Landsbyhistorier.dk

Det testrupske legat

Man kan ikke undlade at omtale denne usædvanlige godsejer på Wiffertsholm og den måde han blev dets ejer på. Han, der kom til at betyde meget for Solbjerg, – ja hele den sydøstlige del af Østhimmerland, på grund af hans interesse for både sine fæstebønderne og tjenestefolk. Han talte ofte til dem, og gav dem gode råd og støtte, når de vel at mærke havde gjort sig det fortjent. Han fik på det nærmeste deres ubegrænsede tillid. Det i sig selv var dengang ualmindeligt for en stor godsejer.

Hans tjenestefolk troede ligefrem han havde overnaturlige evner, så han altid var klar over, hvad der foregik på sine gårde. Som da han engang kørte fra en af sine besiddelser til Wiffertsholm og pludselig gav sig til at le. Han spurgte sin kusk om han vidste hvorfor; og svarede selv, ved at fortælle kokkepigen på Wiffertsholm var gået i kælderen for at tappe godtøl af tønden til sin kæreste. Tappen var uheldigvis faldet fra hende, og hun havde derfor sat fingeren i hullet, og måtte sidde i den stilling til de kom hjem. Hvad hun til kuskens store undren også gjorde.

Og så var han ikke at forglemme igangsætteren til at alle hans fæstebønder plantede frugttræer omkring deres boliger. Ja, de blev på det nærmeste tvunget til at plante – en nødvendighed, da de i begyndelsen havde megen modvilje for dette. Havde de ikke selv råd, kunne de hente planter vederlagsfri hos hans podemester i Solbjerg. De fandt dog snart selv ud af ideen var god, da salg af frugterne gav dem et godt økonomisk tilskud. Østhimmerland fik derved tilnavnet ”Kirsebæregnen”, et navn der stadig hænger ved, selv om der er få æble – og kirsebærhaver tilbage.

Hans forældre ejede Thestrupgård, og var af almindelig bondeslægt. Der stod ikke skrevet i hans vugge, da kom han til verden i 1685, at han skulle blive en af Østhimmerlands store godsbesiddere, som ejer af Wiffertsholm og den skulle forblive i familiens ejerskab gennem tre generationer.

Han var med tiden blevet en dygtig og lærd mand, ja skrev endda et par bøger, havde både sejlet og været skibsejer, desuden handlet med stude til Holland, været forpagter på Lerkenfeldt og seks år efter udnævnt som herredsfoged i Rinds og Gislum herreder. Denne bestilling beholdt han også efter købet af Wiffertsholm.

Han havde ved fornuftig økonomiske dispositioner og levemåde samlet sig en formue og derved først kunne købe Lille Restrup Hovedgård. Også her havde han som altid talt og klædt sig som bonde.

Wiffertsholm blev købt den 9. nov. 1740 ved en auktion, der blev holdt i selve borggården. På denne dag kom i den anledning en lidt usædvanlig påklædt mand agende til godset i en arbejdsvogn. Efter han havde ombyttet sine træsko med støvler, – som der fortælles, trådte han op i auktionslokalet, hvor der havde samlet sig både adelsmænd og storborgere, der regnede med ved denne lejlighed at gøre et godt og billigt køb. De blev forundret, ja ligefrem fornærmede over denne bondeklædte mand, der blandede sig og gav sine bud.

Man henstillede derfor auktionarius til at give ham hammerslag og forlangte efterfølgende han skulle stille kaution. Han spurgte derefter om han ville opfylde dette krav. Da han svarede nej, blev det forlangt at auktionen skulle fortsætte, men bonden nedlagde protest og svarede på sit landbomål: ”Kaution behøw`s wal eè når a hår skællingerne mæ”. Han åbnede derefter vinduet og kaldte på sin kusk: ”Jens kom li´e ind mæ d`e bette rø`e skrin”, og Kristen Sørensen Testrup betalte herefter kontant.

Deres forundring forvandlede sig til forbitrelse, Gården fik han til under halvdelen af dens værdi. Han skal, efter sigende have tilføjet, efter denne episode: ”Så ka a wal forlång å fo mi`n hejst såt po stå`l ”. Det blev nægtet da han ankom.

1759 tog han sin afsked som herredsfoged og blev udnævnt som cancelliråd og hans ældste søn Christen blev bestikket i stedet samme sted.

Hans yngste søn Søren Testrup overtog omkring kort tid efter Wiffertsholm og var stifter af det ”Testrupske Legat”. Legatformuen var på 1800 Rdl., der stod som pant i Fjeldsø kirke, som han var ejer af. Denne havde tiende- og kaldsret, og stiftamtmanden og biskoppen i Viborg stift stod som udsteder af panteforskrivningen på beløbet. Renten heraf, der var sat til 4 procent til evig tid, skulle udbetales til 6 sognes fattige i hvilke familien Testrup havde haft nært tilknytning til, bl.a Bælum og Solbjerg sogne. Hvert enkelt sogns præst skulle forestå uddelingen, efter bedste skøn, dog kun til de fattige, der i forvejen nød sognealmisse, som der stod i legatbestemmelserne.

Pengekrisen i begyndelsen af 1800 udhulede imidlertid legatformuen. Også hovedparten af slægten Testrups kapital blev reduceret kraftigt. I 1826 gik den daværende ejer af Fjeldsø kirke, Kristen Testrups sønnesøn fallit. For igen at opnå den oprindelige kapitalstørrelse på legatet blev derfor i en årrække ikke udbetalt penge af renterne. I Bælum og Solbjerg sogne blev de første legatsummer uddelt helt efter testators bestemmelse – som de to eneste, efter de havde været gennem en langvarig korrespondance med biskoppen i Viborg. Det skete i 1840, da de første portioner af legatmidlerne blev udbetalt, hvorimod de andre 4 sogne lod dem tilflyde den ”fri fattigkasse”.

Af slægten Testrup ligger de fleste begravet på Testrup kirkegård ved Ålestrup. I en meget lang årrække var deres gravsteder ikke blevet vedligeholdt, men i 1902, på Testrup Sogneråds foranledning, blev de restaureret, da den fandt, det var en skam deres grave lå sammensunket og eftergroet, da denne slægt havde skænket så mange og store gaver til kirker og anden velgørenhed. Hele udgiften var da 100 kr. På forslag fra provst Jørgensen, Bælum blev det herefter bestemt, at hver af de 6 sogne skulle år yde et bestemt beløb, som blev fratrukket renterne af legat beløbet.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.