Landsbyhistorier.dk

Hun sagde, vi fegled – snød

Min morfar, Niels Thorsen Pedersen, boede i True før han flyttede til Sem. Han var gift og havde fem børn. Da hans kone døde lige før århundredeskiftet, stod han tilbage med børnene, der alle var ukonfirmerede.

Bedstemor var en af de piger, der, som det hed den gang, var kommet i ulykkelige omstændigheder. Som enlig mor havde hun ikke de store muligheder. Hun søgte, som så mange andre i hendes situation plads som husbestyrerinde, hvor hun kunne have sin derng hos sig. Den plads fandt hun hos Bedstefar. Hun faldt så godt til i pladsen, at hun i 1899 viet til Bedstefar i True Kirke.

Det har sikkert ikke altid været let. Kun 22 år gammel blev hun stedmor til en børneflok på fem, hvoraf den ældste kun var otte år yngre, end hun selv var. Sammen fik Bedstefar og Bedstemor syv børn.

I min barndom spillede afstand en stor rolle. Vi boede i Hornum nord for Hobro, så det blev kun til et enkelt eller to besøg i Sem om året. Det ene år kørte vi i en lejet lillebil til Sem den 7. juni. Det var Bedstefars fødselsdag. Det næste år besøgte vi dem den 6. juli. Det var Bedstemors fødselsdag. Vi skulle altid en tur op på Sem Møgelhøj for at spise blåbær, når Bedstemor fyldte år, men vi skulle passe på, for det kunne nemt give blå pletter på kjolerne.

Bedstefar havde aldrig fået en uddannelse, men han havde klaret sig fint som selvlært murer. Nu, hvor han var gammel, fik han vel sin aldersrente, som det hed.

Når jeg var på sommerferie, gik jeg om morgenen med Bedstefar ned i kæret, hvor de to geder gik på græs. Om aftenen skulle de hentes hjem og malkes. Nede i kæret ved Brækild – Bredkilde, stod også den hævert, som pumpede vand op til den vandbeholder ved kirken, som folk i Sem fik vand fra. Det var Bedstefars arbejde en gang imellem at gå ned og se efter, om alt fungerede , som det skulle.

Bedstemor var altid nervøs, når vi gik ned til Brækild, for man sagde, at der var kviksand. Vi fik strenge formaninger om aldrig at gå der ned alene. Det blev fortalt, at en hest engang var forsvundet i kilden.

Bedstemor var 20 år yngre end Bedstefar. Heldigvis havde hun sit gode humør. For hende som for de mange andre kvinder uden uddannelse var livet hårdt arbejde både i og uden for hjemmet. Hun passede Bedstefar og børnene herunder – moster Gerdas tre børn: Niels, Viola og Vilhelm og hun måtte arbejde i mosen med tørvene for en beskeden løn. Om sommeren lejede hun undertiden sammen med nogle af de andre koner i Sem et stykke af heden, hvor de plukkede tyttebær, der blev solgt til en opkøber. Pengene gav lidt luft i husholdningsregnskabet.

Det var Bedstemors arbejde at malke gederne. Mælken blev blandt andet brugt til at lave ost af – knapost. Den smagte dejlig.

Men økonomien var meget anstrengt i hjemmet, så vi fik mange kartofler og et stykke flæsk, når jeg boede hos dem i sommerferien.

Bedstemors liv var hårdt, men hun formåede alligevel at bevare sit gode humør, og huset var altid pænt og rent.

Når vi kom på besøg, havde Mor altid brød med til kaffen. En gang havde hun bagt en kasse med småkager. Da vi i den lejede lillebil drejede i svinget ved Alstrup ud mod Skrødstrup Skoven, gik døren op, og småkagekassen, som Mor sad med, fløj ud på jorden.

Da jeg i 1940 blev konfirmeret, fik jeg rigtig mange penge – hele 93,50 kr. Jeg ønskede mig en cykel, men den kostede 125 kr. Jeg var så heldig, at min far gav mig de sidste 32 kroner, så jeg kunne købe cyklen.

Der var ikke ret mange, der havde telefon den gang, så det var ikke så nemt at holde kontakt med familien – og Bedstefar var meget syg. Han havde knoglekræft i ansigtet. Det var meget smertefuldt, til sidst kunne han kun spise flydende kost.

Det blev besluttet, at jeg skulle køre til Sem på min nye cykel for at spørge nyt. Det var grunden til, at jeg som 14-årig var hos Bedstefar og Bedstemor i Sem den 26. august 1940, da Bedstefar døde.

Lægen kom om aftenen. Bedstemor var ved at barbere Bedstefar. Han kunne næsten ikke holde det ud for smerter, så da lægen sagde, at det var unødvendigt, indstillede Bedstemor barberingen. Efter at have undersøgt Bedstefar kom lægen ud og sagde:

Lille fru Thorsen, nu vågner Deres mand ikke mere.

Jeg sov ved siden af Bedstemor den nat. Vi kunne ligge og høre, hvordan Bedstefars åndedræt blev svagere og svagere – til sidst døde han.

Året efter flyttede Bedstemor til Mariager, hvor min Moster boede. Når vi besøgte Bedstemor, ville hun gerne have et spil Stindrakker. Blev hun træt af spillet, sagde hun gerne, at hun ikke ville spille med os, for vi feglede – snød. Sandheden var, at hun var den værste.

Den 21. februar 1960 døde Bedstemor i Mariager. Hun blev begravet på Sem Kirkegård.

Jeg havde en dejlig bedstemor. Hun havde et yndlingsudtryk: F . . . . . to. Men – – – det har Vorherre nok tilgivet hende. Hun bad sin aftenbøn hver aften.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.