Landsbyhistorier.dk

A-klassen og b-klassen

Da jeg var lille, var der kun få børn på min alder i Sem. En gang imellem kom der et par tilflytterbørn, men de forsvandt som regel hurtigt igen. Jeg brugte meget af min tid til at tullede rundt i byen og snakke med folk. Mest tid brugte jeg nok hos bedstefar og bedstemor. Senere, da jeg fik lov til at cykle rundt, fandt jeg nogle legekammerater i Grove. Jeg legede også en del med børnene fra Sembro. Jeg glædede mig til at komme i skole og få nye kammerater. Både Grove og Skrødstrup Skole var for længst blevet nedlagt, så vi blev kørt med skolebus til Havndal Skole. Her opdagede jeg, at der faktisk var andre børn på landet, og jeg fandt hurtigt nogle kammerater i Edderup og Skrødstrup. Børnene fra Havndal og Udbyneder gik i a-klassen, mens vi andre kom i b-klassen. Ingen af os fra oplandet havde den store erfaring i at begå os blandt mange børn, så det store sammenhold var der ikke noget af. Det blev hurtigt til, at man kun havde to muligheder for at begå sig: At finde sin rang i en klike, eller stå alene udenfor. I så fald var det klogt, hvis tingene kørte op i skolegården, at gå en tur til gartneren – som solgte slik – og først komme tilbage, når det ringede ind. Man skulle i det hele taget være meget forsigtig med at vise, hvad man kunne – så var det klogere at spille dum. Klassens motto var: Succes er en god ting, men andres fiasko er ikke at foragte! Men det vidste jo allerede Axel Sandemose (Janteloven).

I 1986 blev jeg konfirmeret hos Pastor Juul i Hem. Man holdt ikke ungdomsgilder i hjemmene eller i forsamlingshuset mere. Man holdt blå mandag. Far og Mor mente, at det var nok at tage en tur til Randers, men Ålborg med Karolinelund og Jomfru Ane Gade trak lidt mere. En af mine skolekammeraters far var buschauffør på det tidspunkt. Det var ham, der kørte os til Ålborg og sørgede for, at vi kom godt hjem igen. Jeg havde fået godt 4.000 kr. i konfirmationsgave, så jeg syntes, jeg havde både råd og lov til at slå mig lidt løs. Indgangsbilletten til Karolinelund kostede vist nok 60 kr. og en tur i boomerang 25 kr. Vi fik også lidt at spise. Efter en tur i Jomfru Ane Gade, der også den gang havde forskellige arrangementer for konfirmander, endte det med, at jeg havde brugt omkring 500 kr. Men så havde jeg også købt en ny pung. Resten af pengene brugte jeg til at købe en brugt computer.

Da jeg i 1988 blev færdig med 9. klasse, var der ikke megen diskussion. Landmand var noget man ikke skulle blive, med mindre man insisterede kraftigt – og mine evner lå vist nok også et andet sted. Jeg havde klaret mig godt i skolen, og min interesse for teknik gjorde, at jeg havde lyst til at komme videre på en eller anden måde. Om det skulle føre til en videregående uddannelse, spekulerede jeg ikke på. Det lå så langt ude i fremtiden, at jeg lige så godt kunne tage et skridt af gangen. Gymnasiet skulle jeg igennem uanset hvad. Jeg valgte at tage til Hobro Gymnasium, hvor min storebror havde taget sin HF-eksamen to år tidligere. De følgende tre år var en dejlig tid præget af et tæt sammenhold og godt kammeratskab. Jeg oplevede lærere og kammerater, der kunne række en hjælpende hånd, når det var nødvendigt, opmuntre og glæde sig på andres vegne. Min matematiklærer havde opfundet sit eget karaktersystem. Skrev man med blyant, fik man 7, skrev man med kuglepen fik man 8, og skrev man skråskrift, fik man 9 eller 10. Det værste var, at det næsten altid passede. Det var også ham, der låste døren kl. 8.00, krydsede de tilstedeværende af i protokollen og låste op igen. Kun hvis man deltog i sociale arrangementer, som f.eks. den årlige skolekomedie, kunne der dispenseres. Da jeg i 1991 blev student, var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg ville. Årene på gymnasiet havde givet mig nye ideer, så jeg begyndte at læse fysik og kemi på Århus Universitet uden egentlig at vide, hvad det skulle føre til. Det første år gik med at lære, hvordan man studerer. Pludselig havde jeg selv hele ansvaret for at lære. Det var en brat og lidt hård omstilling. Efter det første år måtte jeg erkende, at fysik var for teoretisk for mig. Jeg valgte derfor at fokusere på kemien. I virkeligheden var fysik bare meget mere anderledes end forventet, og jeg har flere gange fortrudt fravalget.

Mine forældre havde hørt så meget dårligt om kollegier, at jeg først kom til at bo i et kælderværelse i Viby. Det var et rigtig dårligt valg. Det duer ikke at være isoleret fra andre mennesker, mens man studerer, men der gik næsten tre år, før jeg fandt et værelse i et ungdomsboligkompleks i Hasle. Her var jeg tættere på dem, jeg læste med, og det endte med, at jeg mødte Mette, der studerede historie og arabisk. Mens jeg læste i Århus, fik jeg arbejde på Sødisbakke i Mariager. I begyndelsen gjorde jeg rent, men senere blev jeg medhjælper på en af afdelingerne som weekendvagt. Det var nogen gange hårdt, men det betød, at jeg kunne forlade universitetet uden studiegæld. I 1997 kunne jeg kalde mig cand. scient. i kemi. Og hvad nu? Jeg kunne i princippet søge et hvilket som helst kemiker job, men min vejleder på Århus Universitet foreslog, at jeg skulle søge til Ålborg Universitet, hvor der måske var brug for en undervisningsassistent. Fik jeg stillingen, ville jeg måske på et senere tidspunkt få mulighed for at tage en Ph.d. grad, en mulighed, jeg ellers helt havde afskrevet. Jeg søgte og blev i første omgang ansat som amanuensis.

Det var dejligt at have et arbejde, men igen måtte jeg til at lære noget helt nyt – at undervise. Det tog godt et år, inden jeg nogenlunde var i stand til at tilrettelægge og fremlægge stoffet, så jeg i det mindste selv var tilfreds med resultatet. Da min ansættelse på Aalborg Universitet som udgangs-punkt kun var midlertidig, besluttede vi at blive boende i Århus, og i 1999, da Laura blev født, købte vi en grund og byggede hus i Harlev vest for Århus. Mette havde på det tidspunkt endelig fået arbejde som analytiker ved TDC. Indtil da havde hun været arbejdsløs i over et år. Jeg fortsatte på Aalborg Universitet og startede samme år på et treårigt Ph.d. studium. Siden jeg blev færdig med det, har jeg været ansat som adjunkt. Det er imidlertid usikkert, hvorvidt det varer ved. I dag kræver en fast stilling på et universitet, at der er mange studerende, og at der er nogen, der vil sponsorere ens projekter. Så hvor jeg er, og hvad jeg laver om to-tre år, har jeg ingen anelse om, men det involverer forhåbentlig en god del kemi.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.