Landsbyhistorier.dk

Et drama fra klitterne

I begyndelsen af 1890-erne startede arbejdet med at omdanne klitterne til det, vi i dag kender som Hvidbjerg Klitplantage. Her lå, mellem gården Lomborg og den nyopførte plantørbolig, et lille stråtækt hus – kaldet ”Krøb’l Nielses hus”.

I 1891 fik den unge forstkandidat Hans Marinus Jensen ansættelse hos klitplantør Eskesen. De store klitarealer, som staten havde erhvervet, skulle omdannes til plantage. Forstkandidaten var 26 år gammel, livsglad, afholdt af arbejderne og højt værdsat af sine overordnede. Han var ugift, da han tiltrådte pladsen, men forlovet med Marie Elisabeth Enemark, 32 år gammel.

Begge stammede fra langt mildere egne i det sydlige Jylland, så omplantningen til det barske Thy var stor – især for hende, der blandt andet havde tjent ved zarhoffet i Sct. Petersborg. Det var næppe noget lykkeligt par, der efter giftermålet flyttede ind i den ensomt beliggende tjenestebolig. Marie var syg på sjæl og legeme, og parret var blevet viet i en sygestue, så hun måtte bæres ind i sit nye hjem. Hun kom en smule til kræfter, så hun kunne deltage lidt i den daglige husførelse, men hovedparten af arbejdet med madlavning, rengøring og opfyring måtte manden tage sig af. Hun havde ingen kontakt til andre mennesker, og når manden var på arbejde, lå hun alene med sine tanker, sine religiøse grublerier, sin selvbebrejdelse over forholdet til sin ejegode mand, som hun uden tvivl var meget forelsket i.

En mårfamilie holdt til på loftet. Nu og da rumsterede disse dyr, så det lød som fodtrin af mange mennesker, mus peb og gnavede i sengehalmen, vinden susede omkring det ensomt beliggende hus – det var et mareridt for det syge sind. Den 23. januar om aftenen gik hendes mand til købmanden i Svankjær for at gøre indkøb til husholdningen. Han købte også en del ammunition. En mårfamilie skulle udryddes, sagde han til købmandskonen. ”Det skal De ikke gøre, mårene holder alle andre udyr borte fra det sted, hvor de holder til”, svarede hun ham.

Det blev de sidste ord, han vekslede med nogen.

Da han kom hjem, fandt han Marie liggende død i sengen. Dræbt af et skud i hovedet Hans fortvivlelse var ubeskrivelig. Han antændte et bål. Huset skulle brændes, så der intet var tilbage, der kunne minde om de to menneskers bristede lykkedrøm.
Da ilden havde godt fat, gik han ud i forstuen, ladede geværet, satte tåspidsen ned på den spændte aftrækker… og døde.

De fik deres sidste hvilested på Hvidbjerg v. Aa kirkegård – helt op mod østdiget.

Det nedbrændte hus blev aldrig genopført, og snart bredte plantagen sig over de sandede agre og de store klitstrækninger.

På det sted, hvor de to ulykkelige mennesker endte deres dage, er der i dag en lille jordhøj, hvor der i siden er indsat den sten, som stod på deres grav.(Det var den senere plantør Ravn, der sørgede for, at dette minde blev rejst). Under parrets navne står ordene fra Mattæus evangeliets 7. kapitel:

Dømmer ikke, for at I ikke skal dømmes.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.