Landsbyhistorier.dk

Overtro

Overtro er som oftest noget man forbinder med gamle dage – forbinder med middelalderens uoplyste tid. Den store gamle kirkeklokke, der ny nyder sit otium i Solbjerg kirkes våbenhus bærer eksempelvis præg af at modige ukendte ugerningsmænd i fordums tid har brudt ind i kirken i en sen nattetide for med en fil at skrabe lidt af kanten på klokken for at hente “klokkestøv”, da man mente at spåner fra en kirkeklokke, anskaffet i fuldmånens skær, havde en helbredende virkning på både folk og fæ; ligeledes havde det indviede vand fra døbefonden samme livgivende egenskab.

I dag siger man stadigvæk et splintret spejl betyder 7 års ulykke – og løber en sort kat over vejen står man sig bedst ved at spytte over skulderen, bare for en sikkerheds skyld, – eller man banker 3 gange under bordet , fordi det skulle bringe held . – Ja og hvem bryder sig at færdes på kirkegården i nattens mulm og mørke ved midnatstide.. – Jo, overtroen lever stadig i folks bevidsthed – også i dag – her i det Herrens år 2012.

Fund på Solbjerg kirkegård, gennem en lang årrække – også fra i år er måske et at de mere usædvanlige, men endnu et eksempel på overtroen lever i bedste velgående.
Kirkens graver, Birger Pedersen har gennem flere år samlet på sten. I sig selv ikke usædvanlig hobby, men disse er til hans undren blevet anbragt eksempelvis på bl.a. trædesten efter hans sidste daglig job ved kirken: aftenringningen, hvor han så har fundet dem på hans sædvanlige rundtur på kirkegården næste dags morgen. I løbet af to årtier er hans samling på omkring et små halv hundrede sten. Når man kender hans særlige omhu med kirkegårdens gravsteder, ved man også han ikke overser selv små uregelmæssigheder – de er med andre ord anbragt der af ukendte personer om aftenen eller natten. Ikke for at hjælpe graveren med hans hobby, men i virkeligheden for deres egen skyld. Det særlige ved disse sten er, de har størrelse ca. som en valnød eller lignende, og de tillige har alle et lille glat hulning, altså forholdsvis let genkendelige. Den glatte hulning minder i form som de nok så bekendte solmærker vore forfædre ristede i kampesten, og som af museumsfolk og andre kloge bl.a. tolkes som frugtbarhedssymboler. Det er da også her disse stens betydning skal findes og løsningen på hvorfor de bliver anbragt netop der.

For en del år siden fortalte en gammel kone fra Solbjerg mig om den kraft eller magi hun mente nogle sten er i besiddelse af og da jeg tilfældigt nævnte de små sten som graveren fandt på kirkegårdens trædesten, fortalte hun nølende om netop deres anvendelse – mod jeg undlod nogen sinde at nævne hendes navn i den forbindelse. Trods mine forsikringer havde hun endog store betænkeligheder med at give sin viden fra sig, – til mig, hvilket jeg snart fandt ud af havde sin naturlige årsag, da den i bund og grund kun var beregnet for kvindeører og ikke for mandspersoner, som hun efterfølgende da også stærkt pointerede. Altså noget kun kvinder har kendskab til og taler om indbyrdes. Det gjorde mig naturligvis endog endnu mere nysgerrig. Men hendes forklaring var – og er vel stadig, må man formode: de bliver brugt mod ufrugtbarhed.

Den gamle kone fortalte videre at når og hvis en pige/kvinde ikke kunne blev gravid med sin ægtefælde, skulle hun som en sidste udvej for at få dette sit højeste ønske opfyldt, og når alt andet var slået fejl, finde en sten på størrelse med en valnød med en lille glat hulning.
Denne skulle hun lægge i en lomme på sit forklæde eller andet klædningsstykke og i al ubemærkethed, så ofte som mulige, gnide med en finger i hulningen på stenen – og samtidig ønske sig gravid med en anden mand efter eget valg – f.eks. en mand fra landsbyen, hvorefter de ville finde sammen om kun denne ene vigtige opgave. Når hun mærkede liv skulle hun anbringe sin sten på en kirkegård, der havde en kampesten med solmærker, – og allerbedst , hvis også der var en broncealderhøj på stedet. Med dette var stenens kraft fuldbragt.

Begge betingelser er, som bekendt opfyldt på Solbjerg kirkegård. Der er kun få kirkegårde, der opfylder dette og efter antallet af fundne sten er dette råd formentligt kendt af kvinderne i hele landsdelen. Efter den gamle kones umoralske og ret så pikante oplysning, gik undertegnede også på udkik, og sandelig om jeg ikke også har fundet et par stykker af de karakteristiske sten, mere eller mindre tilfældigt anbragt på kirkegårdens trædestene.

For at gøre historien helt færdig skal tilføjes, at konens tipoldemor havde været såkaldt ” swot kone” eller klog kone i Veddum. En beskæftigelse hvor også udøvede hjælp mod barnløshed henhørte, men også en beskæftigelse, der i værste fald kunne have kostet hende hjul og stejle.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.