Landsbyhistorier.dk

Anekdoter om husmænd i St. Restrup

Det er ikke eller næsten umulig at nævne alle dem, som hver på sin måde har sat sit præg på husmandskolonien ”St. Restrup” . Nedenstående vil derfor også kun være ufuldstændige erindringsklip og personlige betragtninger. Ting som jeg har oplevet dem, og ikke mindst som der er blevet mig fortalt . Jeg selv er barnefødt i St. Restrup i 1939. Min bedstefar overtog husmandsbruget på Sønderbyvej 24 i 19 16 – 17 og overdrog den i 1947 til min far og mor, Svend og Edith Stoffersen. Det meste mit voksenliv har jeg imidlertid været i Solbjerg, Østhimmerland.

Hvis nogen fra St. Restrup skal nævnes, blandt de restruppere jeg husker og kendte fra min barndom , må det først og fremmest være brødrene Marinus og Peter Langeland.
De to overtog som nybyggere, omkring 1911-14 hvert et lod af jorden fra den store udstykning af herregården ”St. Restrup”, hvor 50 nye husmandsbrug blev oprettet . Lodderne var på fra omkring 14 til ca. 30 tønder land afhængig af jorden beskaffenhed . De fleste med engarealer og mose med mulighed for tørvegravning I løbet af mindre end 3 år var en ny landsby med over 100 nye indbyggere en realitet. En æra var begyndt.

De to brødre kom fra et meget ydmygt husmandssted i Skindbjerg ved Skørping og byggede fra grunden hver deres eget husmandsbrug op, i hver sin ende af husmandskolonien. De var begge skolede gennem højskoleophold og blev dygtige foregangsmænd på en lang række områder og var nogle af dem, der kom til vise andre vejen , hvordan man som husmand var i stand til at gøre husmandsbrug til et rentabel mønsterbrug.
Marinus var bl.a. den første, der etablerede kunstig vanding. Muligheden var ganske vist lige ved hånden , da han havde jord til åen og kunne pumpe vandet herfra, og for ham var der ikke langt fra tanke til handling, så han etablerede en mindre opstemning af åen – og et pumpeværk . Han havde også det dårligste jord af alle udstykningerne. Det lignede i de første år mere en sandbunke end en jord, der var tjenlig til agerbrug og havde for øvrigt aldrig før været under plov, men henlå i lyng og krat da han overtog stedet . Han vidste hvad lyng kunne betyde fra sit barndomshjem i Skindbjerg, hvilket han så tydeligt har beskrevet i sin meget levende og velskrevet selvbiografi ” Ad sandede veje”. (læs den – og få indblik i de fattige kår en husmand levede under omkring år 1900)
Men han havde også energien og viljen til sammen med sin kone at gøre et stykke arbejde for at gøre sin plet til en oase. Han plantede frugttræer – han avlede grønsager – han dyrkede tidlige kartofler, så der kunne dyrkes to afgrøder årligt.
Marinus drev med andre ord sit husmandsbrug som delvis friluftsgartneri med mange forskellige afgrøder, der blev solgt i Aalborg, samtidig med han efterhånden oparbejdede et stort husdyrhold. Som han altid sagde : “Uden husdyrene kan min jord ikke give et acceptabel udbytte”. De gav ikke kun mælk og kød , men også den bedste og billigste gødning til en tiltrængt jordforbedring.
Men hvad der også betød meget for de to brødre, som for de fleste af de halvhundrede nyetablerede husmænd i St. Restrup, var at de altid kunne hente og benyttede den viden og inspiration de fik af højskolens have – og landbrugskonsulenter. De havde dem lige ved hånden da der i de gamle herregårds bygninger var etableret højskole samtidig med udstykningen. Skolen blev for hele nybyggerkolonien et uundværlig videncenter.

Peter, hans broder var måske ikke slet så alsidig. Han satsede fortrinsvis på tidlige kartofler og hønsehold ved siden af sin kvægdrift Han havde det vel ikke nødigt, da hans jord var af en langt bedre beskaffenhed end hos Marinus. Peter var meget forenings interesseret og var bl.a. i mange år formand for højskolen, den senere ”Husmandsskole” og desuden i en årrække udpeget af husmandsforeningerne til medlem af Nationalbankens bestyrelse. Som et kuriosum, havde han en gammel dolk hængende på sit kontor – fra sit barndomshjem. Den havde hans far fundet boret ind i en kornsæk efter en dramatisk køretur en mørk aften, i hestevogn gennem Rold Skov, hvor han blev forsøgt holdt an af et par af de berygtede ”Røvere fra Rold”, der huserede på dette tidspunkt.

Mange ”Husmandsrejser” , dvs. studieture, gik til de to husmænd. De fik besøg af mange hundrede interesserede hvert år. Husmænd og deres koner fra andre landsdele kom i turistbusser for at se og høre om den store udstykning og om hvordan et husmandsbrug også kunne drives.
De fleste husmænd I St. Restrup havde efterhånden specialiseret sig i forskellige afgrøder – dog fortrinsvis tidlige kartofler , der blev solgt gennem Gasa (Gartnernes salgsforening) i Aalborg og desuden i hønse og kyllingehold. De kom efterhånden ind under samme ordning, hvor også bl.a. min far viste rundt på sit husmandsbrug – og virkede desuden som rejseleder for de besøgende, når han kunne afse tid.
Der først blev vist rundt på de forskellige brug og samledes derefter på højskolen til foredrag og fik her yderligere kvalificerede svar på de spørgsmål, der måtte have hobet sig op under rundvisningen. ”Husmandsrejserne” var arrangeret af Husmandsforeningerne, som næsten alle var medlem af.

Men husmændene I St. Restrup følte sig også hævet lidt højere end de fleste andre husmænd. Dette skyldtes at de følte sig som rigtige ”selvejere”, da ingen af brugene var oprettet med de såkaldte ”statslån” som hovedparten ellers havde ved lignende udstykninger, men ved almindelige kreditforeningslån. De havde desuden et ualmindelig tætknyttet sammenhold, selvom de havde forskellige politiske livssyn. De fleste stemte dog sikkert ”radikalt”, men der var både socialdemokrater, retsstatsfolk og venstremænd mellem.
Men til lokalvalg blev forskellighederne udvisket. Så kunne de indvælge op til 3–4 mand i ”sognerådet” på en fællesliste. De var således en magtfaktor, man måtte tage hensyn til og derfor kunne de bl.a. også besætte posten som sognerådsformand, (Lars Larsen) gennem flere valgperioder. Ja, man gik til tider langt for at bevare stemmer som ved at tilbyde hjælp økonomisk, så alle i St. Restrup fik mulighed for stemmeret .
Var der en i skatterestance, blev der udvirket et midlertidigt privat lån til vedkommende. Skatterestance betød dengang fratagelse af stemmeret. Samarbejde og sammenhold var nøgleordet for beboeren i St. Restrup og et utal af foreninger varetog efterhånden deres interesser. For at nævne nogle: andelsmøllen, foderstofforeningen, kontrolforeningen, ægsalgskredsen, vandværket, (Vandværket blev allerede etableret samtidig med udstykningen 1911-14, så alle allerede da havde man ”vandværksvand fra hanen ”), andelsfrysehuset, friskolen, mejeriet, ungdoms- og idrætsforeningen, og senere ”fællesmekaniseringen”, hvor man i fællesskab indkøbte markredskaber og derefter ”lejede” maskinerne, når der var behov for det. Så var man uafhængig af dyre maskinstationsregninger – eller fri for selv at investere i en maskine man måske kun havde brug for i få timer om året. Hertil kommer kredsen omkring højskolen, som dog dækkede et større geografisk område. Man var medlem af de fleste, selvom der af naturlige årsager var undtagelser eller enkelte, der helt eller næsten holdt sig udenfor. Næsten alle var på et eller andet tidspunkt medlem af en foreningsbestyrelse, hvilket gav medindflydelse og derfor større ansvarsbevidsthed og ikke mindst samhørighed. Samlet set var alle disse foreninger derfor også en social gevinst for det nyt samfund, som det jo var, og en helt nødvendighed for at det kunne fungere optimalt. Men som altid var højskolen dem en stor inspirationskilde. Vi børn deltog meget ofte i de møder her blev afholdt, når der kom en spændende foredragsholder på højskolens program – om ikke andet så for at synge efter højskolesangbogen, der var en fast bestanddel på møderne.

Husmandskolonien blev i de første år ikke set på med blide øjne af naboerne, d.v.s gårdmændene i nabobyerne. Man var bange for at denne husmandskoloni ville blive en social belastning for kommunen. (Den daværende ”Sønderholm-Frejlev kommune”). Det var også en af årsagerne til deres sammenhold. Fakta blev imidlertid at skattegrundlaget hos flertallet af husmændene ret hurtigt blev lige så stor og i flere tilfælde højere sammenlignet med mange af de gamle veletablerede gårdmænd i de nærliggende landsbyer (ifølge skattelisterne, der var offentligt tilgængelige).
Skepsissen gik begge veje. Der skulle næsten gå et halv århundrede før de kunne samarbejde fuldt ud og på lige fod om fælles interesser. En af de nye husmænd indfandt sig i Sønderholm brugs for at foretage sine indkøb. Her blev han mødt med et hånligt spørgsmål fra en gårdejer fra Sønderholm: ”Nå , du er måske en af de nye herremænd på St. Restrup”???? Svaret lød: ” Ja, og du er måske én af hans fæstebønder”????.
En af uenighederne var bl.a. oprettelse af mejeri, eller rettere i sidste ende placeringen af det. Restrupperne gik så langt at acceptere beliggenheden blev mellem de to landsbyer Sønderholm og St. Restrup: Enige kunne de ikke blive, så resultatet blev at de byggede hvert sit. Det resulterede imidlertid også i at børnene fra St. Restrup blev moppet i Sønderholm skole, hvor flertallet gik. Hvad var så andet at gøre???, der blev naturligvis oprettet en friskole i St. Restrup. Noget lignende var det med idrætsforeningen.

Jo – de var og blev selvbevidste, de gamle nybyggere og kunne tage skeen i egen hånd. At udviklingen i samfundet så er gået den anden vej og har resulteret i at det nu kun er stordrift, der er økonomisk rentabel, kan man kun beklage. Det har så givet andre muligheder. Nogle af de små husmandsbrug er nu lagt sammen eller jorden lejet ud – andre bliver drevet som lystejendomme for byboere, der vil udleve drømmen om livet på landet . Da der på lystejendomme som regel også er rideheste har det været naturligt også oprette rideskole og hal.
Men højskolen, der havde været byens faste samlingspunkt, blev efter mange gode år omdannet til ”rød højskole” ved et mere eller mindre tilrettelagt kup. Den fik dog kun kort levetid. Efter få år fik den sin endelige dødsdom og er nu, som mange herregårdbygninger er, endt som hotel.
Også ”Friskolen” sammen med flere af foreningerne har også måtte lade livet, eller om man vil, har overlevet sig selv. Ligeledes møllen – den gamle vandmølle, hvor alle husmændene havde fået deres korn malet er nedlagt og mølledammen omdannet til put and take-sø. Friskolen fungerer dog stadig, men nu som byens velfungerende forsamlingshus under sit gamle navn: ”Friskolen”.

På et af husmandsstederne i St. Restrup boede da jeg var dreng digteren Anders Christensen. Jeg mindes ham af udseende som en lille forhutlet person, der aldrig gik under andet navn end ”Digteren”. Hans klædedragt var altid bukser, der sikkert havde været fra hans stadstøj engang, samt blå og hvidstribet skjorte uden flip, blå kort bomulds arbejdsjakke og på hovedet pullen af en fedtet rund blød hat, hvor skyggen var klippet af.
Han var og blev betragtet som en ener, måske nærmere værende en original. Var mod alt og alle – man så på ham som værende en kværulant blandt de fleste af hans huslandskollegaer. Han var og blev set på som en underlig snegl. Han kunne få inspirationer overalt til sine små essays og digte. Var han i marken kunne han pludselig lade sig drive af en indre stemme og forlade sine heste – lade dem gå hvor de ville – og løbe hjem for at skrive resten af dagen og ville så ikke lade sig forstyrres af nogen eller noget. Så matte hestene gå, som de ville i marken, til hans kone kom til for at fortsætte hvor han havde sluppet tømmen – eller sætte dem på stald.

Anders Christensen skrev som nævnt digte, mange digte, – og som jeg har læst dem, var han en bitter mand. Bitter på samfundet, især bitter på den del han følte var mod den stand: arbejderklassen, hvor han følte sig hørende hjemme i. Det gennemsyrede de fleste af hans ting. Men det kunne også være smukke ting, der kom fra hans hånd og pen – være en hyldest til naturen og de ting, der omgav ham i dagligdagen. Hans budskaber blev ikke modtaget af særligt mange blandt hans husmandskollegaer, selvom han færdedes blandt dens tids koryfæer, som Skjoldborg og andre, der lige som han, kæmpede gennem deres forfatterskab for forbedring af husmandens stilling. Hans forfatterskab gav ikke den gennemslagskraft han havde ønsket… (En profet er sjældent agtet i sit fædreland).. Man sagde han var kommunist, eller det var det, der stod ham nærmest. Han var under alle omstændigheder en meget engageret socialist. Mange brød sig ikke tale med ham, langt mindre komme i diskussion med ham. Hans ordforråd var for stort for de fleste, og han forstod at bruge det.

Anders Christensen kom aldrig på højskolen , der ellers var for alle og ret så vidtfavnende, og hvor der kom foredragsholdere fra alle samfundslag og med forskellige holdninger til samfundet. Han sagde om skolen, den ikke var for ham socialistisk og samfundskritisk nok. Men digtene kom i en lind strøm fra hans pen. Han fik også en del udgivet og læste bl.a. selv op af sine værker i en udsendelsesrække radioen havde med ham.

Der var i det hele taget mange forskellige typer af husmænd i St. Restrup, folk med en vis portion opfindsomhed og tillige jysk lune, – Peter Bjerring var en af dem. Han skrev ikke, men han kunne så meget andet.
Han fungerede bl.a. som en slags dyrlæge. F.eks. når et kreatur fik trommesyge eller ved en vanskelig kalvefødsel var der bud efter Peter . Når han tog på disse besøg, havde han altid sin hund med. Den trak hans cykel. Han havde sat en kæp i cyklens bagagebærer og her satte han hundens snor fast, og så gik det bare over stok og sten, samtidigt med han dirigerede hunden den rette vej med små råb.
Han dyrkede, som alle andre af sine husmandskollegaer også tidlige kartofler, og da han havde jord op til mejeriet fik han ideen til at etablere en vandledning herfra, så denne afgrøde kunne blive vandet med mejeriets spildevand.
Det havde to store fordele, da det altid indeholdt en del rester af mælk og derfor havde en vis næringsværdi og så at det ikke var så koldt, som hvis han havde pumpet det fra åen.

Henry Hansen var på et tidspunkt blevet udnævnt som ny brandfoged og han kom da også på arbejde som sådan, – bl.a. ved en af hans nærmeste naboer. Nu er det at en brand kommer altid meget ubelejligt, både for dem det går ud over og dem der skal hjælpe med brandslukningen. Således også denne gang for Henry, – eller måske nærmere for hans kone, Anette. Telefonen ringede ved aftenstid, hvor Henry netop var begyndt at malke. Anette, der stod midt i madlavningen tog telefonen. “Det er fra brandvæsnet”, lød, ”der er udbrudt brand” og besked om Henry straks skulle møde op, – Og fik svaret: “ Jamen de war da skræk`li —- Ja, – ja – ja – a ska` nok se`j det til ham , men behøwes det at være lig` nu, – han hår skanneme et så gue tid, – han skal da i det mindst` lig`e have målket færdig – å fu`ret oe`, – ja og så ska` han da også ha` ti` te` hans awtensma`– han ka da et komm rennen på fasten` maw… å ren` bowser ska han da osse ha` po è”.

I starten af halvtredserne holdt de første biler sit indtog blandt restrupperne og var her som vel de fleste andre steder på det tidspunkt lidt af et statussymbol. Det var en nyanskaffelse der skulle vises frem, om ikke på andre måder så ved at bygge en tilhørende garage og at lade porten stå åben så den kunne ses af alle forbipasserende. Johannes Bielidt havde på det punkt af en eller anden grund været lidt tankeløs, da han byggede sin garage. Den der lå så bilen; hans kære WV, der var hans et og alt, ikke kunne ses fra offentlig vej, derfor kørte han den hver dag ud på gårdspladsen til almindelig beskuelse. For ingen skulle være i tvivl om at her boede en bilejer.
Johannes havde rigtig mange gode egenskaber, men han elskede at drille og utallige var hans påfund eksempelvis til fester og lignende; De kunne undertiden være grove. Som da han havde fundet en død kat på vej til et ”kaffeslapperas”. Han tog den med – uden nogen havde bemærket det, og anbragte den på sædet af en cykel tilhørende en af damerne ved festen. Der lød et rædselsskrig fra hende, da hun i mørket ville stige på sin cykel på vej hjem. Hun satte sig på sadlen, men det blev i stedet for på den kolde døde kat, uden anelse om hvad det var.
Dette var en ting man dog ikke sådan kunne tolerere uden det skulle få konsekvenser for Johannes. Så en lærestreg skulle han ha`og hvad ellers var nærmere end at lade det gå ud over både ham selv og hans kære køretøj: bilen… Ved en sølvbryllupsfest senere i byen fik Johannes så sin bekomst.
Fire mænd forsvandt lige så stille og klodsede hans kære bil op, så meget eller så lidt det ikke var til at se og mærke når han og hans kone steg ind i den – klodse den op, så hjulene ikke kunne nå jorden. Han og hans kone, Karen måtte gå hjem denne aften, uden anelse om hvad der var fat med bilen. Da han næste formiddag kom for at se til sit køretøj, opdagede han hvad der var gjort mod ham. Da vidste Johannes udmærket hvorfor han og hans kone måtte gå 2 km hjem den aften og han græmmede sig så meget, han ikke lod sig vise 14 dage efter. Hævnen var sød, men vel også fortjent.

Skovejer Jacobsen beskæftigede sig foruden med sit landbrug og skov samt det tilhørende savværk sig med amatør arkæologi og var desuden en meget habil billedskærer. Han havde fire faste folk i sit arbejde – De samme fire var også naboer og havde deres huse i en række ved siden af hinanden, så det var ikke kun i arbejdstiden de så hinanden.
Hans folk havde det med at drille hinanden, i al godmodighed som på så mange andre arbejdspladser, hvor der er flere folk. Drillerierne her gik som regel ud over den samme, og næsten altid var det Holgers Karens Kristian, som han hed i folkemunde. Hans kone hed Karen og hendes far hed Holger, derfra navnet.
Nu skete det, at der på en mark få hundrede meter fra de fires hjem blev fundet og udgravet et gravsted fra stenalderen. Det var nok så interessant i sig selv, men det kunne også forsøges brugt til grumme løjer. Sagt med andre ord, de tre kollegaer ville give Holger og Karen en meget anderledes spændende oplevelse, også fordi de to måske var lidt mere overtroiske end de fleste.
De tre naboer aftalte at agere spøgelse. Der blev udhulet en stor roe, monteret på en stage og sat et stearinlys i og herover et tyndt hvidt lagen, som en lidt anderledes lygtemand. En af hans kollegaer sneg sig derefter op til udgravningen. På et given tidspunkt blev lyset i roen tændt og med langsomme bevægelser gik han rundt både i og over graven , som var det selve gravens ånd, der hermed i udtrykte sin utilfredshed over at blive forstyrret af arkæologerne.
På samme tid bankede en anden kollega på Holger og Karens dør og bad dem komme ud for at se et syn, de sikkert aldrig havde set før. Reaktionen var større end ventet. Karen løb jamrende rundt om sig selv, – helt ude af det, samtidig med hun råbte og skældte sin mand over han kun stod og måbede og ikke tog affære. Hun forlangte han allerede næste morgen skulle jage den forbandede arkæolog bort eller i det mindste forlange han straks skulle jævne graven. Denne måtte dog vide, som en studeret mand, han med dette roderi forstyrrede gravens skrækkelige ånd, der nu skræmte almindelige dødelige mennesker helt fra vid og sans.

En af vore aller nærmeste naboer, hed Ingemann Mølgaard. Hans klædedragt var altid blå arbejdsbukser og jakke – på hovedet kasket hvor skyggen vendte bagud (for ikke den sku` blæse af i modvind; for fart havde han altid på – gang foregik altid i trav), og bare fødder i et par gummistøvler, hvor skafterne var skåret af – og det både sommer og vinter.
Han var én af de få som ikke deltog i nogen form for foreningsarbejde i St. Restrup, hverken som aktiv elle passiv medlem. Ej heller kom han og hans kone til sammenkomst eller foredrag på højskolen. En slider af format var han , både som landmand og selvlært håndværker. Han havde altid – eller næsten et byggeri i gang, men kun hos sig selv . Ikke nok med han murede alt selv – ligeledes lavede han al tømmerarbejdet – Han støbte også både tagsten og mursten selv – med en lille maskine – indkøbt til formålet.
Ingeman fik efterhånden genopbygget hele sit husmandssted fra grunden så den fremstod med nye bygninger. Selv en ny ajlebeholder blev udgravet – dog med den hage, han aldrig nåede at støbe bunden med det resultat, han derfor måtte tømme den et uforholdsmæssig antal gange da grundvandet fyldte den gang på gang, så det var en tynd gang ”rævepis” han tilførte marken. Der må tilføjes han ikke drev ejendommen som de fleste andre i byen.
Hans brug var almindelig traditionel landbrug med en fin besætning af jersey køer. Dog forsøgte han engang at sælge en hel arbejdsvogn fuld af rabarber fra sin køkkenhave på torvet i Aalborg – det blev ved den ene gang. Han elskede at mure – mangen engang væltede han en mur for at genopbygge den et andet sted , – ligeledes i stuehuset. Han kone kunne undertiden beklage sig til mor over , hun ikke altid vidste om hun havde 2 eller 3 stuer. – eller hvor store de var. Det skete så ofte hans hun helt opgav at tapetsere. Som hun sagde: ”Tapetet ka` ikke nå at bli` tørt før end han vælter muren igen”.
For øvrigt var han én af de allerførste i St. Restrup der anskaffede sig traktor til markarbejdet; en diesel traktor. Med den kunne han arbejde i marken til langt ud på natten, og det gjorde han så – traktoren blev ikke træt som hestene – det gav mere tid til at lave bygningerne om.
På et tidspunkt skulle traktoren dog til eftersyn og da den var købt i Kolding tog han selv turen på traktoren, der var uden førerhus – en strækning på hen ved 250 km – og det begge veje . Det tog ham 2 fulde døgn før end han igen kunne vende ind på sin gårdsplads. En virkelig præstation, hvor han blev foreviget med både omtale og billede i avisen.

Kristian Poulsen, som vi ligeledes var nabo til, var I en årrække medlem af sognerådet. Han var også en af initiativtagerne til oprettelse af bl.a. Friskolen.. Han havde åbenbart en kunstnerisk åre for han dekorerede skolestuen med en frise af små malerier med motiver fra H.C. Andersens eventyr, som mig bekendt stadig kan ses.
Han røg pibetobak og under krigen dyrkede han tobak – meget tobak , så meget der var rigeligt til både venner og naboerne. Og som sikkert mange andre eksperimenterede han med at tilsætte det forskellige smagsstoffer. Hans tobak blev ham for stærk, så stærk han var sengeliggende i hen ved en uge. Fra den dag kom der ikke mere røg fra han pibe.

Nævnes skal også Kresten Kolding, der var lærer på højskolen. En høj mand med halvlangt hvidt hår ved tindingerne og nakke og ellers skaldet. Altid var han i jakkesæt med vest og tilhørende guldur og lænke. En meget lærd mand, der bl.a. var forfatter til ” Koldings verdenshistorie” et værk i 3 bind og ikke forglemme en fyldig bog om herregården ”St. Restrup” – også med en beskrivelse af hvorledes handlen om herregården kom i stand til udstykningen.
Hans kontor husede også byens bibliotek, hvis bogsamling var bøger indsamlet på privat initiativ, velsagtens i hovedsagen af ham selv og hans kone. Døren til biblioteket var åbent altid når de var hjemme. Fandt man ikke den bog man eventuelt ønskede, fandtes den måske i hans egen bogsamling, og så var problemet løst – han udlånte også gavmildt fra den.
Han og hans kone boede i en lærerbolig, der tilhørte højskolen og var desuden nærmeste nabo til friskolen, hvor hun i de første år også havde været lærer.
Jeg husker hende som en lille sød elskelig gråhåret dame, der ofte kom på besøg i friskolen. Hun virkede her som vikar i min skoletid. Til jul kom hun hvert år med en lille julegave til alle os elever – små ting, som en blyant eller et lille hæfte sirligt indpakket med navn.

I året 1947 kom St. Restrup igen på Danmarkskortet og mærkede lidt af fortidens vingesus (selvom det var på en jordnær måde). Det skyldtes at min far under markpløjningen stødte på en stor sten. Ved gravearbejdet for eventuelt at fjerne den, fik han mistanke om at det ikke var en almindelig stor marksten han var stødt på. Han sendte derfor bud til skovejer Jacobsen, den stedlige amatørarkæolog. Herfra gik der bud til den navnkundig arkæolog ved Aalborg Museum, forfatter m.m. Peter Riismøller, som hurtigt kom tilstede.
Han var tydelig genkendelig på sin uniform: brune arbejdsbukser, hertil hvid murerjakke og kasket samt et stort rødt halstørklæde. Han satte et større gravearbejde i værk, med frivillig arbejdskraft fra vore naboer og andre interesserede, der kom med skovle og spader, arbejdsvogne og hestespand og ikke mindst deres arbejdskraft. Utallige læs jord blev fjernet og anstrengelserne bar frugt. Landets første dobbelte dyssekammer fra dyssetiden, dvs. ca. 5000 år før Kristi fødsel, så igen dagens lys.
Desværre var gravfundene sparsomme, enkelte små ravperler indeholdt gravene og en enkelt slidt økse fundet i gravfyldet blev det samlede resultat. Årsagen var at tidligere tiders gravrøvere først havde været på spil, således var overliggeren på det ene gravkammer helt fjernet og på det andet var overliggeren efterladt knust på bunden af graven.
Alligevel var Riismøller begejstret. Fundet blev da omtalt i næsten alle landets aviser, hvilket resulterede i en lind strøm af nysgerrige, der kom i busser og private biler. Folk valfartede og gik i gåsegang til findestedet i flere uger efter fundet var offentliggjort. Sønderbyvej havde aldrig før haft en så tæt trafik på den smalle grusvej, det var dengang, og gårdsplads og vej blev fyldt af parkerede biler. For en 8-årig dreng , som jeg var det en kæmpe oplevelse. For det første kunne jeg sole mig i skolen blandt kammeraterne over den uventede berømmelse, det også gav mig, (og selvfølgelig gjorde jeg det). For det andet blev her grundlagt min helt nybagte interesse for arkæologi og landsdelens historie, der har hold sig siden.
Rissmøller, der blev en kær ven af huset, tog mig i hånden og han fortalte af karsken bælg til en meget lydhør knægt, der slugte det hele. (Mon ikke jeg blev tvunget til at skrive en stil om denne oplevelse i skolen ??? Det var da nærliggende)…
Da Rissmøller var færdig med sine undersøgelser tog jeg fat; bevæbnet med ske og en lille pensel, som jeg havde set ham gøre, behørigt udlånt af mor med streng formaning om at aflevere efter endt brug. Jeg fortsatte, hvor han havde sluppet – og fandt til min glæde og endnu større stolthed endnu 3 små ravperler, som dog kom i hans varetægt. ( gad vide om Aalborg Museum stadig opbevarer disse små fund i deres gemmer). Han kvitterede med at forære 2 flotte flintøkser, der blev starten på min og min fars samling af fortidens stenredskaber. Han blev også bidt af fortidens efterladenskaber og historie, sammen gennemtravede vi omegnen adskillige gange for at finde flinteøkser og andre af vore forfædre stenredskaber.
Hans interesse for lokalhistorie tog senere over og udmøntede sig i mange artikler herom til ”Bjergposten”, Lokalhistoriskforening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes årsskrift.

 

2 kommentarer
  1. Birgitte Fristrup siger:

    Kommentar til din beskrivelse af Anders Christensen: Jeg har mange dejlige og spændende erindringer fra min barndom af samvær med Anders Christensen og hans kone Signe. Jeg besøgte dem med mine forældre, men også alene.

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.