Landsbyhistorier.dk

Høhøsten ved Saltø å

Høhøsten indtraf i den varmeste tid af året. Man kørte gennem skoven ned til engen. Høstfolkene var de samme hvert år, karlen Peder og pigerne og assistenten hans lund, Per Jensen som var i 60-erne og skråede voldsomt og havde skårede tænder og betændte gummer, han var fader til 7-8 børn. Så var der Chr. Dragon det blev han kaldt fordi han en gang havde tjent som dragon, han var i 30-erne og ungkarl. Han ejede et hus tæt ved skovfogdens med jord til og han havde en hest og 2 køer. Han var en senet og stærkt bygget, og havde lidt trætte bevægelser over sig. Der var noget forslidt over ham og hans sorte øjne lå dybt inde under hans sorte øjenbryn. Trækkene var regelmæssige og når han smilede var der 32 hvide tænder. Han var meget rynket, og i hans sorte hår var der enkelte stænk i tindingerne. Både børn og kvinder elskede ham da han altid havde et varsomt tag på disse.

Under arbejdet gik karlen forrest, så per Jensen dernæst Chr. Dragon of til sidst hans Lund, der altid sakkede bagud og hvis skår var mindst. Der var også kvindfolk med, gamle Sidse nystrøget i tøjet, hun var omkring de 70 og hun og børnene tog det letteste tag med riven, så var der Karsen Marie en kone på omkring de 50, som også hjalp til ved vask og hoved rengøring, endvidere var storpigen Marie med.

Undertiden mødte en af jomfruerne ved mellemmads tiderne og havde æbleskiver med. Pigerne var gerne lidt pyntede med fint forklæde og et let hovedtøj der kunne skærme for solen og havde også løst bundne ærmer på for at skærme for solen.

Husmændenes dragt var enkel et par blå lærreds bukser og en skjorte og blå bluse bundet sammen i halsen, de havde tykke bomulsstrømper på og træsko. Når der var arbejdet et par timer spiste man skårne mellem madder ved en af stakkene og fik øl og brændevin og snakken og sladren gik lystig i engen under frokosten og det var karlen der gav signal til at arbejdet skulle gå i gang igen.

Åen vrimlede med liv dengang, skaller med røde finder, stimer af småfisk som løjter og grundlinger og så bundfisken smerling der havde en torn på gællelåget, der var også muslinger.

Græsset var blevet slået nogle dage forinden og så revet sammen i lange rækker. Derefter blev det slæbt sammen til bunker med læssetræet. Til hammeltøjet blev læssetræet fastgjort med en løkke i hver ende. Desuden havde karlen foruden tømmerne også et langt reb fra hammeltøjet op i hånden og ned under læssetræet og så op til hånden igen.

Hestene begyndte fra en ende af en række  og så sprang karlen op på læssetræet og høet bunkede sig op foran ham. Stakken blev lavet af kvinderne og det krævede god øvelse, en stak var lidt over mandshøjde, og for at stakken ikke skulde flyve for meget i vind og vejr snoede man noget hø sammen og lagde det over toppen af stakken.

Arbejdet forsatte lige til duggen begyndte at falde og hjortedrengene på den anden side af åen begyndte at lulle til hinanden, det var sådan man kaldte de skiftene toner, mellem høje og lave,  de fremkaldte, når de gik hjemad. Når man kom hjem fik man mælkebrød eller mælkegrød go det var mørkt inden man kom i seng.

Efter nogle dage skulle høet køres hjem man lejede skovfogeden og hans køretøj til hjælp. Der blev altså benyttet 2 spands heste og 3 vogne. Tidligt om morgnen kørte man hjemmefra endnu menes duggen lå der endnu. De var karlen assistenten, storpigen og fortælleren. På engen stak karlen hø op til pigen på vognen mens assistenten samlede det hø der var fløjet bort  sammen igen, det krævede stor øvelse at lægge et læs rigtig. Blev det skævt kunne det vælte på vej hjem. Det  blev bundet sammen med hjælp fra læssetræet der blev lagt på toppen og stukket ned fortil. Der var mandskab 2 steder på engen og hjemme. Den ene vogn afløste den anden og det blev til 13-14 stykker om dagen i et par dage. Det var så lidt om høhøsten.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.