Landsbyhistorier.dk

Oversognet og nedensognet i 1880

Sognet var skilt i to dele, der var oversognet der var Fodby, og nedensognet som var Bistrup, Skraverup og Stenbæksholm. Grunden til at man brugte denne betegnelse i 1870 og 1880-erne, var at man betragtede Fodby som den fine ende. Det var bøndergårde og gode mindre hjem, samt her lå kirken.

I nedensognet havde gårdmændene det vanskeligt, og det hændte at nogle måtte gå fra hus og hjem. Der gik også rygter, i nedensognet om at Fodby var Danmarks rigeste landsby.

De to dele af sognet havde heller ikke meget omgang men hinanden. Skete det at en Fodbyer have forvildet sig ind i et Bistrupselskab , ja så stod der en respektfuld stilhed og andagt omkring ham, og han brød som regel tidligere op end de andre.

De var heller ikke så flittige kirkegængere i nedensognet, i hvert slet ikke når det var dårligt vejr.  De var ikke kirkelig interesseret, ofte måtte de kirkelige handlinger aflyses, på grund af manglende tilslutning.  Naturligvis var man ærbødig og retskaffen, det lå i opdragelsen, men det optog ikke sindene. De religiøse bevægelser var på Karrebæk egnen og hen af Skælskør til.

Man talte kun om kirken når det gjaldt offer, kirke – og præstetiende, man talte tit om hvordan man ved disse ydelser havde taget den gamle Pastor Mackespang og tidligere Schmidt ved næsen. Præsten viste man Ærbødighed, når han var tilstede, men ellers var han genstand for grin og nedrakning.

Mackespang var en gammel skikkelig mand, der var stillet noget i skyggen af nabosognets præster, Vallensved, Karrebæk og Marvede. Det kunne ske at præsten ved festlige lejligheder blev indbudt til gilde i de finere hjem. Så manglede der ikke ærbødighed, men der stod en mystik omkring ham.

Når han talte lyttede man, og der var stilhed i stuen når han tav. Hvis der var nogen der ville tale uden om præsten, blev vedkommende hurtigt bragt til tavshed. Ligeledes hvis præsten et øjeblik kikkede ind i øverstestuen, hvor dansen gik, så forsatte man nok dansen men man undlod trampe takten, som ellers var sædvane.

Det skete også at Pastor Mackespang kom på visit, og folkene på stedet de viste ikke hvilke ben de skulle stå på. Børnene flygtede ud i køkkenet, og turde knap nok trække vejret, indtil han var gået igen.

Respekten for overklassen var solidt indgroet. Det var med rædsel at man gik ned til Saltø Godskontor med  arveafgiften, eller på Fodbygård med kirketiende. Man stod på strømpesokker og bankede på døren , svagt og forknyt, med lange mellemrum. Når man endelig kom ind og slap af med pengene, og vel ud igen, så følte man sig lykkelig og befriet. Man var sluppet for at blive til grin og eller at have fået skældt huden fuld.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.