Landsbyhistorier.dk

Knallerten

Knallerten holdt sit indtog i St. Restrup i 1953. Sådan en af de helt rigtige. Der var vel kun to slags, men denne her var en Discella, og det var altså den eneste, der rigtig duede til noget.
Motoren var en af dem der blev sat på en almindelig cykel, hvor egerne på hjulene var udskiftet med nogle mere solide. Motoren var sat bag på, der hvor bagagebæren ellers skulle sidde. Denne her var også en gammel cykel, der var lavet om. Den kørte på benzin med olie i, og så havde den også nummerplade. En bag på, på bagskærmen og en på forskærmen. Det så sejt ud.

Det var ikke for alle enhver at være ejer af en knallert. Man skulle både være atten år for at have lov til at måtte køre på sådan et vidunder, og så sandelig også kørekort. Så det var kun en stor drøm for de fleste af os. Vi drenge ønskede bare at være atten år og så ellers have pengene til denne drøm, for den kostede jo en hel del.

Det var Mouritz Madsen på Bjerglundsvej der var den lykkelige ejer. Man kunne høre, allerede når han startede sin knallert, selv når han var der hjemme og vi var nede ved ishytten, hvor vi for resten som regel altid stod og snakkede om aftenen, hvis vi da ikke var på sportspladsen. Vi skulle i hvert fald altid lige omkring ishytten.
Der var mere end to km fra ham ned til ishytten, men motoren var nem at høre alligevel. Vi kunne følge ham hele vejen bare på lyden, men det lød pragtfuldt i vore ører, når vi kunne høre ham komme kørende.
Der var også en del røg fra udstødningsrøret, hvid røg. Han sagde, det skulle der være, og det skulle være hvidt, helt ikke sort, så gik den bedst, ellers måtte han stille på nogle skruer.
Den trak cyklen ved hjælp af en rulle. Det var bare at sænke hele motoren ned mod hjulet med et håndtag, træde et par gange i pedalerne, som på en rigtig cykel, stille på et par små håndtag, der sad på styret, de lignede dem, der var på en cykel med gear, bare større, så gik maskineriet, som regel med det samme.
Det var et vidunder. Bare den måde den lugtede på, både når den stod stille, og når motoren var i gang – Den havde sin helt egen lugt. Og så var der hele fire år, før man bare måtte køre på en knallert, men sådan var loven.

Den kunne køre tres km i timen, og gik det ned ad en bakke, kunne den komme op på over halvfems. Det sagde han da, men man måtte ikke køre mere end tres. Tænk sig at køre halvfems km i timen på en knallert, det var næsten lige så stærkt, som en motorcykel, den var så til gengæld også en del dyre, men så kunne der jo også sidde to.

Dem der havde motorcykel regnede ikke en knallert for noget. Det er bare et stykke legetøj, sagde de. Bare det, at få lov af Mouritz til at holde på styret, gav en følelse af noget stort. Det var ikke enhver, der kunne få lov, og det var da heller ikke hver dag, han gav nogen lov til at røre den. Når man så bagefter tog sin egen cykel, var det næsten, som den voksede sig til en knallert. Der manglede blot lyden, men man kunne bare efterligne den med munden lige så stille. Det var lidt flovt hvis andre hørte det.

Nogle af de drenge, der ikke var konfirmeret endnu, satte et par tøjklemmer fast på skærmen med nogle stærke elastikker, så klemmerne lige som klaprede mod egerne. De kunne få det til at give en lyd, der lignede en knallertmotor. De fandt også på at sætte en snor fra tøjklemmen op til styret, så kunne de ændre på lyden, når de forsigtig trak i den, så lød det næsten helt som en rigtig knallert. Det var nu at gøre meget ud af det, og cyklen gik heller ikke så let, men ideen var da meget god, når det nu skulle være. Så var der også nogle, – men de var bare dem der var misundelige, der kaldte knallerten for en røvskubber. Men for os andre var det bare en vi drømte om, en drøm, der lå meget langt ude i fremtiden.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.