Store Restrup - Slot 1723

Grev Christian Frederik Lewetzau

Historie og sagn om grev Christian Frederik Lewetzau 1696-1756 til St. Restrup. Christian Frederik Lewetzau, født 1682, som søn af H. F. Lewetzau arvede han St. Restrup i 1696. Lige som faderen gik han militærvejen og udmærkede sig i den store nordiske krig 1710-21, ved allerede som 35 årig at blive udnævnt generalmajor. Efter krigen forlod han hæren. I 1751 blev han ophøjet i grevestanden.

Christian Frederik Levetzau var hovedrig, hvad enten det nu skyldtes arv, giftermål og fortjenester i krigen eller måske alle dele. Som mange af tidens herremænd holdt han meget af at handle med herregårde og var en tid også i besiddelse af Ørslevkloster, Strandet samt Vodskærgaard. Ved sin død var han foruden af St. Restrup ejer af Torstedlund (i Aarestrup Sogn), Aastrup og Overklit (i henholdsvis Skt. Hans og Vennebjerg sogne ved Hjørring), Albæk (Suldrup sogn). Samtidig lod han et af de fire palæer bygge, Frederik den VIII`s palæ på Amalienborg.

Af St. Restrup, Torstedlund, Albæk, Aastrup og Overklit lod han i sit dødsår 1756 oprette som stamhus. At være ”ophøjet til stamhus” betød bl.a. at et gods overdraget en adelslægt som stamhus af kongen fik fritagelse for skat, og det ikke kunne overdrages i fri salg, men kun overdrages ved udelt arv til den ældste søn. Dette havde efter den tids ansættelse 2,206 td. h., hvoraf St. Restrup udgjorde 1,057 td. Godset var altså næsten dobbelt så stort, som da faderen købte St. Restrup af Chr. Lindenow. Han havde således købt en hel del mere bondejord til. Sandsynligvis Nørholm, Sønderholm og Frejlev sogne ; men også Guldbæk og Volstrup byer samt Møllegaard, Ridemandsmølle og Lyngberggaard i Svenstrup hørte under herregården.

Store Restrup Slot - 1723C. F. Lewetzau nedrev den gamle borg I St. Restrup og opførte det nuværende slot i 1723. De gamle borges tid som fæstninger var da for længst forbi. Hyggelige har de ikke været med de favnetykke vægge. med skydeskår, de små vinduer og deraf følgende mørke, ofte kolde og tillige fugtige rum.
Det nye slot blev på det nærmeste samme sted opført samme sted, – en bygning med store vinduer og hyggelige, lyse værelser. Den blev opført i en ren, enkel, symmetrisk stil. Hovedbygningen mod vest med gennemkørsel i midten og to lange fløje mod øst. Materialet, hvoraf en hel del sten og tømmer synes at være fra den gamle borg, var så solidt, at det i alt væsentlighed har trodset tidens tand i henved 400 år slottet nu har stået. Til at udføre det store bygningsarbejde krævedes selvfølgelig megen arbejdskraft ud over håndværkernes. Dertil havde man imidlertid de hoveriydende bønder, som i den tid, byggearbejdet stod på, sikkert har måttet udføre en mængde ekstraarbejde.

De gamle kaldte C. F. L. “General Ligeud”, fordi, sagde de, alle de veje, han lod anlægge, skulde gå lige ud – hvad jo godt kunde passe for en forhenværende militær og strateg. Således beretter man, at han lod anlægge en snorlige vej fra St. Restrup til Albæk.
Han har næppe været nogen særlig nådig “nådigherre” over for bønderne, dertil krævedes der for meget ekstra arbejde i hans tid, og sagnene har dømt ham hårdt. De gamle kaldte ham “den onde herremand”. Antagelig er han også den herremand, om hvem det sagn går, at da hans kiste skulde føres til Sønderholm kirke, gik hestene i stå op ad bakken mellem Restrup og Sønderholm. Præsten blev da tilkaldt, han så da fanden ridende over kisten, og da han fik ham manet ned klarede hestene vognen. En anden beretning fortælles, at der var en mand, som gav kusken det råd, at han skulde tage et hjul af vognen. Det gjorde han, og så måtte fanden, som hidtil havde siddet paa vognen, løbe i som fjerde hjul og bære akslen oppe.

Den marmorkiste, greven nu hviler i, er så tung, at transporten af den gerne har kunnet danne den kerne, hvorom sagnet er formet. Så meget er sikkert og skal man tro hvad står de gamles beretninger så fik greven ikke fred i sin grav; men i mørke nætter kunde man se ham komme kørende med kulsorte heste og fulgt af kulsorte hunde ad den vej, han lod lægge fra St. Restrup til Albæk. Især var det galt i en hulning, hvor vejen skar vejen, der går fra Tostrup til Sønderholm. Endnu fortæller gamle folk, at deres forældre nødigt gik derover ved nattetid.
I en tid, da brændevin var billig, og fantasi, parret med overtro, kunne mange troværdige mænd bevidne, at de med rædsel havde set grevens vilde jagt ad natlig vej.

Christian Frederik. Levetzau var gift to gange, først med Christence Lindenov, f. Rantzau. Hendes fader, Johan Rantzau til Bramming, stammede i lige linje fra den berømte (eller berygtede?) feltherre fra Grevens Fejde, Johan Rantzau, som var hans tipoldefar. Hun døde 1734, og året efter giftede greven sig med Sophie Hedevig Rantzau, enke efter Ove Skeel til BirkeIse.

Fru Christenses kiste staar i det Lewetzauske kapel i Sønderholm kirke sammen med mandens. Den er af sort marmor og på den findes følgende indskrift:
Faa Stene har den Ære, som den Marmor saa dyrebar et Skat til Himlen at gemme. de rare = (sjældne) Been, som her blev efterladt er fra os bortgikte Gud den højædle nu højsalige Frue, Fru Christense Lindenov’ Rantzau, hvis Herkomst af Rantzauer og Friiser, Dyb, Ære, Højhed nobiliterer, hendis Biurd var 1686 den 25 Sept. hendes Ægteskab var fornøjeligt og 30 Aar varig med hans ExelIence højædle og velbaarne Hr. Christian Frederik Lewetzau til Restrup, Ridder og kgl. M. General Leut. v. Caval. Hendis Lif var Exemplar af Dyb og Christendom, hendis tidlige Død 20. Novbr. 1734 i hendis Alder 48 Aar af des flere Tab og des større Sorg, helst for hendes elschende Gemal som til hjærtelig Æresminde udi Haab til ny Samling hos Gud han har ladet hendes Levninger hensætte.

Grevens egen kiste er af hvidt marmor, den bærer Elefantordenens kæde i relief og så blot navnet Christian Frederik Lewetzau.

Hans anden hustrus kiste er nedsat under Lindenowernes kapel; den er af træ, beklædt med sort fløjl. Desuden er påsat en metalplade med følgende indskrift:
Ormenes Bytte Jordens Laan Himlens Ejendom. Hvad som gemmes kand gemmis her den i Livet højvelbaarne, i Døden salige Frue Sophie Hedevig, Grevinde af Levetzau, født Grevinde af Rantzau, Ejer af Stamhuset Restrup, Tostedlund, Albeck og Aastrup i Jylland, Sæbygaard og Grindetved i Sjælland. Som betraadte Livet 1690, naaede Evigheden d. 9. Oktbr. 1775. Dydens Yndling, Hjemmets Lied, Menneskeslægtens Ære, et Mønster paa Kærlighed i begge hendes Ægteskaber, det første med hans Exelience Baron Skeel, det andet 20 Aar med hans Exelience Geheimekonferenzraad Greve af Levetzau. Et Exemplar paa Gudsfrygt i hendes dobbelte Enkesæde, det første paa 20 Aar, det andet paa 20 Aar og 6 Mdr. og nu et beklageligt Tab for sine Venner, et kjært Bytte for Himlen, Retsindighed, Fromhed, Oprigtighed var hendes Livs Prydelser som nu hendes Gravs Blomster. Graa Haar er Ærens Krone, et langt Liv er en Arv for de Fromme, saa sige de evige Forjættelser.

Indskriftens angivelse af Sophie Hedevigs sidste enkestand har en lille fejl, da hendes mand døde 1756, hun selv 1775. Sandsynligvis har hun opholdt sig mest i København, hvorfra de fleste af de fæstebreve, der er opbevarede fra hendes tid, er bevaret.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.