Landsbyhistorier.dk

Fem kroner for at tænde radioen

Jeg blev konfirmeret i 1933 i Hem Kirke. Der var både forårs- og efterårs-konfirmation den gang. De fleste af mine kammerater kom ud at tjene lige efter konfirmationen. Jeg blev hjemme på Vestergaard, til jeg var 17 år. Jeg hjalp til med alt arbejde både ude og inde uden at få egentlig løn, men jeg manglede ikke noget. Om efteråret, når tyttebærrene var modne, kørte Far mig ud i Heden, hvor vi havde et stykke jord. Der gik jeg hele dagen i fred og ro og plukkede bær. Jeg havde madpakke med, så det var den rene råhygge. Jeg gik og passede mig selv. Der var kun en ting, der kunne irritere. Det var Assenskonerne, der som en sværm kom og plukkede, hvor det passede dem – også i vores hende – og kun de store bær. Når jeg kom hjem, blev bærrene lagt op på et bord, der var stillet skråt. Når de rullede ned ad bordet, var det nemmere at rense dem for blade og dårlige bær. Det beløb, de indbragte, var mine lommepenge. Det kan lyde mærkeligt, men noget af det, jeg husker med glæde, er storvasken. Det var hårdt. Alt det vand, der skulle slæbes til og fra. Efter en hel dag ved vaskebrættet havde vi rene negle og ømme rygge, men så kom belønningen. Mor mente, vi havde fortjent – en fem øres flødebolle fra købmanden. Til sammenligning kostede en pakke med ti cigaretter 40 øre.

I 1937, da jeg var 17 år, flyttede jeg til Enslev hos Anker Holm i min første plads. Jeg fik 45 kr. om måneden, og så skulle jeg kun være pige i huset hjælpe til i haven og vaske mælkespandene. Der var seks voksne og to børn på gården. Det var et godt sted at være. Jeg havde fri hver anden søndag, når jeg havde ryddet op efter middagen. Gården var ret moderne. Vi havde malkemaskine. De fleste andre steder malkede man med hånden. Lige før besættelsen i 1940 flyttede jeg ned til grosserer og cigar-handler Hvims i Hadsund. Der var ansat en cigarruller, så de to kommiser kunne sælge de flotteste, håndrullede cigarer i forretningen.

Jeg husker tydeligt det hus, der var lige efter besættelsen, den 9. april 1940. Alle styrtede rundt for at købe rullegardiner. Tyskerne havde givet ordre til, at hele byen skulle mørkelægges – have sorte papirrullegardiner for ruderne – og som om det ikke var nok, blev der efterhånden indført rationering på næsten alt. Jeg havde fri hver anden søndag hele dagen, men jeg var utryg ved at cykle den lange vej over Trudsholm og Kastbjerg hjem til Sem på grusvejene.

Jeg kom til at tjene på Afholdshotellet i Assens i 1942. Der var kun to udlejningsværelser, så det meste af arbejdet bestod i at servere for de faste pensionærer og til festerne. Der kom ekstra liv på Afholdshotellet, når der var danseskole, eller når rejsebiografen kom og spillede film i festsalen.

Senere, da jeg blev ung pige i huset hos ingeniør Christensen på Dania, fik jeg næsten status af familiemedlem. De var, så længe de levede, vores meget gode venner. De havde en stor omgangskreds. Jeg fik lært at servere og dække bord, og jeg lærte at lave retter, man ikke lavede hjemme i Sem. Når de blev indbudt til fest hos deres venner, var det nærmere regelen end undtagelsen, at jeg blev bedt om at tage med. Jeg skulle tage mig af serveringen. Det syntes jeg ikke, der var noget mærkeligt i – den gang. I en kort periode under krigen havde vi fornøjelsen at have direktøren på Dania, Buch Hansen, boende i gæsteværelset. Han var konservativ folketingsmand. På grund af tyskerne var han så utryg ved at sove i direktørboligen om natten, at han i stedet foretrak at sove i ingeniør Christensens gæsteværelse. Det skulle vise sig at blive en indbringende forretning for mig. Buch Hansen var en meget korpulent herre. For at være velorienteret skulle han gerne op kl. 5.00 for at høre den tidlige Pressens Radioavis, som Radioavisen hed den gang. Han kunne ikke selv tænde for radioen nede i stuen, derfor bankede han på døren, når han gik forbi mit kammer, så jeg kunne løbe ned i stuen og tændte for radioen. Inden jeg igen smuttede ind i min lune seng, stak han mig gerne en femkroneseddel. Det skulle i øvrigt vise sig, at hans angst for tyskerne ikke var ubegrundet. Han blev senere interneret på Assens Skole. Allerede mens jeg arbejdede på Afholdshotellet, havde jeg lærte min mand, Gunnar, at kende. Han var lastvognschauffør på Dania – senere blev han afløser og til sidst fast privatchauffør for Buch Hansen. Han havde gjort det til en vane at komme ind og spise frokost hos mig i køkkenet, når han kunne se sit snit til det. Vi havde været kærester i flere år, så vi kendte hinanden godt – for godt – var der nogle, der mente, for jeg blev gravid som 27-årig. Jeg ville rejse, men fruen ville gerne, jeg blev i pladsen.

Et halvt år efter vi havde fået vores første søn, Preben, blev vi viet af sognefogeden i Falslev i hans dagligstue. Derefter flyttede vi ind i en lejlighed i Assens. Senere kom jeg til at arbejde hos familien Hedegaard i direktørvillaen på Dania. Her oplevede jeg Hedegaards temperament. Engang Fruen fik en blomst af en fremmed mand, blev han så vred, at han gav sig til at vælte spisestolene. Pigen for rundt og rejste dem op, indtil jeg bad hende holde op, for Buch Hansen væltede dem igen. Jeg fik brug for al min kunnen, for de havde stor selskabelighed. Jeg skulle både lave maden og servere. Var der over 10 gæster, blev kogekonen, Kirstine Bach, indkaldt til at lave maden, mens jeg serverede.

I 1974 flyttede vi fra Dania til Assens, hvor vi flyttede ind i huset, vi stadig bor i. Da vi havde boet her i to år, faldt jeg og brækkede lårbenet. Jeg blev indlagt på Hobro Sygehus. Efter tre måneder blev jeg overført til Randers Centralsygehus, fordi der var gået betændelse i såret. Jeg måtte ligge et halvt år lå på ryggen, og da jeg endelig kom hjem, blev jeg to gange om ugen kørt ud på sygehuset til genoptræning. Siden har jeg gået hjemme og passet huset – og Gunnar. Det har både han og jeg været glade for.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.