter i denne udvikling. Gabriel Gyldenstierne har næppe nået stort mere end at få landsbyen nedlagt, – derimod ikke , i det mindste i større stil , at få tilkøbt omkringliggende bondejord. Denne side lå stille, til Christoffer Lindenov tog fat. I 1650 købte han Bækkeskov , Bårse herred., og i 1674 “Sundby gods” (Nørre Sundby). af stadshauptmand Frederik Thuresen.

I 1673 købte Christoffer Lindenov 1 gård og 1 gadehus i Sønderholm af Haps Friis til Klavsholm og 2 gårde smst. af Hans og Christoffer Steensen. Desuden købte han i 1674, 7 halvgårde i Hasseris, 11 gårde og 46 huse i Sundby sogn, Kær herred, og i Øster Hassing 5 gårde og 1. Halvgård. . i 1671 købte han af kongen Egholm, dog således at Jørgen Marsvins enke beholdt indtægterne deraf til sin død. – Da hun imidlertid synes at have plaget beboerne der lige så hårdt som hendes afdøde mand, fik Christian Lindenov øen overladt i 1682 mod at betale fru Anne Helvig landgilde og hoveripenge derfra. Samme år solgte han Egholm , som dermed ikke længer havde nogen forbindelse med St. Restrup. Christoffer Lindenov døde 1679, og 6 år senere, i 1685, solgte sønnen Christian Lindenov gården, antagelig af pengetrang, da han dengang kun var 38 Aar til Hans Friedrich von Levetzow.

I Sønderholm kirke findes et kapel med de Lindenoverske begravelser. På en tavle, som hænger derinde, står: Anno 1680 (eller 84) gaf min salig Fader Cammerraad Christian Lindenow 200 siger to hundrede slette Daler til Aalborg Hospital for aarlig at holde denne de Lindenowers Begravelse ved lige, som er udi Sønderholm Kirke ved Restrup. Originalen findes udi Aalborg Stiftskiste. Herunder hviler højædle og velbaarne Herre Hr. Admiral Christoffer Lindenow og hans Søn Hr. Cammerraad Christian Lindenow fordum Herre til Restrup med sin Datter Anne Levetzau samt hendes Mand Hr. Captain O. Oluf. Først fordums Herre til Bodumbisgaard.

Men henfløt ikke disse Lig afsted
fra denne hvalte Boliig
thi ellers skal Uløkkens Glød
lad dem her stedse staa i fred
dit Hus og Gods omspænde
at hvile tryg og roolig
og Fattigdom og Hunger Nød
skal Gud dem næst tilsende
Amen

Slutningen minder om oldtids runestene, hvor man synes at have troet, at man ved hjælp af indskriften kunne kaste forbandelse over den, som ikke lod de døde hvile i fred.)
På en anden tavle i kapellet findes billedet af en krigsflåde; derunder står:
Her i dette Capel ligger den højædle og velbaarne Hr. Admiral Christoffer Lindenow til Restrup, som vardenhøjædleog velbaarne Herre, Hr. Godske Lindenow til Lindesvold hans kgl. Majestæt til Danmarks og Norges Admiral, hans Søn blev født Anno 1611 den 13. Martz og døde 1679 den 2. Oktob. I sit Alders 68. Aar.
Han deltog med hæder i krigen under den svenske konge Carl d. X.s Angreb på Danmark hvor han anførte en eskadron paa 9 linjeskibe. På hans kiste står en lignende beretning på en metalplade. Den slutter med ordene:
“Gud give ham med alle Christe en glædelig og ærefuld Opstandelse paa Dommens Dag. Amen.”
På Christian Lindenovs kiste findes følgende indskrift:
Her hviler højædle veJbaarne Christian Lindenow Christoffersen til Restrup, kgl. Majestædt Cammerraad, hans Fader var Admiral. højædle, velbaarne Christoffer Lindenow til Restrup, hans Moder velbaarne Frue Dorthe Friis og barnefødt i Kjøben- havn Anno 1647 den 13. Juni, døde den 28. Juni 1692, var så hans ganske Alder 45 Aar ringere 14 Dage. Gud give ham med alle Guds udvalgte en glædelig Opstandelse”.
I samme Kapel findes endnu to Kister; men “beboerne” af dem har ingen særlig forbindelse med St. Restrup.

Christian Lindenov solgte som før nævnt St. Restrup i 1685 til Hans Friedrich von Levetzow. Gården selv var ansat til 112 tdr. hardkorn. Herlighedsretten til de to kirker er ansat til 48 tdr. h. Muligvis har disse 48 tdr. h. været medregnet i de 192 tdr. h., som fandtes i Jørgen Marsvins tid. Den tilhørende bondejord var paa ialt 386 tdr. h.St. Restrup - Sønderholm Kapel Lindenov Skoven var ansat til 100 svins olden. Bondejorden havde da 3-4 gange så meget hartkorn som hovedgårdsjorden. Man regner med, at i Jylland var den mængde bondejord, som lå under herregårdene, var gennemsnitlig 6,5-8 gange så stor. Jo større hovedgårdsjorden forholdsvis var, des mere hoveri var der.

Til St. Restrup hørte der store engstrækninger med tilsvarende studefedning – men en del bondegods lå så langt ude, at der kun har været ydet meget lidt eller slet intet hoveri derfra, måske 50-60 tdr. h., så det hoveripligtige bondejord har sikkert højest været 3 gange så stort som godset, så var de omboende bønder muligvis hidtil sluppen for hoveri, er de sikkert kommen desmere med nu.

Lindenoverne på Restrup havde gennem Godske Lindenovs hustru Gyldenstjerneblod i årerne. De hørte som disse til, en berømt gammel dansk adelsslægt, der for øvrigt uddøde 1738. Med dem er denne gamle adelsslægt Gyldenstierne`s tid forbi på St. Restrup og Leventzov tager over.

Kildemateriale: Dansk Biografileksikon, Gyldendals Leksikon, Kr. Kolding ”St. Restrup”, gamle retsprotokoller m.m.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Har du en kommentar til historien?
Deltag endelig - tilføj din kommentar nedenfor!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.