Den lystige præst

Der var engang en lystig sognepræst i Boslunde. Han satte pris på kortspil og et veldækket bord. Iver Hansen var hans navn.

Han blev i sin præstegård, da svenske soldater kom og indkvarterede sig her. Selv om den svenske besættelsesmagt gik hårdt til værks i mange sogne og fik folk til at flygte ind til byerne, lykkedes det hr. Iver Hansen at dække et godt bord. Svenskerne spiste gerne ved hans bord. Sikkert uden at være inviteret.
Når de havde stillet sulten, tog de sølvtøjet med sig hjem. Præsten sagde intet.

En dag blev hr. Iver inviteret til middag hos en officer af høj rang. Da måltidet var slut, stak hr. Iver ske og andet sølvtøj i lommen. Helt åbenlyst. Det ville værten ikke finde sig i. – Er det ikke god skik i Sverige? Sådan gør mine svenske gæster da altid, når de har spist middag i min præstegård, sagde hr. Iver.
Kort efter afleverede de bjergsomme gæster det stjålne sølvtøj i præstegården.

Svenskerne plejede at komme op til ham med udbyttet af deres plyndringer på egnen. Hr. Iver købte tingene af dem. De blev skjult, til krigen var forbi, og derefter leveret tilbage til de rette ejermænd.

Ud over et veldækket bord satte hr. Iver stor pris på kortspillets glæder. Det gik ud over sognebørnene og hans eftermænd i kaldet.
I 1652, tabte præsten i kortspil en større sum penge til ejeren af Borreby. Da præstegården brændte kort efter, kunne han ikke betale sin spillegæld. Og det slap han for. Renterne af gælden måtte hans eftermænd betale til sognets fattige i mange år.

Han indsamlede over 2000 ordsprog. Per Syv benyttede sig af hans samling. Den røber, at hans lystighed diplomatisk sagt ikke altid var den mest høviske. Med sin hustru Else Frederiksdatter fik han 17 børn. Han døde i 1684.