Landsbyhistorier.dk

Kamp mellem TDC og Post Danmark

Da vi skulle konfirmeres i Sem Kirke i foråret 1991, havde præsten frabedt sig, at vi havde gele’ i håret. Det havde vi selvfølgelig alle sammen. Hvem kunne tillade sig at møde i kirken på sin konfirmationsdag med uglet hår. Jeg fik over 5.000 kr. i konfirmationspenge, og for en del af dem købte jeg mit første musikanlæg med cd-afspiller, som var kutymen dengang. Jeg gik i Havndal Skole i 10 år – startende med børnehaveklassen. Ved siden af skolen gik jeg til FDF i Skrødstrup fra jeg var seks år til jeg blev 15. Ligeledes gik jeg til fodbold i Skrødstrup Idrætsforening fra jeg var syv, til jeg blev 16. Fodbolden blev de sidste år mere og mere nedprioriteret til fordel for volleyball i Havndal og Udbyneder Idrætsforening. Her startede jeg som 13-årig og sluttede som 20-årig, da jeg flyttede til Århus. Jeg opnåede bl.a. at blive landsmester i volleyball, da karrieren var på toppen. Ellers var det primært det sociale fællesskab, der tiltrak mig. Siden hen begyndte jeg at gå til spinning og styrketræning i Fitness dk, hvilket tidsmæssigt var mere fleksibelt i forhold til studier og arbejde.

Da jeg havde taget afgangsprøven efter 9. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg ville være. Jeg var ikke utilbøjelig til at give min far ret i, at der ikke var den store fremtid i landbruget, selvom det nok alligevel inderst inde var drømmen. For at se tiden an begyndte jeg på Randers Tekniske Skole i 1993 for at tage HTX – en teknisk og naturvidenskabelig studentereksamen. Det var lidt barskt med over 30 ugentlige timer plus 15 – 20 timers forberedelse Til gengæld var det sjovt og udfordrende endelig at få lov at vise, hvad man kunne præstere, hvilket det kneb med i folkeskolen. Forbindelserne til Randers var dårlige. Jeg måtte tage med den kommunale rutebil til Mariager kl. 6.00 om morgenen for herfra at tage rutebilen fra Mariager mod Randers. Når jeg en sjælden gang havde tidligt fri, måtte jeg tage ”Frederikshavneren” og stå af i Kastbjerg og herfra køre med den kommunale rutebil hjem – ellers var det over Mariager igen, derfor var jeg som regel først var hjemme kl. 17.30.

For buskortet skulle man selv betale ca. 1.000 kr. pr. halvår. Resten blev, hvis man ansøgte om det, betalt af Århus Amt. En emsig chauffør opdagede engang, at jeg kørte en zone mere på hjemturen, end der var betalt for, og ville smide mig af i Gjerlev. Jeg ansøgte amtet om et nyt kort, hvilket gav mere end gevinst. Med det nye kort kunne jeg nemlig også køre med bybusserne i Horsens, hvis jeg skulle få behov – det var da service! Da jeg tre år senere stod med mit Htx-eksamensbevis i hånden, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg ville være. Jeg tog min bror, Niels Peder, med på besøg på Landbohøjskolen i København. Vi skulle høre om agronomuddannelsen, men kom ved en fejl til at begive os ind på jordbrugsøkonomernes institut, hvor den daværende overvismand, Niels Kærgaard, havde kontor. Ham snakkede vi med, hvilket var meget spændende og inspirerende. Nu vidste jeg, hvad jeg ville være. At det blev på Handelshøjskolen i Århus, jeg fik min økonomuddannelse, skyldtes nok afstanden til København. Dengang var Storebæltsbroen ikke bygget, og seks timers togrejse fra Randers var nok lige i overkanten. Jeg var fyldt 18 år i 1995, da min mor en dag kom hjem fra sit arbejde på Sødisbakke i Mariager og fortalte, at der i sommerferien var et rengøringsjob til mig, hvis jeg havde lyst. Det havde jeg, for jeg havde brug for pengene. Da jeg havde gjort rent nogen tid, kom jeg ind på beboerafdelingerne som nattevagt og weekendafløser i plejen. Der var en, der påstod, at det var fordi, jeg også vaskede det lodrette stykke mellem trapperne. Det havde hun aldrig set før. Sandheden var nok snarere, at der undertiden over for enkelte patienter var brug for kræfter, når ord ikke længere rakte.

I 1996 søgte jeg ind på Randers Handelsskole for at tage HH-eksamen. Jeg ville lige snuse til de økonomiske fag, før jeg søgte ind på en videregående uddannelse. Jeg kunne nøjes med de økonomiske fag, idet jeg kunne overføre grundfagene fra Htx’er, så dette år var overkommelig – et loppeår. Jeg fortsatte med at arbejde på Sødisbakke, selvom det kunne være svært at få enderne til at nå sammen. Jeg gik på handelsskolen fra kl. 8.00 – 14.00, og i tre – fire hverdage om ugen mødte jeg på Sødisbakke fra kl. 15.00 – 22.00 plus minimum hver anden weekend. Lønnen var 80 kr. i timen med tillæg for aften- og weekendarbejde. Jeg kom til at tjene så mange penge, at jeg ikke kunne få SU. Senere da jeg flyttede til Århus for at læse videre, fortsatte jeg min tjans på Sødisbakke, men nu blev det primært nattevagter og weekendarbejde. Jeg købte min første bil i 1999 ( en brugt Opel Kadet fra 1986 ), så jeg kunne nå fra Mariager til Århus om morgenen for at tage et par forelæsninger. Hvis jeg ikke havde nogle gøremål i Århus om formiddagen, kørte jeg til Sem og tog nogle timers søvn i min gamle seng eller hjalp lidt til hjemme på gården hos mine forældre. Om natten var der ofte dyb stilhed på afdelingerne, hvilket jo er en nattevagts fornemmeste opgave at skabe. Mange vagter tog sig et velfortjent hvil med bøger og strikketøj ved siden af de praktiske opgaver. Jeg havde den aftale med ledelsen, at jeg måtte læse – bl.a. skrev jeg en del af mit speciale, mens jeg var på arbejde på Sødisbakke. Jeg havde min sidste vagt på Sødisbakke i august 2003.

I 1997 søgte jeg ind på HA-studiet på Handelshøjskolen i Århus. Det var svært at finde et sted at bo, så jeg kom på venteliste og boede hos min bror og svigerinde, Niels Peder og Mette, til jeg kunne flytte ind på Skjoldhøjkollegiet i efterårsferien. Her lærte jeg Mie, der kom fra Lolland, at kende. På Handelshøjskolen kom jeg i kontakt med to professorer, der var i gang med nogle forskningsprojekter omkring hhv. videnledelse og miljø- og sociale regnskaber. Projektet blev betalt af bl.a. den daværende Erhvervsfremmestyrelse. De manglede nogle assistenter, og jeg fik endnu en tjans. Det var en stor chance. Jeg måtte bruge forskningsresultaterne i mit speciale, og jeg var medunderskriver, da resultaterne senere blev publiceret i både nationale og internationale, økonomiske tidsskrifter og håndbøger. Det kunne få stor betydning, når jeg senere skulle søge job. At jeg også fik løn for mit arbejde, var bare perfekt!

I efteråret 2000 flyttede vi til Aalborg, da Mie begyndte at studere psykologi på Aalborg Universitetscenter. Jeg måtte derfor til at køre de 120 km til Århus og tilbage igen ca. tre gange om ugen, plus fire gange til Sødisbakke i Mariager. Jeg brugte mange timer i Kadetten, men den startede hver gang!

I 2003 fik jeg min eksamen – cand.merc. i økonomistyring. Jeg havde fået et tilbud fra Handelshøjskolen i Århus om et ph.d.-stipendiat og kunne dermed blive forsker. Lysten til at sidde og fordybe sig i bøger i yderligere tre år manglede imidlertid, så jeg begyndte at søge job udenfor uddannelsesverdenen. Selv om der kun uddannes mellem 10 og 20 kandidater om året i økonomistyring, var det vanskeligt at få arbejde. Samfundsøkonomien kørte på lavt blus og akademikerledigheden steg. Jeg sendte 30 ansøgninger, men på de fleste arbejdspladser ønskede man en medarbejder med erhvervserfaring. Trods alt lykkedes det mig at komme til flere jobsamtaler end de fleste. Bl.a. fik jeg tilbud ansættelsessamtaler fra Bombardier ( det tidligere Skandia ), Dronningborg Maskinfabrik, Rose Poultry, Aalborg Kommune og Post Danmark. Aalborg Kommune og Post Danmark ville gerne ansætte mig. Jeg valgte Post Danmark, selvom jeg skulle arbejde i Risskov, og dermed fortsætte med at køre meget. Arbejdet med økonomisk styring af driftsprocesser trak mere end kommunale analyser.

Den 1. september 2003 var min første arbejdsdag i Post Danmark. Jeg tog toget fra Ålborg mod København og skulle møde kl. 10.00 på Post Danmark i Bernstorffsgade 37, hvor alle 15 nyansatte skulle møde til introduktionskursus. Der var 600 ansøgere til de 15 opslåede stillinger. Der har altid været lidt konkurrence mellem TDC og Post Danmark om, hvem der fik flest ansøgere til de opslåede stillinger. Netop det år havde Post Danmark for første gang flest ansøgere. Nu må man jo ikke gøre folk uret, men det er da tankevækkende, at lige den dag, jeg skulle møde hos Post Danmark, havde DSB rod i togafgangene – og netop mit tog sad fast i Asp på Fyn, så jeg kom for sent. Det havde heldigvis ingen betydning, og det viste sig også, at vi var fire fra Jylland og Fyn med samme tog – bl.a. en anden fra Aalborg, som jeg faktisk sad overfor hele vejen til København. Det var lidt af en overraskelse, da vi gik ind ad samme dør. Det var også en overraskelse, at en tidligere studiekammerat fra Handelshøjskolen var blevet ansat.

Jeg blev sammen med de 15 andre ansat på prøve i København med hele landet som arbejdsplads. Jeg skulle dog primært være på Østjyllands Post-center i Risskov. Det var en overraskelse at se, at det udskældte Post Danmark ikke er en virksomhed, der drives efter oldnordiske principper, men i virkeligheden økonomisk, ledelsesmæssigt og på IT-området en af landets mest moderne virksomheder. Efter prøvetiden blev jeg fastansat på Østjyllands Postcenter i økonomiafdelingen, hvor jeg stadig er her i 2005. Mie er færdig med sit psykologistudium i efteråret 2005, men arbejdsløsheden blandt nyuddannede psykologer er stor, og ofte ligger de ledige stillinger udenfor de store universitetsbyer, så vi er lidt usikre på, hvor i landet vi ender.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.