Landsbyhistorier.dk

Da krigen kom til sognet

Vi skrev juni 1943. Danmark havde i tre år været besat af Nazi-Tyskland, men der var stor forskel på at bo i vores sogn og i resten af verden. Vi havde beholdt både skole og forsamlingshus. Alt hos os var for småt for tyskerne. Krigen var noget, vi læste om i avisen eller hørte om i radioen. De fleste lyttede også til BBC’s danske nyhedsudsendelse fra London. Den var nok censureret, men ikke af tyskerne. Det var forbudt at lytte til BBC, og man kunne næsten ikke høre, hvad speakeren sagde på grund af de tyske støjsendere, men vi hørte rigeligt.

Angsten og uhyggen kom efterhånden også krybende ind hos os. Det var ikke meget, vi så til ”gæsterne”. En gang imellem mødte et par tyskere op hos en landmand for at proviantere – købe æg, korn eller kartofler, så kunne der hænde ting, som fik historierne til at flyve over hækkene – som da Carl Jensen i Edderup hev et lidt emsigt medlem af herrefolket, der var på vej op ad trappestigen ude i loen ”i bowser å r..”, så han faldt ned i hakkelses kassen – men egentlig var mange af de tyske soldater ”som wos”, så samlivet foregik uden de store helt skærmydsler.
Folk skuttede sig, da vi hørte, at Kristian Juul, og Ajs Finn fik et trusselsbrev med et projektil sendt med posten, eller da Hans Rasmussen i den politiløse tid fik stjålet sin bedste malkeko, der blev slagtet i et krat ved Hou.

Selvfølgelig døjede vi som alle andre med vareknaphed og erstatningsvarer, men kom vi til en større fest i bekneb for et kaffe- og sukkermærke, vidste alle, at der var hjælp at hente hos Jens Juul eller Chr. Søndergaard, der altid mod passende betaling kunne fiske et af de eftertragtede mærker frem fra det lille rum bagest i tegnebogen.

I det store og hele levede vi vores stilfærdige, cirkulære liv – vi fulgte årstiderne. Våren var næsten forbi, og sommeren stod for døren, så alle havde travlt i markerne, for ”de war rower ti” (roertid) – tid til at tønde roerne. Ingen kunne i sin vildeste fantasi forestille sig, at vi i vort fredelige sogn skulle komme til at opleve en snert af 2. Verdenskrig.

Kirsten Nielsen
En junimorgen i 1943 var jeg sammen med Geert Raj og Grethe Hermansen på vej til skole. Som altid gik vi smutvejen gennem Sem skoven, men den morgen blev vi, da vi kom til skoven mødte af en tysker til hest så vi måtte gå den lidt længere vej op forbi Sem Møgelhøj. Oppe ved ”Høwen” mødte vi tyskeren igen. Han red bag os hele vejen ned til skolen og forsøgte flere gange at komme til at tale med os. Det gjorde os urolige, for vi forstod ham ikke.

Nede ved skolen fik vi at vide, at tyskerne ville afholde en stor skydeøvelse. Den ville vare hele dagen. Det var selvfølgelig spændende, men som det udviklede sig, var de fleste af pigerne nok af den mening, at det kunne vi godt have undværet – jeg er ikke helt sikker på, om drengene var enige. Vi fik ikke lov at komme ud i frikvartererne. Det var for farligt. Først kl. 16.00, da øvelsen var forbi, måtte vi gå hjem.

Da vi gik ned ad Sembakken kom en mand gående imod os. Jeg blev glad og lettet, da jeg genkendte bedstefar. Han havde været så urolig, at han besluttede at gå os i møde for at følges med os hjem. Vel hjemme hørte jeg den forfærdelige historie om den tyske soldat, der var blevet kastet af hesten, og fordi han ikke kunne få foden ud af stigbøjlen, havde han fået så svære kvæstelser i hovedet, at han senere døde. Det chokerede de fleste, ikke mindst min bedstemor.

Sven Bach
Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem. En dag i juni gik jeg sammen med Bay og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden, da der kom en kortege af hestevogne med tyske soldater kørende ad markvejen, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie.

Senere fik vi at vide, at tyskerne havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, hvorefter hun serverede brasede kartofler og spejlede æg. Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud mod heden, hvor de skulle afholde en omfattende skydeøvelse.

Det kom helt bag på os, at de ikke tog hensyn til folk, der arbejdede i markerne. Pludselig kunne jeg høre projektiler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Da jeg løb hen til Bay og fortalte det, troede han mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu et par kugler susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde også Bay hørt smæld, så nu syntes han også, vi burde holde fri.

Vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire i en ager rende. Vi var knap kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen – for bønderne i Sem holdt umådelig meget af deres heste – og Peter Svendsens heste græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det blev ikke nogen behagelig ridetur.
I Grove gik i flere år en hest rundt med et minde fra den dag – et ar i manken forårsaget af et tysk projektil, men det var dog bedre end Julius Møllers kalv, der måtte nødslagtes, fordi det fik et forben skudt i stykker. I øvrigt var vi ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

Erna Lund
Min søster Nora og jeg var blevet så store, at mor og fra mente, at det var tiden til, at vi avancerede – flyttede ud af deres soveværelse og op i gavlværelset på loftet. Værelset var som alle andre folks soveværelser og kamre lille og uopvarmet – men det var vores eget. Jeg var lige fyldt 6 år det forår. Nora fik mæslinger og måtte blive hjemme fra skole.

Vi sad i sengen og kiggede på fikserbilleder i de gamle indbundne årgange af Ude og Hjemme, da der lød råb og snakken ude på vejen. Vi kiggede ud ad vinduet. En lang kolonne af tyske soldater marcherede forbi, fire i hver række. De var på vej ud mod Hedely og heden. Vi havde aldrig set så mange soldater. Når jeg tænker tilbage, var det, som fortsatte de med at marchere hele dagen.

Viggo Hansen
Det var almindeligt, at folk efter skydeøvelserne gik ud i Sem Hede for at samle patroner op. De voksne, der gik på jagt, samlede patronerne for krudtets skyld. Under krigen var det vanskeligt at skaffe patroner, så mange jægere begyndte selv at genoplade deres patroner. Vi drenge samlede på de tomme patronhylstre, men det hændte dog, at vi fik en ladt patron med. Efter en skydeøvelse havde min bror, Kristian, og jeg fundet nogle patroner. Muligvis har vi tabt en af dem i brændekurven, for da mor næste dag intetanende fyrede op i komfuret, lød der et øredøvende brag – og pludselig stod alle komfurets låger åbne – men da var vi allerede langt oppe i haven. Vi kendte mor og vidste, at hun nok skulle bruge lidt tid til at få nerverne i ro, så det varede noget, inden vi vendte hjem den dag.

Peter Munk
En morgen i forsommeren 1943 chokerede Peter Munk ungerne i Grove skole ved at møde op i en flot, ny, lyseblå silkeskjorte. Selv de, der havde penge, kunne ikke købe silkeskjorter. Peter havde på en tur i heden sammen med andre drenge fundet en blå silkefaldskærm, og nu havde hans mor syet en skjorte. Vi var vel en anelse misundelige, for vi gik rundt i hjemmestrik eller vore fædres eller ældre brødres omsyede skjorter, ikke sjældent var der lapper på ærmerne – men Peter – han gik i silkeskjorte.

Det burde være nok, men en dag kom han så i skole og påstod, at han havde talt med en tysk soldat. Drengene måbede et øjeblik, så kom reaktionen – enstemmig. De æ løwn. Alle vidste, at der ikke fandtes den sjæl i Sem sogn, der talte tysk – it engång denen, måskie prajsten, men huen (hvordan) sku vi fo ham blant (blandet) in i de, – så… de var løwn!

Almindeligvis talte folk ikke med tyskerne. Man talte ikke sproget, og de fleste havde ikke større lyst – med mindre det drejede sig om en korn-, kartoffel- eller grisehandel. For enkeltes vedkommende ændrede det sig en smule, hvis de over en kop kaffe i køkkenet havde set en 14-15 årig dreng eller en 70-årig mand, grædende vise billeder af den familie, de ikke havde hørt fra længe, og som de formodede var blevet ”ausra-dirt” sammen med Lübeck, Hamburg eller Berlin. De ku’ jo ha’ wot (været) jen o wor ien (egne), hviskede vore mødre.

Men tilbage til Peter. Han gav sig ikke. Han havde talt med en tysk soldat. Drengene blev lidt usikre, for Peter var en af de dygtigste i skolen. Han kunne altid sit salmevers, havde ingen fejl i diktaten og behøvede ikke denens hjælp til regnestykkerne. Kunne det være rigtigt, at Peter havde talt med en tysk soldat? Ingen tænkte på at spørge efter, hvad samtalen drejede sig om. Men pludselig smældede det afgørende spørgsmål: Har hid (hed) han? Peters overbevisende svar kom prompte: Bim Bam Nissebein! Der sluttede diskussionen. ”Denen” stod på cementtrappen og kaldte ind til næste time. I det følgende frikvarter havde ingen lyst til at genoptage diskussionen. Jeg har senere spurgt nogle af ”drengene”, om Peter måske kunne have formuleret sig lidt upræcis dengang tilbage i 40ene – det er de ikke meget for at snakke om.

Anna Møller
Krigen kom til sognet en tidlig morgen i 1943, da en uendelig, lang firemandskolonne tyske soldaterne, svingede fra Skrødstrup vejen ind ad vejen langs Hedely ud mod Sem hede. Soldaterne, der kom fra hele Viborg området, skulle deltage i en stor militærøvelse. Ingen vidste hvor mange, men tallet 2500 blev nævnt. Da de første soldater nåede Hedely, gik de sidste endnu på bakken ved Skrødstrup Mølle – som Kren Juul ville have sagt: ”Der war manne”- og da de fortsatte ud i heden, kunne de ikke engang følge vejen. De trampede en bred sti gennem kornet. Folk skumlede, for i forvejen var udbyttet af de små, sandede marker ikke for stort.

Fra den lille bronzealderhøj, Ørnhøj, der ligger knap en kilometer vest for Hedely, var der den gang vidt udsyn over det store, sammenhængende hede areal, der strakte sig helt fra Edderup til Nørre Sem. I dag (2012) er størstedelen af heden beplantet med skov eller opdyrket, kun en mindre del henligger stadig som lynghede.
Tyskerne opstillede kanoner ved Ørnhøj og skød under øvelsen ind over heden mod Edderup. Granaterne slog ned i et område, der lå godt en kilometer nord for Grove. Heden blev flænset op, og mange år efter kunne man stadig se de flere meter dybe kratre i lyngen.

Lige vest for Hedely blev der stillet et stort feltkøkken. Men de mange tyskere, der i dagens løb strømmede ind og ud af Hedely, havde for længst fået øjnene op for danske mejeriprodukters kvalitet. De nøjedes ikke med at smage på returmælken fra mejeriet. De tømte spandene. Kun indholdet i den lille spand med kærnemælk forblev urørt. Enkelte smagte, men spyttede. Kærnemælken var for sur.

Det skulle vise sig, at soldaterne også havde fået smag for det danske landkøkken. De beordrede Dorthea til at brase kartofler, spejle og koge æg. Hun forsøgte efter bedste evne at holde rede på, hvor mange blødkogte, hårdkogte eller spejlede æg, der blev bestilt. Og da hendes egne høns måtte give op, blev der sendt ilbud til Christiane Lund i nabogården, der måtte levere æg, så længe lageret rakte. Madlavningen fik i øvrigt et lille efterspil. Da Christiane en tid efter tog rutebilen til Randers, kom hun til at sidde på samme sæde som lærerfruen fra Hem. Det senere landstingsmedlem, fru Grethe Mølbak Frederiksen. I kraftige vendinger bebrejdede ”fruen” Christiane leverancerne til besættelsesmagten. I Sem tog vi det nu meget roligt. Ikke alle havde fru Frederiksens store ego *), og desuden var det den almindelige mening, at det var let for hende, der aldrig selv ville få besøg af truende, sultne tyskere, at bebrejde andre.

*) Grethe Mølbak Frederiksen, fik tilnavnet, ”Landstingets eneste mandfolk”, da hun i 1953 stemte imod Landstingets nedlæggelse.

Måske var det ved den lejlighed følgende lille historie fløj over hækkene. På en tur til Randers med lillebilchauffør, Svend Domino fra Skrødstrup, ønskede fruen at foretage et mindre indkøb i Karl Kocks manufakturforretning i Sct. Mortensgade, hvor al parkering var forbudt. Svend Domino, der havde fået øje på en patruljerende gadebetjent, protesterede, men blev beordret til at parkere, for fruens tid var knap. Betjenten var så uforsigtig at gribe ind. Smilende med hånden ved kasketten gjorde han chauffør og passager opmærksom på, at parkering ikke var tilladt. Reaktionen var overvældende. Fruens lidt stramme ansigt viste sig i den nedrullede rude: Ved De, hvem jeg er? Betjenten stivnede, og det utænkelige skete. Ordensmagten veg for den lovgivende magt – betjenten listede stilfærdigt videre på sin rute uden yderlige kommentarer.

Der er især en begivenhed, som alle i sognet nævner, når talen falder på militærøvelsen. Den udspandt sig ved Hedely sidst på eftermiddagen. En ung tysk soldat kom ridende. Hesten blev sky og løb løbsk. Soldaten faldt af, men fik ikke foden ud af stigbøjlen. Han blev slæbt efter hesten og fik voldsomme skader i hovedet. Der var den gang kun få, der havde telefon. Der gik bud til centralen i Skrødstrup, men da Kirstine hørte, at patienten var en tysker, nægtede hun at hjælpe. Sendebuddet fortsatte til Mariager, Derfra ringede man til Randers Centralsygehus. Der havde man ingen ledige ambulancer. Den ambulance, der endelig langt om længe dukkede op, kom fra Viborg. Soldaten døde. Folk, der havde hørt soldatens angst- og smerteskrig var dybt rystede – og skrigene kunne høres helt over til Sembygaard.
På Hedely havde man indtil for få år siden et meget håndgribeligt minde om begivenheden. Da soldaten blev bragt ind i spisestuen, havde han endnu støvler på. I sin smerte sparkede han så hårdt, at sporene efterlod mærker i stuegulvet.

Hans Lindskov
Ingen kunne huske, at der nogensinde havde været andre mælkekuske i Grove end Hans Lindskov. Hver dag året rundt – også hin morgen i 1943 – stod han op kl. fem, fodrede dyr og spiste morgenmad, inden han spændte hestene for den store, tunge gummivogn og kørte rundt i Grove for at hentede bøndernes mælk. Den skulle leveres på Havndal Andelsmejeri inden kl. syv. Mens han ventede på returmælken, kunne han hos byens handlende nå at ordne ærinder for folk. Hans var en venlig mand, så det hændte undertiden, han på hjemvejen – til irritation for de der ventede på returmælken – blev inviteret ind til en lille kop formiddagskaffe. Det kunne også hænde han fik en hyggesnak, når han afleverede den flettede kurv med de 2 liter mælk hos denen i Grove – og netop den dag var der jo noget at snakke om. Passiaren endte dog brat, da et projektil kom svirpende mellem Hans og denen inden den med et smæld endte sin bane i et stort lindetræ, der stod foran skolestuen. ”Denen” retirerede hurtigt til skolestuen, hvor han befandt sig sammen med børnene det meste af dagen til hen ad kl. 16.00, hvor skyderiet stilnede af. Hans fortsatte sin mælketur rundt i Grove, hvor han den og de følgende dage måtte lægge øre til de mange dramatiske beretninger om folks oplevelser under øvelsen.

Agnes og Karl Jensen gik om morgenen op på bakken lige syd for skolen for sammen med Karen Vase at tynde roer. Det varede kun til hen midt på formiddagen. Da et par projektiler kom hvislende forbi dem, blev de enige om at det nok var tid til en kop fredelig erstatningskaffe hjemme i køkkenet.

Christen Borresen, Agnes’ bror, boede i Edderup. Børnene Inga og Anders sad og legede i spisestuen, indtil de ved frokosttid blevet kaldt ud i køkkenet for at spise. Kort efter hørte de et smeld. Et projektil havde splintret vinduet og boret sig ind i væggen, hvor de lige havde siddet og leget.

Hans Rasmussen i Semmøgelbo, Hans Lindskovs svoger, satte som han plejede, når han kom hjem fra dagens mælketur, hestene på græs på marken op mod Semmøgelhøj. Da han hentede dem hjem om aftenen, blødte den ene hest. En tysk kugle havde strejfet den, så den resten af livet gik med en fin lys skilning på tværs i manken.

Julius Møller, Hans Rasmussens svigersøn, der boede lige øst for skolen, hørte et smæld, da en kugle pløjede sig gennem bliktaget på hønsehuset. Da han senere på dagen så til sine kalve, der græssede på marken lige øst for gården, var en kalv blevet såret så voldsomt i forbenet, at den måtte nødslagtes.

Også i Sem gik historierne over hækkene i de følgende dage. Hos Marius Thomsen, der boede i et af de små statshusmandsbrug yderst mod heden, indfandt sig hin morgen en tysker. Han bad Marius om ikke at lukke køerne ud på marken. Det skulle vise sig at være et godt råd, for i løbet af dagen hørte familien adskillige projektiler, der smældede ind i staldens kampestensvæg, som køerne stod og hyggede sig bag. Jo, krigen var endelig kommet til sognet, ”men de ku’ wi no got ha unwår” (undværet).

Karen Elise Pedersen. Det er lidt usikkert, men måske var det samme morgen bedstefar, Christen Pedersen, på Sembygård gik tidligt hjemmefra for at røgte de køer og kalve, der gik ude i Sem hede. Han bemærkede godt nok, at tyskerne havde sat skilte op ved vejene, der betød, at der den dag ville blive afholdt skydeøvelse i heden, men øvelse eller ej. Dyrene kunne ikke undvære vand, så Christen fortsatte. Hjemme på Sembygaard undrede man sig, da han ikke kom hjem til sædvanlig tid. Forklaringen kom med posten, der svingede ind i gården ved middagstid. Han fortalte, at der blev skudt med skarpt i heden. Det havde Christen allerede opdaget. Da tyskerne begyndte at skyde, var han krøbet i ly i halmen i den staklade, han havde opført i heden. Her lå han og kunne høre hørte smældet, hver gang et projektil pløjede gennem ladens bliktag. Det blev noget over middag, inden Christen kom listende hjem ad vejen forbi Hedely mod Sembygaard, hvor stemningen straks steg adskillige grader, da han igen stod uskadt på gårdspladsen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.