Landsbyhistorier.dk

Heste der løb løbsk

Som det var almindeligt den gang, kom jeg ud at tjene, da jeg var 14 år – lige efter konfirmationen. Men først vil jeg fortælle lidt om min barndoms heste. Der var på alle ejendomme mange forskellige typer heste. Nogle var godmodige og andre mere viltre og nervøse. De sidste løb undertiden løbsk. Da jeg var en omkring de fire år, var jeg med min far i marken. Far spændte hestene fra, så de kunne gå og græsse. Jeg kom til at stille mig foran Musse, vores sorte hest. Den blev så irriteret, at den bed mig i skulderen, løftede mig op og kastede mig væk.
Da Far kørte mælkeruten, var vi nødt til at have nogle raske og stærke heste, der kunne trække. Den ene af dem, Jubbi, havde tendenser til at løbe løbsk. En gang løb den med radrenseren, men Far fik den hurtigt standset.
Når der ikke var foder nok, hentede vi lyng i heden. Far og Julius Møller gik bag vognen, mens vi ledte efter lyng, der var velegnet til foder. Vejen skrånede lidt. Hestene ville gerne hjem, og det ville jeg vel også, så efterhånden begyndte det at gå lidt stærkere. Pludselig løb hestene i fuld galop, så jeg ikke kunne standse dem. Jeg var kørt løbsk. Det var en gammel arbejdsvogn med jernhjul, løse sidefjæl – skrav, så vi kunne have ekstra meget lyng på vognen. Jeg gled ned i bunden af vognen, hvor jeg fortvivlet forsøgte at holde fast i tømmen. Først faldt skravet af, det lå løst ovenpå sidefjælene, så faldt de løse sidefjæl af. Nu gik det rigtigt stærkt. Da vi nåede ned til Julius Møllers ejendom, drejede vejen 90 grader, Under normale omstændigheder ville vognen være væltet, men i dette lykkelige tilfælde havde Julius Møller bygget en lille rampe. Den blev brugt, når de køer og kalve, han havde solgt, skulle læsses på lastbiler. Rampen skrånede den rigtige vej. Vognens yderste hjul kørte op på rampen, så den ikke væltede – vi mistede bare et par ekstra fjæl. Jeg sad stadigvæk i bunden af vognen og klamrede mig til stokkene. Den vilde færd fortsatte hjemover. Vejen slog endnu et par skarpe sving, men hestene fortsatte lige frem og standsede først, da de stod foran en roekule. Jeg var noget rystet, så jeg gik hjem, mens Far tog sig af hestene. Han kørte tilbage til heden for at hente et nyt læs lyng. Da han kom hjem, fik jeg skæld-ud, fordi jeg var gået hjem og ikke var blevet for at hjælpe.

1950 fik jeg plads hos Jens Justesen på Lille Vindbylund. Så vidt jeg husker, fik jeg 1.400 kr. for hele året. Det var vel vanligt på den tid, tror jeg. Vi fik lavet grutning til grisene på Gjerlev Mølle. Møllens store vinger kunne skræmme enhver hest. Det hændte for mig, engang jeg skulle hente grutning. Hans, den ene af hestene, blev vældig skræmt og løb af gårde med vogn, korn og mig. Heldigvis lå møllerens hus lidt længere nede ad vejen, så da han opdagede, at Hans og Lis var løb løbsk, kom han ud og hjalp mig med at stoppe hestene, så den gang gik det godt.

Da jeg havde arbejdet for Jens Justesen i tre år, flyttede jeg til Vindbylund hos Johan Schjults. Han drev lidt med travheste, så han havde et par lette heste i stalden – et par remontere. Derudover var der vel seks jyske heste og en syv – otte plage, så der var lidt å se til både om morgenen, midt på dagen og i kvælden. Hestene skulle jo fodres, og det var mit job. Nå, men de her remonter havde tendens til at løbe løbsk. Jeg skulle køre dem det første halve år. Når vi skulle køre ajle ud, sad jeg på tønden med et godt tag i tømmen og med fødderne på kjæpstokkene, der holdt sidefjælene, så kunne jeg holde hestene, så der ikke ske noget. Til maj fik vi en ny karl, Kristian, og så var det ham, der skulle køre med de lette heste. Da vi næste gang skulle kære ajle ud, skulle Kristian være stur kål. Han stillede sig foran ajletønden på den smalle bundfjæl, så han ikke kunne bøje sig tilbage, hvis han rigtig fik brug for at stramme tømmen. Det gik, som det måtte. Hestene løb løbsk. Først faldt ajletønden af – så Kristian. Hestene fortsatte ind i gården, tog et herresving rundt og fortsatte ud ad den anden port. Der standsede de ved et stort cementtrug, de ikke kunne komme forbi.
En anden gang var det den tiårige søn, Søren, der med de samme heste skulle køre et læs møg fra møddingen ud i marken, mens vi læssede næste læs. Hestene løb løbsk – lige ud i den branddam, der lå i nærheden af møddingen. Der stoppede de, og en noget slukøret og våd Søren måtte redde sig i land.
Det næste læs måtte yngste karl køre ud. Da Sørens far hørte om uheldet, spurgte han:

Sked der noed mæ hejsten? Nej! Har så mæ Søren?

Jow! Jow! Bønderne satte pris på deres heste.

Kort efter 2. Verdenskrig brændte Vagn Rasmussens gård i Sem, Vestergaard. Gården blev ikke bygget op igen. I stedet startede Vagn en maskinstation med en traktor, et tærskeværk og diverse redskaber.
Første gang, jeg så en traktor, var, da Vagn arbejdede i Den stur Hie, der blevet opdyrket i 1947. Jeg var ude at se på og fik lov til at komme op at køre hjem fra heden. Det var som at opleve et under.
Efterhånden var der flere og flere, der købte traktorer til at trække selvbinderen. Det var en stor forbedring. Hele min barndom havde vi gået efter slåmaskinen og bundet negene op i hånden med halmbånd.
Hos Jens Justesen på Lille Vindbylund havde vi selvfølgelig ikke traktor, men en nabo havde en David Braun, som blev startet med benzin og først, når den var blevet varm, blev der slået over på diesel.

Efter tre år, fik jeg arbejde som traktorfører på nabogården, Vindbylund, hos Schultz. Han var en mand, som kunne se, at mekanisering var vejen at gå. Han købte både en lastbil og en mejetærsker. Der kom en montør fra Tyskland for at montere mejetærskeren. Jeg måtte hjælpe til. Det var et interessant arbejde, og det lagde vel grunden til mit fremtidige arbejde som industrimekaniker.

Jeg har ofte siden arbejdet sammen med tyske montører – flinke folk. Jeg brugte lastbilen til at køre roer ind med. Naboen kom og sagde, at den havde jeg ikke lov til at køre med, og det havde han vel ret i, men det er jo mange år siden. Efterhånden blev det mere og mere almindeligt med traktorer på gårdene, men på det tidspunkt var jeg rejst til Norge.

I november 1958 rejste jeg via København til Oslo sammen med min ven, Bent Bjerre. Vi boede et par dage på Hotel Phønix, inden vi flyttede ud til Prinsedalen, hvor min søster, Karen, arbejdede i en butik. Der lejede vi et værelse. Mens vi hjalp sønnen i huset med at demontere en garage, kom vi i snak med en entreprenør, der var ved at nedrive et hus samme sted. Hos ham fik vi arbejde frem til jul.

Til nytår 1959 fik jeg arbejde hos O. S. V. Mortensen på et mekanikerværksted som chauffør og svejser. Der blev jeg i fire år. Efter et enkelt år på Norsk Viftefabrik kom jeg til at arbejde i Hansen og Bjørnerud Elektrisk – et elevatorfirme. Nogle af de elevatorer jeg var med til å sætte op, er stadig i drift.

I 1965 begyndte jeg at arbejde på Schous Bryggeri som industrimekaniker med ansvar for bryghus, malteri og maskiner med diverse kompressorer, så man kan sige, at jeg fik lærte faget fra bunden af. Efter 15 år blev Schous Bryggeri opkøbt og nedlagt. Jeg kom med flyttelæsset til Frydenlunds Bryggeri, hvor jeg blev mekaniker i tapperiet. Arbejdet var lidt forskelligt fra mit tidligere arbejde, men er man uddannet mekniker, kan man godt klare den meget komplicerede mekanik i et bryggeri. Efter 10 år blev også Frydenlund opkøbt. Vi flyttede med over på Ringnes Bryggeri. Når man presser produktionen fra tre bryggerier ind på et, siger det sig selv, at man måtte begynde at arbejde på treholdsskift. Jeg var 58 år, så det var en hård overgang. Jeg holdt på med det i fire år.
Det sidste år jeg var i arbejdede, flyttede jeg vort reservedelslager og lagde det ind på data – lavede lagerstyring. Nu kunne enhver se, hvad der var tilbage og foretage bestillinger. På bryggeriet havde vi reservedele for ca. 1 mio. kr., så det var et stort arbejde at få alle reservedelene anbragt på den rigtige plads.

Jeg gik af med pension, da jeg var 62, og siden har jeg ikke arbejdet for løn – men med en datter med eget hus er der jo også nok at gøre. I 1980’erne gik jeg på Bryggeriernes Brevskole og opnåede standpunktskarakteren 6, som var den bedste. Jeg var stolt. Mine yngre medarbejdere fik 3 – 4. Vi som fuldførte skolen fik lidt ekstra i løn, og det er jo en god drivkraft til at gøre en ekstra indsats. I 1969 blev jeg gift med Berit. Det er jeg stadig. Vi bor i en tre rums lejlighed. I ni år var jeg med i styret i beboerforeningen.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.