Landsbyhistorier.dk

Alle har brug for et skulderklap

Jeg startede min skolegang i Grove Skoles bitteklasse den 1. april 1948.

På grund af den nye skolelov, som lærer Bach kunne se ville føre til nedlæggelse af landsbyskolerne, søgte han i 1950 stillingen som førstelærer ved Udbyover Skole i Havndal – og fik den. Det var vanskeligt at få ansat en ny lærer, så undervisningen blev varetaget af mange vikarer. Til sidst syntes min mor, at det blev for broget. Jeg blev meldt ind i Randers Realskoles 5. klasse i august 1952 og tog præliminæreksamen i 1957.

Tre måneder senere fik jeg plads som landbrugselev på Estruplund på Djursland. Hjemme havde de det hårdt, min far og især min mor var begyndt at skrante, det var årsagen til, at jeg efter et års tid blev kaldt hjem.

I 1947 var “Den stur Hie” blevet opdyrket. Bent Fynboe var blandt de første, der forpagtede den og begyndte at dyrke korn. Han opsagde forpagtningen efter nogle år.

Jeg havde stor lyst til også at arbejde lidt for mig selv, så den 1. januar 1959 forpagtede jeg “Den stur Hie”, der nu blev kaldt Prærien. Jeg dyrkede korn. Forpagtningen blev opsagt til den 1. januar 1961, da jeg skulle begynde at aftjene min værnepligt.

Alle mennesker har brug for et lille skulderklap. Hvis man er ung og uerfaren, er det især vigtigt, at der en gang imellem er et menneske, der tror på en. Det har jeg selv oplevet.

Inden jeg overtog gården, fik jeg muligheden for at købe en ny mejetærsker for 27.500 kr. med 5.000 kr. i udbetaling. Det var et godt køb, og det ville give mig mulighed for at tage rundt og arbejde for fremmede, så jeg kunne tjene nogle af de penge, jeg vidste, jeg ville få hårdt brug for, når jeg en gang skulle overtage Maagaard. Men 5.000 kr.! Hvordan skulle jeg skaffe dem?

Min far rakte mig den første hånd, da jeg fik lov til at sælge vores gamle selvbinder og bruge pengene som udbetaling – så manglede jeg bare 3.000 kroner.

Når man skulle låne penge i en bank eller sparekasse, måtte man tænke sig godt om. Pengeinstitutterne blev ofte ledet af lokale folk. Et tilsagn om lån var også afhængig af, om man havde bankledelsens sympati.

Jeg var helt ung og ukendt, så hvem ville have tillid til mig?

Jeg drøftede det med min far.

Mariager Bank var udelukket. Der havde Rudkøbing siddet som den ubestikkelige direktør siden 1924. Jeg turde simpelthen ikke spørge.

Mariager Sparekasse blev styret af landmændene fra Kjærby og Hem. Der kunne jeg regne med at få samme behandling, som landmænd fra Sem fik hos smeden i Hem. Han sprang altid forbi en i køen, hvis en af landmændene fra Kjærby eller Hem mødte op.

Havndal Sparekasse brugte næsten samme princip. Der skulle man helst være medlem af husmandsforeningen.

Vi blev enige om, at Diskontobanken i Havndal måtte være det bedste sted.

Jeg kørte til Havndal.

Da jeg stod foran skranken, skød jeg hjertet op i livet og fremførte mit ærinde. Kassereren, Carl Jensen, nåede hurtigt frem til en beslutning. Efter et blik over brillen – op og ned ad min person faldt afgørelsen. 3.000 kr.? Nej!

Der var meget langt fra skranken over gulvet hen til døren, men ude på trappen var der heldigvis masser af frisk luft.

I det samme kom den 80-årige kreaturhandler, Andreas Jacobsen, fra Havndal forbi. Efter lidt løs snak hørte han om mit ærinde – og især resultatet. Han kiggede på mig og sagde: Kom!

Inde i banken gik han direkte hen til skranken, hvor kassererens hage næsten nåede bordet, da Andreas sagde:

Gi lig’ Eigil 3.000 kr. fra min konto!

Ude på trappen sagde han:

Når do hår tjent pengen, ka do betål mæ – å så gi mæ lidt renter. Farwal!

I sommeren 1960 begyndte et større byggeri. Gården var trefløjet. Stald og lade var efterhånden helt utidssvarende, så min far besluttede at brække det hele ned og bygge ny stald og lade – i en længe.

Karen og jeg blev gift i Viby den 20. november 1965. Det første år boede vi sammen med min mor og far på Maagaard. Året efter flyttede de ind i det nye hus, der blev bygget til dem tæt ved det sted, hvor Mouritz’ hus havde ligget – i vores baghave.

I 1954 købte min far sin første traktor, og to år senere var der ikke flere heste på Maagaard. I Fars tid blev gården drevet med lidt-af-hvert, heste, køer, grise, fjerkræ, og vi dyrkede korn og roer på markerne.

Da vi den 1. januar 1967 overtog skødet, fik Maagaard status af slægtsgård. Livet på landet havde ændret sig drastisk. De unge næsten flygtede ind til byerne. Det gjorde det svært at finde medhjælpere. Samtidig steg arbejdslønnen meget. Det medførte, at vi måtte indstille os på at drive gården alene med hjælp fra en maskinstation, når det var nødvendigt.

Det var ikke længere muligt at fastholde lidt-af-hvert princippet. Alt skulle være større og mere effektivt, hvis vi skulle have et rimeligt udkomme. Man måtte vælge mellem kvægbrug eller agerbrug. Vi satsede på køerne.

Min far udvidede og fik hele tiden flere køer. Han begyndte med 16 og steg til 24. Det var en god besætning i hans tid. Det kunne vi ikke nøjes med, hvis bruget skulle være rentabelt.

Flere dyr gav mere arbejde, som vi måtte søge at begrænse ved at rationalisere.

Vi har aldrig haft gylle. Vi fortsatte med at anvende fast gødning og ajle, som vi altid kunne få maskinstationen til at køre ud, hvis det kneb med tiden. Omkring 1963 begyndte vi også at nedfælde flydende ammoniak. Udover et øget udbytte betød det, at vi ikke mere var så afhængige af regnen.

I 1969 fik vi et kølerum med tank. Det var et krav, fordi mejeriet var gået over til at hente mælken i tankbiler. Vi havde været vant til at stå og hive og rykke i de tunge mælkespande, når de skulle vaskes. Nu kunne vi nøjes med at stå inde i varmen og vaske en stor tank. Det var noget nemmere.

Udmugningsanlægget i stalden fik vi i 1973. Det samme år som de sidste svin – seks stk. – blev sat ud. Vi fik plads til flere køer – og mere arbejde.

Det var en stor hjælp, da udmugningsanlægget overtog arbejdet, så blev vi fri for at køre med den tunge møgbøre. Vi sparede både tid og kræfter, og der var nok andet at tage sig til.

Det, de fleste i Sem husker fra året 1973, er nok branden på Sembygård. Tagpladerne sprang med så store drøn, at man påstod, at det kunne høres helt til Grove. Folk kom strømmende til fra hele egnen. Man forsøgte at få dyrene ud, men de løb ind igen, fordi den dør, de plejede at gå ud ad, var blokeret af flammer og røg.

Først da Søren Pedersens søster, Anna, resolut gik gennem stalden i ild og røg og åbnede den dør dyrene kendte, ville de ud Grisene smed man ud gennem vinduerne, hvor Ove Lindskov og jeg fangede dem. De tilbragte natten på Maagaard, hvor Søren Pedersen hentede dem den næste dag.

To traktorer, der stod i vognporten, glemte folk i forvirringen at få skubbet ud. De brændte.

Vi malkede med almindelig malkemaskine indtil 1979, da vi fik installeret rørmalkningsanlæg. Det var dejligt at slippe for at slæbe rundt på de tunge mælkespande og for den efterfølgende rengøring.

Vi havde altid været meget bundne. Vi kunne ikke være hjemmefra ret lang tid ad gangen på grund af dyrene, der skulle fodres og malkes til tiden.

I 1995, da vi solgte køerne, fik vi mere tid. Karen ville gerne prøve at arbejde ude. Hun fik ansættelse på Sødisbakke, hvor hun arbejdede i otte år, indtil hun gik på efterløn i 2003.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.