Landsbyhistorier.dk

Frøer i vandet

Jeg tilbragte min barndom i Annexsgaarden i Sem sammen med mine forældre og mine 5 søskende.

I slutningen af 20’erne kom elektriciteten til Sem. Det var spændende, nemt og renligt. Folk var glade for, at man nu ikke længere hele tiden skulle gå og være så nervøse for ildebrand, som man havde været tidligere, da man anvendte petroleumslamper og lygter. Det var ikke så farligt, troede vi.

En aften Mor og Far var i byen, fandt vi fem børn på, at tiden var inde til at undersøge elektricitetens muligheder. Vi stillede op i en række med hinanden i hånden. En strikkepind blev stukket ind i kontakten. Det var ikke rart, men det værste var, at strømmen forsvandt. Gud ske lov for sikringen, den sprang. Nu var gode råd dyre, men efter et besøg hos købmand Ferslev – for at hente en ny sikring – troede vi, at den hellige grav var vel forvaret. Det havde den nok også været, hvis ikke købmand Ferslev, da vores mor den næste dag købte ind i butikken, undrende havde spurgt hende:

“Har sked´d ower ve jer i jas – aftes”?

Børn havde pligter den gang. Små børn kunne samle æg eller vande høns. Større børn hjalp i hus, mark og stald, med at lave mad, passe have, muge, malke, tynde roer, skrue tørv, så tiden til leg var sparsom, men når vi legede, var det store og små med hinanden. Det gav en gedigen, social opdragelse.

Da vi var fem søskende, havde vi egentlig ikke behov for legekammerater. Hvis vi legede med andre, var det som regel Laurids Pedersens børn. De var vores fætre og kusiner.

Det var ikke ualmindeligt, at de unge karle og piger, der tjente rundt om på gårdene, om aftenen legede sammen med børnene. Der blev spillet pind og kroket på græsplænen i haven.

I stalden havde vi 14 – 16 køer, ungkreaturer, nogle få grise – og så julegrisen. Den skulle gerne veje 70 kg, når den skulle slagtes, så der kunne blive til det evindelige flæsk, vi fik næsten hver dag til kartoflerne.

Der var to spand heste og en plag på gården. De to af hestene fungerede som køreheste, når vi en eller to gange om året i hestevogn – som regel til jul – besøgte vores familie i Stangerum.

Foruden høns, havde vi også 15 – 20 gæs. De blev slagtet til jul.

Efter slagtningen blev dunene fra brystet og enkelte små fjer samlet fra. De blev solgt og brugt til dyner og puder. Når gæssene var slagtede, blev de skoldet i kogende vand, så var det lettere at få resten af fjerene af. De sidste små dun blev brændt af over en spritflamme. Fine og glatte blev gæssene derefter hængt op i halsen, så de kunne blive strakt smukt ud.

De gæs, der blev solgt lokalt, blev ikke taget ud – indvoldene blev ikke fjernet, mens de gæs, der skulle sælges og sendes længere væk, blev taget ud, så de kunne holde sig under transporten. Det var et meget stort arbejde.

I det tidlige forår blev der sat et kar op ude i gården med lunkent vand og soda. Fårene blev hentet og med sammenbundne ben lagt op i det lune vand og skrubbet, til ulden var fin og hvid, inden Mor klippe dem. Ulden blev solgt.

Den gang var fårekød noget andet end i dag. Ofte var det ældre dyr, man slagtede, så ingen var i tvivl, når der blev serveret fårekød. Det føltes undertiden, som var det den rene uld, man havde i munden. Bedst smagte kødet, hvis det blev serveret som røget fårekølle eller spegepølse.

Modsat de fleste andre steder i sognet havde Sem By sit eget vandværk – vandværk er måske så meget sagt. Nede fra vores eng, hvor der var et væld og muligvis også fra “Brækil”, gik et rør op til en hævert. Den sugede vandet op i en beholder, der stod oppe ved kirken. Hæverten var under stadig opsyn, for undertiden sugede den en frø ind i filteret, og den skulle jo helst fjernes, inden den gik i forrådnelse. Der var nu også frøer i vandbeholderen, men dengang mente man, at det var et tegn på, at vandet var rent. Jeg har aldrig hørt om nogle, der blev syge af at drikke vandet.

Til Annexgaarden hørte også en hedelod. Den havde vi stor fornøjelse af. Når der var mangel på foderhalm, kunne man skære lyngris til foder i heden. Det var bl.a. nødvendigt under krigen.

Og så var der jo tyttebærrene og blåbærrene, som Mor og vi piger hvert år plukkede og solgte eller selv anvendte til syltning.

Et år tjente Mor til en ny symaskine, men der hørte ikke låg til, så da jeg kom hjemmefra og begyndte at tjente mine egne penge, købte jeg et symaskinelåg til min mor.

I 1939 blev jeg syg. Jeg fik blindtarmsbetændelse. Det var – før antibiotika blev rigtig kendt – ikke en sygdom man tog let på. Det var pinefuldt, og så hændte det, at folk døde.

For at dulme smerterne lå jeg i sengen i tre dage med en varmepude på maven. Først derefter blev doktor Vester fra Gjerlev tilkaldt. Han stillede diagnosen, blindtarmsbetændelse, og sendte mig straks på Hobro Sygehus. Fordi jeg havde ligget så lang tid med varme, ville man ikke operere. I stedet skulle min blindtarm sultes. Det var ikke nogen rar periode. Hver dag fik jeg morgen, middag og aften havresuppe. Det var ikke en menu, jeg skrev hjem om. Den enogtyvende dag græd jeg. Så slap jeg. Blindtarmen fik åbenbart også respekt for kuren. Den har aldrig siden ladet høre fra sig.

Da jeg kom hjem, havde jeg svært ved at komme til kræfter. Det var vanskeligt at klare arbejdet. Doktoren har nok haft sine anelser. Han bad om en spytprøve, som han fik undersøgt. Kort tid efter meddelte han, at jeg havde en plet på lungen. Det betød den gang begyndende tuberkulose.

I dag klares det med en penicillinkur, men den gang kendte man kun sanatorieophold. 3 måneder, sagde lægen. Det blev nu til 11 måneder fra den 9. april 1939 til den 11. maj 1940.

Man kunne vælge mellem Julsminde, Silkeborg og Skørping. Vi valgte Skørping. Der ville det være lettest for min familie at besøge mig.

For mig blev opholdet i Skørping sammen med de ca. 50 andre patienter som et højskoleophold – en dejlig tid. Jeg havde haft svært ved at klare arbejdet hjemme. Her skulle jeg bare slappe af – hvis vi da lige ser bort fra den 9. april 1940.

Omkring kl. 4 om morgenen blev vi vækket af lyden fra de mange flyvemaskiner, der kom flyvende sydfra med kurs mod Ålborg. Stemningen var lidt uhyggelig. Ingen vidste, hvad der skete, for vi måtte ikke høre radio.

Sygehusledelsen tog det standpunkt, at med så mange personer, ville der være lige så mange forskellige politiske meninger, og man ville ikke have uro. Efterhånden skiftede stemningen, så vi fik lov til at høre radio. Men ellers tilbragte vi morgenen med at hænge ud ad vinduerne i vores nattøj for at se, hvad der skete. Mange fik influenza og måtte tilbringe de næste dage i sengen.

Når vi patienter stod op, var der morgensamling – undertiden med morgensang, derefter skulle vi hvile i liggehallerne til middag. Efter middagsmaden skulle vi igen hvile i liggehallerne i to timer, så blev kaffen serveret. Efter kaffen havde vi fri og kunne gå i Rold Skov eller stikke en tur til Rebild.

En af behandlingerne var den ugentlige pustning. Man blev anbragt i sideleje med armen op over hovedet. Derefter førtes en kanyle ind mellem to ribben, hvorefter der blev pustet luft ind omkring lungen. Det lyder ikke rart, men det gjorde ikke ondt, derimod spændte det, så man havde svært ved at gå.

Da jeg kom hjem, blev jeg pustet en gang om måneden i begyndelsen, indtil behandlingen efterhånden blev indstillet, og jeg blev erklæret rask.

Efter at have tilbragt julen på sanatoriet, fik jeg lov til at komme hjem 2. juledag og blive i Sem et par dage. Det var rart. Først den 11. maj 1940 blev jeg udskrevet.

Den sommer var jeg hjemme for at komme lidt til kræfter. I november blev jeg gift med Carl Møller, der stammede fra Mols. Vi havde lært hinanden at kende, mens jeg tjente hos hans bror ved Hjortshøj.

Brylluppet var lidt usædvanligt. Karls familie kom kørende i bus til Sem, hvor vi spiste frokost. Derefter tog selskabet til Dalbyover Kirke, hvor vi blev viet. Bryllupsmiddagen foregik på Dalbyover Hotel.

Efter brylluppet slog vi os ned ved Hjortshøj. Vi har skiftet bopæl et par gange, men bor stadig på egnen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.