Store Restrup - Damengen

Om tørv, slanger og stenredskaber

I min drengetid – indtil først i halvtresserne – før vi fik oliefyr, skar vi selv tørv i vor mose. ”Ryddet” i St. Restrup.

Tørvegraven var en såkaldt tør grav, dvs., man kunne gå så nogenlunde tørskoet i bunden af graven, hvor tørvepalen var fra 1 m. til små 1,5 m. dyb. Far havde altid en mand til at hjælpe sig – en mand, der stod i graven og skar klynerne i passende størrelser og kastede dem op til ham på en såkaldt tørveslæde. Slæden var oprindelig sidefjælen fra den jernbeslåede kassevogn med skråsider. Når slæden var fuld trak hestene dem derefter hen på tørrepladsen, hvor tørveklynerne blev lagt på rad og række og skåret i passende størrelser. Hver tyvende tørv blev stillet på højkant, så man nøje havde regnskab med hvor mange der var gravet. Man vidste af erfaring, hvor mange der var brug for til et års forbrug. I mit hjem var forbruget på ca. 40.000 stk. En del af lønnen fik tørvegraveren som regel betalt med tørv, hvor mange og hvor meget han fik ved siden af husker jeg ikke, men mener han fik tørv til eget forbrug. Han fik tillige lov at fælde alle af de træer, der efterhånden voksede op, hvor tørvene var gravet af. Det træ brugte vi aldrig selv, men arealet kunne så bruges til afgræsning.

Alle husmændene i St. Restrup havde hver en tørvemose og under og lige efter krigen var det mange der også solgte af deres tørveproduktion, så i tørvetiden var der masser af folk i mosen. Der var liv alle vegne.

Tidspunktet for tørvegravning var altid, når roerne var renset og tyndet ud. Det var det tidspunkt på året, man bedst havde tid og den største chance for de kunne nå at blive godt tørre. Tørvearbejdet skete i flere omgange og et stort et slid for alle, Det var jo ikke bare at grave tørvene. Når de var tørret på den ene side skulle de vendes op flere gange og derpå stakket. Alt foregik ved håndkraft og det drev sveden frem hver gang, men det mest ubehagelige var nok alle de fluer, myg og andre insekter, der på alle mulige måder forsøgte at genere en. Tørvene skulle også køres hjem. Et arbejde der tog sin tid. Ikke alene på grund af den forholdsvis lange køretid med hestevogn, men også fordi de ved hjemkomsten alle møjsommeligt skulle bæres ind hjemme i tørvehuset i en kurv.

Far fik altid en stor madpakke og en dunk saftevand med, når der stod tørvegravning på hans program. I min tidligste barndom spurgte jeg som det første, når han kom hjem, om han havde spist alt sit mad. Af en eller anden grund syntes jeg, noget af det bedste var at få lov at få de smurte madder, der var til rest. Jeg tror nu nok mor smurte så mange at der altid var noget tilbage – At de var efterspurgte skyldes sikkert de var lidt bedre end dem vi fik til dagligt – Da jeg blev gammel nok hjalp jeg også til i tørvene. Det var en spændende tur, ikke mindst fordi den 3 km lange vej til mosen altid foregik i hestevogn, men nok især at få lov til at holde tømmen og senere at styre hestene til og fra tørrepladsen med tørveslæden. Ja, – og så alt det dyreliv, der var i mosen – et lidt andet og forskelligt dyreliv end det hjemme i marken.

Engang fandt jeg bl.a. to stålorme. Det var ret fascinerende. Jeg havde dengang aldrig før set levende ”slanger”, der ret beset jo hører til firbenene og uskadelige, men jeg var ret så betænkelige ved dem. De voksne sagde de ikke var farlige. Derfor tog jeg mod til at indfange dem. Der blev lavet en lille kasse med en græstørv i bunden og et stykke glas som låg og hele menageriet blev sat op på mit værelse til beskuelse. Fluer, som de bl.a. lever af fangede jeg i kostalden, og alt var vel såre idyl, – men, – men, – men. En dag var de forsvundet – helt forsvundet. Jeg vovede ikke at fortælle, hvad der var sket, for mor var ikke meget for dette menageri, men efterhånden gik de forsvundne ”slanger” mere eller mindre i glemmebogen.

Jeg var måske ikke den bedste til at feje eller vaske gulv på værelset, og så var det altså min mor ind i mellem tog affære. Hun flyttede kommode, hun flyttede skab — og kom ikke længere i sin rengøringsdille denne gang, for under skabet lå begge stålorme sprællevende. Det var en meget vred dame, der tog imod mig. Hun var endda meget vred, men måske endnu mere forskrækket. Ja, og stålormene kom samme dag tilbage, hvor de hørte hjemme – og godt det samme.

Mosen var altid et spændene sted at være, ikke mindst på grund af det rige dyreliv der var, men også fordi man kunne finde usædvanlige ting i de ny opgravede tørv og især bunden af tørvegraven. Det kunne være et skelet af et vildsvin, – geviret eller rester af det fra en kronhjort – eller man kunne være heldig at finde enkelte våben eller redskaber af flint fra vore forfædres tid; så kunne man gå og tænke på hvad der her i fortiden var hændt – tænke på hvad det var for et liv, der her havde udspillet sig. Hvorfor lå der enkelte stykker våben der? og hvad var der sket med vildsvinet?

På arealet ved siden af min fars, hvor alle tørvene var gravet af og opdyrket, lå en lille høj banke. Her opdagede vi, ved et tilfælde, der lå rigtig mange flinteredskaber, så som at tværpile, knive, skrabere og stenøkser, så mange at der uden tvivl havde været en boplads og ligefrem en flintsmedje. På fundene kunne vi tidsfæste dem til at være fra Ærtebølletid. Her var også løsningen på fundene i vor egen mose. 500 meter længere ude i mosen, tæt ved Hasseris å, der her løbe langs med mosen, er der spor af hvad man mener, har været gammel borg, om den er Store Restrup - Damengen (ryddet)nærmere undersøgt ved jeg ikke, men meget tyder på at der i ”Ryddet”, som hele mosearealet hedder, næsten altid har været liv.

Ryddet ligger øverst på kortet.

Umiddelbar vest for mosen ligger resterne af en dæmning, hvor der i sin tid har ligget en vandmølle. Bag denne havde været en stor inddæmmet sø, men omkring 1651 skete der under et uvejr et dæmningsbrud, der rev møllen med og søen blev tømt. Hverken søen eller møllen blev genetableret – Arealet fik lov at ligge mere eller mindre hen og efterhånden begroet af træer og krat. Ved udstykningen af herregården St. Restrup fik nærved alle husmandsbrugene her et areal til at etablere en eng, der efterfølgende blev drænet og den tidligere sø fik da navnet ”engen”. Den første herregård blev bygget ude i sumpen.

Kortet er en gengivelse fra Ole Færch: Hasseris Å, 2008.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.