Landsbyhistorier.dk

Præsten, der kunne ”mane”

Umiddelbar nord for Bælumgård – syd for vejen, der går mellem Solbjerg og Bælum ligger et overdrev med en lavning kaldet ”Hundehullet”. I fordums tid skete på dette sted, ifølge et sagn, en meget dramatisk hændelse, da det var her, en af Bælum og Solbjerg sognes præster foretog en såkaldt ”bortmaning”.

Sagen var præsten ifølge sit rygte kunne mere end sit fadervor – kort og godt havde overnaturlige evner.

Nu var det, han havde fæstet en karl, der kom udensogns fra og derfor ikke kendte til præstens uvanlige egenskaber. Disse ting hørte han først folk tale om i krogene efter sin ankomst til præstegården – navnlig gik folkesnakken om hans ”signen og manen”. Men karlen var en mand med begge ben på jorden, og han var særdeles skeptisk over for myterne han hørte om sin husbond og ikke mindst de kunster han blev tillagt. Hans store ønske var derfor om muligt at overvære bare en af dem med egne øjne. Det lod kun vente længe på sig, og derfor bestemte karlen sig til – når lejligheden bød sig, selv at stille ham en prøve. Han ville om mulig selv være vidne til om den snak han hørte så meget om også havde noget på sig.

En sen sommeraften, hvor præsten efter et aflagt besøg i Solbjerg kom kørende på sin vej hjem i hestevogn, havde karlen derfor iført sig et hvidt lagen og mødte således sin husbond, i hin sene nattetime, formummet som var han et spøgelse.

Da præsten så, hvad karlens mening også var, et ”genfærd” komme imod sig, standsede han straks hestene, steg af vognen og tog imod ”ånden”, der kom flagrende imod ham. Med besværgende bevægelser og bibel i hånd begyndte han straks at nedmane spøgelset i jorden. Da fornam karlen beretningerne om sin husbonds uvanlige evner ikke kun var tom snak. Det var den uimodsigelige sandhed. Han måtte indrømme præstens formåen for handlinger, der ikke var alle beskåren, eftersom han mærkede jorden åbne sig og han sank, uagtet sin vilje i dybet. Endnu før karlen var sunket til midt på brystet måtte han brødebetynget give sig til kende og i stedet påkaldte ham sin hjælp – bede sin husbond, præsten så mindelig om straks at standse sine besværgelser og hjælpe sig op.

”I sandhed siger jeg: Hvor kunne du tvivle? Hvi er grunden til du ikke gav dig tilkende førend både du og jeg kom i denne svære kval? Nu er det ved min salighed for sent! Mine evner strækker, hvor meget jeg end måtte tilstræbe ikke til at mane tilbage.

Du er bedrøveligvis og i al evighed tabt for denne verden og jeg må selv stå til ansvar for min del af forsyndelsen” lød præstens bedrøvelige og alvorsfulde ord, og karlen var få øjeblikke efter fuldstændig opslugt; sunket i jordens dyb, og dens overflade lukkede sig over hans hoved.

For folk, der siden har passeret ”Hundehullet” ved vejen mellem Bælum og Solbjerg, har intet spor efter denne dramatiske begivenhed været at ane.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.