Landsbyhistorier.dk

Hver dag er en gave!

Jeg begyndte at gå i skole i Kastbjerg ved lærerinde fru Sørensen, så flyttede vi til Skrødstrup, hvor min lærer hed Christiansen.

Det var små kår. Allerede i 10-års alderen kom jeg ned til købmand Madsen som barnepige. Det var jeg meget glad for. Jeg fik gerne 25 øre for en eftermiddag, der strakte sig fra kl. 15.00 til kl. ca. 19.00. Oven i lønnen fulgte kaffe, kage og varm mad til aften. Efter kl. 19.00 fik jeg 50 øre for en aften /nat. Ofte var jeg barnepige til kl. 0.00 og sommetider endda helt til kl. 03-04 om natten. Det var hårdt, for jeg måtte ikke sove. Jeg havde kaffekanden til at stå og snurre på kakkelovnen. Her skal det lige nævnes, at jeg ikke har drukket kaffe siden min konfirmation. Nu drikker jeg te.

I Bedstemors familie var der en mand, der hed Ludvig. Han havde været på Brejninge. Det kom så mange dengang – også normalt begavede har det senere vist sig. Da han kom ud derfra, ernærede han sig ved at drive rundt og spillede på mundharmonika.

Engang ved juletid besøgte han os. Da han havde fået kaffe, fortalte han, at nu skulle han op i skoven og finde et sted at sove. Min far tilbød, at han kunne sove på høloftet, hvor vi havde høet til geden Han blev så glad, at han gik til Skrødstrup og købte julegaver. En æske cigarer til 0,50 kr. til Far, 2 par kopper til 0,25 kr. pr. stk. til Mor, og vi børn fik hver et lommetørklæde til 0,10 kr. Hvor længe tror du, han har arbejdet for de penge? Efter julemaden sang vi og gik om træet. Der lå gaverne – de første julegaver vi nogensinde havde fået. Vi pakkede dem ud, og så blev de pakket pænt ind igen. Det blev en jul, jeg altid vil huske.

Der er en anden ting, jeg aldrig kan glemme. Som barnepige fik jeg ikke penge hver dag, men tro nu ikke, at jeg blev snydt. En dag da jeg kom fra skole, kaldte købmandskonen, Marie Madsen, på mig og spurgte, om jeg kunne være barnepige samme aften. Det kunne jeg godt . . . og tænk! Hun gav mig en helt ny 5 kroneseddel. Jeg følte mig som millionær. Jeg løb hele vejen hjem. Stolt som en pave viste jeg min mor min store formue. Det var rigtig nok godt. Vi mangler sådan varer fra købmanden, sagde mor. Så vidt jeg husker, skulle vi betale kontant. Der har sikkert været lukket for kredit. Mor skrev en huskeseddel. Det var jo fint regnet ud. Der manglede ikke mange ører i 5 kroner. Jeg løb til købmanden. Det værste var, da jeg skulle betale, og Marie så mig lige i øjnene og sagde:

Stinne, er det den femmer, du lige har fået af mig?

Da var der en , der kom i knibe. Jeg følte mig som en stor forbryder. Det var så flovt at være så fattig, så jeg sagde: Nej! Men tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg havde løjet for en, jeg holdt rigtig meget af. Fra den dag af fik jeg aldrig penge mere.

Nyt tøj kendte vi ikke til. Men sådan var tiden jo dengang. Jeg husker to piger fra skolen, Birgitte og Estrid Kristiansen, lærerens datter. De var de eneste, jeg kan huske, der fik en købt strikket trøje, og vi misundte alle de to.

Men tænk! En dag, jeg kom fra skole, kaldte Marie på mig – det var min fødselsdag. Da jeg kom ind, var der dækket op med chokolade og boller, og der, hvor jeg skulle sidde, lå en pakke. Da jeg åbnede den, lå der en rød trøje magen til dem, de to piger havde fået. Jeg skulle være barnepige den aften. Den trøje blev i hvert fald passet til. Hvor var jeg lykkelig.

Så nærmede julen sig. Marie spurgte, hvad jeg ønskede mig. Et par gummistøvler, sagde jeg omgående. De var lige begyndt at komme frem, og der var ingen, der havde nogen endnu. Det fortalte Marie min mor, men Mor sagde nej, for så skulle Anker og Peter også have et par, og det var der ikke råd til – men jeg manglede et par sko.

Købmanden solgte fodtøj fra Kjær og Andersen i Randers, og selvfølgelig skulle Estrid og Birgitte have et par nye laksko til jul. Dem viste Marie mig og spurgte, om jeg ikke hellere ville have sådan et par sko. Jeg svarede: Nej! – hellere gummistøvler, for dem kunne jeg bruge til juletræsfesten. Jeg prøvede støvlerne, hver gang jeg skulle vaske gulv i butikken. Det opdagede Marie. Hun spurgte mor igen, men nej, jeg skulle have sko. Til jul fik jeg så de fine laksko magen til Estrid og Birgittes. Jeg har jo nok ikke strålet af glæde, for Marie spurgte, om jeg var glad for dem. Jo da! Men jeg ville meget hellere have haft gummistøvlerne. Jeg blev aldrig rigtig glad for de laksko. Jeg har talt med Marie, efter jeg er blevet voksen. For mig var hun og er stadig den gode fe. De flyttede til Assentoft og startede en købmandsforretning. I dag er de begge døde.

Jeg blev konfirmeret og kom til Mariager som ung pige i huset, jeg fik 15 kr. om måneden.

Efter et halvt år fik jeg tilbudt en plads hos købmand N. Møller i Skrødstrup. Her fik jeg hele 25 kr. om måneden. Der var ingen kone i huset – kun Niels Møller og hans far. Jeg var en ung husbestyrerinde – kun 16 år.

Niels Møller solgte forretningen til Thorvald Christensen og flyttede i et hus, han ejede. Så blev den gamle syg. Niels og jeg passede ham, til han døde. Den gang var der jo ikke noget, der hed hjemmehjælp.

Efter hans død rejste jeg til Mariager, hvor jeg kom i huset hos hr. og fru Aarup. Fru Aarup blev min næste gode fe. Her var jeg, indtil de solgte slagterforretningen til Dalskov. Jeg fulgte med i handelen. Senere rejste jeg til Hem, hvor jeg var hos pastor Nørgaard. Der var jeg rigtig glad for at være. Det var her, jeg blev forlovet med min barndomskæreste, Jens Bregendahl.

Dengang var ungdommen jo ikke så oplyst som i dag. Det fik selvfølgelig følger. Jeg kom hjem og var der i to år. Jeg fødte en dejlig, lille pige, Elly. De to år derhjemme vil jeg helst glemme.

Den 6. november 1940 blev jeg gift med Jens Bregendahl. Vi flyttede til Kastbjerg, hvor vi havde det småt, men godt. Der var kærlighed og sammenhold. Jens havde arbejde ved forskellige bønder og fik omkring seks kr. om dagen.

Det var ikke så godt om vinteren, når vi skulle klare os for hans understøttelse. Den var på 24 kr. om ugen, og de 3 kr. blev trukket i kontingent til fagforeningen. Så var der 21 kr. tilbage. Vi skulle om vinteren betale 20 kr. om måneden i husleje og om sommeren 25 kr. Dengang lærte vi, at når vi havde en krone, måtte vi kun bruge 90 øre. Om sommeren skar vi tørv i engene eller lugede roer så længe, vi kunne se om aftenen.

Vi prøvede at spare sammen, så vi kunne få råd til at købe huset i Kastbjerg. Det lykkedes i april 1947. Vi fik det for 5.000 kr. 2.000 kr. kontant. Resten skulle afdrages med 150 kr. pr. termin.

Jeg gik ud og hjalp til ved fødselsdage og andre fester. Jeg fik 1,25 kr. i. timen. Det bedste sted var Havndal Kro. Der fik vi aldrig under 10 kr. Ofte blev det rundet op til 15 kr. Men ikke nok med det.

Krokonen var så sød, så der var gerne en dejlig pakke med rester fra aftenen. Det var spændende at se, hvad jeg fik med hjem.

Når der var fest i forsamlingshuset, skulle vi først ud at låne tallerkener, bestik, skåle og fade. Efter brug var det med at huske, hvor de forskellige ting var lånt. Med tiden blev det muligt at leje service i Brugsen. Det var en stor lettelse.

Under krigen var alt rationeret. Der var mærker til alt – selv kaffeerstatning, salt og tøj. Det er uhyggeligt at se, hvad der i dag bliver sat ud til storskrald.

Vi havde en dejlig nabokone, Mette. Hun kom til jul med mel, som hun havde fået malet på Lyshøj Mølle. Hun sagde:

“Hwis do no sigt’åd, så blyw’åd det finere.

Det grow ka’u bage franskbrød o”.

Det er det mel, vi i dag kalder fuldkornsmel. Sikke boller, der kunne bages af det andet mel. Det var luksus.

Elly havde fødselsdag den 5. januar. Det blev fejret med boller og kakao, og juletræet blev tændt for sidste gang. Vi dansede, legede og spillede billedelotteri, og jeg havde lavet små pakker. Dengang skulle der ikke så meget til at glæde børn. Jeg har siden talt med flere af dem, der var med til fødselsdagen. De siger, at det var tider, de aldrig glemmer. Det er jo dejligt at høre. Det er ikke altid det store og dyre, der huskes. Heldigvis . . . !

Efter 13 dejlige år i Kastbjerg solgte vi huset og flyttede til Skrødstrup, hvor vi overtog min svigerfars ejendom. Det var en lille ejendom på syv td. land. Jens gik på arbejde, og jeg fik arbejde som kontrolbestyrer på fagforeningen.

I 1944 fik vi en søn, Ole, som i dag er pedel på Mariager Skole. Han blev udlært som tømrer og snedker. Sidste år havde han 25 års jubilæum på Mariager Skole. Han er gift med Gitte. De har to børn. En søn, Per, som lige er blevet 30 år. Han er medieplanlægger ved et firma i København. Lone på 22 år har lige været på Hadsten Højskole. Hun rejser snart til Thailand og Malaysia. Derefter starter hun på uddannelsen som social- og sundhedsassistent.

Vi fik en pige mere, Lene, som i dag er laborant på Randers Sygehus. Hun havde 25 års jubilæum for to år siden. Hun er gift med Freddy Brixen. De bor i Mejlby ved Randers. Freddy har eget firma, Nørhald Fugeteknik. De har to børn. Hanne på 22 år læser HA på Ålborg Universitetscenter. Bjarne er 18 år. Han går på handelsskole i Randers.

Desværre mistede vi vores ældste datter, Elly, ved en bilulykke i 1962. Det var en hård tid, som vi aldrig glemmer. Livet skal gå videre, men ingen, der ikke har været udsat for sådan en ulykke ved, hvor svært det er. Vi skal jo kun tælle de lyse timer, siges der, men vi ved, at enhver medalje har en bagside.

Efter 42 år i Skrødstrup solgte vi ejendommen og købte et dejligt lille hus her på Hjulhusvej i Mariager. Her er vores lille paradis. Jens har fået tid til at nyde sin hobby. Han spiller violin i Assenskvintetten. De er meget ude for at underholde på plejehjem og i centre. De har blandt andet været i Randers flere gange.

Jeg havde aldrig drømt om, at vi ville få det så godt på vore gamle dage. Nu er vi kommet i Paradiset. Så længe vi kan klare os selv, er hver dag en gave.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.