Smuglere i Hundested

Jeg fik plads hos Niels Jørgen Svendsen i Annexgården i Sem lige efter min konfirmation i 1952, da jeg var 13 år. Han var vores nabo, så jeg havde ikke langt hjem. Min løn for hele sommeren var 600 kr. Jeg kom til at bo i et værelse, der lå lige ved siden af hestestalden – men med egen indgang. Det var ikke en selvfølge den gang. Værelset må have været koldt om vinteren. Det har krævet selvdisciplin at stå op om morgenen og vaske sig i koldt vand. Heldigvis var det mange steder muligt at smutte ind i køkkenet til pigen og få en sjat varm vand fra vandkedelen eller grisen, det lille rum bagest i komfuret. Men der var ingen tvivl om, at man var blevet vågen, når man mødte på arbejdet. Min mors familie stammede fra Mellerup, hvor de havde været knyttet til kredsen omkring valgmenigheden og friskolen.

Jeg kom til at tjene hos min farbror i Støvring. Lønnen var 2.500 kr. for hele året. Det var ikke nogen dårlig løn, men ting kostede. F.eks. måtte man betale mellem 300 – 500 kr. for et sæt tøj, så der var ikke plads til de store udskejelser.

Om sommeren spillede jeg på Støvrings håndboldhold. Der var den gang et ret stort mejeri i Støvring. Mejeristerne, der var i 30-erne, boede gratis på mejeriet og fik så god en løn, at de havde egen bil. Mens alle de andre hold kom asende på deres cykler til kampene, kunne Støvrings håndboldhold stige ud af bilen friske og udhvilede – klar til at spille. Det gav lidt status, men ikke i Gjerlev, der var kendt viden om for sit meget velspillende hold. Når vi spillede mod dem, fik vi bank.

De nye tider var så småt begyndt at slå igennem. Der blev færre arbejdspladser på landet, og forståelsen for, at viden og uddannelse var vejen frem, var stigende. Mine forældre var interesserede i, at jeg kom på skole. Valget faldt på Mellerup Ungdomsskole. Det var tæt på min familie. Opholdet varede fra november til april. Vi blev undervist i dansk, regning og orienteringsfag.

I to år – fra november 1956 – 1958 arbejdede jeg på Højstedgård i Stouby. Jeg blev meget forbavset, da jeg opdagede, at det var min farfar, der havde bygget og ejet gården i begyndelsen af det 20. århundrede. Ejeren var en ældre mand. Han havde ikke mod på at binde an med det nymodens. Vi gik stadig bag hestene i marken, kørte med kassevogn og høstede med binder, mens vi kunne se karlene fra de andre gårde køre rundt i markerne med traktorer og nye redskaber.

I min næste plads – hos Ahm i Gjerlev – oplevede jeg, hvordan det var at arbejde på et mere tidssvarende landbrug. Jeg kørte som de fleste af mine kammerater med en Ferguson traktor.

I fritiden spillede jeg på Gjerlevs fodboldhold. Klubben havde en flot bane med klubhus og omklædningsrum. Det var ikke almindeligt. Ingen på holdtet havde biler, så vi måtte ase på cykelen til Hald, Linde, Råby og Havndal, når vi skulle spille udekampe.

Om lørdagen mødtes jeg med mine venner til bal rundt om i forsamlingshusene. Det var foreningsballer, hvor kun medlemmer havde adgang, så folk var gerne medlem af en seks – syv forskellige foreninger. Det kostede ikke mange kroner. Man mødte op mellem kl. 20.00 og 22.00, og ballet sluttede som regel allerede kl. 24.00. Var orkesteret villig til at spille til overdans fra kl. 24.00 til kl. 1.00, stillede karlene op på en række og marcherede rundt i salen. Kassereren stillede sig op langs rækken og modtog de penge, den enkelte karl ville betale for overdansen. Det var sjældent folk var berusede, for man kunne ikke købe spiritus i forsamlingshusene. Lige da det var blevet renoveret, var der ofte bal i Sem Forsamlingshus. Jeg boede ikke hjemme, men var dog med et par gange. Pludselig ankom en taxa med folk fra Assens eller Dania. En af pigerne, der var beruset, sad i bilen og drak øl af flasken. Det var vi ikke vant til at se, og jeg brød mig bestemt ikke om det.

Fra Gjerlev flyttede jeg til Mellerup, hvor jeg arbejdede som karl hos min bedstemor, indtil jeg i 1959 blev indkaldt til flyvevåbenet. Bedstemor kunne der fortælles meget om. Det var blandt andet hende, der forfattede den tekst, der står på digteren Jacob Knudsens gravsten. Hun var søster til en anden dansk digter – Valdemar Rørdam. Efter de tre måneders grunduddannelse i Jonstruplejren blev vi overført til Flyvestation Skrydstrup. Jeg arbejdede i brand- og redningstjenesten. Hver gang et fly lettede eller landede, skulle vi være ved landingsbanen med en ambulance og slukningsmateriel. Og kunne hjulene ikke slås ud, var det os, der skulle sprøjte skum ud på landingsbanen. Det var ikke noget hårdt arbejde. Vi havde god tid, men vi levede så afsondret, at vi måtte køre i bil, når vi skulle op og spise i kantinen. Da jeg kom hjem fra militærtjeneste i foråret 1960, var der kun få ledige pladser, men jeg var heldig at få arbejde hos Chr. Andersen i Hem.

I vinteren 1960 – 61 var jeg elev på Ask Højskole. Der var to linjer: Forberedelseslinjen, hvor ”manden fra ploven” blev undervist, så han kunne søge optagelse på et seminarium. Tanken om at blive lærer som min storebror strejfede mig, men jeg valgte alligevel landbrugslinjen. Udsigterne til at få sin egen ejendom var ikke lyse – og jeg var vel heller ikke rigtig interesseret, så jeg søgte ind til politiet. Jeg bestod alle prøver, men efter en lægeundersøgelse blev jeg afvist.

Jeg vendte tilbage til landbruget. Denne gang til en plads i Dalbyover, hvor jeg tjente 1.000 kr. om måneden. Det var en god løn, men jeg var ikke længere glad for at arbejde i landbruget. I efteråret 1961 havde jeg heldet med mig, da jeg søgte ind hos toldvæsenet. Den 1. april startede jeg min uddannelse i Helsingør. Det var ellers normalt, at uddannelsen foregik i København. Jeg fik udbetalt 1.100 kr. om måneden, så nu det gik fremad. De næste 13 år var mit arbejde bl.a. at undersøge om passagerer og lastvognchauffører, der ankom med færgerne fra Sverige, nu også havde husket at fortolde de indkøbte varer – i farten kan man jo komme til at glemme. Efterhånden som de små, lokale toldkontorer blev nedlagt, kom vi til at arbejde rundt langs hele Sjællands nordkyst. Også selve arbejdet ændrede sig. Til sidst skulle jeg på arbejde hver fjerde nat. Det var meget anstrengende. Det var, mens jeg arbejdede i Helsingør, jeg mødte Lis, som jeg blev gift med i 1964. Et af de sidste år, jeg var på Sjælland, kom min kollega og jeg en aften til Hundested Havn. Der var livlig aktivitet ved en af fiskerbådene. Det viste sig, at tre familier havde været på en tur til Helgoland, hvor de i rigeligt mål havde forsynet sig med tobak og spiritus. Desværre havde de glemt, at det skulle fortoldes. Vi havde radio i bilen, men den kunne ikke nå hovedkontoret, og assistance skulle vi have. Mens min kollega kørte op i byen for at finde en mønttelefon og ringe efter hjælp, stod jeg på havnen og snakkede hyggeligt med de seks smuglere. Heldigvis havde vi ikke nævnt, hvad sådan en tur med told og bøder kunne løbe op. Det var en meget ubehagelig ventetid. Mere end en gang strejfede den tanke mig, at det kunne ende med, jeg fik mig en ufrivillig svømmetur i havnen. Jeg var lettet, da hjælpen endelig nåede frem et par timer senere.

Som de fleste andre jyder, der var ansat i politiet- og toldvæsenet, havde jeg efterhånden et stærkt ønske om at vende tilbage til Jylland. Jeg fik tilbud om ansættelse i Grenå og i Herning, men først, da der blev en stilling ledig i Horsens, slog jeg til. Min moster, der var stedkendt, vidste, at en mindre ejendom på grund af ejerens død ville blive sat til salg. Vi købte den, og satte vi den i stand. Det har siden været vores hjem. Den 1. januar 1976 blev jeg overført til momskontrollen, hvor jeg skulle kontrollere forskellige virksomheders bogføring og regnskab. Det var et dejligt roligt arbejde med faste arbejdstider og ordnede forhold. Der arbejdede jeg til jeg den 1. juli 2002 havde 40 års jubilæum. Tre måneder senere gik jeg på pension.