Landsbyhistorier.dk

Da JFK blev myrdet

Den 15. marts 1959 blev jeg sammen med min tvillingesøster Karen konfirmeret i Sem Kirke af pastor Henry Nørgaard, Hem. Vi holdt fest i Sem Forsamlingshus. Der var indbudt ca. 100 gæster, så det var en stor dag for os begge. Vi var meget spændte på, hvor mange, der kunne komme med til festen, for på den tid hærgede en meget slem influenzaepidemi, der blev kaldt A-influenza. Det var første gang, vi hørte om den slags. En af konfirmanderne besvimede ved alteret under selve konfirmationen på grund af influenzaen. Det gjorde et stort indtryk på de øvrige, der var i kirke den søndag. Den gang holdt man også andendagsgilder. Man indbød en af de følgende dage naboer og venner, der havde givet gaver eller penge til en fest i hjemmet. Senere blev der også afholdt konfirmandfester for de unge i forsamlingshusene i Sem og Hem, så der var nok at se til. En konfirmation strakte sig over flere dage – eller uger, når man regnede alle konfirmations-festerne med.

Efter konfirmationen var vi, min tvillingesøster Karen og jeg, blevet voksne. Nu måtte vi gå til bal. Vores debut foregik i Kærby Forsamlingshus. Vi cyklede hele vejen fra Sem til Kærby – en strækning på ca. otte km. Der skulle komme en dengang meget populær sangerinde, Grethe Klitgaard, og underholde. Betingelsen, for at vi måtte deltage, var, at vi skulle være hjemme igen senest klokken ét. Det var vi noget utilfredse med. Det var alt for tidligt. Der skete sjældent noget spændende til ballerne før efter midnat. Senere, da vi havde bevist, at vi kunne overholde aftalerne med vore forældrene, fik vi lov til at følges med de andre unge fra Sem. Herefter var der frit slag. Vi kunne deltage i baller både i Havndal og Spentrup.

Det første år efter konfirmationen var både Karen og jeg hjemme på gården i Sem, hvor vi var medhjælpere både inde og ude. I 1960 startede både Karen og jeg som elever på Mellerup Ungdomsskole. Jeg måtte opgive skolegangen midt i skoleåret på grund af sygdom. Jeg tilbragte tiden hjemme helt til det følgende forår, hvor jeg vendte tilbage til ungdomsskolen. Da opholdet på Mellerup Ungdomsskole var slut, fik jeg plads som stuepige hos forstander Højer. Den plads havde jeg frem til foråret 1961.

Efter nogle måneder hjemme på Annexgården i Sem, rejste jeg 1. november 1961 til København. Jeg havde fået plads i huset hos familien Saxild i Gentofte. Året efter, i 1962, blev jeg telefonistuddannet hos KTAS og fik ansættelse på Gentofte Central. Der var jeg ansat, indtil centralen blev fuldautomatiseret i 1964. Søgte man ind til KTAS, skulle man først være ansat et halvt år på prøve. Derefter skulle man bestå en optagelsesprøve, inden man kunne blive ansat som telefonistinde. En sådan stilling var den gang meget eftertragtet. Den havde høj status, for man kunne blive fast ansat og få pension, så det var ikke hvem som helst, der fik foden indenfor der. Under arbejdet blev man altid overvåget. Der blev løbende foretaget stik-prøver, så man var sikker på, at kunderne blev behandlet høfligt, og ekspeditionerne foregik korrekt. Det skete faktisk nogle gange, at jeg ekspederede min far, når han ringede til sin søster, Stinne, der boede i Gentofte. Jeg kunne genkende hans stemme i telefonen, men jeg måtte bare lade som ingenting og udføre ekspeditionen.

Fra den tid ( 1963 ) er der en episode, jeg særligt husker. Det var den fredag aften USA’s præsident, John F. Kennedy, lige var blevet myrdet i byen Dallas i Texas, USA. Den aften cyklede jeg hjem fra mit arbejde på centralen til Søborg, hvor jeg boede. Jeg havde næsten vejen helt for mig selv. Der var kun enkelte taxaer på gaden. Alle var på besøg hos venner og bekendte for at følge begivenhederne i Dallas i fjernsynet. Den gang var fjernsynet endnu kun for de få – og det var ikke i farver, så man måtte rykke sammen om de TV-apparater, der fandtes.

I 1965 blev Gentofte Central fuldautomatiseret. Jeg rejste tilbage til Jylland igen og fik ansættelse på Havndal Central, hvor forholdene var mere familiære og ikke nær så strikse som i Gentofte. I Havndal mødte jeg min senere mand, Christian Hagelskjær fra Udbyover. Han var på dette tidspunkt kontorelev på korn- og foderstoffirmaet Mercur i Havndal. Det skal i parentes bemærkes, at han gik i skole til lærer Bach i 3. og 4. klasse i Udbyover Skole. Jeg var ansat på centralen i Havndal, indtil den blev fuldautomatiseret i 1967. På det tidspunkt var Christian rejst til Silkeborg for at uddanne sig til lærer på Th. Langs Seminarium. Jeg rejste efter og fik arbejde på Resenbro Central. Vi fik en lille lejlighed i Resenbro. Samme år blev vi gift i Sem Kirke. Præsten, der viede os, var pastor Nørgaard fra Hem, den samme præst som havde døbt og konfirmeret mig. Jeg var på det tidspunkt begyndt på et nyt arbejde på en konfektionssystue i Silkeborg, fordi også telefoncentralen i Resenbro var blevet fuldautomatiseret.

Da Christian var færdiguddannet som lærer, var han i et år indkaldt til flyvevåbenet i Karup. I den tid blev vi boende i Resenbro. I 1971, da Christian havde fået stilling som lærer på en skole i Skive, flyttede vi til Salling.

I 1972 blev vores datter Mette født. Jeg var hjemmegående, indtil hun var to år. I mellemtiden havde vi købt en byggegrund i Spøttrup i Vestsalling, hvor vi byggede hus i 1973-74. Da huset var bygget, anlagde vi en have. Vi købte planter ind uden at tænke nærmere over det. Vi troede, at alt kunne gro i Salling, men vi erfarede hurtigt, at det forholdt sig helt anderledes. Den stride vestenvind var hård ved mange af væksterne og gjorde, at vi måtte indskrænke os til sorter, der kunne tåle klimaet. Det var en hel del barskere end det mildere østjyske klima, vi var vant til. Er man født og opvokset med skove og frodig plantevækst, føler man hurtigt et savn, hvis man bor i Vestsalling. Vi kører da også tit en tur tilbage til rødderne for at nyde det milde østjyske landskab med skove og anden natur, der ikke findes meget af i Salling.

I Spøttrup arbejdede jeg på en lokal systue, til jeg i 1977 fik arbejde inden for ældreplejen på et privat plejehjem. Senere flyttede jeg, da jeg fik ansættelse på et af Spøttrup Kommunes plejehjem. Der arbejdede jeg i 27 år – kun afbrudt af en kort periode, hvor jeg gennemførte uddannelsen som sygehjælper. I 1990 solgte vi huset i Spøttrup og flyttede til Skive. Da jeg var fyldt 60 år i 2005, gik jeg på efterløn. Nu nyder jeg mit otium i huset, som vi købte i 1990. Christian passer stadig sit job på den samme skole i Skive. Vores datter Mette bor og arbejder i København som salgschef inden for hotelbranchen. Hun har tilbragt en del år i udlandet, både under uddannelsen og senere i forskellige jobs. Nu er hun tilbage i Danmark, så vi regner med at bruge noget af tiden på at besøge hende og hendes familie i København.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.