Store Restrup - Våbenskjold Rosenkrantz Levetzau

Kammerherre Iver Rosenkrantz–Levetzau

Historie og sagn om Kammerherre Iver Rosenkrantz-Levetzau, 1749-1789 til St. Restrup. Han var søn af gehejmestatsminister Frederik Christian Rosenkrantz til Rosenholm og Dorte Reedtz til Barritskov Han blev døbt Iver efter farfaren Iver Rosenkrantz. Da hans forfædre i mange generationer bagud havde været højt placerede i dansk politik og administration, var det naturligt at han fulgte i deres spor. Hans tjeneste ved hoffet begyndte i 1761 som Kammerjunker. I 1768 blev han sekretær ved Danske Kancelli. 1774 blev han kammerherre, 1776 assessor ved Højesteret, 1783 ridder af Dannebrog og direktør i Det Forenede Handelskompagni. Han var således godt på vej til at få en flot karriere, da han kun døde 38 år gammel i 1789. Han havde kort forinden deltaget i et komplot mod kong Christian d. VII.

Store Restrup - Våbenskjold Iver Rosenkrantz-LevetzauIver Rosenkrantz-Levetzau tidlige død ødelagde dermed de udsigter han havde haft til at blive en af Danmarks største godsejere.
I 1775 arvede han efter sin tante, grevinde Sophie Hedevig Levetzau således det nordjyske kæmpegods Stamhuset Restrup, der allerede da var et af Danmarks største.
I forbindelse med denne arv antog han ved patent af 7. december navnet Rosenkrantz-Levetzau og ændrede sit våbenskjold til en kombination af de to slægters våbner. Med stamhuset kom han således også i besiddelse af det ene Amalienborg-Palæ – Levetzaus Palæ. Fra sin fader havde han haft udsigt til også at arve Stamhuset Rosenholm, samt herregårdene Egholm, Ryegaard, Trudsholm og Krabbesholm i Hornsherred. Fra sin moder gården Barritskov ved Horsens.
I 1778 købte han Nørlund og fik 1779 bevilling til at lade dette gods indgå i stamhuset i stedet for Aastrup og Overklit. De to sidstnævnte ejendomme var med bøndergods på tilsammen 453 td. h., Nørlund paa 502 td. h., så stamhuset forøgedes lidt. I den førnævnte beretning om indvielsen af kapellet omtales han for øvrigt som “ridder, kongelig majestæts kammerherre og assesor i Højesteret”.

Iver Rosenkrantz-Levetzau blev i 1779 gift med den 16 årige Juliane Sophie, comtesse af Wedel-Wedelsborg, det tidligere Iversnæs. Hun døde efter knap tre års ægteskab efter at have bragt et dødfødt barn til verden. Efter overleveringen skal hun have ladet den store park anlægge på St Restrup , der var inspireret efter parken på Wedel-Wedelsborg, hvilket stemmer godt med, at Nørholm præsten Søren Møller i en beretning om indvielsen af det tilhørende kapel i 1783 omtaler parken som ny anlagt.

Efter hustuens ønske havde hr. Iver således ladet indrette et kapel i hovedbygningens nordvestre hjørne. Det var særlig indrettet for herskabet, tyendet og gårdens daglejere. Indvielsen fandt efter den førnævnte præsts begejstrede skildring sted med al den pomp og pragt, hvormed den rationalistiske kirke søgte at dække over sin åndelige fattigdom: To bisper, en mængde af egnens herremænd, kirkelige og verdslige honoratiores, civile som militære, var til stede. De, for hvem kapellet særlig var indrettet til måtte således stå i gangene inden- og udenfor ved indvielsen. Præsten i Nørholm betjente det foreløbig. Både park og kapel mindede om det tilsvarende på Wedelsborg. Den unge comtesse havde på den måde søgt at tage sit hjem med til Restrup. Alle overleveringer skildrer hende som en hjertens god kvinde, elsket af alle.

I det røde værelse på St. Restrup – i den sydøstlige fløj, kan man om natten møde en høj smuk hvidklædt kvindeskikkelse med langt løsthængende hår. Der er den meget vellidte komtesse Juliane Sophie Wedel – gift med Iver Rosenkrantz-Levetzau. Hun døde her i barselsseng efter at have nedkommet med et dødfødt barn. En meget hård og lang fødsel, der varede flere dage, og hvor hendes ve-råb kunne høres overalt på herregården. Nu går hun hver nat der og sørger og leder efter sit barn. Sagnet beretter videre, hvis hun her træffer et lille barn bøjer hun sig for at give det et kys. Hun ligge begravet i Holmens kirke.

Helt anderledes lyder sagnene om hendes efterladte ægtemand: De gamle fortæller her at han begyndte at opføre en stor avlsbygning på Rimmen (ud mod Limfjorden), men den blev ikke færdig i hans levetid, og da hans eftermand lod den forfalde, spøgte han siden der, ligesom han også ofte foruroligede gårdens folk med at komme kørende til gårde midt om natten, og når de så stod op i den tro Iver, at det var herskabet, der kom kørende, så var der ingen. Ingen turde opholde sig om natten, hvor resterne af avlsbygningen stod. Fire år efter sin første hustrus død giftede Iver Rosenkrantz sig med Sophie Margrethe Birgitte Moltke, der døde 1792.

Og det var endda langt fra det værste. De gamle vidste at fortælle om Hr. Iver: Han skal også have forsøgt at forgive kongen ved at blande gift i hans vin. Det blev imidlertid opdaget, og han blev tvunget til selv at tage den giftige drik. Dette gjorde han uden at kny og kørte så direkte hjem til godset på St. Restrup, alt hvad remmer og tøj kunde holde. Han nåede lige til gårdspladsen, hvor han udåndede.

De gamle fortæller endvidere at da hans kiste skulle føres til Sønderholm kirke, blev hans ligvogn trukket af seks sorte heste fulgt af et kobbel sorte hunde. Fanden havde i imidlertid taget plads på kistelåget og da hestene skulle trække ligvognen op ad en store lange bakke mod Sønderholm, føltes den så tung af den ekstra last at hestene stejlede og ville ikke ud af stedet. Man måtte derfor i hast tilkalde præsten til at mane ”den onde” bort. Det gjorde præsten nu ikke, i stedet bød han folk i følget at fjerne det ene hjul og fanden blev i stedet manet til at agere hjul resten af vejen til kirken.

Hver nytårsnat høres bedrøvelig klagesang fra hans marmorkiste i kirken. På slaget. 24.00 nytårsnat letter låget og op stiger Iver. Han går herefter op og ned af kirkegulvet den næste time. Der lyder så et susen og brusen i hele kirkerummet – så kraftigt som om kirken vil falde sammen. Først kl. 1.00 slutter denne ufred i kirken med en hvæsende hvirvelvind kommer strygende og Ivar kryber igen i kisten. I samme tidsrum frarådes folk derfor på det kraftigste at træde ind i kirken.

Slemt var det og ikke sært, at han også går igen på godset i ”St Restrup”. Her træffer man ham i den nordre fløjs kælder som den grå mand i frakkeskøder med trekantet hat. Her går han med en skovl, for der går han og graver efter en skjult guldskat. Bliver guldskatten fundet, da vil der være mere end 9 – rigeligt til at slotte kan blive genopbygget. dersom slottet nedbrænder til grunden.

Der angives forskellige årsager til, at hr. Iver vilde forgive, den sindssyge Christian d. VII. Sagnet fortæller, at han var underkøbt til det af Struense, så denne kunne være blevet gift med enkedronningen og derved blevet konge. Men da Struense blev henrettet 1772, mens Hr. Iver først døde 1787, stemmer det ikke helt – men måske er årstallet skrevet forkert.

En anden overlevering går ud på, Iver han sammen med nogle herremænd i året 1787 deltog i en sammensværgelsen mod kong Christian d. 7. ved at forsøge at forgive ham med gift i hans drikkebæger. Årsagen skulle være fordi denne havde ophævet Stavnsbåndet. De trak lod om, hvem der skulde udføre handlingen, og loddet traf Iver Rosenkrantz-Levetzau. Han var således udpeget til at hælde giften i bægeret. Konspirationen blev opdaget, og kongen tvang ham derefter selv til at drikke hele bægerets indhold. Hr. Iver lod staks efter sin vogn gøre køreklar og så gik det over stok og sten til St. Restrup, men han udåndede kort tid efter ankomsten.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.