Vi bryggede øl og bagte i bilæggerovn

Jeg gik i skole i Grove hos lærer Jacobsen. Han var en meget flink mand og en af de første i sognet, der havde bil. Jeg var så heldig, at jeg, da jeg kom ud af skolen, blev inviteret med på nogle af de bilture, familien med mellemrum foretog til smukke steder i omegnen. Det var meget spændende, og det var jo ikke alle, der fik chancen for at deltage i en køretur til for eksempel Å Mølle med kaffe og brød. Jeg nød det.

Mens jeg gik i skole, kom vi hvert år på udflugt. Med rutebil og tog kørte vi til Himmelbjerget eller til Mariager, hvor vi sejlede fra havnen over på den anden side af fjorden til Høllet ved Stinesminde, hvor vi kunne lege og spise vores mad, inden vi igen skulle hjem.

Vi var mange børn hjemme. Det er måske grunden til, at børn og unge mennesker, der boede i Sem dengang, samledes hos os om aftenen. Vi spillede pind, kegler eller gik en tur op på Høwen for at plukke blåbær, hvis det var sensommer.

Lærer Udengaard var lærer ved Hem Skole. Han underviste i orgel-, klaver- og violinspil. En gang, han var i mit hjem, foreslog han, at jeg skulle lære at spille orgel. Det faldt i god jord, så derefter cyklede jeg en gang om ugen til Hem med mine noder for at blive undervist i orgelspil.

Hvert år blev der afholdt eksamen. Det var festligt, men man kunne godt få nerver på, for eleverne skulle spille for deres forældre og pastor Skærbæk, der var censor. Et år skulle jeg synge, mens en af de andre elever spillede til. Efter eksamen samledes vi alle, elever, forældre, lærer og censor om det hyggelige kaffebord.

Jeg var den yngste af os børn. Det kunne have sin fordel. I alle tilfælde kom min storebror, Anton, en dag og foreslog, at jeg skulle gå på danseskole i Sem Forsamlingshus. Han ville betale. Sådan gik det til, at jeg sammen med flere børn fra Sem og omegn i et par sæsoner lærte at føre mig med ynde og pli på dansegulvet hos danselærer, Hammer, fra Randers.

Det gamle forsamlingshus i Sem var meget lille, men beboerne havde stor fornøjelse af det til møder og fester – og dem var der flere af i årets løb.

Man gik ind i salen lige fra gaden. Til venstre for døren var der et lille køkken, hvor der kunne laves kaffe. Ved siden af var der et andet lille rum, hvor man kunne hænge sit overtøj. Det var meget trangt, så det kunne hænde, at man hørte et enkelt utilfreds grynt, når festen var slut, og folk moslede rundt for at finde deres overtøj. Som regel hjalp man dog hinanden, så man kom hjem i en frakke, der passede.

Det var altid et par af byens beboere, der stod for forsamlingshusets drift.

2. juledag var der altid juletræsfest for sognets børn. Salen var pyntet med gran fra Sem Skoven. Det store juletræ, der altid nåede loftet, stod smukt pyntet midt i salen.

Aftenen blev indledt med, at alle børnene gik med hinanden i hånden rundt om juletræet og sang julesalmer. Salmerne kunne vi uden ad, for vi havde jo lært dem som salmevers i skolen. Derefter legede vi sanglege rundt om træet. Det var altid læreren, der ledede sanglegene.

Den første afdeling af festen sluttede med, at alle børnene stillede op på række og fik udleveret godteposer, som forældrene havde betalt i forvejen. Der blev ro et stykke tid, mens vi gumlede og fik byttet et stykke lakrids, der var lidt for stærkt, med et stykke Kongen af Danmark, som vi holdt mere af.

Forældrene benyttede pausen til at få sig en tår kaffe og et stykke hjemmebagt kringle, lagkage eller en småkage. Det var her byens koner fik lejlighed til at brillere lidt, når de i al beskedenhed bød deres bedste småkager rundt til de andre familier – det var en ordning alle var glade for.

Nogle valgte at købe en kop kaffe og et stykke wienerbrød fra bager Juul i Mariager hos forsamlingshusets værtspar, Anne Kirstine og Chr. Navndrup.

Efter kaffen fik vi brug for alt det, vi havde lært på danseskolen, når der blev spillet op til dans. Det var gode fester, også selv om det først langt senere blev muligt at købe spiritus i forsamlingshuset.

Den gang var der rigtige vintre – og dårlig snerydning. Jeg kan huske, at mine brødre måtte bære et par af Peder Svendsens børn ned til forsamlingshuset, fordi der var så meget sne, at de ikke kunne komme igennem.

I februar måned blev der afholdt fastelavnsfest. Nogle drenge klædte sig ud i hjemmelavede uniformer. Der var både en konge, en prins og en kaptajn, der kommanderede de menige soldater. Uanset vejret traskede drengene rundt til alle gårde og huse i Sem og omegn.

Mens drengene stillede op og sang for beboerne, løb bajadsen rundt og klovnede med sin raslebøsse i hånden. Når soldaterne havde sunget, vankede der gerne en skilling til den fest, der blev holdt i forsamlingshuset om aftenen – og lidt godt til ganen. Hos os stillede Mor altid an med saftevand og hjemmelavede vafler til alle.

Om aftenen til festen i forsamlingshuset kunne de stolte forældre se kongen åbne ballet med sin dronning. Derefter dansede prinsen ud med sin dame, og til sidst dansede alle soldaterne og gæsterne ud.

Efter høst holdt man høstfest i forsamlingshuset. Salen og bordene var pyntede med aks og neg. Fra gårdene mødte familien og alle de, der havde hjulpet til i høsten, op. Hver familie havde sin egen madkurv med. Der blev sunget sange og undertiden læst lidt op, inden salen blev ryddet, og festen sluttede med dans.

Når der var bal i forsamlingshuset, strømmede unge fra hele egnen til – og sognefogeden fra Enslev mødte med sit klaver. Han spillede til dansen.

I stalden havde vi seks heste, 14 køer samt kvier og kalve. I de fire grisestier gik nogle grise, men det var ikke almindeligt at have mange grise den gang. Vi havde også fjerkræ – både høns og ænder.

Undertiden kiggede kreaturhandler Brask ind for at se, om der var et dyr til salg. Så blev der diskuteret og slået på næven mange gange, inden handelen var på plads, for Far var god til og holdt meget af at handle.

Han handlede mest med kreaturer og grise. Det var lidt besværligt. Han havde ingen bil, så skulle han til marked i Hobro eller Randers, måtte han cykle – og så var der al besværet med at få dyrene transporteret rundt til og fra marked. Mange gange blev de trukket – lastbiler var ikke almindelige.

Tid og arbejdskraft var ikke noget problem den gang. Vi kunne tjene mange penge ved at lave tingene selv, så det gjorde vi. Mor bagte selv det brød, der blev brugt i Lindegården. Dejen blev slået op i et stort, aflangt trækar. Vores store bilæggerovn blev, mens dejen hævede, fyldt op med lyngris, som blev brændt af – man ildede. Når lyngen var brændt, og asken var fejet ud, stillede Mor de mange brød ind i ovnen. De nybagte brød blev stillet på hylder i kælderen.

I den store gruekedel i bryggerset lavede Mor det hjemmebryggede øl. Det gjorde man også på flere andre gårde. Øllet, man bryggede, var ikke så stærkt, som øllet er nu.

Det var min storebror, Viggo, der fandt på det med bierne. Han ville lære noget om biavl – så pludselig havde vi syv bistader i haven. Viggo kom selv hjem og passede dem en gang imellem.

I gamle dage tog man voksen fra de tavler, bierne havde fyldt med honning, og lagde i et groft klæde. Når man vred klædet, strømmede honningen ud. Det var en meget omstændelig metode, så Far købte en slyngemaskine.

I maskinen var der fire plader, der lignede vandrette møllevinger. Når man havde skåret det tynde vokslag, bierne havde forseglet honningcellerne med, af, blev tavlerne anbragt på møllevingerne. Med et håndtag fik man dem til at hvirvle rundt, så honningen blev slynget ud. Derefter blev honningen rørt hver dag gennem længere tid, inden den blev fyldt i glas.

Noget af honningen spiste vi selv, og noget blev givet væk, men af en god portion lavede Mor den dejligste mjød. Honningen blev kogt i en stor gryde sammen med vand. Væsken blev fyldt i en stor ballon, hvor den stod og gærede, til den kunne fyldes på flasker som færdig mjød. Det var en eftertragtet drik til festlige lejligheder – eller i utide til en kop kaffe.

I 1940 solgte mine forældre Lindegård og flyttede til Mariager, hvor de kom til at bo i det hus nær kirken. Min bror, Viggo, og jeg fulgte med.

Mens vi boede i Sem kørte Viggo taxa. Han håbede på, at det kunne fortsætte, når vi kom til Mariager, men sådan gik det ikke. Tyskerne okkuperede landet, og så var det slut. Han kunne hverken få dæk eller benzin.

Da man begyndte at montere gasgeneratorer på bilerne for at få dem ud at køre igen, ansøgte Villy om tilladelse til at montere en på bilen. Det kunne ikke lade sig gøre. Begrundelsen var, at han var ugift. Der var stor arbejdsløshed, så forsørgere – familiefædre stod forrest i køen. Villy måtte, som adskillige andre, klodse sin bil op i garagen.