Solbjerg - Skole 1956

Den første skolebygning i Solbjerg

Foruden de mange gaver til kirken i Solbjerg – en del heraf har sikkert været en del af kirketienet, oprettede Laurits Kierulff – ejer af godset Wiffertsholm, sammen med, som der står optegnet ”sin kiære elskelige frue Karen Gesmand til Wiffertsholm”, den første faste skole. Bygningen og jordtilliggende samt fast løn til skoleholderen skulle udredes fra Wiffertsholm. De oprettede et fundats d. 14.juni 1725 der begynder således: ”At som Gudsfrygt og sand Kundskab er al Visdoms begyndelse og al Saligheds Rod…”. Derfor besluttede de at oprette et nyt skolehus i Solbjerg sogn efter ”den allerhøjestes Råd og Tilskyndelse”.

Skolen bestod af 6 fag bindingsværk med stråtag, de tre fag indrettet til skolestue, et fag til kammer og andre to til køkken. Wiffertsholm skulle holde huset ved lige i alle måder og der tillægges, som der står ”tvende Stykker Jord til Sædeland og Kaalhave”. Skolen lå i Solbjerg sogn ved et tingled i Solbjerg, i følge ”Jydsk Historie og Topografi 1904-05”.
Huset eksisterede endda indtil for få år siden – før det nuværende blev bygget – på samme grund. Det var et meget lille bindingsværkshus, med netop 6 fag, Beliggende på hjørnet af Ravnborgvej og Fredenslundvej.Solbjerg skole 1956

I fundatsen står videre: ”Skolemesteren der udsøge, skal være en dygtig Person, vel oplyst og funderet i sin kristendoms Kundskab og med ren dansk Tungemål…”. Desuden at lære ”Børnene at læse i danske Bøger og dertil skrive nogenlunde læselig Skrift og udi Regnekunsten være noget kyndig”.

Der var forskel på de to slags kundskaber. Det er Wiffertsholm – herskabets udtrykkelige ønske, hedder der videre, ”at alle Godsets Bønder – Børn, så godt der er forlangende uden nogen ringeste Betaling skal oplæres i deres Katekismus og andre Børnelærdomme. Men ifald nogen af bemeldte af Solbjerg og Bælum Sogns Børn søger Skolen så længe, betaler de selv Skolemesteren for hans Umage. Men han skal se sig vel for, at ingen af Børnene lærer sig at skrive eller regne, førend de vel har fattet og lært deres Katekismus”.

Dette beløb der hentydes til må være til den undervisning, der gik ud over kristendomsundervisning. Beløbet blev udloddet til sognenes jordejere efter hartkorn. Mindste lod betalte ti øre, de fleste omkring 20 øre og de største 26 øre. Blandt disse er Gammel – og Ny Wiffertsholm. Disse beløb var indtil kommunesammenlægningen stadig gældende. I forbindelse med en fredningssag erklærede en lodsejer så sent som omkring 1950 sig indforstået med en tinglyst fredningsdeklaration på betingelse af at slippe for den kierulffske tinglysning om skolepenge. Sagføreren mente denne sag nemt kunne klares, – hvad kun ikke var muligt, selv om kommunen også gik ind i sagen og støttede den fuldt ud.

Solbjerg Skole 1909Det var sognepræsten, der havde det afgørende ord om undervisningen. Hvad skolemesteren selv angik som det alt afgørende indskærpedes, at han ikke måtte ”holde Værtskab eller lystig Forsamling, ej heller at forhandle eller falbyde nogen Vare i Skolehuset (det var ret almindeligt at skoleholderen brændte brændevin med salg for øje for at supplere sin meget sparsomme indtægt som lærer). Han skal nyde 10 Læs Træ til Brænde og 40 Læs forsvarlig Skottørv, som føres ham til Skolehuset”. Endvidere nyder han af Wiffertsholms Herskab til sin aarlige Løn og Ophold 20 Rdl. udi rede Penge saavel som og Korn, 2 Td. Rug og 2Td. Byg”.

Foruden ovennævnte indeholder gavebrevet mange andre bestemmelser. For ikke at fundatsen skulle glemmes stod der endvidere: ”…at den en gang hvert Aar, nemlig på den næste Søndag efter Laurentii Dag efter Gudstjenesten for hele Menigheden skal oplæses og forkyndes“.

Man ved ikke hvornår herskabet holdt op med at holde skolen, men sikkert 1814 i forbindelse med de første egentlige skolelove. Dem kunne Lauritz Kierulffs indsats ikke feje af bordet. Hans fundats var kongelig konfirmeret af Christian den Sjette i 1732.

Nok var Laurits Kierulff gavmild overfor kirke og skole, men han var til gengæld hård over for sine bønder. Her krævede han ret og dom. Et kort afsnit i en dom over en bonde lyder: ”…så lader én Ejendommen forfalde, saa rømmer Jørgen Holgersen i al sin armod fra sin Fæstegård i Bælum; han møder ikke op til sit Forsvar, men dømmes strengt som Rømningsmand… 28. April 1691”.
Laurits Kierulff tog sin ret ud i yderste konsekvens, selvom han derved jagede fæsteren fra hus og hjem.

I det hele taget var han ofte blandet ind i, hvad der dengang omtaltes som ”Iring og Trætte”. I Rinds Herreds Krønike, skrevet af Kristen Sørensen Testrup omtales han som en procesmager og lovtrækker og ikke altid på retvis måde. Da Laurits Kierulff døde 81 år gammel, blev hans formue anslået til 160.000 Rdl.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.