Landsbyhistorier.dk

Så vidste jeg, hvor nålen var

Vi boede i Alstrup og i Skrødstrup, indtil min far og mor den 6. marts 1930 købte et lille hus i Sem af Niels Peter Jensen for 3.850 kr. De følgende år arbejdede min far som fodermester på Sembygaard.

Jeg husker tydeligt min første skoledag i Grove Skole. Det var den 1. maj 1935. Jeg ved ikke, om madpakken var det vigtigste for mig, men jeg husker, at fru Bach kom ind i skolestuen. Jeg havde madpakken til at ligge foran mig, så hun forklarede mig, at den skulle ligge under bordet.

Til den første eksamen var der provstevisitats. Det var med provst Exner fra Hald. Det var også sidste gang, den daværende præst i Hem-Sem Sogn, pastor Skjærbæk var med til eksamen.

Der var kun to klasser i Grove. Om sommeren gik bitteklasse i skole tirsdag og fredag og sturklasse de fire andre dage fra kl. 9.00 til kl. 16.00. Om sommeren var det omvendt, da mødte de store fra kl. 7.00 til kl. 13.00. Man kom i sturklasse som 9-10-årig. Det er hændt, at et lyst hoved allerede som 8-årige kom i sturklasse Når vi skulle i skole, gik vi, som man altid har gjort, når man skulle fra Sem til Grove, ad skovvejen og Hulvejen, så vi kom ud lige ovenfor Hans Lindskovs ejendom, Skovly. Vejen forsvandt sammen med skolen. Det var en spadseretur, der tog tre kvarter. Jeg mindes aldrig at være kommet for sent. Det gjorde man ikke i Grove Skole. Der var god disciplin. Jeg tror ikke engang, vi hviskede i timen.

Når Bach kom ind, rejste vi os pænt op. Dagen begyndte med morgenandagt. Vi sang en salme og bad Fadervor og sluttede med: O, du som os vel-signed!

I bibelhistorie og almindelig historie blev vi først hørt. Derefter fortalte og gennemgik Bach det, vi skulle have for til næste gang. Danmarkshistorie var for mig et kedeligt fag.

I dansk skrev vi diktat. Bach dikterede. Det var med at skrive uden fejl, for vi blev flyttet om efter, hvor mange fejl vi havde.

I geografi terpede vi meget. Vi lærte de forskellige landes: Byer, floder og bjerge m. m. udenad. Og vi blev hørt.

Der var regning i den sidste time. Vi lærte både den lille og den store tabel. Bach kunne godt finde på at skrive hele den store tavle fuld af regneopgaver, som vi skulle regne med griffelen på vores lille skiffertavle. Efterhån-den som vi havde regnet opgaverne, fik vi fri. Det kunne godt give nerver.

Vi havde også en sangtime. Jeg tror, det var om torsdagen. Vi lærte mange gode sange, som vi kan huske endnu.

Om sommeren havde vi en gang imellem gymnastik ude på legepladsen. Der var på skolen både en buk og en plint.

Frikvartererne var dejlige, men de var sjældent lange.

Efter den sidste time pakkede vi vores taske og stod ud på gulvet ved vores plads og sang en lille sang f. eks: Timen hæves, nu der kræves kun en lille sang – – – eller Nu er timen til ende – så måtte vi gå hjem.

Hvert år var vi på udflugt. De små kom til Doktorparken i Randers.

Alt i alt havde vi en god lærer. Han gik helt og fuldt gik op i sin gerning.

Jeg gik ud af skolen sidst i marts 1940.

Om sommeren skulle jeg skynde mig hjem fra skole. Jeg kunne lige nå at spise den mad, min mor havde sat i ovnen til mig, inden jeg måtte løbe ned i engen, hvor mine forældre ejede to td. land tørvemose.

Min far begyndte at skære tørv, så snart frosten var af jorden. Vi skulle helst skære 10.000 tørv om dagen. Et lag gennem hele tørvegraven i en tørvs bredde kaldtes en bænk. Far stod i tørvegraven og skar klynerne ud i tørv. De blev lagt op på et bræt, som vi piger skulle køre ud på land til Mor. Hun stod og lagde dem ud enkeltvis til tørring. Det var et arbejde, der gav en øm ryg.

Det var ikke tilladt at stå på brættet, når vi kørte frem og tilbage fra tørvegraven til marken, for hesten skulle hvile sig. Når vandet var løbet af tørvene, skulle de rejses. Det vil sige, at man rejste dem på højkant – to og to lidt skævt for hinanden, så de kunne tørre bedst muligt. Til sidst blev tør-vene stakkede, sat op i skruer. Så var de klar til at blive solgt.

I den tid vi gravede tørv, tjente vi ingen penge, så det lettede på økonomien, når Far kunne begynde at sælge af tørvene.

Omkring Pinse skulle tørvegravningen til fremmede være færdig. Så kunne vi begynde forfra med at grave vore egne tørv.

Vi deltog alle i tørvegravningen efter skoletid det meste af sommeren.

Der var pauser i tørvegravningen. Vi tog os undertiden tid til at tage en tår hjemmelavet saftevand af den sodavandsflasken med patentprop, der altid stod i den lille grøft, der løb mellem Niels Jørgen Svendsens og vores eng. Der var et væld, så temperaturen var ens sommer og vinter. Far tillod en times pause fra kl. 12.00 til 13.00. Den holdt vi henne under læskærmen. Det var en træramme beklædt med gamle salpetersække. De var dengang imprægnerede med tjære. Blev pausen længere end en time, kunne Far godt blive lidt utilfreds.

Mange år efter krigen, da tørvegravningen for længst var sluttet, gik Far og rensede grøften op. Pludselig fandt han en flaske saftevand, der havde forputtet sig. Han tog den med hjem og drak den. Den smagte udmærket.

Om efteråret skulle vi ud i heden for at plukke tyttebær og blåbær, så der var ikke megen tid til at lege. Det gjorde ikke noget, hvis bærrene ikke var helt modne. Det blev de hurtigt, hvis de kom til at stå i mørke.

Når vi kom hjem fra heden blev bærrene blæst. Vi gik op i haven og hældte dem forsigtigt fra et fad ned på et klæde, så blæste vinden blade og andre urenheder bort.

Derefter rensede vi bærrene på et bord. Et lagen blev bredt ud på bordet og et par mursten lagt under det ene par ben. Når bærrene trillede ned over bordet, kunne vi fjerne de dårlige bær og de sidste urenheder.

Mor lavede selv syltetøj af nogle af bærrene. Det smagte himmelsk til de brasede kartofler med flæsk, der var daglig mad for mange. Resten af bær-rene blev solgt til en opkøber, der kom hver uge fra Randers. Det gav en ekstra skilling til budgettet, der undertiden var lidt stramt.

Om vinteren var det svært for min far at få arbejde. Nogle gange gik han til Assens i sne og kulde for at se, om der var kommet en kuldamper ind til Dania. Når den var losset, kunne han gå på sine trætte ben hjem igen. Undertiden var der ikke noget arbejde, så havde turen været forgæves.

Jeg kan huske, at min far en gang en sen aften tog sit gevær og gik ud i Sem Hede for at se, om han kunne skyde et dyr. Det var for at få lidt fersk kød til kartoflerne som afveksling fra det evindelige flæsk. Det blev der nu ikke noget af. Mens han stod derude, var der pludselig mange lys, der begyndte at glimte rundt omkring ham, og han kunne høre lyden af en flyvemaskine, der fløj meget lavt. Han blev bange. Med geværet under jakken kravlede han på alle fire hjem mod byen. Han gik aldrig i heden mere. Først efter krigen fandt han ud af, at det var frihedskæmpere, den berømte Hvidstengruppe, der havde modtaget våben fra England.

Kirken var ikke det sted, hvor folk i vort sogn kom mest, men en søndag besluttede Far og onkel Mads sig for at gå i kirke. De kom lidt sent. Pastor Nørgaard stod i døren til våbenhuset med sin pibe. Han kiggede ud på himlen og sagde henkastet:

“Nu kommer solen snart til at skinne over Sem!”

Far og Mads forstod hentydningen.

Efter at være blevet konfirmeret i Hem Kirke, kom jeg ud at tjene.

En årrække var jeg på Holmgården i Grove hos Axel Johansen. Der var ikke så meget, Johansen og jeg kunne blive enige om, men det hændte en enkelt gang. Det var i 1945, da tyskerne var på vej hjem. De manglede transportmidler bl.a. cykler. Folk gemte deres cykler alle vegne. Johansen og jeg hjalp hinanden med at få vore cykler gemt godt under høet på loftet.

Forholdene for tjenestefolk dengang ville ikke blive godtaget i dag. Karlenes værelser lå som regel i forbindelse med stalden. De kunne ikke varmes op, så mange gange måtte de om vinteren stå op og klæde sig på med is på vægge og vinduer. Det var ikke så sært, at hygiejnen ikke altid var helt i top, når de skulle stå og vaske sig ude bag hestene i koldt vand.

Det kunne hænde, at vi samledes i karlekammeret om aftenen. Så sad vi i sengen med dynen over benene og spillede kort på et bræt. Det var hygge-ligt, og vi holdt varmen.

Om sommeren badede vi i åen. Det kunne være en blandet fornøjelse. Det var almindeligt, at man måtte vifte græs og grene til side, men når en død kalv eller andet kom flydende i åen, kunne det blive for meget. Jeg måtte en gang skynde mig op, fordi en ko var gået i gang med at æde min kjole.

En dag sendte Johansen Henry Vase og min fætter, Christian, ned i engen for at vande køerne. Det varede meget længe, inden de kom hjem, så Johan-sen blev vred. Da de kom, undskyldte de sig med, at de ikke kunne komme til at vande køerne for tyren. Det troede Johansen ikke på, så næste dag ville han selv vande køerne. Det varede meget længe inden han kom hjem – først hen mod kl. 12.00. Mens han tog en ny skrå, mumlede han: Det var den tyreknot. Den stod og kikkede olmt på mig. Tyren havde jaget ham ud i tørvegraven. Der måtte han vente, indtil den besindede sig til at gå.

En eftermiddag sad jeg inde i folkestuen på Johansens plads og ordnede en kjole, som jeg skulle have på samme aften. Da jeg skulle pakke sammen, kunne jeg ikke finde nålen. Jeg gik i gang med at lave aftensmaden. Johansen havde for vane selv at rejse sig og tage maden, brødet og smørret, hvorefter han lod sig dumpe ned i stolen. Det gjorde han også denne aften. Idet han satte sig ned, så han direkte på mig. SÅ vidste jeg, hvor nålen var. Jeg kom til at le, så jeg måtte gå ud i køkkenet. Idet jeg gik forbi Johansen, hvislede han: Det ondskabsfulde kvindemenneske! Det hjalp bestemt ikke på min latter. Jeg blev i køkkenet, indtil der blev råbt på mere mælk. Jeg tog mig sammen og gik ind med mælken, men da jeg stod i døren og så Johansen, begyndte jeg at grine igen, så jeg måtte støtte mig til dørkarmen.

Det var nu ikke derfor, jeg rejste fra Holmgaarden til Edderup Østergaard. Jeg vendte senere tilbage. Du ruinerer mig, sagde Johansen, da jeg forlangte 175 kr. i løn om måneden – og fik det.

På Edderup Østergaard sagde Erik Ørfeldt til mig, som han sagde til alle andre, der blev ansat på ejendommen, at jeg gerne måtte sige DU til ham, når hans kone ikke var til stede. Fru Ørfeldt ville have, at vi sagde DE til hende.

En aften kom Christian og hentede mig. Vi skulle i biografen i Havndal. Fru Ørfeldt sagde, at jeg skulle tage gummistøvler på – på grund af vejret.

A hår ingen, sagde jeg.

Det har jeg, svarede fru Ørfeldt.

I skyndingen kom jeg til at sige. Må A lon din støvler?

Fru Ørfeldt reagerede ikke, men gav mig støvlerne.

Jeg var glad for at tjene på Edderup Østergaard. Der var andre, der ikke brød sig ikke så meget om det.

Hver onsdag tog fru Ørfeldt med Rutebilen fra Kastbjerg for at besøge sin familie i Randers. Når hun kom hjem, havde hun altid kager med til os alle.

Jeg fik derefter plads på Stadsgaard i Øster Tørslev, inden jeg den 13. november 1948 blev gift i Sem Kirke med Christian Nielsen fra Nebstrup. Den 18. december 1953 købte vi det hus i Norup, som vi stadig bor i.

Efter mors død boede Far alene i huset indtil 1986. Han solgte det til Jens Anker Hansen fra Nørre Sem og flyttede på plejehjem i Assens.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.