Landsbyhistorier.dk

Konfirmationsforberedelse

Konfirmationen var noget vi tre drenge så frem til, men også med en vis nervøsitet, det at skulle gå til præst hos pastor Reerslev i Sønderholm. Vi var de eneste fra friskolen og kendte meget lidt til dem vi skulle gå forberedelse sammen med, kun ret så overfladisk og havde derfor lidt sommerfugle i maven over at skulle gå sammen med disse Sønderholmdrenge, bange for at blive mobbet. Det havde vi heldigvis ingen grund til og vi kunne lige så meget fra vor kristendomsundervisning i skolen som dem.

Vi havde dog et handikap, vi var ikke vant til at skulle lære uden af som dem, have salmevers for og for den sags skyld den svære katekismus, som vi for øvrigt aldrig før havde stiftet bekendtskab med og så til med nu at skulle aflire den fuldstændigt, som det stod i bogen. Det var svært, og et forfærdelig arbejde, og vores præst, pastor Reerslev fandt ingen nåde.

Vi havde ikke spor medlidenhed da han sygemeldte sig efter få uger og pastor Prahl fra Nørholm tog over. Det bytte var for os ikke det værste der kunne ske. Han tog meget afslappet på det at lære udenad, og brugte meget af tiden til at fortælle om sine mange oplevelser som ung. Bl.a. om hans møde med eskimoerne på Grønland. Hvordan han på en boplads blev opfordret til at dele soveskind med en af stedets giftefærdige piger, eller hvis det bekom ham bedre, med en af bopladsens vel mere erfarne koner. Det var nu en af deres måder at byde en gæst velkommen i bygden på. Og som han påstod, tog de det som en fornærmelse, hvis nogen mandlig gæst betakkede sig for denne gestus. Det var for øvrigt en af deres måder at tilføre stammen nyt blod. Om han så tog imod denne side af deres gæstfrihed sagde han ikke spor om, og vi kunne ikke få os selv til at spørge. Vi var for generte og benovede over at høre om slige ting til at turde stille spørgsmål. Vi var for den sags skyld slet ikke forberedt på at vor præst bare uden videre kom ind på et sådan tabu emne, som det var dengang. Året var 1953 At det så næsten er det eneste jeg husker fra konfirmandundervisningen skyldes uden tvivl dens meget overrumplende indhold, – ting vi end ikke omtalte hjemme.

Selve konfirmationen foregik til vor store overraskelse næsten uden overhøring. Pastor Prahl kom ned ad gangen og stillede nogle få spørgsmål, der blev besvaret af dem, der nu kunne og så var der slut med den eksamination. Ved alteret var der ved at gå kludder i vor bekræftelse. Ham der skulle være sidste mand, blev hvor utroligt det end lyder, konfirmeret to gange, men første gang i mit navn. Jeg sad som anden sidst ved “overhøringen”, vi sad efter alder, men ham bag mig fik af sine forældre ordre til, hørte jeg dem hviske meget bestemt, at gå foran og være på den plads jeg ellers skulle have ved alteret. Af en eller anden grund var de meget fornærmede over at deres dreng var nummer sidst, hvad de også protesterede over da de ankom.

Pastor Prahl opdagede ikke han havde smøget sig ind foran mig, trods mine lavmælte protester og tegn. Han fulgte slavisk rækkefølgen på sit papir. At han ikke opdagede fadæsen selv i første omgang, skyldtes antagelig vi ikke var hans “normale” sognebørn. Det blev ikke den store skandale, men der blev megen uro i kirken og ikke mindst smil på læben. Men konfirmeret blev vi da på rette måde, min sidemand fik bare en ekstra velsignelse.

Pastor Reerslev var da vendt tilbage fra sin sygeorlov, men nåede forinden at skabe røre om sin person i hele sognet, inden festerne, som han, vel af gammel skik, selvskrevet blev inviteret med til. Årsagen var han havde skrevet en stor opsat artikel i Aalborg Amtstidende, hvori han beklagede sig over den mangel på fantasi husmødrene lagde for dagen med hensyn til madretter ved fester, og ikke mindst de hårde stole og bænke gæsterne blev belemret med.

Dette år og i årene fremover blev der småt med indbydelser til pastoren og hans kone. De måtte tage til takke med invitationer overvejende fra trosfæller i Indre Mission, hvilket han forunderlig nok var en del fortørnet over, men sikkert fordi han ikke her blev budt på nogen form for alkoholiske drikke, væsker han satte så stor pris på.

Reerslev elskede omtale, men havde måske fået et knæk, da han forsøgte gennem skriverier at fremstå som en ny Kaj Munk, uden synderlig held. Han fik dog flere bøger udgivet og endog antaget et skuespil, der blev opført på Aalborg Teater, men det blev til stor forbitrelse for ham den hel store fiasko. Den blev taget af plakaten efter kun en forestilling.

Min egen fest blev, i parentes bemærket, holdt i vor lade, sammen med familien den første dag, og vore naboer og far og mors venner den næste, uden præsten. Gaverne husker jeg ikke mange af, men af far og mor fik jeg den traditionelle nye cykel , der var en Wandere, og et Mora armbåndsur.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.