Landsbyhistorier.dk

Eksotiske bananer og chokolade

Søndag den 15. marts 1959 blev min tvillingsøster og jeg konfirmeret i Sem Kirke af pastor Nørgaard fra Hem. Der blev holdt en stor konfirmationsfest samme dag i Sem Forsamlingshus med mange inviterede gæster: Familie, venner, præsten og lærerne fra henholdsvis Skrødstrup og Grove Skoler. Det var den gang kotume på landet, at præst og degn blev inviteret med til alle store begivenheder i familien – gad vide om de ikke, inden enden tog, blev godt trætte af al den suppe, steg og is, der blev serveret til alle store fester? Anna og jeg gik ud af skolen, da vi blev konfirmeret. Desværre var skolen den gang ikke min store lyst. Det blev den siden hen, men lad nu det ligge. Hjemme på Annexgården kunne Far godt bruge min hjælp, så jeg kom med i arbejdet i mark og stald et stykke tid.

En dag fortalte Bedstemor, Anna Svendsen, at hun havde talt med Line på Sembygård. Hun ville gerne, hvis jeg kunne komme ud og hjælpe hende lidt. Det blev til 10 dejlige måneder på Sembygård. Jeg blev rigtig forkælet. Om lørdagen, når sønnen, Søren Pedersen, havde været til marked i Randers, kom han altid hjem med chokolade og bananer til mig. Bananer kendte vi næsten ikke. De kunne i alle tilfælde ikke købes hos købmanden i Sem den gang.

Den 1. maj 1960 kom Anna og jeg på Mellerup Ungdomsskole. Desværre blev Anna syg og indlagt på Randers Centralsygehus få dage efter, vi var begyndt på skolen. Det betød, at hun måtte springe fra. Det betød også, at det faktisk var sidste gang, Anna og jeg fulgtes ad – i hvert fald i tvillingesammenhæng. Året efter var Anna på Mellerup Ungdomsskole alene. For mig var opholdet på Mellerup Ungdomsskole lidt af en omvæltning. Jeg måtte kun komme hjem hver anden weekend. Værre var det dog for andre af mine kammerater på skolen. De var så langt hjemmefra, at de slet ikke kunne rejse hjem i de seks måneder skoleopholdet varede – så jeg var alligevel privilegeret. Jeg var i øvrigt meget glad for efterskoleopholdet. Mens jeg var på efterskolen, havde Far fået den aftale med hr. Haulrik, der var direktør på korn-, foderstof- og kolonialforretningen, Fa. Frederik Johansen i Mariager, at jeg, når jeg kom hjem, skulle i lære på kontoret. Jeg havde selvfølgelig ytret ønske om at komme i lære på et kontor. I den tilhørende butik var der ansat mange unge mennesker, så der var liv og glade dage. Det var også i den periode, jeg fandt min livsledsager, Arne. Han var elektriker hos Harald Brandt i Kirkegade i Mariager.

I 1962 blev Arne optaget på Århus Teknikum for at blive uddannet som el-installatør. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være i nærheden af ham, så jeg meldte mig til et tre måneders kursus i moderne husholdning på Århusegnens Husholdningsskole. Det blev nu ikke meget, Arne og jeg så til hinanden. Han skulle jo passe sit krævende studium, og på husholdningsskolen havde vi en meget bestemt forstanderinde, der ikke tog nogen chance. Hun forlangte, at kursisternes kærester sagde både goddag og farvel til hende. Det indbød ikke just til samvær hver aften. Det var irriterende, men det har sikkert været nødvendig for at holde disciplin, og hun har vel følt et ansvar for sine elever.

Den 17. maj 1963 blev jeg ringforlovet med Arne. Tiden i Århus var for mit vedkommende forbi. Jeg skulle ud og finde mig et job. I en annonce i Randers Dagblad, så jeg, at der var et svensk firma, som søgte personale til et kommende Tempo Supermarked i Randers. Jeg søgte et job som kassedame og blev antaget. Jeg var meget glad for arbejdet og beholdt det til midten af 1966. Arne, der i mellemtiden havde gjort sin uddannelse som el-installatør færdig, havde fået plads hos Harald Brandt i Mariager. Allerede i september 1964 var vi blevet gift i Sem Kirke. Året efter blev vores ældste søn, Torben, født, og i 1968 kom Flemming. Med to små børn var der pludselig blevet nok at se til. Arne og jeg blev enige om, at jeg skulle være hjemmegående. Det kunne lade sig gøre den gang, selv om vi lige havde bygget et nyt hus i True.

Jeg kunne sagtens finde mig til rette med at gå hjemme. Vi havde en stor have og et stort hus, og jeg syntes, at det var et privilegium selv at kunne passe sine børn. Tom, den yngste af vore tre børn, blev født i 1971. Da han var fyldt 1½ år, fik jeg to – tre fremmede børn i dagpleje frem til 1976. Efter jeg havde været hjemmegående i 10 år, traf jeg en dag, jeg var i Mariager for at handle ind, Kirstine Pedersen fra Sem. Hun var sygeplejerske på Mariager Plejehjem. Hun spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til at arbejde i køkkenet på plejehjemmet. De manglede en medhjælper. Jeg slog til. Det blev til 23 gode år i køkkenet på Mariager Pleje-hjem. På grund af omstruktureringer lukkede køkkenet i 2000. Jeg havde allerede i august 1999 fået nyt arbejde i køkkenet på Pinsebevægelsens Efterskole i Mariager. Der var jeg et år.

Allerede i 1984 var vi flyttet fra True til Mariager, hvor alle i familien efterhånden havde deres daglige gøremål. Arne havde noget tidligere skiftet til sit nuværende job som overmontør ved Mariager Kommunes Rensningsanlæg.

I mange år havde jeg haft lyst til at forbedre mine skolekundskaber, så i august 2001 meldte jeg mig ind på VUC i Hobro. Det første år gik jeg til EDB og tysk. Det gik fint med at sidde på skolebænken, så da jeg havde muligheden for det, fortsatte jeg i 2002 med at tage tysk, engelsk og dansk på 10. klasses niveau. Sommeren 2003 bød på et job af et halvt års varighed. Jeg blev ansat på et værksted for psykisk syge mennesker i Randers. Det var et sted, jeg holdt meget af at være. Man bliver hele tiden mindet om, hvor godt man selv har det. Det var en meget givende periode. Mit arbejdsliv udenfor hjemmet er nu passe’. Jeg gik på efterløn i foråret 2005. Det er dejligt at have tid og overskud til mange ting – ikke mindst familien, der er forøget med tre svigerbørn og fire børnebørn.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.