Oure - Syv søskende

Polakhuset ved Broholm

Jeg blev født i Boelsmose mellem Oure og Lundeborg i 1935. Vi boede i De syv søskendeet lille bindingsværkshus med stråtag. Da vi efterhånden var syv søskende, blev huset for lille, så mine forældre solgte huset og flyttede ind i et af Broholms huse, som var lidt større og lå lidt tættere på gården. Det hus vi flyttede ind i hed “Davrehøjhuset”. Det lå i den nordvestlige ende af Oure sogn og ca. 50 meter fra Tangeåen, som dannede skel mellem Oure og Gudme sogne. Da Broholm ligger i Gudme sogn, skulle vi passere sognegrænsen, når vi skulle til Broholm.
Far var røgter på Broholm gods og mor var malkekone.

“Davrehøjhuset”, blev altid kaldt ‘Polakhuset’. Dette navn har det sandsynligvis fået, fordi det var bygget til en polsk familie. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet manglede landbruget arbejdskraft, specielt til sukkerroerne. Der kom mange polakker til landet, især til Lolland og Falster samt Sydsjælland, hvor der blev dyrket mange sukkerroer. Men også på Fyn blev der dyrket sukkerroer.

Huset i Boelsmose, hvor vi boede fra 1933 til 1942.
Det var hovedsagelig unge polakker, både karle og piger, der kom til landet. Arbejdet med sukkerroer bestod i at hakke (udtynde og renholde) dem, samt hjælp til optagning og transport. Efter at sukkerroerne var blevet taget op og lagt i roekule om efteråret, blev de i løbet af efteråret og vinteren kørt til den nærmeste station og læsset i godsvogne for at blive transporteret til sukkerfabrikken. På Broholm blev roerne kørt til Gudme station, hvorfra de blev transporteret til sukkerfabrikken i Odense eller måske til fabrikken i Assens.

Mange af de unge polakker fik fast arbejde på gårdene og mange blev gift med danske piger eller karle og på den måde blev de integreret i det danske samfund. Den dag i dag støder man ofte på polske navne overalt i Danmark.

“Polakhuset” (Davrehøjhuset) var et meget dårligt hus. Det var opført i en halvstensmur uden isolering i hverken vægge, gulv eller på loft. Vinduerne var med et lag glas, og både døre og vinduer var utætte. Der var bræddegulv i næsten alle rum. I enkelte rum var bræddegulvet så råddent, at vi ikke kunne bruge rummene. I køkkenet var der lagt bræddegulv oven på et betongulv. Bræddegulvet standsede ca. en halv meter fra komfuret – vel nok af brandsikkerhedsmæssige årsager. Når vi fejede gulvet i køkkenet, var det let at feje alt snavset hen omkring komfuret og ind under bræddegulvet. Men det måtte vi ikke for vor mor. Hun blev sur, når hun så det.

I det værelse, som vi brugte til børneværelse var der plads til to senge. Den ene kunne vi ligge to børn i, og den anden kunne vi ligge tre i. I det ene hjørne stod en gammel kakkelovn, som efterhånden var fyldt op med papir og andet affald. Men den var for farlig at tænde op i. Om natten hørte vi ofte, at musene rumsterede derinde, og en gang imellem kunne vi også høre, når rotterne løb hen over gulvet.
Inde bag dette værelse var der et ret stort rum, som ikke blev brugt til noget særligt. Det hed ‘den bageste stue’. Der stod lidt gammelt skrammel. Og så brugte jeg det en gang imellem, når jeg ville være alene for at fundere over tilværelsen.

Vi opholdt os næsten altid i køkkenet, både om dagen og om aftenen. Der var et komfur, hvor vi fyrede med brænde eller tørv. Brænde fik vi gerne fra en af Broholms skove. Jeg tror, det var en del af Far’s løn. Tørv hentede vi i Skelmose ved Gudme. Det var dårlige tørv. De var fyldt med ler, og så var de altid våde. Der var ikke meget brændværdi i dem. Det meste blev til aske.

Komfuret havde tre kogesteder samt en vandgryde i den ene ende. Rundt om komfuret var der monteret et messingrør sådan i omkring 10 cm afstand fra komfuret. Det var nok monteret af sikkerhedsmæssige årsager. På dette messingrør hængte altid en ringkrog, som anvendtes til at tage ringene af og på kogestederne. Hvor mange ringe, der skulle tages af eller lægges på, afhang altid af grydens eller stegepandens størrelse. For enden af komfuret, i den ende hvor vandgryden var, stod en brændekasse, hvor der opbevaredes brænde eller tørv til ca. et døgns forbrug. Når brændekassen var helt eller delvis tom, var den et godt gemmested, når vi legede gemme. Til den ene side i køkkenet var spisekammeret, et kalket, fugtigt, koldt og muggent rum med musehuller i gulvet. Når mor f.eks. satte en stegepande med lidt fedt i ind i spisekammeret, kunne vi næste dag se, når musene havde været der. I den modsatte ende af køkkenet var der en stue, hvor der stod et spisebord med stole og et dækketøjsskab. Og så havde Mor nogle blomster i vinduerne. Ikke noget med lænestole eller andre luksusmøbler. Stuen blev kun brugt, når vi havde gæster, og det skete ikke så ofte. Endvidere brugte vi stuen juleaften. Inde bag ved stuen var soveværelset, hvor Far’s og Mor’s senge stod. Og så var der en seng mere, hvor der lå et par af de mindste børn. I soveværelset var der endvidere et servantebord, hvorpå der stod et servantestel bestående af et stort vaskefad, hvor der indeni stod en stor kande. Servantestellet blev kun brugt, når vi havde ‘doktor’. Når ‘doktoren’ kom, blev der sat en kande lunkent vand frem. Det var sjældent, vi havde ‘doktor’. Det skete oftest i forbindelse med fødsler. Små dagligdags skrammer og stød, var Mor en mester til at klare. Endvidere var der i soveværelset et toiletmøbel med et stort spejl.

I haven dyrkedes kun kartofler og lidt grønsager. Blev der et lille hjørne til overs, så såede Mor gerne nogle sommerblomster. Der var nogle ganske få stauder samt ribs-, solbær- og stikkelsbærbuske. Mor havde en fuchsia, som hed ‘Kristi Bloddråbe’. Den havde hun fået af sin plejesøster Kirstine, og den værnede hun meget om. Hun tog den med, da vi senere flyttede til Mullerup og hun tog den med, da Far og Mor senere flyttede fra Mullerup. Der var ikke indlagt elektricitet i ‘Davrehøjhuset’. Vi havde nogle få petroleumslamper. Lokummet var i et hjørne af brændehuset, som lå for enden af beboelsen. Lokumspapiret var dagens avis (Svendborg Avis), som blev revet i små firkanter og lagt ud ved lokummet. Avispapiret var temmelig glat til formålet, men så skulle vi bare krølle det mellem fingrene, så blev ‘vedhængsevnen’ straks mindst 100 % bedre. Det var vor Mors opgave at tømme lokumsspanden. Med 11 mennesker i huset blev den hurtigt fyldt. Mor gravede indholdet ned ude i haven – gerne omkring bærbuskene. Det gav nogle store, flotte bær.

Der var en brønd nede ved åen, som løb forbi ca. 50 m fra huset. Brønden lå 5-10 m fra åen, så der var altid vand i brønden; men der var også altid vandrotter i og omkring brønden. Vandet pumpede vi op i en zinkspand ved hjælp af en alm. håndpumpe. Somme tider virkede pumpen ikke, fordi pumpelæderet var slidt, men når vi spædede lidt vand i, så gik det fint. Der var både vandrotter og frøer i brønden og sikkert også noget beskidt vand fra åen. Det var noget ulækkert vand og sikkert også sundhedsfarligt. Men den gang var folk ikke så sarte. Man fik sin daglige dosis, og havde en god modstandskraft. Vi sagde ofte, at det kom sig ikke så nøje med hygiejnen, for ‘vi skal alligevel have 7 pund skidt om året’.
Der blev imidlertid gravet en ny brønd tættere ved huset i 1943. Det var en brøndgraver fra Brudager. En høj kraftig mand med en ekstraordinær høj cykel. Han havde gerne bundet sine redskaber på siden af cyklen. Derfor var han nødt til at trække cyklen. Han gik altid med højre albue på sadlen og venstre hånd på styret. Og sådan gik han hele vejen fra Brudager til Broholm. En strækning på ca. 5 km. Først skulle han finde vand. Det skete ved hjælp af en pilekvist. Han fandt vand et sted lige ud for bryggersdøren på modsat side af markvejen, der gik forbi huset. Brøndgravningen foregik på den måde, at han først gravede et hul, der i diameter og dybde passede til brøndringen. Derefter blev den første brøndring placeret ved hjælp af et primitivt hejseværk. Når ringen var placeret gravede han videre samtidig med, at den første brøndring gled nedad i hullet. Når han var så langt nede, at næste ring kunne placeres, blev den placeret ovenpå den første. Han gravede videre til den tredje ring osv. Brønden blev omkring 6-8 m dyb. Der blev lagt dæksel på og en ny pumpe placeret.

Der var mange rotter ude omkring huset. I høsttiden, når Broholm kørte korn hjem, blev der tabt en del på vejen. I den tid kunne vi om morgenen eller om aftenen se snesevis af rotter sidde på vejen og æde korn. Vi jagtede dem ofte med slangebøsse eller med hjemmelavede flitsbuer og pile, men de var meget svære at få ram på. Ude omkring det store egetræ, som stod på modsatte side af vejen, var jorden på skråningen ned mod engen næsten helt gennemvævet af rottehuller og -gange.
På et tidspunkt kom der en ‘rottemand’, som pustede noget gul røg ned i rottehullerne. Det havde ikke den store effekt. Kort tid efter var der lige så mange rotter igen.

Vore tvillingsøstre ,Inger og Bodil, blev født i Polakhuset. Da Mor fik veer cyklede Far hen til Albjerg, 2-3 km borte og hentede jordemoderen, som var gift med en landmand. Han hed aldrig andet end “jordemodermanden”, så derfor kan jeg ikke huske hans navn.

Jordemodermanden spændte en hest for en vogn og transporterede jordemoderen hen til os om aftenen den 8. december 1943. Jordemoderen havde en meget stor brun taske med. Far havde gjort servantekanden klar med lunkent vand og stillet det ind i soveværelset ved siden af Mors seng. Nogle af os børn overnattede den nat ved nogle naboer. Vi andre blev alle lagt i seng til sædvanlig tid ved ottetiden. Der var ikke noget med, at vi skulle se fjernsyn eller høre radio først, for fjernsyn eksisterede ikke, og radio havde vi ingen af.

Ud på natten til den 9. december 1943 kom Far ind og vækkede os og fortalte, at Mor havde fået to små piger. Og så sov vi videre. De følgende dage kom områdets koner for at lykønske Mor. Flere kom med “Kijafa”-vin, som var lavet af kirsebær og brygget af Svendborg Vinkompagni. Kijafa blev gerne kaldt ‘jordemodervin’ fordi det var almindeligt at give det som barselsgave. Også inspektør Nielsens frue fra Broholm kom. Hun havde sin datter Ellinor, med. Inspektør Nielsen var en betydningsfuld mand på Broholm, en mand som man lettede hatten for, og som man sagde ‘De’ til, så det var en meget stor ære at få besøg af hans frue og datter.

En vinterdag, da jeg mødte Inspektør Nielsen på vej hen til Broholm, rev jeg min skindhue af for ham. Men Inspektøren belærte mig om, at når jeg havde en skindhue med hagerem på, så skulle jeg ikke lette på hatten. Hvis jeg havde en alpehue på, skulle der heller ikke lettes på den. Det var kun, når man havde hat eller kasket på, at der skulle “lettes hat”.

Mor’s plejesøster, Kirstine Jensen, der var gift med husmand Thorvald Jensen, Thurø, kom ofte og besøgte os. Kirstine var en venlig og rar dame. Hun holdt meget af sin plejesøster (vor mor) og os børn. Kirstine havde lidt ondt af os alle, fordi vi boede under så elendige forhold i ‘Polakhuset’. Kirstine var af den bestemte opfattelse, at det var Guds vilje, at vi skulle overleve under disse forhold.
Jeg var som barn meget bevidst om, at vi boede under usle forhold i ‘Polakhuset’, men følte ikke i hverdagen, at det var så slemt, eller at vi manglede noget. Mor var god til at lave mad, og vi fik mad hver dag, og så havde vi det tøj, vi skulle bruge.

Vi var jo mange søskende, der altid kunne finde på noget at foretage os. Vi boede nær ved skoven, åen, engen, landevejen og et gammelt tørreri. Der var altid noget, vi kunne lege med eller kigge på. Legetøj havde vi ikke meget af. Ja vi havde faktisk ingenting. Det var der ikke råd til. Drengene havde alle sammen en lommekniv som vort eneste legetøj. Og som dreng behøvede man heller ikke mere. Lommekniven kunne bruges til mange ting. F.eks. lavede vi fløjter af pilekviste, skar piber af hyldebuske, skar initialer i træerne i skoven og lavede heste, grise og køer, når der skulle leges bondegård. Og mange andre ting kunne vi lave med en kniv. En gang tabte jeg min lommekniv ved Lundeborg skole. Det var en katastrofe for mig. Kniven var uundværlig. Og så var den næsten ny og havde været dyr. Næsten 5 kr. havde den kostet. Jeg turde ikke fortælle Mor og Far det. På en eller anden måde fik jeg fat i en femkroneseddel, som jeg ville købe en ny lommekniv for hos købmanden i Lundeborg. Han havde nemlig en liggende næsten magen til den, jeg havde tabt. Jeg gik i lang tid med femkronesedlen i min skjortelomme. Men en dag tabte jeg den ud af lommen hjemme i køkkenet. Den blev fundet af mine søskende og afleveret til vor mor, som ikke kunne forstå, hvor den kom fra. Jeg sagde ingenting. Og mor lod den indgå i husholdningspengene. Der gik lang tid, inden jeg fik en lommekniv igen.

I vintertiden, når der var sne, var der ikke gummistøvler til os alle. Vi måtte skiftes til at bruge dem, vi havde. Jeg var den, der bedst kunne passe Mor’s gummistøvler. De var et par numre for store, og så havde de høje hæle. Når jeg kom i skole med dem, skyndte jeg mig at gemme dem inde under en skohylde, og så gik jeg i strømpesokker inde i skolestuen. I frikvartererne var jeg sjældent ude at lege. Enkelte gange, når jeg var ude, stillede jeg mig gerne hen i noget sne, og blev stående der, så ingen kunne se Mor’s gummistøvler. Jeg var temmelig flov over at gå i dem. Far og mor var kede af at bo i det usle polakhus, så november 1947 flyttede vi til Mullerup, hvor vi fik et bedre hus – endda med elektrisk lys.

 

1 svar
  1. Otto Højte siger:

    Det er en interessant beskrivelse, især for mig der er en årgang 1937 født og opvokset i Oure. Brøndgraveren der beskrives, må være Frandsen der boede i Holmdrup Mose i en gammel rønne. Der fortaltes om ham at han havde geder som han satte op på køkkenbordet, malkede og derefter drak han mælken, som nok var en væsentlig del af hans ernæring. En lidt nærmere placering af Polakhuset savner jeg dog, for det er nok jævnet med jorden for længe siden.

    Med venlig hilsen
    Otto Højte
    Middelfart

    Svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar til historien?
Deltag endelig - tilføj din kommentar nedenfor!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.