Landsbyhistorier.dk

De kastede bomber

Før mine forældre blev gift, arbejdede min mor på et lille lokalt postkontor i Assens, hvorfra hun stammede. Der kom dengang mange udenlandske skibe til Dania.

Når et medlem af besætningen manglede danske penge, var det min mor, der af postmesteren i Mariager var bemyndiget til at veksle valuta.

Når tyskerne under krigen holdt skydeøvelse i Sem Hede, stillede de vagter ud ved skovvejen, så måtte vi ikke gå den sædvanlige vej ind gennem skoven til skole. Vi skulle da gå op ad Sembakken forbi Semmøgelhøj.

Tyskerne var ikke altid lige omhyggelig med sigtet. Der var mange, der oplevede, at kuglerne faldt meget tæt omkring og undertiden i Sem By.

Et par gange stod vi ved vinduet i stuen og kikkede op over Semskoven, hvor engelske og tyske maskiner var i kamp.

En aften måtte en engelsk maskine for at slippe væk fra de forfølgende tyske maskiner kaste sin bombelast tæt ved Marius Knudsens gård, der lå mellem Kærby og Hald. Marius, der heldigvis var alene hjemme, nåede lige at trække dynen op over hovedet, inden husets mure faldt sammen om ham.

Senere hørte vi, at en anden maskine var faldet ned ved Skrødstrup. Det var ved den lejlighed vores genbo tog en patron med hjem. Han havde aldrig været soldat. Det var måske grunden til, at det gik så galt.

Om middagen lige før familien skulle spise, stod han ved stuebordet og forsøgte at få krudtet ud af patronen med en saks. En gnist antændte krudtet. Ved eksplosionen mistede han hele den højre hånd og pegefingeren på venstre hånd og hans søn, fik en metalsplint i lungen.

Min far (Mads Hansen), Ajs Finn og Jens Navndrup skiftedes til at holde hans indbundne arme i vejret for at forhindre at han forblødte, inden doktor Fuglsang kom.

Sagens alvor gik – om ikke før – op for os, da vi så, Fuglsang komme susende i sin benzindrevne bil og ikke i den sædvanlige, der kørte på generatorgas.

Det var almindeligt, at folk efter skydeøvelserne gik ud i Sem Hede for at samle patroner op. De voksne, der gik på jagt, samlede patronerne for krudtets skyld. Under krigen skulle jægere nemlig selv genoplade deres patroner. Vi drenge samlede på de tomme patronhylstre, men det hændte dog, at vi fik en ladt patron med.

Efter en skydeøvelse havde min bror, Kristian, og jeg fundet nogle patroner. Muligvis har vi tabt en af dem i brændekurven, for da mor næste dag intetanende fyrede op i komfuret, lød der et øredøvende brag – og pludselig stod alle komfurets låger åbne. Vi kendte Mor og vidste, at hun nok skulle bruge lidt tid til at få nerverne i ro, så det varede noget, inden vi vendte hjem den dag.

Vort hus var, som så mange andre huse i Sem, stråtækt. Ikke underligt, at mine forældre havde stor respekt for ildebrand. Nervøsiteten gav sig udslag i, at vi i tordenvejr havde vort tøj liggende lige inden for rækkevidde ved siden af sengen, hvis det skulle blive nødvendigt.

En gang stod Far under et voldsomt tordenvejr og kiggede ud af vinduet. Pludselig kom der et stort lyn efterfulgt af et brag. Far blev slynget hen på sengen. Da han fik sig sundet lidt, udbrød han: De’ var dælen-knæk-mæ tæt po!

For at hjælpe lidt på økonomien, holdt vi husdyr. En ged, nogle høns og en gris. Det var en rigtig fedegris. Den fik bl.a. gedens mælk. Ved juletid blev den slagtet.

I årets løb havde vi fået fersk kød fra andre, der havde slagtet gris, så nu var det Mors tur til at dele ud af medister, blodpølse, flæsk og kød. Det var en praktisk ordning fra gammel tid, før det blev muligt at fryse ned. Det jo dejligt med en gang ferskt kød til afveksling fra alt det røgede og saltede.

Kristian og jeg var ikke glade for det fede grisekød. En gang, vi protesterede, lovede Mor os, at vi skulle få en rigtig oksesteg. Ih, hvor den smagte, indtil hun fortalte, at det var stegen fra grisen.

Året 1947 var det tørreste år i mands minde. Det var det år, hvor 37 tønder land af Sem Hede blev opdyrket. Der var stor mangel på foder til dyrene, men så havde man jo heden. Som så ofte før, blev der slået lyng. Den blev solgt i vognlæs. Gårdmændene gav 15 kroner pr. læs, mens husmændene kunne nøjes med at betale 10 kroner pr. læs.

Ved opdyrkningen blev hele heden brændt af. Vognmand, Tahl Jensen, fra Udbyneder leverede den kalk, der skulle strøs ud over jorden og pløjes ned.

Ved den lejlighed blev vi igen mindet om tyskerne. Granathullerne var næsten dækkede. Jeg fik til opgave at finde og afmærke dem. Det kunne være farligt for hestene, hvis de faldt i de dybe huller med redskaberne. Selve afbrændingen var heller ikke helt ufarlig. Den ammunition, tyskerne havde tabt, eksploderede med store brag.

Der var flere handlende, der kørte rundt og solgte varer. En blind mand, der hed Tange, kørte rundt med børster. Han havde haft lupus, en form for kræft, der havde bortædt store dele af ansigtet, men han klarede sig glimrende. Han kendte pengesedler og mønter, så han kunne give korrekt tilbage, og han kunne, selv om han ikke havde set folk i mange år genkende dem på stemmen.

Der blev skåret mange tørv i Sem Mose. Et slidsomt arbejde, der gav ømme rygge, men som mange sagde: Man hår da it søvnbesvær om nætten!

Tørvene skulle i hænderne mange gange, men arbejdet gav luft i økonomien. Havde man skåret 10.000 tørv, var daglønnen hjemme.

1. Først blev tørvene skåret ud af tørvegraven i klyner og delt op i tørv.

2. Derefter blev de kørt ud til tørrepladsen, hvor de skulle ligge og tørre. Efter nogen tids tørring, blev de vendt – undertiden flere gange.

3. Til sidst skulle tørvene, sættes i skruer og tørre færdig, inden de kunne sælges.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.