Solbjerg - Wiffertsholm

Wiffertsholms ejere fra 1576

I Østhimmerland, nærmere betegnet i Solbjerg sogn ligger en smuk gammel herregård ved navn af Wiffertsholm, omkranset af store løvskove. heder og moser. Godset blev oprettet i sidste halvdel af det 16. århundrede og .opkaldt af dets skaber: Axel Tønnesen Viffert. Han tilhørte den gamle Viffert-slægt, hvis hjemsted siden 1390 var Torstedlund i Aarestrup sogn, men hans gren af familien var i fordums tid udvandret fra Himmerland. Faderen ejede og boede således på Brolykke i Bjerge herred på Fyn. Selv følte Axel Viffert en meget stærk tilknytning til Skåne, men desuden ejede han en del gårde og bøndergods i det sydlige Jylland.

Solbjerg - WiffertsholmMen efter afslutningen af ”Den store nordiske Syvårskrig”, hvor han havde deltaget som ritmester, fik han i 1576 mulighed for at mageskifte en del af dette bøndergods med kronen, velsagtens som belønning for sin indsats under krigen , men også fordi kronen havde et udtalt ønske for selv at stå stærkere i det sydlige Jylland. Det var således en win win situation for begge parter. I bytte får han en del bøndergods i Himmerland, hvoraf hovedparten var beliggende i Solbjerg sogn. Det drejede sig om Korupgaard samt 3 gårde samt 2 bol og 1 hus i Korup by. I Solbjerg by drejede det sig om i alt 11 gårde og hertil kronens rettighed til Solbjerg kirke , desuden i samme sogn de to gårde Nørre og Sønder Tvedskov samt hele Kyttrup by, der bestod af 4 gårde.
Han fik desuden ved østkysten, i Als sogn 3 gårde samt 3 huse i Hurup by og i Als by 3 gårde. Dertil kom han erhvervede kronens rettigheder ved samme mageskifte i 4 jordegne bondegårde og 1 jordegene bondebol med ret til at tilkøbe sig ejendomsretten af selvejerbønderne, når og hvis de ville sælge den.
(Et bol kunne være et jordtilliggende eller bestemte jordstykker i bymarken under landsbyfællesskabet tilhørende en bestemt gård. ”Jordegne” betyder selveje og ”bondebol” var et mål for hvor meget jord en gård skulle have for at føde en familie. En bondebol havde således forskellig størrelse afhængig af jorden værdi som opdyrket landbrugsjord)
Axel Viffert havde, indtil dette skete, ret til at kræve hoveri af disse bønder, men derimod ikke landgilde, så længe han ikke ejede gårdene. Det er dette mageskifte med kronen , der danner grundlaget for oprettelse af Wiffertsholm. Han nedlægger nemlig landsbyen Kyttrup med de 4 gårde helt, og deres markjorder kommer således til at udgøre hovedgårdsmarken på godset.

Vi ved ikke, hvilke andre bevæggrunde Axel Viffert har haft for sin tilbagevenden til slægtens gamle egn, men måske var det også for at følge i sin broder Holger Vifters fodspor . Denne havde allerede i 1561 erhvervet sig en hovedgård i Himmerland, idet han ved også ved et mageskifte med kronen havde erhvervet sig Næs, det nuværende Lindenborg.
Ved begge mageskifter var det gods, der før reformationen havde tilhørt Viborgbispen, men som kronen da havde skødet fra sig.
Allerede i 1578 får Axel Viffert fri birkeret for sig og sine arvinger til de i Solbjerg sogn beliggende gårde, dvs. han fik jurisdiktionsmyndigheden på godsets område. Dog måtte han ikke selv være dommer, men det var ham, der ansatte og aflønnede både birkedommer og birkeskriver, så man må regne med han sikkert har haft afgørende indflydelse på sagsforløbene Året efter lægges de 3 gårde og de 3 huse i Hurup by også ind under samme birkeret . På dette tidspunkt var Axel Viffert sikkert i færd med at bygge på sin nye herregård. Hvornår Wiffertsholm har stået helt færdig, vides ikke, men bygherren har selv næppe boet på godset til stadighed. Han var nemlig en meget travl herre idet han i 1574 var blevet medlem af rigsrådet. Desuden var han på samme tidspunkt lensmand på Nyborg. Senere havde han et års tid i 1579 til 80 også Aalborghus i forlening.
Sig Han havde således ikke haft megen tid og lejlighed til at bo på sin nye hovedgård. I 1580 blev han ydermere forflyttet til Malmøhus, hvor han kort tid efter døde. Efter hvad de lokale kilder her har kunnet fortælle skulle han være blevet forgjort af en heks, hvilket dog ikke har kunnet bekræftes.

Axel Viffert efterlod sig ingen sønner, men 3 døtre, og af dem arvede Margrethe Viffert Wiffertsholm, Det er med hende, at det adelige herskab tager fast bopæl på gården.
Hendes første ægteskab med Evald Sehested, der døde 1589, var kun kortvarigt og barnløst. men hun følte sig stærk tilknytte til Wiffertsholm ses af, at hun lod ham begrave i sognekirken i Solbjerg og det var i den anledning at hun lod opføre en krybt under kirkens alter. Dette gravkapel blev benytte af de fleste af godsets senere ejere, men nedlagt 1816 på grund af manglende vedligeholdelse. Kistepladerne er dog bevaret og kan se ophængt dels i klokketårnet, dels i kirkens våbenhus.
Margrethe giftede sig igen i 1597 med Jørgen Urne til Brobygaard . I den anledning lod hun kirkens alter udsmykket. Ved en senere restaurering var det ikke muligt at tyde hele den gamle tekst på alteret , men dog så meget, at den gav mening. Der stod:
Anno Domini 1597 lod Erlige og welbørdige Mand Jørgen Urne med hans kiere Frauve Margrete Wifferts giøre denne Tauffle til Guds oc Kirkens Erre oc paa Kirkens Bekostning … … …Ammen.

Her lader de os tydeligt underrette om, at dette arbejde er betalt af kirkens indtægter, dvs. Kirketiendet. I deres ægteskab på Wiffertsholm fik de en søn de navngav Axel Urne samt en datter , der fik døbenavnet Anne Urne . Sønnen arvede ved moderens død i 1622 Wiffertsholm. Desuden ejede han Brobygaard på Fyn samt Skavange i Vensyssel. For Wiffertsholm nærede han næppe nogen større interesse idet hans søster Anne Urne, der var gift med Enevold Christoffersen Seefeld allerede overtog den i 1630. I hendes tid tillagdes der en del bønderjord til godset, idet Frands Lykke til Overgaard afstod hende nogle ejendomme i Solbjerg. På samme tid overlod hun ejerskabet af hele godset til sin mand.

Ægteparret levede i øvrigt roligt og stilfærdigt på Wiffertsholm. De fik ingen børn, og han havde ikke noget administrativt hverv, men drev godset og forrettede ret og skel efter bedste evner blandt deres fæstebønder, men opstod der større problemer overlod man det til herredstinget at dømme.
Netop dette var blevet mere aktuelt, for det var tiden hvor troen på hekse og alskens trolddomsvæsen var på det højeste og det såvel hos adel som hos almuen. Således var kong Christian d. 4. (1588 – 1648) selv heksetroende og han sad endda i egen høje person selv for enden af bordet., da man i det Herrens år 1621 i Aalborg dømte den adelige Cristense Kruckow til døden som heks. Hun blev, da hun var adelig ikke brændt på bålet men halshugget. At blive brændt på bålet tilkom . kun folk af lavere stand Hun .blev dog både den første og den sidste af adelig æt, der fik denne tvivlsomme ære at blive dømt til døden som heks.
Der havde i lange tider også gået rygter om at der i Solbjerg sogn, hos fæstebonde Jens Mikkelsen i Solbjerg by skete ting og sager, der havde med trolddom og det okkulte at gøre. Dette førte så til en retssag på Hellum herredsting den 13, september i 1639 foranlediget af Enevold Seefeld, Wiffertsholm, hvor i nærheden af et halv hundrede vidner fra byen og egnen havde kunnet bekræfte disse rygter .
Denne retssag var kun dog kun en mindre udløber af en 20 år tidligere meget større sag ved Hellum herredsting . Her drejede sagen sig om en gammel kone kaldet Krøbel Maren, en krøbling og fattiglem, der i en lang periode havde gået på omgang hos bønder og husmænd, hvilket mange af dem nu ønskede sig fritaget for bl.a. ved at udsprede det rygte at hun havde omgang med ”Den Onde” Men nu var der også komme stærke beskyldninger mod hende for at have forgjort en kone i Skibsted. Man så sig derfor nødsagen til hun blev sat i Hellum herreds arest mistænkt for hekseri.

I tiden der gik medens man forberedte sagen mod Krøbel Maren kom der flere beskyldninger mod hende. En af dem lød på hun havde fremstillet et voksbarn, der skulle forestille en person hun ønskede død. Hun blev også beskyldt for have malket en ko om natten. Mælken mente man, hun havde til hensigt at bruge ved sine okkulte kunster. Den værste sigtelse mod hende var dog beskyldningen om at have forhekset konen i Skibsted så hun fik den slemme syge . Der var således samlet en hel række sager mod hende af både den ene og anden art, anklager, der tilsammen gjorde hun blev dømt og brændt på bålet som heks ved Hellum herredsting d. 25 juli 1620.
Der var sort af mennesker, både af kvinder og børn på galgebakke, den dag Krøbel Maren skulle brændes. Man var kommet tidlig og stimlede tæt om bålpladsen for at få så god en plads som muligt , for heksebrænding var tros alt ikke hverdagskost. Der kom folk, der af en elle anden grund havde en horn i siden på hende, eller folk der blot kom af ren og skør nysgerrighed.
Men da hun så endelig sad på bålet omspændt af flammer veg folk alligevel tilbage for nu begyndte hun at råbe. Hendes eder og forbandelser stod som flammer ud af hendes mund og kunne høres over hele pladsen tillige med beskyldninger med navns nævnelse om medvirken til trolddom. Også Jens Mikkelsen fra Solbjerg blev nævnt og beskyldt for at være en troldmand. Han var blot en af de mange hun nåede at nævne inden flammerne havde gjort sit og døden var indtrådt.
I flere år fortsatte rygterne på egnen om Krøbel Maren og hendes gerninger at florere og jo længere tid der gik jo mere blev lagt på. En af dem handlede om hvordan hun i kælderen netop hos Jens Mikkelsen i Solbjerg havde kærnet smør sammen med ham og dette i så store portioner han ikke kunne bære det derfra.
Disse rygter var en af årsagerne til at Enevold Seefeld havde indkaldt retten her næsten 20 år efter Krobel Maren var dømt og brændt for at klarlægge hvad der var ret og hvad der var uret. Ved retssagen d. 13. sep. 1639, mente således næsten et halvhundred vidner at kunne bekræfte det var sandt hvad Krøbel Maren havde råbt den dag hun sad på bålet. Men på et nyt retsmøde en uge senere d. 10. sep. 1639 i samme sag viste det sig , at samtlige afhørte havde indrømmet de egentlig kun havde hørt Krøbel Marens beskyldninger mod Jens Mikkelsen, da hun sad på bålet. Om der så var hold i den og de andre beskyldninger hun var kommet med vidste ingen og ingen turde aflægge ed på. at alt dette virkelig var sket.

solbjerg_kirke_tavleEnevold Seefeld døde 1643, hun 8 år senere i 1651. Anne Urne lod i øvrigt male og opsætte et epitafium i Solbjerg kirke i anledning af hende og hendes mands ophøjelse til adelstanden.
Her afbildet med dem selv ved korset samt deres 16 aner, der pryder begge sider af billedet, symboliseret ved deres våbenskjolde, d.v.s. 64 i alt.
Der var forordninger og love om, at der i hver ægtefælles slægt skulle være 16 adelige aner i lige linje, for at man kunne komme i betragtning som værende af højadelig æt.
Efter deres død tilfaldt al deres ejendom hans søskende. Af disse blev Viffert Seefeld eneejer af Wiffertsholm. Han besad godset til sin død 1662, men den var da stærkt forgældet. Tiderne havde være dårlige, og han havde desuden været uheldig med kaution for sin broder Jørgen Seefeld. Han var ærkedegn ved domkapitlet i Roskilde, og samtidig var han lensmand på Sortebrødregård, det senere Jomfrukloster . Jørgen Seefeld var meget lærd og ejede et kostbart bibliotek ,placeret i Ringsted på det tidligere kloster, som landsforræderen Corfitz Ulfeldt ranede, da han sammen med den svenske hær og konge var i Roskilde i 1659.
Den nærmeste arving til Wiffertsholm var “en vankundig, fattig og skrøbelig søster ved navn Maren, og som der står skrevet om hende: ”……….som aldrig haver kundskab, sandhed eller fornuft til noget godt at forrette eller sig selv at regere”. Hun fik derfor til formynder Ove Juul til Willestrup. Det lykkedes ham, der var en dygtig administrator, at holde hende ved gården, lige til hun døde 1678 – næsten 100 år gammel.

Den ovennævnte Ove Juul indløste Wiffertsholm fra kreditor, men da han kort efter døde, solgte hans børn den 1680 til Laurids Kjærulf, Han havde tidligere været forvalter og forpagter på Wiffertsholm. Laurids Kjærulf var en dygtig mand, men — uden at være særlig kræsen i valget af sine midler havde han samlede sig en stor formue.
Han var hård mod sine bønder og forfulgte dem ofte ad rettens vej med et utal af processer. Bortset fra hans dygtighed som landmand er der næppe meget godt at sige om ham ; det skulle da være, at han lod oprette en skole i Solbjerg sogn, hvor børnene skulle lære at læse dansk og skrive nogenlunde læselig skrift, og ligeledes få visse kundskaber i regning. Skolen bestod af 6 fag bindingsværk med stråtag, de tre fag indrettet til skolestue, et fag til kammer, og andre to til køkken. Wiffertsholm skulle holde huset ved lige i alle måder og der tillægges, som der står ”tvende Stykker Jord til Sædeland og Kaalhave”.
Skolen lå i Solbjerg sogn ved et tingled i Solbjerg, i følge ”Jydsk Historie og Topografi 1904“ . – Det var et meget lille bindingsværkshus, med 6 fag -. på hjørnet af Ravnborgvej og Fredenslundvej. Idag står det helt hvidkalket uden synlig bindingsværk og med fast tag.

Laurids Kjærulf lod sig optage i adelstanden i 1724 og bekostede i denne anledning et smedejerns altergitter til Solbjerg kirke. Hans eneste søn Jakob var da død nogle år i forvejen; så det har vel nærmest været for hans svigersønners skyld, at ophøjelsen skete. Laurids Kjærulf havde nemlig 2 døtre; den ene gift med Jesper Jespersen til Høgholt, den anden, Anne Kjærulf, fandt sine bejlere i nabolaget. Første gang var hun gift med Johannes Svane til Visborggaard, anden gang med den i 1717 adlede Severin Benzon til Havnø, der døde insolvent.
I Solbjerg kirkes våbenhus er ophængt en kisteplade af bly fremstillet som en mindetavle over over Karen Geesmand til Wiffertsholm, og som der bl.a står på mindetavlen : ” … Blefve bragte til Werden Aar 1654 d.7. July . Formerede sig i Werden udi 41 Aars Kærligt Ægteskab med dend forhen hos Gud Salige Velædle og velb. Laurids Kierulf til Viffertsholm med 2 sønner og 2 døtre ……” og der står videre…..
“Den salige Frue hafvde henlefet udi højest sørgelig, men meget cristelig Enkestand ………”.
Her hentydes til at hun levede de sidste år på Wiffertshom i stor armod, da hendes førnævnte svigersønner, nemlig Jesper Jespersen til Høgholt og den senere adlede Severin Benzon til Havnø bl.a. ved at udstede falske veksler og lignende gældsbeviser på hustruernes arvepart, og derved formøblede dem. Disse gældsbeviser følte fru Karen Geesmand sig tvungen til at indløse for at undgå, at svigersønnerne og hendes døtre endte i gældsfængsel . En af døtrene måtte dog flygte til Fredericia, der dengang fungerede som en slags fristad, for at undgå kreditorerne. Hun flytter senere på Estvadgårds Kloster for der at blive optaget som nonne og blev 3 år senere klostrets priorinde. Desuden tabte de to vidtløftlige svigersønner ifølge overlevringerne Solbjerg kirke med tilhørende indtægter og forpligtelser til stedets præst, Ove Lauritsen (1687 – 1719) ved terningspil. Siden da har kirken været præsteembedets ejendom i Solbjerg, indtil den blev selveje i 1912. Som en sidebemærkning kan desuden nævnes, at Laurits Kjærulf `s formue ved hans død i 1728 blev anslået til omkring 160.000 rigsdalere, en betragtelig formue svigersønnerne således på få år nåede at formøble.

Da Karen Geesmand døde 1739, var det givet, at Wiffertsholm måtte på auktion, og det kom den det følgende år og det var derfor nødvendigt at gode venner og slægtninge måtte tage sig af døtrene om nødvendigt.
Den 9. November 1740 samledes en række af omegnes større godsejere på Wiffertsholm for om muligt at erhverve godset billigst mulig på dagens auktion . Således var Sehested til Villestrup og von Ahrensdorff til Visborggård mødt op, ligeledes von Buchenwald, Gudumholm . Sidstnævnte havde for kort tid siden solgt sit gods og kunne derfor også være interesseret, hvis han kunne erhverve Wiffertshom billigt. Som venner og kollegaer var de også på det nærmeste blevet enige om ikke at byde hinanden op.
En af de allersidste der var mødt op til auktionen var en ukendt bondeklædt mand, der var kommen kørende til gården i sin vogn forspændt et par brune heste. Han var blevet forsinket til selve auktionen, for da han ville dreje ind på gårdspladsen med sit spand var han blev standset af en af herskabets tjener med ordene : ”Her er ikke plads til bondeøg”, så hans kusk havde måttet vende om og sætte vognen i vejkanten . Da han kom op i borgsalen var auktionen netop gået i gang , men endnu faldt budene kun langsomt og trevent. Auktionsholderen havde ladet budene starte ved 15.000 rigsdalere. Man havde så langsomt arbejde sig op og nu lød det højeste bud på 20.000 rigsdalere Hertil lagde Jens Hvass forsigtig 50 rigsdalere til . Den fremmede, der netop var trådt ind bød nu 22.000. Man skottede til ham . Hvad bildte denne simple bonde sig ind. Hvad havde han at gøre her blandt adelsmænd . Og ikke nok med det så taler han bondesprog. Her prøvede de at nægte ham at byde, men det var blevet purre afvist af aktionarius, da det var en offentlig auktion.

solbjerg_det_roede_skrinSehested havde nu i den nærmest tumultagtig stemning nærmet sig aktionarius og der blev mellem dem en hvisken og tisken. Herefter faldt et par spagfærdige bud, men hver gang lagde bonden 1000 rigsdaler til . Forbavsende hurtig gik aktionarius så til hammerslag og der blev spurgt om han kunne stille kaution.
”Det kan jeg ikke ”var svaret ”og da ingen her kender mig og selvom så var , ville ingen her i forsamlingen kautionere for mig.”
”Så må aktionen gå videre” råbte Sehested ” Jeg har budt 20.000 for herligheden her, og jeg kan stille kaution . Det er forskellen på et bud fra en adelsmand og et bud fra et bondebæst . Og så ka` skidtvigtige bønder måske lære ikke at mænge sig med os andre. ”
”Hov , tøv nu lidt” svarede den fremmede ” hvad er det for barnestreger at byde på en gård, som er min men det er er måske skik blandt adelsmænd” Han bøjede sig ud af vinduet og råbte: ”Hør Jens, kan du kan binde hestene og komme herop med det bette røde skrin, der står under agestolen” . Jens kom med skrinet og den fremmede og gik hen til skranken . ”Mit navn er ellers Christen Sørensen Testrup. Jeg er herredsfoged i Rinds og Gislum herreder . I skrinet her ligger kongen mønt nok til at betale mit bud og mere til kontant . Så måske kan jeg være fri for kaution”. Han talte beløbet op til aktionarius. ”Nu ka a wal fo min hejst såt po ståld” lød hans slutbemærkning.
Sehested og hans adelsvenner havde måttet bide i det sure æble. Deres plan om at erhverve godset til en spotpris var slået helt fejl og de måtte endda lade bonden overtage godset for langt mindre end de selv ville have givet.

På den gamle og efterhånden forfaldne borggård rejste sig snart efter en trefløjet pragtbygning til afløsning af de gamle bygninger . Fra broen over voldgraven gennem den af Seefeldt i sin tid anlagte have og ud mod Kirkevejen lod han plante en linnealle . Endnu den dag i dag i 2016 ser man de to rækker af gamle træer gennem haven og avlsgården.

Christen Thestrup Sørensen blev født i 1685 ud af bondeslægt, men havde tilbragt nogle år i sin ungdom til søs. Senere tjente han penge ved studehandel på Holland, derefter godsforvalter på Lerkenfeldt og fra 1730 herredsfoged.
Han skildres som en klog og dygtig mand, der også, da han var blevet godsejer, nød den største respekt hos sine bønder; de beundrede ham, fordi han i den grad havde formået at arbejde sig op, og vel ikke mindst fordi han trods dette alle dage bevarede sin jævnhed og ligefremhed over for dem. Når der var lejlighed til det støttede han bønderne og gav dem gode råd. Han både hjalp og tvang dem til at plante frugttræer . Derfor anlagdes frugthaver nær ved hver fæstegård og hver et hus så hele egnen omkring Solbjerg formelig bugnede af frugt. Det var noget andet end de gamle kålgårde Selvom starten havde været treven, bønder er skepsige over for al nyt, men de opdagede de at her havde fået en god ny indtægtskilde.

Trods det Testrup på mange måder hjalp sine fæstebønder til en bedre tilværelse førte han også mange retssager og processer mod dem, hvis de ikke betalte deres landgilder og udførte hoveri til aftalt tid .Men trods disse skærmydsler havde han alligevel deres nærmest ubegrænsede tillid. Det i sig selv var ret ualmindelig for en stor godsejer. Hans tjenestefolk troede ligefrem han besad unaturlige evner, så han altid vidste hvad der skete på hans forskellige gårde. Som da han engang kørte fra en af sine besiddelser på vej til Wiffertsholm og pludselig gav sig til at le. Han spurgte sin kusk om han vidste hvorfor han lo, og svarede selv ved at fortælle at kokkepigen på Wiffertsholm netop var gået i kælderen for at tappe en kande godtøl til sin kæreste. Tappen til øltønden var uheldigvis faldet fra hende . Hun havde derfor sat fingeren i hullet. . Nu måtte hun sidde der i kælderen til de ankom, hvad hun til kuskens store undren gjorde.

Han gjorde sig også fortjent som forfatter, bl. a. til ”Rinds Herreds Krønike”, og flere af hans skrifter har endnu værdi som historisk kildemateriale . På Wiffertsholm samlede han sig et bibliotek, der dog senere spredtes for alle vinde. Det er forståeligt nok, at fortællinger om denne mand formåede at leve på egnen helt op til den nyere tid.

Thestrup’erne ejede Wiffertsholm i tre generationer. Den gamle Christen Sørensen døde 1761, og hans enke Maren Nielsdatter Lynderup solgte den 1764 til sin søn Søren, der var en anset mand. Hans søn Christen Michael Thestrup overtog gård og gods 1799, men blev i de dårlige tider i begyndelsen af 1800-tallet stærkt forgældet. Da han døde 1824, var hans bo insolvent, og Wiffertsholm måtte 1826 atter på auktion.
Køber på auktionen blev denne gang amtsforvalter Hans Svanholm Aalborg , der også i disse år også købte Sebber Kloster og Vraa; han var begyndt som svinedreng på Gudumlund, men endte som godsejer. Han døde ugift 1835. I 1841 deltes Wiffertsholm, i Gammel Wiffertsholm og Ny Wiffertsholm. Førstnævnte arvedes af broderen Laurids Svanholm, der døde allerede året efter. Hans enke fik siden Bælumgaard som enkesæde, og deres søn Jens Svanholm ejede Gammel Wiffertsholm til sin død 1880, hvorefter hans broder, Laurids Svanholm, der i forvejen ejede Ny Wiffertsholm, arvede den.

Begge godser gik omkring århundred skiftet over i familien Dinesens eje, idet den senere kammerherre Jens Kraft Jacob Sophus Dinesen til Kragerupgaard købte dem i årene 1890 og 1899 . Forinden havde Laurids Svanholm solgt en stor del af jorden fra til tre nye godser, der blev bygget; henholdsvis Ravnborg, Porsgården og Fredenslund.solbjerg_vandmoellen

Da Laurids Svanholm døde i 1910, blev de to godser overtaget af hans stedsøn, den senere hofjægermester Axel Wilhelm Dinesen. Efter hans død i 1932 ejede dennes enke, hofjægermesterinde Ida Dinesen, født. van Deurs, Gammel Wiffertsholm, til sin død i 1964, hvorefter hendes sønnedatter, fru Birthe Alvilde Lindegaard, der allerede i 1950 havde overtaget Ny Wiffertsholm, arvede godset, som hendes mand, kaptajn T. E. R. Lindegaard havde været forpagter af siden 1959. Fra 1985 udvides ejerskabet til også at omfatte deres søn, hofjægermester Flemming Christian Ramshart Lindegård.

Godset, der omfatter Gammel og Ny Wiffertsholm. samt Sønderholt drives nu kvægløs. Det har et samlet areal på 1.385 tdr. Id., hvoraf 800 er ager og eng, 450 skov og 135 hede og mose.
I Christen Sørensen Thestrups tid opførtes, som før beskrevet , en ny borggård til Wiffertsholm i tre fløje, desværre brændte sidefløjene senere. En rest af hoved bygningen benyttedes af hofjægermester A. W. Dinesen, medens han i årene 1914 – 15 opførte den nu stående hovedbygning i gammel solbjerg_vandmoellen_indefrabindingsværks stil med ottekantet trappetårn.

Over hoveddøren sidder en gammel stentavle med Christen Thestrups og hans kones navne. De af Søren Svanholm 1799 opførte grundmurede ladegårds bygninger brændte i 1937. og nye avlsbygninger opførtes. Den ældst bevarede bygning er nordfløjen i ladegården , den stammer fra Enevold Seefelds og Anne Urnes tid og er opført 1630. Også Svanholm’erne har bygget på Wiffertsholm.
I 1845 opførtes ud til ladegården, nordøst for bindingsværkshovedbygningen, en ny hovedbygning i én etage med tre kviste.
Da Dinesen byggede sin bindingsværksborg, lod han den Svanholmske hovedbygning gennemskære, så der dannedes en vej gennem ladegården og videre op ad en af den første af Thestrup anlagte lindeallér.

Kilder: ”Solbjerg kirke og dens ejere på Wiffertsholm”. ”Danske Herregårde”. ”En foregangmand fra syttenshundredtallet” desuden udpluk af gamle retsudskrifter samt hvad der i øvrigt er fortalt mig af gamle Solbjerg folk. Egne fotos.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.