Landsbyhistorier.dk

Dengang der var lange kolde vintre

Da jeg var dreng havde vi altid meget lange, kolde vintre, hvis man ser på årene 1945 til omkring 1955, sådan husker jeg det, med en forfærdelig masse sne – sådan føltes det i det mindste. En ting var helt sikkert, vores gårdsplads i St. Restrup blev altid fuld af sne, selv om der næsten ikke var sne andre steder. Det var altid et tummel med at få den ryddet så meget, der var til at færdes. Hestevognen skulle jo ud, der skulle køres roer ind hver uge og vi skulle jo også til mølle med korn. Et par kurvfulde tørv skulle også hentes mindst hver dag, Tørveskuret var selvfølgeligt på den anden side af gårdspladsen, en af mine daglige pligter, men sneen var alligevel en herlig tumleplads. Når der føg sne ned i gårdspladsen, blev der ikke gravet mere væk end der var aller højest nødvendigt, men dog, så vi kunne køre med hestevogn, for hvor skulle man gøre af det, at køre det bort var en næsten umulig opgave da sammenfygninger ofte var så store og høje, der kunne graves snehuler, en voksen mand kunne stå oprejst i.

Når der var særlig meget sne, blev roerne hentet hjem fra roekulen i marken på slæde. Det var det var altid “Gulle” der blev spændt for. Han var vallak og meget glad for også at få benene rørt om vinteren. For at få den til at stå så nogenlunde roligt, når vi læssede roer på og af, skulle den altid først løbe et par omgange omkring marken med slæden for at bruge noget af den indestængte energi den havde ved at stå det meste af tiden om vinteren på stald. Den anden hest kunne ikke gå enspænder, eller den gad ikke, den var enorm doven, så den fik lov at blive stående. Den var også meget imod at komme ud når der var koldt. Gulle var en nordbagge, det var de for øvrigt begge to.

Det bedste var, at Gulle løb som en rigtig traver. Derfor var den god som enspænder for vores store slæde. Så det gik bare afsted som en hvirvelvind, og vi kunne rigtigt mærke vinden i ansigtet. Slæden blev også brugt som transportmiddel med korn til og fra mølle. På disse ture var det, som der kom en rigtig travhest op i ham. Det sjove var, han kunne ikke fordrage at se bagenden af en anden hest. Den ville forbi, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre. Som oftest fik han også lov, bare det ikke generede dem vi overhalede.

Når sneen kom skulle også vores slæde gøres klar. Mederne skulle slibes fri for rust og der skulle også en ny snor på. Vi havde ingen særlige gode kælkebakker, dog var på naboens mark lidt af en bakke, der de fleste år kunne bruges. Den var ikke stejl, men vi kunne få en nogenlunde lang tur og med et rimelig lag sne kunne også laves en god bane.

Et år var der kommet et stort lag sne, der lå som en tyk dyne overalt. Det lå så løst, vi ikke kunne bruge vor slæde. Pludseligt skiftede det så om til stærk tø og regn, men inden sneen var borte, blev det igen frost, så overfladen blev så hård at slædens mederne ikke skar igennem det endnu tykke lag sne.

Jeg havde set i et blad, hvordan man kunne sætte et sejl på sin slæde, og det skulle jo forsøges, når nu der ikke kunne blive den helt store fart på vor kælkebakke. Der var ikke langt fra ide til handling, men mor havde ingen gammelt lagen, som der stod skulle bruges. Jeg ”lånte” i stedet en kornsæk, slog en ramme sammen af nogle tykke lister og fik sat det hele på slæden. Jeg satte mig op på mit ”skiv” og så gik det ellers med en utrolig fart hen over marken. Desværre havde jeg ingen ide om hvordan man skulle styre sådan et fartøj, det var umuligt med den styrepind man almindeligvis brugte, og jeg kunne heller ikke se, hvor slæden agtede sig hen på grund af at sne og is føg om ørene på mig, men også fordi mit ”sejl” tog udsynet. Farten var utrolig, indtil slæden med stor kraft pløjede sig ind i læhegnet i den anden ende af marken. Jeg fik i tilgift en flyvetur af de store – røg gennem læhegnet og havnede med nogle ordentlige knubs med rifter af på hoved arme – ja og alligevel var det vel forskrækkelsen, der var den værste. Det var en meget, meget lang tur hjem, føltes det, og det blev også ved den ene tur. Kornsækken var flået fuldstændig, og var ikke til pæn brug mere. Jeg turde aldrig fortælle, hvad der var sket med den. Jeg havde jo ”lånt” den af far. Sække var ikke noget man bare eksperimentere med – langt mindre ødelagde og slet ikke når jeg ikke havde spurgt om lov.

Vor skøjtebane var som regel voldgraven omkring højskolen. Der kom alle, med eller uden skøjter, Her var altid liv efter skoletid. Der var både voksne og børn.
Skøjterne vi havde var til a spænde på gummistøvlerne med en speciel nøgle Det var ikke det bedste i verden, men kun nogle få havde læderstøvler og endnu færre havde spicielle skøjtestøvler.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.