Landsbyhistorier.dk

Geden fik jakke på

Under krigen var det svært at købe tøj, selvom man havde tøjmærker – og det man kunne købe var dyrt og dårligt. Mor syede selv alt mit tøj – som regel af aflagt tøj. Det var af meget bedre kvalitet end det, man kunne købe.

Når køerne havde kælvet på gårdene, fik Mor undertiden noget af råmælken, så blev der bagt franskbrød. Det smagte dejligt.

Det var oftest Mor, der hjalp mig med lektierne, men en gang hun sad og syede, måtte far træde til. Mor blev mere og mere irriteret, da hun så, hvor uoplagt jeg var. Til sidst rejste hun sig og kom over på den anden side af bordet for at give mig en på hovedet. Jeg dukkede mig, så hun ramte Far, der forbavset udbrød: Hva’ F..! Wæl do slå!

Hver lørdag var det mit arbejde at gøre komfuret i stand. Først skulle det slibes rent med smergellærred. Bagefter skulle det smøres ind i ovnsværte, så det skinnede flot.

I 1947 sad jeg en aften ude på muren og ventede på Far og Mor. Vi skulle ud til Bedstefar og Bedstemor til aftenkaffe. Pludselig så jeg et ildskær oppe i et lille loftsvindue på Vestergaard, der lå lige på den anden side af vejen. Jeg løb ind til Far. Da han så ilden, løb han op gennem byen og kaldte folk til hjælp. Branden blev så voldsom, at malingen på vores yderdør begyndte at smelte. En overgang var der fare for, at branden skulle brede sig til vores hus, så man begyndte at kaste vand op på vores tag. Alle vores personlige papirer blev for en sikkerheds skyld stillet op i haven under en balje. Vi slap dog med skrækken. Vestergaard derimod brændte ned til grunden, og er ikke siden blevet bygget op.

Lige efter jul mødte min far Kren Juul *) oppe i byen. Vi havde undret os over, at han det år havde holdt en lille pause, da han kimede julen ind. Kren Juul forklarede, at hammeren var blevet slået tilbage fra klokken, så han havde tabt den ud af gluggen ned på kirkegården. Det lille ophold, som vi havde bemærket, var den tid det tog for Kren at løbe ned på kirkegården efter hammeren.

*) Graveren hed egentlig Kristian Andersen.

Møller – måske var det juleringningen, der havde givet ham tilnavnet Jul.

Far var et par gange uheldig med ild. Den ene gang ville han brænde det visne græs af i vejgrøften uden for Marens hus. Ilden løb fra ham og op ad Skrødstrupvejen.

Værre var det dog, da han og onkel Mads skulle brænde den gamle lyng af ude i Sem Hede. Det gjorde man, for at der kunne gro nye, fine lyngris frem, som kunne bruges til kreaturfoder. Ilden løb fra dem og blev til en meget stor hedebrand. Ilden blev først standset ved Trinderupvejen.

Det var ved den lejlighed Jelne Pier, der sad udenfor sit hus og kikkede ud over den brændende hede sagde: A gor F . . . pine’me it her fra! Til sidst blev varmen og røgen dog så voldsom, at Pier måtte flytte sig.

Far kunne godt lide at lave sjov. En gang fik nogle af familiens børn besked om at stille sig op på muren ved huset. De skulle lege bier. Far skulle give dem honning. Han havde lidt vand i munden, som han sprøjtede ud på dem.

En anden gang blev de folk, der sad i vores stue, noget forbavsede, da en ged pludselig kom gående ind med en jakke trukket omvendt på.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.