Landsbyhistorier.dk

Mere om firlingerne fra Magleby

Kirsten Karoline Nielsen født Hansen, er en af firlingerne. Hun havde en fattig barndom med mange søskende. Der var 5 halvsøskende og 6 helsøskende, hun bliver konfirmeret sammen med sine 3 tvillingesøstre i 1872, som 14 årig. Hvorefter hun formodentlig kommer ud at tjene.

I 1880 finder vi hende i Lundby Tjæreby sogn, på en gård hos ugifte Peder Pedersen som tjenestepige 21 år, sammen med 3 andre tjenestefolk. Hun bliver gift med Hans Peter Nielsen d. 31 oktober 1883. Hans Peter Nielsen er født i Lundby, hans forældre var Niels Mortensen og Maren Hansen (Larsdatter). De havde et lille hus med lidt jord til i Hyllested, hvor han samtidig var træskomand. Senere købte han et sted i Lundby og i 1887 købte han en gård i Østerhoved.

Kirsten Karoline Nielsen og hendes mand boede hjemme hos hans forældre, indtil de døde, hvorefter hendes mand overtog gården efter sin fader. Årsagen til at de blev boende var at svigermoderen var syg, hun var sindssyg, havde dårlige nerver. Så det var Kirsten Karoline Nielsens lod at passe hende og se efter huset.
Denne tilværelse var ikke misundelsesværdig, det må have slidt hårdt at omgås et så sygt menneske, hvad hun gjorde i 20 år. De overtager gården da hans fader dør i 1907, indtil 1934 hvor de sælger gården.

Hvad blev der så af de tre andre firlinger?
Der var en dødfødt pige ved fødslen.

Så var der Ane Kirstine Marie Hansen, hun dør 24 februar 1879, 20 år gammel i Skælskør, hun har formodentlig været ude at tjene på dette tidspunkt og pådraget sig en dødelig sygdom.

Elisabeth Petrine Hansen var i 1880 i Slagelse som tjenestepige på Banegårdvejen 244 i kælderen, formodentlig et Værtshus da husfaderen er Værtshusholder. I følge familiesladren kom hun til København som husbestyrerinde, og fik et barn uden for ægteskab. Hun blev senere gift med en kaptajn Christensen i Næstved.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.