Landsbyhistorier.dk

Skolen – og knald i kakkelovnen

Min barndomsskole I St. Restrup var en såkaldt friskole, og som sådan var det var fortællingen, undervisningen byggede på. Vi havde derfor meget lidt hjemmearbejde at lave – kun i fagene dansk, regning og geografi. Vi var forskånet for megen af den udenadslære, der var på kommuneskolen. Jeg tror stadig, vi havde lige så stor viden som dem efter de syv års skolegang. Der var dog ting de kunne – som vi slet ikke lærte, og det var bl.a. salmevers, katekismus og kongerækken på fingrene. Der er andre ting, der er vigtigere i livet end den slags lærdom.
Men Stinne fortalte, så det fængede, når ellers vi ikke så ud af vinduerne og opdagede noget mere interessant. De fag vi havde, foruden de 3 nævnte, var danmarkshistorie, biologi og tegning, – Vor tegnetimer skal lige nævnes, for alle streger vi satte var på linjeret papir, hvor vi desuden havde et eller andet billede at se efter, – der også var i tern, som vi sad og talte omhyggelig op og trak vor streger helt nøjagtig efter lineal, så det hele drejede sig faktisk kun om at tælle rigtig og holde linealen fast mod papiret, – vel ikke den mest udviklende metode i verden, – ja og så havde vi naturligvis sang. Men det er en historie for sig selv. Ind imellem alt vores syngeri havde vi også almindelig undervisning og ikke mindst frikvarterer.

Det var dog undervisning, der var det vigtigste og Stinne lærte fra sig med al den iver hun kunne lægge for dagen. Hun gjorde ihvertfald et meget helhjertet forsøg på at undgå vi forblev analfabeter. Hvordan hun ellers underviste og især de mange klasser – eller årgange på en gang – i samme klasselokale er fløjen ud af min huskekasse – men hun gjorde det.

De førstemåneder i skolen sad jeg ensom majestæt ved mit tomands bord, indtil en ny dreng kom. Han blev, fra færd, min bedste kammerat gennem hele skoletiden. Gunnar hed han og boede af en eller anden årsag hos sine bedsteforældre. For mig virkede de meget gamle. Hans bedstefar var grisehandler og hans bedstemor havde været lærer, men var pensioneret. Hun havde lært ham både at regne, skrive og læse, før han pludselig en dag trådte ind i skoleklassen. Heldigt for mig, der nu fik en dygtig siddekammerat, jeg kunne lure lidt af efter. Det havde han ikke noget imod, men det havde Stinne. Så fik jeg både læst og påskrevet indtil flere gange, og blev truet med at jeg skulle flyttes til et andet bord. Hun mente vel det ikke var den allerbedste måde jeg fik noget lært på.

De fleste af os blev ret så gode til både dansk og regning. Disse to fag blev mine bedste. Især dansk, hvor mange af mine fristile blev læst op i klassen, når hun ellers kunne læse min meget personlige skrift. Læs: dårlig skrift. Det var en megen stor anerkendelse fra hendes side. Hun var også god til at motivere os til at bruge biblioteket, så det at læse bøger har fulgt de fleste af hendes elever livet igennem. Regnestykkerne blev ikke læst op, det havde vel været for kedeligt, men min sidekammerat: Gunnar og jeg kappedes altid om at regne de fleste. Det var ligefrem en sport. Som regel var vi to også foran de andre. Det gav også flere røde streger, fordi jeg så mere på kvantiteten end på kvaliteten, men det var en fryd, at være færdig med en side før nogen af de andre og helst en eller et par sider foran, på trods af de røde streger. Da jeg kom til stykker, der skulle ganges, fik jeg problemer. Det var det med tabellen, altså den lille. Hvor har min mor hørt mig mange gange, både nat og dag i den forbandede tabel. Hun terpede med mig, både bagfra og forfra, hvor var den svær – mest syv tabellen. Hvorfor netop den, ved jeg ikke, men det var den bare, og så stod tabellen bag på regnehæftet, så hvorfor var det dog så nødvendigt, at skulle kunne den? tænkte jeg mange gange. Den blev lært, men det holdt hårdt.

Stinne var ikke særlig skrap, men vi havde megen respekt for hende. Når en af os fik en røffel af hende eller hendes øjne lynede, kunne man krybe i et musehul, men vi fik aldrig anmærkninger med hjem. Jeg mindes kun en gang, der var en eftersidning. Det var på grund af en eller nogle havde lagt kastanjer i tørvekassen og så smuttede der naturligvis nogle stykker med i tørvene da hun fyrede, hvad også var meningen. Resultatet var at der skete nogle kraftige eksplosioner fra disse ellers så uskyldige kastanjer, som mest blev brugt til at lave dyr af, så kakkelovnsdøren røg op og aske og gløder stod ud af lågen. Det var Holgers Karens Kristians Bent det gik ud over – og så var det naturligvis ikke ham, der havde lavet de gale streger. Men der var ingen der meldte sig, og så måtte han af årsager jeg ikke husker, lægge ryg til. Måske det nemmeste offer på dette tidspunkt ? Hvor kan livet være uretfærdig.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.