Landsbyhistorier.dk

Kuglerne fløj os om ørene

Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem.

En dag gik Bay og jeg og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden. Pludselig kom en kortege af hestevogne med tyske soldater ad den markvej, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie. Senere fik vi at vide, at de havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, som hun brasede.

Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud i heden, hvor skydeøvelsen begyndte. De tog ikke hensyn til, at folk arbejdede i markerne.

Pludselig kunne jeg høre nogle kugler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Jeg løb hen til Bay og fortalte det. Han troede mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu en kugle susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde Bay også hørt smældet, så syntes han også, det var tid at gå hjem. Det endte med, at vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire.

Vi var ikke lige mere end kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen. Bønder holdt umådelig meget af deres heste, og Peter Svendsens heste gik og græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det var ikke nogen behagelig tur.

Vi var ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

I Grove Skole var børnene mødt om morgenen. En tysk officer til hest kom ridende og fortalte min far om skydeøvelsen. Børnene blev kaldt ind. Man regnede med, at de ville være i sikkerhed i skolestuen bag de to murstensvægge.

Lidt senere på dagen kom mælkekusken, Hans Lindskov, kørende gennem skolegården. Som så ofte før fik han og Far sig en lille snak. Det varede nøjagtig, til der kom en kugle susende lige mellem dem. Den endte med et smæld i den store lind, der stod lige udenfor skolestuen.

Da tabene blev gjort op til: En tysk soldat blev slæbt til døde, da han faldt af hesten. Et par kalve var blevet ramt og måtte nødslagtes og endelig var der en hest kunne nøjes med en bred skilning tværs gennem manken, hvor et projektil havde pløjet sig igennem.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.