Landsbyhistorier.dk

Ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber

Som små hjalp vi børn Mor med at holde kirkegården pæn og nyrevet til hver søndag.
Vi lærte tidligt at ringe med kirkeklokken. Mor ringede solen op om morgenen, og Far ringede den ned om aftenen, hvis han da kom så tidligt hjem fra arbejde, at han kunne nå det, ellers var det et af os børn eller Mor.

Når der skulle være begravelse gravede Far graven med håndkraft. Om vinteren når jorden var frosset til, måtte han bruge en hakke, til han kom ned til den bløde jord. Gravens sider blev stivet af med brædder, så jorden ikke kunne skride. Når begravelsen var overstået, og følget var gået til kaffe i forsamlingshuset, skulle graven dækkes med jord. Vi havde en jomfru (en tyk pæl med en rund pind igennem) til at stampe jorden med, så den blev fast. Når graven var dækket, hjalp vi til med at dække den med blomster og kranse.

Om søndagen skulle der ringes til gudstjeneste. En time før blev der ringet første gang uden bedeslag. En halv time senere blev der ringet anden gang – også uden bedeslag. Tredje gang, lige inden gudstjenesten begyndte, sluttedes ringningen af med 3×3 små bedeslag. Det skulle der stor øvelse til, så det var næsten altid Far, der ringede sidste gang inden gudstjenesten. Præsten var pastor Nørgaard fra Hem. Kirkesangeren var de første mange år lærer Bach fra Grove Skole – senere blev det Villy Møller fra Hedely. Organisten var læreren i Skrødstrup, Henry Christiansen, og Far var kirketjener eller ringer og graver, som vi sagde i min barndom.

For at tjene lidt penge gik vi med aviser og ugeblade. Vi kunne heldigvis cykle det meste af året. Det hændte, at vi om vinteren ikke kunne cykle, så var det en lang gåtur rundt i Grove, Edderup og Nørre Sem, for aviser og blade skulle ud til tiden.

Under krigen og lang tid efter gik og cyklede folk, når de skulle i byen. Det var et vældigt fremskridt, da min far i slutningen af fyrrerne fik en røvskubber, som man respektløst kaldte de første knallerter. I virkeligheden var det bare en påspændt motor, der ved hjælp af nogle ruller trak cykelhjulet. Den kunne være spændt på både for- og baghjulet. Det var ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber. Fjedrende forgaffel var endnu et ukendt begreb. Og var motoren monteret på forhjulet af en damecykel, der slet ikke var konstrueret til at køre 40 – 60 km i timen, var det direkte livsfarligt. Vi færdedes på hullede grusveje, hvor især damecykler havde let ved at slingre.

Mange i Sem havde geder. Vi havde to hvide geder. Om sommeren stod de hele dagen i vejgrøften langs vejen til Enslev og græssede, der var jo ingen særlig trafik. Om vinteren opholdt de sig i vort udhus, hvor de blev fodret med roer og hø, som vi havde hentet hos bønderne. Vi drak mælken. Den smagte dejligt.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.