Landsbyhistorier.dk

Kvislemark Skole 1937-1940

Fra 1937 til sommeren 1940 gik jeg i Kvislemark Skole kun afbrudt af nogle ugers skolegang i pogeskolen i forsamlingshuset Enigheden, hvor den elskelige Karen Nielsen, Tornemark Mejeri, underviste os. I pogeskolen sad vi bænket om et langbord med Karen Nielsen for bordenden. Vi var vist kun en halv snes elever. Jeg blev sat i pogeskolen, fordi mine forældre havde lejet et sommerhus af gårdejer Niels Jørgensen en måned eller to. Jeg tror, det var i 1938.

De efterfølgende erindringer er nedskrevet i september og oktober måned 2003. Bøger og hæfter fra min skoletid forsvandt, da mine forldre forlod præstegården i 1971 for at flytte til Skælskør. Jeg har således ikke haft noget skriftligt materiale at bygge på, men alene min hukommelse.

Skolebygningerne
Kvislemark Skole blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Opførelsen skal være påbegyndt i 1805. Otte-ni år før Kongen underskrev Skoleloven af 1814. Den stråtækte skole lå tæt ved kirkegårdsmuren og lige over for Brugsen. En trådhegn dannede grænsen mellem kirkepladsen beregnet til kirkegængernes køretøjer og skolegården. Op mod trådhegnet stod tre-fire høje træer.

Skolebygningen var en lang længe opdelt i et skoleområde og lærerboligen, som havde hver sin entre. Skolestuen og det kombinerede spiserum og garderobe var indrettet i længens østlige del og læreboligen i den vestlige del. Skoledelen blev nedrevet, da gårdejer Peter Andersen købte bygningen i 1943 og flyttede ind.

Udhuslængen var placeret vinkelret på lærerboligen med en fri passage mellem de to bygninger. I den sydlige ende var der et vaskehus med indlagt vand. Mellem længens sydstlige hjørne og lærerboligen stod endnu en pumpe, selvom skolen var forsynet med rindende vand.

Da præstegården fik indlagt vand i midten af trediverne, blev det besluttet, at det skulle skolen også nyde godt af. Den beslutning må have været behandlet både i menighedsrådet, der betalte for, at præstegården skulle forsynes med noget så moderne som rindende vand, wc og badeværelse, og i skolekommissionen samt i sognerådet, der ejede skolebygningen. De gamle forhandlingsprotokoller må kunne fortælle et og andet herom. Da sognerådet i 1943, hvor den nye centralskole og de to forskoler stod færdige, var i færd med at sælge eller allerede havde solgt den gamle skole til forhenværende gårdejer Peter Andersen, Kvislemark, havde det ganske glemt, at menighedsrådet havde noget at skulle have sagt med hensyn til vandforsyningen. Menighedsrådet var gået med til at forsyne skolen med rindende vand, men ikke senere ejere af skolebygningen. Det gav anledning til en interessant meningsudveksling mellem formanden for menighedsrådet og den daværende sognerådsformand, bagermester Hansen. De gamle protokoller og tingbogen må kunne fortælle lidt om, hvordan den sag blev løst.

Om lærerboligen samtidigt blev forsynet med toilet og bad, ved jeg ikke. Men vi skoleelever måtte nøjes med et gammeldags das og et pissoir, hvorfra der var en frygtelig stank, når vinduet stod åbent.

Af årsager, jeg ikke kender, blev det også besluttet at lægge en stikledning ind til Tømrer Alfreds hus og klokkeboligen, hvor Stine boede. Menighedsrådets protokoller kan muligvis kaste mere lys over den sag.

I fimbulvintrene frøs vandet i vandrørene fra pumpen til præsteboligen flere gange, fordi rørene ikke var lagt ned i frostfri dybde, og der var vist også noget med, at vandrørenes diameter var for lille. Det var jo en tid, hvor sparsommeligheden var sat i højsædet, og de lokale håndværkere ikke besad den store erfaring med vand og sanitet. Det sparede i første omgang penge til anlæg. Til gengæld måtte der betales dyrt for at få brudt isen i vandrørene, når de frøs til. Det endte med, at vandrørene blev lagt ned i den rigtige dybde. Om vandet også frøs til i vandledningen ned til skolen, ved jeg ikke.

I længen var der også et rum til brændsel. Om vi fyrede med brænde eller tørv, husker jeg ikke. Fra 1940 til 1946 blev der kun fyret med tørv på Hindholm Kost- og Realskole.

Vognporten var placeret omtrent i længens midte og tjente som opbevaringssted for plint, buk og springstøtter. Bom og ribber stod ude i skolegården tæt på træerne. Skolegården var grusbelagt og grænsede mod øst op til lærerens frugt- og køkkenhave. Den gik helt ned til vejen. Prydhaven med græsplæne lå på skolelængens sydside.

Skolestuen
Adgang til skolestuen fik vi gennem den østre entre, der havde tre døre. Den venstre førte ind i skolestuen og den højre ind til entreen ind til lærerboligen. Om der overhovedet var sat en dør i åbningen ind til det aflange rum, der var møbleret med et langt bord og to bænke samt forsynet med knager til vores tøj, husker jeg ikke. Tanken var vist, at vi skulle kunne spise vor medbragte mad i den røde madkasse med guldtrykket “Velbekomme” her. Om vi gjorde det, har jeg ingen erindring om. Rummet var noget skummelt og lugtede indelukket. Plads var der ikke meget af. Det var forsynet med et fag vinduer.

Inde i skolestuen var der to rækker skoleborde af den gammeldags slags, hvor sædes og bordpladens støtter var falset ned i to vandrette træstykker. At vippe på stolen var umuligt. Der var plads til to elever ved hvert bord. Vi sad med front mod syd. Det forreste skolebord i hver række havde en vandret skriveflade og de øvrige skrå. I pladerne var der et glasblækhus. Vist nok uden låg. Læreren forsynede blækhusene med blæk fra en stor flaske forsynet med et tyndt metalrør, når der var brug for det. Under bordene var der en hylde.

Drengene sad ved skolebordene i rækken ud mod skolestuens østvæg og pigerne i rækken ud mod den smalle spisestue og entreen. Dermed kom pigerne også til at sidde tæt på det skrækkelige, dueblå monstrum af en kakkelovn. De ældste elever sad ved de forreste borde. Den store tavle var skruet fast på stuens sydvæg.

Foran tavlen var katederet anbragt på en forhøjning. Under dets bordplade var et rum til lærerens protokoller, andre skriftlige udfærdigelser og sparemærkerne fra Holsteinsborg Sparekasse. Det vovede vi aldrig kigge i. Her lå den protokol, hvori læreren dagligt noterede, hvilke elever der var mødt, og hvem der var udeblevet. Dengang kunne forældrene idømmes en mulkt, hvis de holdt børnene hjemme fra skole uden lovlig grund. Udeblivelse fra skole på grund af deltagelse i høsten eller roelugning var ikke en gyldig undskyldning. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt der var forældre, som måtte betale mulkt.

Spanskrøret stod fast og meget synligt fra drengerækken i skolestuens sydøstlige hjørne. Det blev lejlighedsvis taget i brug af enelærer Gunnar Hansen efter, at synderen – selvfølgelig altid en dreng – havde lagt sig mere eller mindre frivilligt på den forreste bord med vandret bordplade. Resten af klassen sad imens musestille og gyste. Som regel løb delinkventen grædende hjem, når han havde fået det udmålte antal slag med spanskrøret.

Det var som regel den samme dreng, som fik spanskrør af den ene eller den anden grund, når Gunnar Hansen ikke lige foretrak at stikke ham en gevaldig lussing. Det kan ikke nægtes, at Gunnar Hansen kunne blive ganske vred, når en dreng forså sig. Vi gjorde os blandt andet fortjent til korporlig afstraffelse, når vi ikke havde lavet vore lektier, talte i utide på trods af gentagne formaninger, sloges eller kom med et bandeord.

Jeg tænker tit på, hvilket helvede skoletiden må have været for den dreng, der kun var et år ældre end mig. Hans navn holder jeg for mig selv. Når han tudbrølende løb ud af skolestuen og hjem, blev hans storesøster sendt efter ham.

Op mod den østre væg stod også skolens bibliotek. En reol af lidt over en meters længde og med tre-fire hylder. Her stod Coopers “Hjortedråber”, “Læderstrømpe” og “Den sidste mohikaner” , Carit Etlars “Gøngehøvdingen”, “Dronningens Vagtmester og “Madsalune” og andre af den tids drengebøger. B. S. Ingemanns historiske romaner var også repræsenteret. Udlån fandt sted på en bestemt dag i ugen, og lov til at tage en bog med hjem og læse fik man først, nr Gunnar Hansen mente, at ens læsefærdigheder var på et tilstrækkeligt højt niveau. Det var en stor dag, da jeg kunne læse så godt, at jeg måtte låne min første morskabsbog, som man sagde dengang, med hjem.

Udtrykket morskabsbog afspejlede den almindelige holdning, at man først og fremmest skulle passe sin skole og lektier. Morskab og fornøjelser var lavt prioriteret både i skolen og i samfundet udenfor. At læse bøger blev i flere hjem anset som det tidsspilde. Hvad nytte var det til! Børn skulle hellere arbejde med derhjemme.

Mellem kakkelovnen og sydvæggen stod et glasskab med fysikapparater som en elektrificermaskine, magneter med jernpulver, lakstænger og andre fysikapparater, udstoppede fugle og krybdyr i sprit samt lærerens store blækflaske. Mellem katederet og skabet var der et fag vinduer, som vendte ud mod prydhaven. I loftet foran den sorte tavle var der ophængt en række landkort med og uden navne, som kunne trækkes ned, når der stod geografi på skemaet.

Kvislemark Skole havde kun to klasser, som blev undervist hver anden dag fra kl. 08.00 til kl. 15.00. Frokosthvilet var af en sådan længde, at de nærmest boende elever kunne løbe hjem og spise.

Undervisningen
Skoledagen blev indledt med, at lærer Gunnar Hansen tog sin violin frem og stemte den, inden vi sang en salme eller sang. Når morgensangen var overstået, gik undervisningen i gang. Hvis jeg ellers husker ret, var det næste fag ofte bibelhistorie. Læreren overhørte eleverne i, hvad han selv havde fortalt forrige skoledag, og dagens vers. Det var hårdt at lære et salmevers på seks til otte linjer udenad. Det er vel overflødigt at sige, at man rakte pænt fingeren i vejret og ventede på Gunnar Hansens signal til, at man måtte åbne munden.

Udenadslæren var et respekteret pædagogisk princip. Det var det såmænd også hos en bestemt kaptajn og lærer på Kornetskolen på Kronborg i 1950. Han forlangte, at vi skulle lære udvalgte tekster af et feltreglement udenad, fordi stoffet var så svært, at vi alligevel ikke kunne forstå det. Det sagde han minsandten!

Endnu mange år efter kunne jeg citere stumper af den danske salme- og sangskat. Når vi sang “I alle de riger og lande”, var taget ved at løfte sig. Og synge skulle vi, selvom Vorherre ikke havde givet os alle en sangstemme. Det var først i gymnasiet, at jeg som brummer blev fritaget for sang, så jeg kunne koncentrere mig om vigtigere ting som latin og engelsk siddende nede bagved. På Hindholm Kost- og Realskole skulle jeg bare sidde musestille og kigge ud i luften eller følge med i højskolesangbogen. Synge med skulle jeg i hvert fald ikke, bestemte sang- og tysklærer Brix. Noget fornuftigt måtte jeg ikke foretage mig.

Gunnar Hansen beherskede den gensidige undervisnings metode og brugt den på udmærket vis i skrivning, stavning, læsning og regning. Det var en stor dag, når man for første gang blev sat til at undervise en yngre kammerat. Selvværdsfølelsen steg betragteligt, men samtidigt medførte det automatisk, at man så følte sig forpligtet til at gøre lidt mere ved lektierne. Man skulle jo nødigt falde igennem, mens “eleven” så på.

Hver skoledag fik vi lektier for. Da vi kun var to i min årgang, udspandt der sig et kapløb mellem Ella og mig om, hvem der kunne komme længst i skrivning og regning. I begyndelsen skrev vi med griffel på en tavle og senere med blyant i en skrivebog med viskelæderet inden for rækkevidde. Gunnar Hansen sørgede for, at det for mit vedkommende tit kom i brug. En dag nåede vi frem til den milepæl i skriveriet, hvor vi skulle fatte penneskaftet med Christian IXs pen isat og forsigtigt dyppe pennen i skolebordets blækhus, inden vi gentog blyantsøvelserne. Let var det ikke, og blækklatter var ildeset, men de kunne forsigtigt viskes væk.

Det må have lydt underligt, når vi blev overhørt i læsning. Vi læste linje efter linje i samme tonefald. Da jeg i 4. Under på Hindholm Kost- og Realskole skulle læse højt, læste jeg op i det messende tonefald, jeg havde lært og blev gjort uhjælpeligt til grin. Sikken en bondedreng! Bedre var det ikke, at jeg talte med stød på trods af, at min mor altid prøvede at pille den vane og et hvert tilløb til dialekt ud af mig.

Til gengæld kunne vi stave og sætte kryds og bolle, så kommaerne blev placeret det rigtige sted. Ikke noget med at indlede en sætning “og”. Den lille og den store tabel blev terpet. Gunnar Hansen tog det meget ilde op, når man ikke havde lært dagens tabelstykke. Roms tabeller var et meget vigtigt dokument, som det ikke gik an at smide væk. Skete det, var der kun et at gøre, nemlig at cykle til Sandved for at købe en Roms tabel hos boghandleren. Den kostede 10 øre. Og en cykeltur på to gange tre kilometer.

Faget Danmarkshistorie indtog en næsten lige så vigtig plads i undervisningen som bibelhistorie. Gunnar Hansen fortalte levende om benalderen, stenalderen, bronzealderen, jernalderen, Uffe hin Spage, Thyra Danebod, Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Christian den Anden og den rille, han lavede i stenbordet med sin tommelfinger under fangenskabet, Christian den Fjerde, tabet af Slesvig-Holsten i 1864 og Genforeningen i 1920. Tyskere hadede vi af et godt hjerte. Henne i skabet ved den vestre væg lå der nogle stenredskaber. Undertiden læste han historier for os. Columbus opdagelse af Amerika og lidt om Kina og Afrika hørte vi også. H. C. Andersens eventyr stod også på programmet. Ved juletid læste han rigtige julehistorier for os fra et eller andet julehæfte. Der var vist os noget om, at vi kunne købe et julehæfte beregnet for børn af ham.

Geografi fik vi også lært. Inden vi forlod første klasse, der strakte sig over tre år, kunne vi uden vaklen med Gunnar Hansens pegepind i hånden udpege Danmarks byer, øer og åer, de europæiske hovedstæder, større floder og bjergkæder på blindkortene. Til andre tider pegede Gunnar Hansen på byer, åer, floder, bjergkæder, lande og øer i Europa, og straks røg der næsten en skov af fingre op. Til støtte for hukommelsen lærte vi flere remser udenad.

Interessen for geografi blev støttet af, at lærer Gunnar Hansen flere gange skaffede foredragsholdere til at fortælle om deres rejser. En foredragsholder viste sort-hvide lysbilleder fra en cykeltur fra Danmark til Gibraltar retur, og en anden fortalte levende om sin rejse i Italien.

Når der skulle være foredrag, fik vi besked på, at vi skulle have penge med hjemmefra til foredragsholderen, og det havde vi så. Beløbet var beskedent. Vist nok kun 25 øre.

En dag kom der en lastvogn med vilde dyr og fugle i bur. Burene blev taget ned fra lastvognen og stillet op i gården. Et par aber fik med en forsvarlig lænke om halsen lov til at komme ud af deres bure. Den store, brune bjørn måtte pænt forblive i sit bur på ladet. Et par store papegøjer blev taget ud deres bure og anbragt forsvarligt lænket til et stativ. Da de færreste af skolens elever havde været i Zoologisk Have, var det en stor oplevelse.

Den grusdækkede skolegård indbød ikke til idræt. I sommerhalvåret stillede alle op i skolegården til stående øvelser og lidt redskabsgymnastik. Ved særlige lejligheder blev vi sat til at spille rundbold og langbold.

I frikvartererne huggede drengene i land med lommeknive, spillede med lerkugler og pind samt for i øvrigt rundt, som drenge gør. Kom vi til at støje for meget, dukkede Gunnar Hansen straks op på trappen, og så blev der ro. Undertiden sad vi på trædækslet til kirkens affaldskule, hvor der var vindlæ, og snakkede.

Den årlige eksamen var en stor dag. Vi mødte alle op i vort bedste tøj. Skolekommissionens formand og øvrige medlemmer satte sig på stole ved katederet og nede bagved. Flere forældre mødte op. Min mor gjorde altid. Dagen startede med en salme eller en sang, inden overhøringen gik i gang. At det mere var Gunnar Hansen, der var til eksamen, end os gik aldrig op for os.

En gang om året tog skolen på skovtur. Om det skete klassevis eller hele skolen på en gang erindrer jeg ikke. I 1940 cyklede vi til Sorø for at se kirken, museet og Parnas.

Sparsommelighed
Holsteinsborg Sparekasse havde fremstillet et lille hæfte, hvori der kunne indklæbes sparemærker. En gang om ugen var der afsat tid til, at vi kunne købe sparemærker og klæbe dem ind i hæftet. Det mere end lå i luften, at vi helst skulle købe et eller flere par sparemærker hver gang. Gunnar Hansen sagde tit, at mange bække små, gør en stor . Der manglende aldrig en rosende bemærkning, når hæftet var fyldt med sparemærker. Min mor sørgede altid for, at jeg havde lidt penge til at købe sparemærker for, og talte tit og ofte om sparsommeligheden som en stor dyd.

Sparsommelighed var dengang en meget værdsat dyd og gæld noget helt forfærdeligt. Nogle gange kunne vi på hjørnet høre karle prale med, hvor mange penge de havde på deres sparekassebog. Andre gange hørte jeg karle og piger rosende omtalt, fordi de sparede penge op, til de skulle giftes. Der blev talt mindre pænt om de karle, som brugte rub og stub. De blev nok aldrig til noget, mente man.

Når hæftet var fyldt første gang, fik vi udleveret en sparekassebog. Mine konfirmationspenge blev også sat ind på den bog. På et eller andet tidspunkt belønnede Holsteinsborg Sparekasse mig for min opsparing ved at indsætte 25 kr. på bogen. Som et kuriosum kan jeg nævne, at pengene hvede jeg først i 1953.

Brugsen lå lige over for skolen og fristede. Hvis jeg ellers husker ret, var der regler for, hvornår man måtte gå i brugsen. Lommepengene var små dengang. For mit vedkommende 10 øre om ugen, da jeg begyndte at gå i skole. Gunnar Hansen holdt et vist øje med vort forbrug. Engang snuppede en pige et par kroner fra tallerkenrækken derhjemme og omsatte dem i bolsjer og lakrids i et omfang, der påkaldte sig Gunnar Hansens opmærksomhed. Hun gik til bekendelse, da han spurgte hende, hvorfra hun havde fået alle de penge. Det var jo helt forfærdeligt. Hjemmet blev straks underrettet telefonisk. Vi var alle dybt berørte og forargede. Tænk, at hun kunne finde på at stjæle penge, og så oven i købet fra sin egen mor. Tyveri var noget helt forfærdeligt i de dage og forekom yderst sjældent.

Samvittighedsfuld lærer
Enelærer Gunnar Hansen var en velmenende og samvittighedsfuld lærer, som altid ville det bedste, men lidt stiv i sin fremtræden. Han tog sin gerning som lærer og i øvrigt også som kordegn meget alvorlig. Han var virkeligt interesseret i sine elever. Også år efter, at de havde forladt Kvislemark Skole. Desværre var han alvorsmand og i hvert fald i skoletiden uden sans for humor. Han tog vist alting alvorligt. I stedet for at smile nøjedes han med at se venlig og interesseret ud. Men han formåede at gøre de fleste elever interesserede i at lære mere og vakte deres interesse for mange nyttige ting. Klogt spillede han på, at elever godt kan lide at konkurrere. Blandt andet for at læse bøger. Han huskede altid at rose elever, der havde præsteret noget godt. Altid korrekt klædt i hvid skjorte med slips, mørkt jakkesæt og uden for skolens territorium med hat. Han sagde altid “De” til os fra den dag, hvor vi fyldte 18 år.

Først da jeg kom på Hindholm Kost- og Realskole, opdagede jeg, at en lærer kunne gå i ternet skjorte, tweedjakke, pludderbukser, undertiden uden slips eller med et meget hjemmestrikket udseende slips og ofte upudsede sko samt være lidt langhåret. Det var et kulturchock, som ikke blev mindre af, at der var lærere, som gik rundt med hænderne i lommen.

Det er mit indtryk, at Gunnar Hansen ikke havde megen social omgang med andre i Kvislemark, men levede helt isoleret. Han passede sit skoleembede og hvervet som kordegn. Det har nok sammen med, at han stillede krav til sine elever og aldrig gik på kompromis, været årsagen til, at nogle sogneboere gik til formanden for skolekommissionen for at få ham fyret. Det kom der ikke noget ud af. Grundlaget var ikke sagligt.

I 1939 eller 1940 kom seminarieelev Felt på græs i Kvislemark Skole nogle uger. Han var altid venlig og smilende, og så talte han oven i købet med os i frikvarterne om ting, som ikke vedrørte skolen, og arrangerede forskellige lege. Dygtig var han også til at lære fra sig. Han behøvede aldrig at hæve stemmen eller stramme masken. Inden han forlod skolen, forærede han hver af os en bog. Jeg fik Coopers “Hjortedræber”.

Slutord
Med årene er min respekt for Gunnar Hansens virke som lærer stedse steget. Han havde de ringest tænkelige vilkår for sin undervisning, men han gav os megen skolelærdom og gode leveregler med på vejen. Jeg tør uden vaklen fastslå, at han er en af de mest samvittighedsfulde lærere, jeg har haft, og jeg har haft ikke så få.

Af uransagelige årsager har jeg ingen erindring om, hvordan vi oplevede den 9. April 1940 og de første måneder af besættelsen i Kvislemark Skole.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.