Landsbyhistorier.dk

Min første plads

Jeg kom ikke ud at tjene før jeg blev atten år. Året var 1957. Jeg var en lille splejs og blev kasseret som soldat, vel sagtens af samme grund.

Fra min beskyttede tilværelse hjemme på min fars husmandsbrug i St. Restrup og til at arbejde på en større gård var et endog stort spring. Selvom det i følge aftalen var under familiemæssige forhold – ja, så var virkeligheden en hel anden. Fodermesteren og jeg delte kammer, der lå ved siden af hestestalden, hvor vi havde samme indgang som dem. Væggene var kalkede og kolde, og selvom vi måtte opholde os i ejerens dagligstue, var det sjældent vi benyttede os af det, da vi blev mødt med både hans og hans kones store nedladenhed og kulde.

Efter et måned rejste fodermesteren, og vi stod så, husbond og jeg, med hans arbejde også. Han sagde, det ikke var til at få en ny på denne tid på året, men det var jo sommer og lærkerne sang. Jeg skulle nu op klokken halv fire for at hente køerne ind til malkning. Husbond sov lige så længe som han før havde gjort, så ikke nok jeg fik nogle ekstra timers morgenarbejde – der var også ekstra timer i den anden ende.

De havde en hund, en schæfer, ved navn Ulla, der altid fulgte mig, hvor jeg stod og gik. Den fik snart lært at hente køerne, i medens kunne jeg så forberede malkningen, give kraftfoder mm. Den forstod på en god og rolig måde at drive dem hjem på, så de på ingen måde led overlast, og den nød det. Men en dag opdagede min husbond, hvad jeg brugte hunden til. Han blev af en eller anden grund trekvart gal i hovedet. Det resulterede i Ulla blev låst inde om aftenen, de gange han huskede det. Heldigvis varede det ikke særlig længe, før det det gik i glemmebogen, og hjalp Ulla mig som sædvanligt, Han havde måske fundet ud af, den mange af dagene kunne spare mig for en halv times arbejde, og det kom kun ham til gode.

Før fodermesteren rejste var min arbejdstid fra seks til atten, nu var den blevet fra halv fire til nitten og mange gange mere, men at få mere i løn kunne der ikke overhoved ikke være tale om, og forlade pladsen i utide var ikke noget man bare gjorde.. Det var den første jeg havde prøvet at arbejde ude. Selv om det var endda meget hårdt. følte jeg ikke at have andet valg end at blive der tiden ud, men med den arbejdstid var der ikke megen overskud til hverken at læse en bog eller gå til fest i forsamlingshuset.

Selv om der var traktor på gården , blev den sjældent taget i brug. Den blev kun til det mest hårde arbejde. Han mente, som mange dengang, at traktoren trykkede jorden for fast. – Selvbinderen blev også trukket af hestene. I høsten fik jeg den første og eneste ros i det halve år jeg var på gården, og det skyldtes jeg havde sat alle negene sat sammen, så de stod som efter en snor.

En dag i det tidlige forår, lige efter min ansættelse, var han til hestemarked. Stolt som en pave kom han hjem med en virkelig flot oldenborger. Han var virkelig kry og havde også grund til det. Naboerne og især hans kollegaer i nabolaget kom for at se hans køb og beundre hesten, og han viste den hjertens gerne frem. Den første gang den skulle tages i brug var en dag der skulle køres ajle ud. Han lagde selv seletøjet på og rettede det til, men hesten var mere end urolig, den slog op med forben og bagben, men for vognen kom den sammen med en af de ældre heste.

Han tog selv første tur, men hvilken forestilling. Hesten var ikke vant til at gå sammen med en anden hest og måske slet ikke til ikke at have seletøj på, så i første sving gik det allerede rivegalt. Der var for meget fart på vognen, han kunne ikke holde hestene i ro, så tønden trillede af, – og blev forresten aldrig til tønde igen. Der findes ikke ord for hans vrede. Én ny tønde blev købt, den nye hest spændt for igen, men denne gang blev den sat mellem de to mest rolige, – og stærkeste heste han havde. Det gik også lidt bedre, – bruges skulle den, han ville ikke risikere hans naboer grinede af ham og hans hestehandel.

En dag blev Jeg sendt i marken for at ukrudtsharve med den nye hest som eneste trækkraft, Den skulle på en eller anden måde lære at trække et markredskab. Det så ikke godt ud den så godt som aldrig blev brugt. Indrømmet, jeg var lidt nervøs, det var første gang hesten skulle prøve at gå enspænder, og det gik som jeg havde frygtet, ikke særligt godt. Hesten ville godt have sele på men ikke trække, – i stedet gik den tilbage og op i harven. Det hjalp hverken med beroligende ord eller slag med tømmen. Det endte med jeg tog den ved hovedtøjet og gik ved siden af den, så kunne jeg i det mindste styre den. På den facon gik vi og harvede hele formiddagen.

Til middag kom den på stald og fik vand og foder og jeg fortalte hvordan formiddagen var gået. Det var ikke ord husbond kunne lide at høre, så over middag ville han vise mig hvordan en hest skulle behandles. Den blev spændt for igen og han overtog tømmen.. Det gik ikke bedre med ham. ved tømmen. Pludselig smed han hvad han havde i hænderne og løb hjem på gården . Tilbage kom han med den store kørepisk. Nu skulle han vise hvem der bestemte – ikke en dum hest Han gik helt grassat – råbte og skreg – ja, tærskede på det arme dyr, der hoppede og sled i selen. Sveden drev af den og skummet flød fra munden. Lige med et kastede han pisken eller det der var tilbage af den og gik med lange skridt hjemad uden at mæle et ord.

Det tog endda meget lang tid før den arme hest faldt så meget til ro vi kunne fortsætte harvningen. Den kom ikke i sele igen, men fik lov at og pynte op og græsse omkring gården.

En fredag, hvor husbond og madmor tog en forlænget weekend. Efter jeg havde lavet lidt mad til aften , tog jeg mig den frihed at lægge mig ind på sofaen i dagligstuen med avisen. – Hunden lå ved siden af. Radioen spillede ganske stille og der var kun tændt et lille lys over hvor jeg lå. Jeg faldt i søvn, – hvor længe ved jeg knap, men jeg blev vækket ganske brat ved Ullas gøen. Radioen var blevet tavs og det eneste der kunne høres var bornholmerens tik tak og så lidt småregn på ruden, – og hundens gøen og vrede knurren. Dens blik var stift rette mod køkkendøren og nakkebørstene rejste sig faretruende. Til min store overraskelse, – men også rædsel, kunne jeg både se og høre køkkendørens håndtag bevægede sig Jeg rejste mig op, hunden blev ved at knurre. Håndtaget bevægede sig igen og der lød som en tog et skridt ude i køkkenet. Det her måtte opklares selv om jeg ikke var særlig dristig ved situationen. Jeg listede mig stille hen mod døren og Ulla fulgte mig ved siden. Med et hurtigt tag åbnede jeg døren og råbte “tag ham“.

Løsningen var ret ligetil. I køkkenet stod katten på køkkenbordet, jeg havde glemt den selv kunne lukke døren op. Denne aften lykkedes det kun ikke ved de første forsøg. For resten var hund og kat de bedste venner.

Så var der kun at gå over gårdspladsen og kravle under den kolde dyne og fortsætte den afbrudte søvn, men inden lyset blev slukket kunne jeg lige beundre den store edderkop, der holdt til mellem loftsbrædderne oven over mit hoved, hvor korn og muselort dryssede ned ved en kraftig bevægelse af hestene på den anden side af væggen. En ny dag ventede.

         

 

1 svar
  1. Knud Jensen siger:

    Ha, Ha, det var en sjov historie. Husker tilbage på min egen tid på landet, som også set i Bagspejlet en god tid og der fik jeg også lært, at det er ikke altid de pæneste folk som er de ærligste.
    Knud

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.