Landsbyhistorier.dk

Mariane og hendes to mænd

Hvis man vandrer en tur på Tirstrup Kirkegård, kan det hænde, at man falder i dybe tanker og spekulationer over, hvad det mon kan være for en masse livshistorier, der gemmer sig der dybt under ral, taks og buksbomhække. Navne og årstal fra fordums tider sender budskaber om slægters og enkeltpersoners liv og levned. En hel egns historie ligger begravet her. Enkelte slægtsnavne genkendes stadig af os nulevende, mens andre er borte i glemslens tåger. I min bedstefar, Jens Kjeldsens optegnelser fra 1948 er der bevaret nogle beretninger om slægtled, som for længst er borte. En af disse beretninger drejer sig om min tipoldemor, Mariane, hvis gravsten jeg ofte har følt mig draget af. Den står stadig på kirkegården og er ikke svær at finde, skønt gravstedet nu er under afvikling. Når den østlige gitterlåge er smækket i, skal den besøgende blot fortsætte nogle få skridt hen ad kirkegårdens flisegang for derefter at dreje stik mod syd og tage sigte mod den store hængebirk. På den næstsidste matrikel før det sydlige dige – som nærmeste nabo til ”FARVEL LIILE PER´s” – vil man finde en gravsten, der med vore dages øjne nok vil forekomme lidt ydmyg og undselig. Den står opret, er hugget ud af koksgrå granit, og inskriptionens forgyldninger er for længst regnet bort. Engang sad en lille due af bly og holdt øje med bogstaverne fra oven; men grådige pilfingre har for adskillige år siden sørget for, at duen fik en anden skæbne, end den var tiltænkt. Herunder hviler de sidste, formuldede jordiske rester af Mariane Kjeldsen (1809 –1890) samt hendes to ægtemænd Jens R. Kjeldsen (1776 – 1853) og Anders Nielsen (1825 – 1876). Nederst er stenen udstyret med et forhåbningsfuldt ”Hvil i Fred”.

Mariane Rasmusdatter blev født på ”Tagkærgaard” ved Mårup i 1809 – ”det år, spaniolerne var her”, som hun ifølge min bedstefars optegnelser skal have fortalt sine efterkommere. Det var, mens Grundtvig og B.S. Ingemann stadig levede, og H. C. Andersen bare var 4 år gammel. Om hendes udseende sagdes det, at hun var ”lille og fiks med anlæg for Krøller”. Mariane blev gårdejer Jens Rasmussen Kjeldsens tredje hustru. Han var på det tidspunkt blevet enkemand hele to gange og var allerede en gammel mand med langt, hvidt hår. Han var født i 1776 – samme år som den amerikanske uafhængighedserklæring var blevet underskrevet – og var 12 år gammel ved stavnsbåndets ophævelse i Danmark. Ved giftermålet var han 33 år ældre end Mariane. Jens Kjeldsen var blevet selvejerbonde i 1808, da han købte gården lige øst for kirken, Tirstrup Matr. nr. 3a for 15.ooo Rigsdaler. Den blev frikøbt fra Nøruplund, men havde allerede da i flere generationer været i hans slægts varetægt. Dette vides på grund af en folketælling fra 1780. Gården fik mange år senere navnet ”Toftlund”. Da havde den fået tilføjet en del tilgrænsende jordlodder og strakte sig efterhånden over 20 matrikelnumre. Jens og Mariane fik tre børn, Niels Kjeldsen Jensen, Marie samt Mine, der var svagelig. Efter nogle års ægteskab døde Jens i en alder af 77 år, og Mariane stod alene tilbage med gården.

Imidlertid var der en ung karl på gården, som hed Anders Nielsen Klemmensen. Han var 28 år gammel og ”fik Indpas hos Bedstemoder”. Til trods for protester fra omgivelserne, var det alligevel følelserne, der løb af med de to. ”Kvinder var den Gang ligesom nu, naar de vilde giftes, saa vilde de giftes”. Og den 8. oktober 1853 giftede Mariane sig med sin 16 år yngre frier. Det var i øvrigt ikke dengang muligt for kvinder at besidde fast ejendom. Det fortælles, at Anders Klemmensen i starten var en pæn og dygtig karl. Men der gik ikke lang tid, før hans nyerhvervede status som gårdejer begyndte at stige ham til hovedet. Han skejede mere og mere ud, drak og holdt store gilder, gik på kroen og ”Mariane blev hans ydmyge Tjenerinde, der maatte varte ham op i hans Urimeligheder. Han stillede store Krav for sine Bekvemmeligheder og vilde dominere”.

Marianes søn, Niels, der nu var voksen, behandlede han som en tjenestedreng på gården. Det brød Niels sig ikke om. Han gik derfor sine egne veje. Han drog for en tid land og rige rundt som assistent for en møllebygger, gik på jagt, når han kunne komme til det og udviklede sig til en habil skytte. I 1864 deltog han i krigen mod Tyskland. Han var med til at dække tilbagetoget ved Dannevirke d. 6. februar og deltog i det berømte modangreb d. 18. april. Mariane havde sammen med Anders Klemmensen og andre fra deres husstand besøgt soldaterne på Als, og hun gik nu derhjemme og frygtede for Dybbøls videre skæbne. Efter Dybbøls fald blev budskabet spredt ud over hele landet. Mange danske soldater var faldet, og Mariane måtte gå i mange dage i en forfærdelig uvished om sin søns skæbne. De fleste soldater, som var i stand til det, sendte besked til deres pårørende; men Mariane modtog intet livstegn fra sin søn. ”Bedstemoder ventede bange, saa ham i Tankerne ligge blaa og blodig dernede og havde næsten opgivet at se ham mere.” Langt om længe kom der endelig midt om natten en postillon fra Århus. Den medbragte en seddel, der lakonisk meddelte: ”Jeg er tagen til Fange og bliver ført sydpaa. Jeg ved ikke hvorhen.” Da blev Mariane naturligvis glad. Hendes søn var i live. Efter at have siddet i fangenskab i nærheden af Ejderen et stykke tid, kom han hjem som en fri mand. Han måtte dog i mange år derefter jævnligt stille op til efterkrigstjeneste. ”Fader kom hjem fra Krigen i god Behold, oprettede en Skytteforening og var i en Tid interesseret i en meget smuk Krigsenke i Hyllested. Han gik med Bøssen langt omkring og fandt sig mange venner. Den Gang kunde man gaa, næsten hvor man vilde.” Den 20. juni 1866 blev Niels imidlertid gift med Ane Kirstine, født Lund. De købte gården på den sydlige side af byens gade og kaldte den ”Smedegaarden”. Den hedder i dag ”Kjeldsminde”.

Anders Klemmensen havde nu i flere år været enehersker på Niels´ fædrene gård. Efterhånden var han blevet træt af det gamle stuehus, og i 1868 beordrede han det bygget om. Han ønskede et større og mere fornemt hus, da han nu opfattede sig selv som noget nær det herskabelige. Det fortælles, at da ombygningen netop skulle iværksættes, sad Anders Klemmensen en lørdag aften på Tirstrup Kro og solgte det gamle stuehus til nedbrydning. ”Søndag Morgen, da Pigerne sad og malkede, kom han ud og gav Ordre til at rydde alt ud af Huset. Pigerne grinte og sagde til hinanden: ”Han er fuld!”. Han hørte Bemærkningen, vendte sig om og gav en skarp Ordre. I løbet af Søndagen kom man med Vogne og hentede, hvad der kunde bruges, og det gamle Stuehus blev genopført i en Lavning lidt nord for Egsmark.” Det nye, der blev bygget, blev et efter den tids forhold udmærket og rummeligt stuehus med mælkekælder, gipslofter og bræddegulve i de pæne stuer, mens bryggers og bagestue fandtes i en anden længe. Alle bygninger var forsynet med stråtage. Hele gården brændte dog ned i 1884 – flere år efter Anders Klemmensens død – hvorefter den blev genopbygget i den omtrent nuværende grundplan. At Anders Klemmensen var en driftig mand, kan der ikke herske nogen tvivl om. Min bedstefar fortæller: ”Ved Køb og Magelæg både i og før min Faders Tid fik man flere gamle Bopladser ind under Gaarden og efterhaanden de gamle Bygninger nedrevne. Op vest for Gaarden gik en næsten offentlig Vej op til ”Gaardkrogen”, som det kaldtes. Denne Vej tilhørte nærmest Bymændene og blev af Anders Klemmensen købt for Kaffepunche.”

Anders Klemmensens vilde udskejelser ville imidlertid ingen ende tage. Den 6. august 1871 var de lige ved at få katastrofale følger for familien: ”Jeg har hørt fortælle, at Anders Klemmensen var en Aften i Kroen sammen med en ret udspekuleret Mand, Anders Kræmmer, som havde en smuk Urkæde, Anders Klemmensen fik lyst til. De handlede således, at Anders Klemmensen skulde give en Bygkerne for det første Led og siden dobbelt op for hvert følgende. Løselig regnet ud blev det til saa meget, at Anders Klemmensen ikke kunde betale det med hele Gaarden. Der blev intet skrevet, men der var Vidner paa Handelen. Anders Klemmensen gik lidt slukøret hjem og var Dagen efter meget nedtrykt. Bedstemoder blev snart klar over Situationen, fik fat i Fader og med List og Lempe fik de en hurtig Handel i Stand, saa Fader blev Gaardens Ejer.” Et generationsskifte i de tider fordrede en tur på Tinghuset i Ebeltoft. Derfor måtte en charabanc og et par iltre køreheste i al hast gøres klar. Således fik Anders Klemmensens skalten og valten med gården en brat afslutning, og fra d. 7. august 1871 var Marianes søn, Niels Kjeldsen Jensen, gårdens ejer.

Ejerskiftet var ikke problemløst for det unge par, Niels og Ane Kirstine. Anders Klemmensen forlangte 15.000 Rigsdaler og stillede derudover en række meget hårde betingelser. Han ønskede at beholde huset og haven som sit eget domicil, og dertil kom en pige til opvartning. Han krævede hest og køretøj, gårdens bedste ko til eget brug udtaget 2 gange årligt samt får og gris til slagtning – alt sammen i den bedste foderstand. Desuden skulle han hvert år have tildelt hør, 10.000 gode tørv, 2 favne brænde, 4 tønder kartofler, ost, boghvedegryn, byggryn og –mel. En gang om måneden skulle der afleveres 50 Rigsdaler og hver uge endvidere leveres øl, 2 store rugbrød samt 1 sigtekage. I fald Marianes svagelige, hjemmeboende datter Mine skulle overleve sine forældre, skulle Niels og Ane Kirstine overtage forsørgerpligten over hende samt udrede arv til Anders Klemmensens mor og søskende. Disse mange betingelser for skiftet betød hårdt arbejde for Niels og Ane Kirstine. De drev landbruget og boede fortsat på ”Smedegaarden”, men måtte derudover hver dag gå tværs over vejen for at arbejde på Niels´ fædrene gård. I 1876 kom der dog lysere tider. ”Da Anders Klemmensen døde i 1876 drog Fader og Moder et Lettelsens Suk og flyttede op i Gaarden, og Bedstemoder over i Haven. Anders Klemmensen var kun 51 Aar. Havde han levet længere, kunde han have lagt mine Forældre øde.”

For Mariane gik livet videre endnu nogle år. Hun havde overlevet sine to mænd med den indbyrdes aldersforskel på 49 år. Hun fik ingen børn med Anders Klemmensen; men tilbragte de sidste 14 år af sin alderdom i et lille hus, der lå i udkanten af haven. Det blev senere kaldt ”Mappes Hus”, da enken Madam Schumacher i adskillige efterfølgende år boede i huset. I dag ligger der på denne grund en forhenværende vandværksbygning. Måske var disse sidste år nogle af hendes lykkeligste? Det kan man kun gøre sig forestillinger om. Min bedstefar fortæller: ”Vi børn løb stadig over til Bedstemoder, boede hos hende, og dette gamle Hus summede meget af vor Barndoms Glæde. Fader kom der over hver Dag til Morgenkaffe. Han havde altid travlt, og Kaffen skulde helst være parat, naar han kom. Den Gang fik man ikke Kaffe over hele Linien om Morgenen. Bedstemoder gik ogsaa meget paa Gaarden og hjalp til, sad ellers mest og spandt baade uldent og linned, saa vi fik et stort Oplag. En stor Kiste fuld af hjemmegjorte Sager stod paa Loftet og gik tabt ved Branden. Hos Bedstemoder samledes tit flere Koner, naar de hentede Vand fra Brønden udenfor, og jeg har tit ligget i Sengen derovre og lyttet til deres Snak. Bedstemoder døde 3. April 1890 og blev begravet 2 Dage før min Konfirmation. Hun laa syg den sidste Vinter. En gammel, overtroisk Kone, som skulle passe hende, mente at kunde høre Varsler”.

Mariane nåede at blive 81 år. Hun var måske af oprindelse en vældig almindelig kvinde for sin samtid. Og dog blev hendes liv langt og til tider fuldt af dramatiske begivenheder. Intet menneske kan vel i øvrigt betegnes som ”almindeligt”? Under hver eneste gravsten hviler de jordiske rester af unikke skæbner, der tilsammen udgør et lokalt stykke af Danmarkshistorien. Tænk, hvis man blot et øjeblik kunne få gravstene til at fortælle…!

I sin indledning skrev min bedstefar: ”En Slægts Levnedsløb er en hel Historie, men for bare Travlhed bliver den sjældent skreven, og eftersom en Generation gaar bort, forsvinder et Stykke Historie i Glemsel. Kunde vi kalde de gamle, stoute Bondeskikkelser frem, vilde de fortælle meget – og tilmed forundre sig over de Forandringer, der er sket.”

”Smedegaarden”, nu ”Kjeldsminde” ejes i dag af Lissi Maarslet, der er et tipoldebarn af Ane Kirstine og Niels Kjeldsen Jensen. Gården ”Toftlund” er ikke længere i slægten Kjeldsens eje, men ejes i dag af Heine Madsen.

Beretningen om Mariane og hendes to mænd er baseret på ”Nogle Blade af Gaarden Toftlund og Slægten Kjeldsens Historie”, samlede og optegnede af Jens Kjeldsen, Tirstrup, dateret august 1948. Jens Kjeldsen var min bedstefar. Han døde tidligt i min barndom, da han var 82 år gammel. I en del af sin alderdom var han optaget af at lave optegnelser og skrive slægtshistorie.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.