En storvask varede 3 dage

I efteråret 1926 gik jeg til præst hos pastor Skærbæk i Hem. Den gang betød gå til præst, at man gik hele vejen fra Sem til Hem to gange om ugen. Den ene dag kom jeg sent hjem, for jeg gik til undervisning i orgelspil hos lærer Udengård. Jeg måtte vente hos præstegårdsforpagteren, til lærer Udengaard fik fri fra skole. Da jeg blev konfirmeret, mødte hele vores store, dejlige familie op, som de altid gør, når der kaldes til fest. Det var og er stadig dejligt. Det var ikke store gaver, man fik. Købmandens kone mødte op med et stykke stof til en kittel, som jeg selv skulle sy. Marie, B-Mari, fra Sem, som alle kaldte Faster, mødte op for at hjælpe i køkkenet. Der skulle laves suppe, flæskesteg og trifli. En dag i den følgende uge mødte byens unge op til kaffe og det store kage- bord, når der blev inviteret til ungdomsgilde.

Jeg var den yngste af otte søskende. De andre var flyttet hjemmefra og havde fået deres eget, så jeg blev hjemme og hjalp, indtil jeg var 20 år. Mor var ikke rask og havde svært ved at klare arbejdet – og der var meget arbejde i en almindelig husholdning den gang. Når jeg lister ned i kælderen og fylder vaskemaskinen, tænker jeg undertiden på den tids treugers storvask. Den kunne vare op til tre dage. Vi havde kun brun sæbe, soda og knofedt. Tøjet var enten uld, bomuld eller hør. Alle de kunststoffer, der i dag gør alting lettere, kendte vi ikke. Undertiden var noget af tøjet allerede blevet kogt i gruekedelen dagen i forvejen, så vaskekonen, der kom for at hjælpe, havde noget at gå i gang med om morgenen. Når tøjet var skrubbet godt igennem på vaskebrættet, blev det skyllet flere gange – sidste gang med blånelse, så det blev skinnende hvidt. Derefter blev det hængt ud til tørre. Det kunne gå om sommeren, men om vinteren var det en streng omgang.

Mange år senere, da de hånddrevne og elektriske vaske maskinerne begyndte at dukke frem, var der mange koner, der korsede sig. Vaskemaskine! Aldrig i lywet. Huen sku’ tøwed da blyw ren o de’? Nej, a hår mit waskebræt! Landbokoner havde deres stolthed. Vasketøjet skulle være hvidt, hvad ville nabokonen ellers sige. Bagefter blev tøjet set efter. Vi stoppede strømper, lappede og syede stroppe og knapper i – lynlåse brugtes kun sjældent. Til sidst blev det meste af tøjet strøget eller rullet. Nå, ja, så var der jo lige rengøring og madlavning, – der skulle syltes, henkoges og laves saft af alle de dejlige frugter og bær, vi havde i haven, og et par gange om året blev der slagtet, så skulle kødet saltes eller henkoges, for vi købte nødigt det, vi selv kunne fremstille. Ind imellem havde vi piger også småjob. Vi skulle malke, hjælpe til med tørvegravning og i høsten. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har kedet mig. Da Mor ikke var helt rask, var det gerne Far, der måtte stige på cyklen og køre med til Randers, når jeg skulle have nyt tøj.

Da jeg blev 20 år, ville jeg gerne ud at prøve noget andet. Jeg fik plads hos slagter Strand på Mariagervej i Randers. Hver morgen gik fruen godt polstret i varmt tøj ned for at passe forretningen I det halve år jeg var der, passede jeg de to børn og huset. I 1940 blev Lindegården i Sem solgt. Både Far og Mor havde svært ved at klare det hårde arbejde. De så på hus i Havndal, men valgte at købe et hus i Mariager nær kirken. Vi var fire, der flyttede: Far, Mor, min storebror Viggo og mig. Det er det hus, jeg og min mand, Poul, endnu bor i. Efter mine forældres død, flyttede jeg nedenunder, og nogle lejere flyttede ind i overetagen.

Under krigen var der mange tyskere indkvarteret i Mariager, og jeg var ikke tryg ved dem. Jeg var en overgang husbestyrerinde for inspektøren på Sødisbakke, mens hans kone var indlagt på sygehuset. En aften, da jeg efter et besøg hos en veninde nede i Mariager var på vej hjem mod Sødisbakke, blev jeg passet op af en tysk soldat, der ville følge mig hjem. Han gik pænt på den anden side af gaden og gjorde mig ikke noget, men det var meget ubehageligt. Anderledes var det den aften, der var luftkamp over Mariager mellem engelske og tyske maskiner, da måtte vi sidde nede under kældertrappen og vente, indtil det hele var overstået.

Jeg kom til at arbejde på Sødisbakke i Mariager i 24 år. Jeg hjalp til med at passe patienterne. Mange af de gamle var sengeliggende, men de store drenge arbejdede på en landbrugsejendom, der lå neden for anstalten. Der dyrkede de mange af de grønsager, der blev brugt i institutionens køkken. Om sommeren blev der arrangeret busture til f.eks. Rebild Bakker eller Legoland for de patienter, der kunne gå, Når jeg havde aftenvagt, hændte det, at nogle af drengene smuttede ned i byen og hentede brød hos bageren, så skulle der laves kaffe, når de kom hjem. Det var råhygge.

I dag ville man ikke byde folk at sove på gulkalkede ottemandsstuer, hvor der slet ikke var plads til privatliv, men sådan var forholdene den gang, og det var der ikke mange, der satte spørgsmålstegn ved. De fleste patienter var glade og omgængelige. De fik lommepenge hver måned, men det var svært for dem at få pengene til at slå til – især hvis man som Bitte Nør var blevet storryger. En dag, mens jeg var husbestyrerinde hos direktøren, stod Bitte Nør neden for trappen med en buket blomster og sagde:

Do må sejed te ham! Hvad for noget? Do må sej te ham, at a ska ha’ nå’d tobak. Kom Bitte Nør til at gå bag en person på gaden der røg, kunne man undertiden høre ham hvisle. Smid’en! Smid’en no for F….!

Da en anden patient, han diskuterede med, lidt ufint sluttede diskussionen med ordene: Do æ it rajdi klog! svarede Bitte Nør: De æ a glå ve, for hejs ku a it vær her!

Bitte Nør var meget afholdt og kendt af alle i Mariager og omegn. Han stod gerne uden for Sødisbakke ved vejen og hilste venligt på alle, der kom forbi.

I 1981 gik jeg på pension – tre år før min mand, Poul, som jeg var blevet gift med i Mariager Kirke den femte november 1944. I vores fritid har vi beskæftiget os meget med biavl. Vi havde en overgang 40 stader, hvoraf de ti stader stod i haven nær huset. Det er derfor, vi har en havehæk, der er to m høj. Det var et stort arbejde at slynge, røre og hælde honningen på dåser, men så var vi også i gode honningår også i stand til at sælge mellem tre – fire tusinde dåser honning. Det blev til en velkommen ekstraindtægt, der bl.a. finansierede en rejse til Tenerife. Vi indstillede helt biavlen, da vi gik på pension, fordi det p.g.a. skattereglerne ikke længere kunne betale sig.