Landsbyhistorier.dk

En flyvetur – på vej til skole

Om vinteren, når vejene var glatte, gik turen til min barndoms; skole; i St. Restrup for de fleste; af os med apostlenes heste. Vore forældre mente ganske enkelt det var for farligt at benytte cyklen, hvad jeg for resten selv fik at føle ganske; kontant.

Det var en morgen sent om efteråret med en af de nætter, hvor den første frost havde stukket sin snude frem. Jeg var formodentlig på nippet til at komme for sent og kørte derfor alt hvad remmer og tøj kunne holde. Det eneste jeg husker om den tur til skole er jeg vågnede op på købmandens divan, ret så slap i koderne og; meget fortumlet, og desuden indehaver af; en kæmpe hovedpine. Vores vognmand Robert Jensen; havde kørt bag mig i sin; lastbil og havde sagt til sig selv: “Det går sku aldrig godt; bette Johannes med den fart; du har på. Du har; den ondenlyneme vist glemt at vejen er glat som et spejl i i frostvejr“. Han fik; så sandeligen; ret.
Det var også ham, der samlede mig op og bar mig i min; dybe bevidstløse tilstand ind til købmanden og; hvorfra; der blev sendt bud efter far og mor. Da jeg var kommet så nogenlunde til mig selv blev jeg kørt hjem; i bil af en eller anden. Lægen blev tilkaldt og foretog en nøjere undersøgelse og beordrede mig derefter til at holde sengen i over fjorten dage, endda uden at måtte løfte hovedet fra puden og da slet ikke ligge at læse.

Diagnosen; var naturligvis en kraftig hjernerystelse. Det var heldigvis den eneste skade jeg havde pådraget mig.; Hastværk er; og bliver lastværk. En ret så træls; oplevelse. Den eneste positive ting var at der var nul lektier, ingen dansk stil eller regneopgaver og Stinne kom endda på besøg for at tilse sin kære elev.

Vi var naturligvis; varmt klædt på om vinteren; når der var frostgrader og sne, og havde; for de fleste af os, som det eneste tidspunkt på året,; skiftesko med i skole . I timerne stod støvlerne; i gangen. Den sejlede næsten altid; i smeltet sne fra vor udefodtøj. Vore vanter kom med ind skolestuen og lagt til tørre ved kakkelovnen, på tørvekassen. Havde vi fået sne i støvlerne, kom de også ind og; stod til tørre.; Stinne var meget betænksom; og tænkte altid på; vores ve og vel. Skolestuen emmede derfor; ikke kun af os selv på disse dage,; – men også af de mange sure støvler og sokker. Det var der ingen af os elever, der kunne mærke, kun en fremmed, der af en eller anden grund stak hovedet indenfor i et ærinde.

Jeg havde dengang en dejlig varm skindhue, mor havde syet. En såkaldt polarhue. Den; fulgte mig gennem flere kolde vintre.; En sådan kold vinterdag snuppede; den store bengel til Bette Frode huen og kastede den langt uden for døren lige efter, der havde ringet ind til time.
Naboens hund, der var meget legesyg, snuppede huen og løb bort. ;Jeg blev rasende. I næste frikvarter søgte jeg efter huen, og næste med, også uden for skolens område, vi ellers ikke måtte forlade – og efter skoletid,; men den var som sunken i jorden.
Bette Frode ville; naturligvis ikke hjælpe. Jeg blev efterhånden virkelig gal på ham, og efter en del skænderi gik jeg; for en gang skyld hel bersærk og han fik et regulært lag tærsk og måtte løbe hjem med en større blodtud – Noget der aldrig var overgået ham. Han var trods navnet en bred fast dreng, og; en del større end jeg. Jeg aner ikke hvor jeg fik alle kræfterne fra. Navnet, Bette Frode, havde han fået, fordi der var; en dreng til, ved navn Frode i skolen, men fire år ældre.
Ad uransagelige veje kom alt dette; med;;; huen; for Stinnes ører. Måske havde en eller anden sladret om dens forsvinden og Bette Frodes og mine skærmydsler. Enden på det hele blev, at alle på skolen dagen efter blev sendt ud for at søge efter den formastelige skindhue, der var som forsvundet ud i den blå luft. Den kom heldigvis til veje igen, men først efter lang tids søgen.; Gennemvåd var den og lidt fortygget af hundens tænder, men ikke mere end den kunne bruges. Frode og jeg blev tvungen til at give hinanden hånden på, at alt dermed var glemt.

Min kære skindhue fik desværre et meget bedrøveligt endeligt. Ved et sørgeligt uheld blev den kogt sammen med en kurv kartofler i gruekedlen derhjemme. Den havde, før dette, været en trofast og varm følgesvend og gået utroligt meget igennem. sammen og uden mig, men at blive kogt var dog alligevel mere end den kunne klare. Den var ikke større end en knytnæve, da den blev fundet og fisket op.

 

1 svar
  1. Frode Bjørn Nielsen siger:

    Efter at jeg har læst om Johannes Stoffersen beretning om tiden i St Restrup, kan jeg oplyse at jeg er den bette Frode som havde fået bank af Johannes, fordi jeg havde løbet med hans hue.
    Jeg har ikke set Johannes siden skolegangen, da jeg har været bosiddende i Helsingør, rejste i 1958.

    Jeg har kontaktet Johannes, og så snart sneen er væk skal vi mødes, det glæder vi os til, og det skal være nu, vi er jo et par ældre herrer.
    Venlig hilsen Bette Frode.

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.