Landsbyhistorier.dk

Jeg havde hjemve

Jeg blev konfirmeret den 19. marts 1951. Der blev snestorm. Gæsterne nåede kun at smage hovedretten med sodavand og hvidtøl – men ikke desserten – inden de besluttede sig for at tage hjem.

Min første plads var hos Chr. Dreyer i Kondrup. Det var forfærdeligt. Jeg kunne sidde i mit værelsesvindue og se Sem Kirke. Jeg længtes hjem og græd hver aften. Til sidst lovede karlen at køre med mig hjem til Sem. Det var dejligt. Naboens karle havde fået nys om det, så da vi på vejen hjem kørte forbi roekulen, sprang de frem med et lagen over hovedet. Vi fløj ind i gården, smed cyklerne og sprang ind i gangen – karlen først, for jeg kom til at stikke det ene ben ned i den åbne kloak. Dagen efter fik vi en ordentlig omgang, fordi vi havde smidt cyklerne i gården. Det hjalp ikke meget på min hjemve. Et halvt år efter rejste jeg til Norup Mejeri, hvor jeg skulle passe huset og lave mad til familien og de tre mejerister. Halvanden time hver formiddag skulle jeg tappe mælk og sætte papkapsler på flaskerne.

Min mor, der var dygtig i et køkken, havde lært mig at lave mad. Det fik jeg god brug for det næste år, da jeg blev ansat som kokkepige på Gjerlev Alderdomshjem. Der var 17 ældre mennesker. Jeg havde god hjælp af nogle af de ældre damer. De mødte op i køkkenet om morgenen for at hjælpe til med at skrælle kartofler eller røre en kage. Mens jeg var i Gjerlev, mødte jeg Henning til et bal i Sem Forsamlingshus. Han var landmand og mødte op til den årlige revy – i gummistøvler. Det fortrød han, for han kom til at høre for det resten af livet.

I 1954 flyttede jeg til Randers til Børnegården på Vidarsvej. Sammen med 14 andre piger hjalp jeg til med rengøring og pasning af børnene. Der var både børnehave, vuggestue og fritidshjem. En dag følte jeg mig lidt mærkelig. Jeg bad min moster gå med mig til lægen. Jeg var sikker på, at det var al den dampkogte mad vi fik, der gjorde mig utilpas. Det var det ikke. Jeg var gravid. Katastrofe! Da Moster dagen efter inviterede mig ned for at tale om tingene, sad min mor i stuen. Hun var meget vred og sagde:

Do hår sat sån en skamplet po wos, at vi må fløt fra bøjen! Jeg, der var både bange, skuffet og vel også vred, svarede: De ska do it tenk på Mor. A blywer ve Moster til de’æ overstån.

Jeg fik imidlertid bud om at komme hjem til Sem den følgende søndag – sammen med Henning. Uden nogen længere indledning spurgte Far Henning:

Wæl do ha henner, eller wæl do it? Henning, der ikke lod sig slå ud, svarede: Do trower da wal it, a swigter henner, fordi hun æ grawid! Far: Så må do F….. hug’mæ sørg for brylluppet! Å de ska wær no!

Tonen kunne måske have været mere elegant, men det var ikke, fordi jeg havde dårlige forældre. De gav såmænd bare udtryk for den tids almindelige, negative holdning, til unge piger, der var kommet galt af sted, og den skam de følte. Når man ved, hvor mange piger, der var gravide ved vielsen, var det måske lidt dobbeltmoralsk.

For os var det ikke noget problem. Det blev indledningen til et godt ægteskab. Henning var en solid mand, der havde økonomien i orden. Kort efter købte han en ejendom ved Gjerlev på 10 tdl. for 40.000 kr. – kontant. Selv om Henning var flittig, var den tid forbi, da en så lille gård kunne brødføde en familie. Han tog arbejde på Skiftergården i Ø. Kondrup, mens han i sin fritid klarede arbejdet på vores egen ejendom. Jeg kan bl.a. huske, at han en efterårsaften gik bag hesten og pløjede. Det kunne han, fordi der var fuldmåne.

Økonomien blev ikke bedre, så ca. 1960 begyndte han at arbejde som murerarbejdsmand. Ejendommen blev solgt, og vi købte et hus i Gjerlev for 25.000 kr. Det er det hus, jeg stadig bor i. Få år efter begyndte jeg at arbejde som opvasker på Hotel Randers for at tjene til det sjove, som Henning sagde. Jeg rejste med Hadsund-Peter, så jeg kunne møde på arbejde kl. 18.00, og jeg fortsatte til kl. 24.00, så kunne jeg lige nå det sidste tog hjem. I 1975 skiftede jeg arbejde. Jeg flyttede til Randers Kloster, hvor jeg fra kl. 6.00 til kl. 16.00 gjorde rent og bragte maden ud til beboerne. Det var lidt hårdt bagefter at skulle hjem og ordne mit eget hus, lave mad og ordne tøj til mand og fem børn. Jeg holdt op med at arbejde i 1980, da jeg fik konstateret både ledde- og slidgigt. Kort tid efter fik jeg tilkendt invalidepension – ti år senere gik Henning på efterløn.

Den del af vores fritid, vi ikke brugte på campingture til f.eks. Mors eller Ribe, anvendte vi i haven. Vi var især interesserede i gammeldags pelargonier og fuchsiaer. Vi har haft stor fornøjelse af at holde ”åben have”. Undertiden mødte der 150 besøgende. Efter Hennings død i 2004 blev jeg boende i huset, som min søn, Kjeld, nu har overtaget.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.