Landsbyhistorier.dk

Sangen har vinger

Sangen har vinger – og eksamensfeber i St. Restrup Friskole.

Er der noget der får os til at føle mere samhørighed end fællessang. Det være sig i en skoleklasse som ved en ved en landskamp.

Men, men, men, som man ved synger enhver fugl med sit næb og det uanset om det er samme melodi – om stemmen er dyb – eller høj – eller den er måske gået i overgang – ja, og om der bliver sunget falsk eller ej , hvad fugle ikke gør – så vidt vides.

I St. Restrup Friskole sang vi virkelig meget i hele min 7-årige skolegang. (1946 til 1953) Vi startede alle timerne med en sang – ja og vi slutte dem også med sang – både sommer og vinter – selv før og efter en regnetime , ( det blev den kortere af)- og naturligvis i sangtimerne. Jo – vi følte virkelig stor samhørighed både i og udenfor skolen.
På varme sommerdage , hvor vinduerne i skoleklassen stod åben kunne de forbipasserende nyde den entusiasme vi lagde i sangen . – eller om foråret i “betteklasse”, som det hed, når vi gik tur langs stierne gennem højskolens park under det lysegrønne bøgeløv – med små dannebrog og anemonebuketter i hænderne og med Stinne, vores lære, som både dirigent, forsanger og bagtrop. – Og når vi videre gik op gennem St. Restrup på vej hjem til skoleklassen – stolte og glade som vi var, (også over at slippe for en regne eller dansktime) så sang vi af hjertens fryd alle de fædrelandssange Stinne havde lært os. Folk kom ud fra deres huse – eller de kikkede over havehækkene – Og de smilede og vinkede, og så sang vi endnu højere.

Stinne havde en stor klangfuld stemme, der kunne overdøve vores, så det var ikke svært at følge hende i melodiernes toneleg – eller rettere hendes. Hvad vi så på det tidspunkt ikke vidste meget om var, vi sang pivefalsk om nogen, – men det ødelagde ikke vore sangglæde – for det var vi som nævnt så ganske uvidende om. Og hvorfor mon sang vi alle falsk ???? Jo, Stinne var tonedøv, så helt og aldeles. Ikke nok med at tonerne var “skæve”, men mange af tonerne var skredet så meget i hendes melodiunivers at det faktisk blev til andre melodier og takter end originalerne, så “lydefrie” var de ikke. – men vi fulgte hende naturligvis, som de autoritetstro børn vi var.
For mit eget vedkommende undrede det mig lidt at de melodier vi lærte i skolen ikke stemte helt overens med de melodier vi sang derhjemme – eller dem vi sang når jeg fulgtes med far og mor til møder på højskolen.
Da jeg senere selv fik børn og ville synge nogle af de børnesange jeg kunne huske fra barndommens skoletid, måtte jeg først lære mig den rigtige version af melodierne – efter ordre fra min kone. Hun kunne knap genkende dem.

At vores lærer sang falsk betød dog ikke spor. Hun var en ualmindelig afholdt lærer og dygtig pædagog, og vi elskede hende. Vi sang også til den den årlige eksamen – dog sikkert ikke til den store nydelse for de fremmødte. De bestod af vore forældre samt censor i form af skolekommissionen med formanden i spidsen, hvilket var sognets præst: pastor Reerslev samt Friskolens bestyrelse.
De blev placeret i en række langs væggene på lånte stole, og vi sad så ved vore egne klasseborde to og to, samlet hele klassen med Stinne ved kateteret, som på en almindelig skoledag.

Skolekommissionen var den officielle kontrollør af at undervisningen i Friskolen foregik på betryggende vis, og om vi lærte de samme kundskaber som i de kommunale skole.

Før og under “eksamenen” var der stor nervøsitet. Ikke mindst hos Stinne. Gennem den sidste måned før denne “skæbnedag” terpede hun os i tabeller og hovedregning – dansk grammatik – og de danske byer. Vi fik hver enkel en lille opgave som vi så skulle kunne på fingrene og om fornøden skulle kunne aflire når eksaminator: pastor Reerslev stillede sine spørgsmål.
Denne dag havde Stinne dybrøde kinder og svedige hænder, ja og stemmen var mere skinger end i dagligdagen, for nok var det os elever, der skulle svare – men eksamenen gjaldt måske i endnu højere grad hende, – det følte hun i det mindste, og naturligvis smittede det af på os stakler. Hvad hun ikke vidste var, at der blandt hendes “poder” også var virkelige professorspirer i forskellige kategorier, der hos hende høstede deres første boglige viden og færdigheder.

Friskolen var oprettet af den stedlige frimenighed, der rakte ud over flere kommunegrænserne og som sådan drevet af den. (Uden for Folkekirken), – den stod i det mindste bag.
Der må indskydes Friskolen var ikke blevet oprettet pga. religiøse forskelligheder. Det var derfor et fåtal af elevernes forældre, der var medlem af frimenigheden – kun af friskolen.
Men hver gang kunne vi vore ting – og som sædvanen var roste censor: pastor Reerslev os og skolen, når overhøringen var slut – og vi sluttede af med en sang …..

Derefter bød Stinne de voksne til kaffe i de private gemakker – og vi snoldede den obligatoriske eksamensdaler op hos købmanden.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.