Landsbyhistorier.dk

Gravide sku’ it go så læng den gång!

Jeg er ikke født eller opvokset i Sem. Jeg kom der kun på besøg, mest hos mine bedsteforældre. Jeg husker ikke så meget fra dengang, jeg kom der som barn, det var jo mest samværet med mine kusiner, der betød noget. Lidt erindrer jeg dog, og lidt har min mor fortalt.

Bedstemor var født i Stangerum i 1880. Hendes forældre var året før kommet fra Fyn. Oldefar havde været forvalter på godset Ravnholt, hvor Olde-mor havde været mejerske. Oldemor havde to søstre, der også arbejdede på Ravnholt.

Min oldefars ældre bror havde været forvalter før Oldefar, men han var fulgt med sønnen fra Ravnholt til godset Villestrup på nordsiden af Maria-ger Fjord. Siden købte han selv en gård ved Havndal, Fuglsø. Det var få familiemedlemmer Bedstemor havde i nærheden. De fleste blev tilbage på Fyn, så der blev skrevet mange breve Når Bedstemor slagtede gæs op mod jul, blev de solgt. Var der en, der var gået lidt i stykker i skindet, kunne det hænde, at den blev sendt med toget fra Gjerlev station til hendes kusine i Odense. Når der kom brev fra kusinen, var det altid i en speciel konvolut. Hendes mand arbejdede i frøfirmaet Dähnfeldt. Det var ikke netop den slags kuverter min mor og hendes søs-kende ellers så.

Bedstemor havde også en ugift moster, som var husbestyrerinde hos en gårdmand i nærheden af Kolding. Da han døde, kom der fine kørefrakker, så Bedstefar kunne blive godt og varmt klædt på. Når der kom tøjpakker fra kusinen i Odense, var Mor og hendes søstre glade. Familien havde kun en pige, der var lidt ældre end Mor. Det var fint tøj, som kunne sys om, så det passede.

Da mine bedsteforældre blev gift i 1913, var Bedstemor næsten 33 år. Hun holdt altid fødselsdag for hele familien, for som hun sagde: Jæ blev sent gywt, så jæ nor it å fo sølbryllup, men hun nåede nu at få både sølv- og guldbryllup.

En af mine kusiner spurgte undrende Bedstemor, hvordan det kunne være, at der havde været bryllup den 12. marts 1913, og hendes far var blevet født allerede den 14. august det år.

Dengång sku’ vi it’ gå så længe, svarede Bedstemor.

Den lille ejendom, Hjørnebo, som de boede i, lå skråt over for Annexgården, som de havde købt i 1913. Før dem havde der boet en familie med 24 børn. Da Bedstefar og Bedstemor som nygifte kom til Sem, var der nogle, der sagde: Godt, hun æ så gammel, som hun æ, så kommr’ed val it så manne børn!

Der hørte hede til Annexgaarden. Her plukkede Bedstemor og hendes piger hver sommer tyttebær. Nogle år kunne der være ret mange. Der kom en opkøber fra Randers. Et år tjente Bedstemor så mange penge, at hun købte sig en symaskine.

Engang havde min bedstefar været ude for at slå lidt græs til kalvene. Han havde min moster til at sidde ovenpå græsset i trillebøren, da han kørte hjem. Ved aflæsningen krøb der en hugorm ud af græsset.

En anden gang, mens moster Stinne var lille og sad i barnevogn, havde en hugorm viklet sig ind i hjulene.

Når de kørte korn hjem, kunne de i det lille vindue i gavlen se, hvordan hugormene søgte efter et sted at komme ud.

I vinteren 1941-42 var der så streng frost, at vandet frøs i rørene i jorden, så der ikke kunne pumpes vand op. Der var en pumpe i et udhus, der havde tilhørt enten Hestehavegaard eller Sembro, to gårde, der ca. 1870 var blev revet ned og flyttet uden for byen. Der hentede min far vand sammen med Niels Jørgen.

Da Mor var barn, tjente der piger hos dem. De kom ofte fra Assens. Her var mange arbejderbørn. Deres fædre arbejdede på cementfabrikken. De kom ud at tjene i de omliggende landsbyer. Der var især mange drenge, der tjente på landet om sommeren som hjorddrenge. De gik i skole der, hvor de tjente. Der gik flere af dem i Grove Skole. I timerne sad de ofte og sov. De arbejdede hårdt på gårdene.

Pigerne fra Assens kom først ud at tjene, efter de var blevet konfirmerede.

Mange arbejdsmænd fra Sem, Grove og Edderup, arbejdede på cementfabrikken. Folk kom langvejs fra og sov i barakker på fabrikken. De var kun hjemme hos familien fra lørdag aften sent til søndag sidst på dagen.

Efter at mine bedsteforældre var blevet 67 år, spurgte Bedstemor engang min far, om han mente, at de kunne tillade sig at søge om aldersrente. Han svarede:

Det manglede da bare. Nu har I betalt skat hvert år – bl.a. også til det.

22. juni 1950 mageskiftede Bedstefar med Niels Jørgen. Niels Jørgen flyttede over i Annexgaarden, mens Bedstefar og Bedstemor flyttede ind i den lille ejendom, Hjørnebo. Den havde Niels Jørgen den 8. august 1936 købt af Jens Ulstrup. Hvor han kom fra, ved jeg ikke, men der er forbindelse med Ulstrupper i Assens.

Jens Ulstrup havde ingen børn, men de havde taget en plejesøn til sig – vist lidt af en bandit, sagde min mor – måske lidt af en eventyrer. Han rejste fra Sem, og i flere år så de ham ikke. Pludselig en dag mødte han op og fortalte Jens, at han var blevet gift og havde en lille dreng, som han havde fået døbt Jens Ulstrup. Den gamle blev så glad, at han gav plejesønnen 500 kr. Det var rigtig mange penge den gang. Sønnen lovede at komme tilbage med familien, men han kom aldrig. Der var folk i Sem, der sagde, at det kun var noget, han havde fortalt for at få penge.

Mor husker historien, og hvornår drengen skulle være blevet født. Da der var gået 50 år, så min mor en dag i avisen, at der et sted nær Hobro var en mand, der hed Jens Ulstrup. Han fyldte 50 år, så måske var det sandt alligevel. Hvem ved?

Jeg husker kun mine bedsteforældre som gamle mennesker, så det er begrænset, hvad de lavede. Skulle de have gæster, kom min mor altid cyklende og hjalp.

Bedstemor sad ofte på en spisestol ved bordet i køkkenet. Når hun skar et stykke af det hjemmebagte franskbrød, holdt hun altid brødet med venstre hånd mod brystet, mens hun skar mellemmaden af med højre hånd. Jeg har aldrig set hende selv lave mad, bage, sylte eller andet. Men i hendes spisekammer var der syltekrukker med asier og græskar. Det duftede så godt – bedre end min mors, syntes jeg dengang. Det er nok fordi, det var en anden opskrift.

Bedstefar var næsten aldrig inde i dagtimerne. Der var altid et eller andet, han gik og nussede med. Når man kom på besøg, var han der straks for at høre, hvordan det stod til derhjemme, og om vi havde det godt.

De havde ikke noget badeværelse. Der var et gammelt lokum med indgang fra baggangen eller nærmere gangen mellem beboelsen og stalden. De vaskede sig ved køkkenvasken i det varme vand, de havde i grisen på komfuret.

Ude foran huset mod vejen havde de en lille have, og bag ved huset var der en urtehave med bærbuske. Det kunne hænde, at jeg, når jeg som halvstor pige kom på besøg, skulle cykle til Øster Tørslev med bær til Bedstefars bror og svigerinde. Der var et hønsehus med brombærbuske bagved. Det var her mine kusiner og jeg legede købmandsforretning – jeg husker ikke, om der var høns i huset.

De havde to stuer og et soveværelse. Alle tre rum var forholdsvis store. I soveværelset var der foruden deres senge, natborde, en kommode med et ur, som Bedstefar altid skulle trække op, inden han gik i seng, et stort klædeskab og en seng, næsten som dem, vi i dag kalder en ¾ seng. Her sov vi al-tid, når vi var på ferie et par dage.

I dagligstuen var der et chatol, et spisebord med stole, et tobaksbord med en bagplade af broderet stof, her hang Bedstefars lange piber. Tobakken var i skuffen. Der var også et lille skab, hvorpå diverse billeder stod, en stol, en sofa og en kakkelovn i hjørnet. På væggen over sofaen var gamle billeder bl. a. et af mine oldeforældre fra Fyn, da de blev forlovede.

Om den anden stue husker jeg ikke så meget, der kom vi ikke så tit, men der stod et mærkeligt, smalt skab. Der var vist porcelæn i og på toppladen pyntegenstande. Der var et flot møbel – vist en buffet med glaslåger – her var der også porcelæn. Der var også et ovalt sofabord og tre lænestole med plysbetræk. Derforuden var der blomstersøjler. For mig at se, havde de et pænt hjem.

Mine bedsteforældre hørte nok ikke til de mest fattige. Der var penge til at blive fotograferet hos en fotograf i Randers. Det kan jo også bare være, fordi det er en familie, der har passer på tingene. Min bedstemor, min mor og jeg har været samplere: Breve, billeder, postkort, lejlighedssange, samleralbum til margarine-, Richs- og Danmarksbilleder, rationeringsmærker, legitimationskort, svinekort, servietter, glansbilleder, ja, alt tænkeligt.

En dag var jeg med mine kusiner, Karen og Anna, i skole i Grove. Vi havde fri i Mariager Skole, og jeg var taget til Sem. Vi gik gennem skoven til sko-len.

Jeg fik noget af et kulturchok. Så lille en skole, og der var kun grus og sand i skolegården, hvis man da kunne kalde det en skolegård. Og sikke skoleborde vi sad ved.

Bedstefars søster, Mathilde, var gift med Laurits Pedersen i Sem. Ved gavlen af Laurits Pedersens gård samledes de unge om aftenen efter arbejdstids ophør – måske helt frem til 1960.

En nu afdød mand fra Assens, Hans Laursen, tjente i sine unge år i Sem. Han fortalte, at der en aften, da de samledes oppe ved Laurits, var optræk til regn. Laurits var ikke færdig med at køre høsten ind, så de unge sagde til ham:

Si no aa blyw færdig med at spis, så hjælper vi aal mand mæ aa kyr ind!

Kornet kom ind, inden det begyndte at regne.

Bag ved forsamlingshuset i Sem lå der for mange år siden en smedje. Smeden kunne vist mere end at smede. Der går mange historier og rygter om ham. Smedjen blev jævnet med jorden i begyndelsen af tyverne.

Engang jeg var nede i engen, fandt jeg den sjældne plante, soldug.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.