Landsbyhistorier.dk

Fra Fattiggården

Anders Nielsen var født i Brakker på en gård midt i byen, hvor der i hans barndom var den første brugsforening. Anders var stærkt åndssvag, var hjemme til 12 års alderen. Da han blev større, blev han så griset, så de ikke kunne have ham hjemme, han ville gå og trække skufferne ud og tisse i melet. Det syntes han var sjovt, for det kunne jo rigtig støve.
Han kom så til Brejning, hvor han var til han var 18 år. Blev så anbragt på Vester Nebel fattiggård, hvor han var i godt 50 år. Han var let at have, var altid i godt humør, han gik ærinde, bar brænde ind og kørte mælk ud til vejen på en lille tohjulet vogn. Den blev anbragt på et helt nøjagtigt sted, og da vi kom som bestyrer, ville vore børn også køre med vognen, og det blev meget unådigt taget op af Anders, han kom hen til mig og klagede sin nød. ” Ka do æt fo de snottede drenge te å la vær mæ å kyer mæ mi vun de kyer jo ål æ fjæt åen”. Men det varede ikke mange dage, før han legede med dem, han var jo selv et barn.
Han blev hvert år af sognerådet udnævnt til brandmajor og politibetjent med guldsnor om kasketten, og jeg snakkede altid med ham, som det var ham, der var arbejdsgiver. Han var altid til Egtved marked, og jeg plejede altid at give ham en daler til cigarer, og han fik en pakke smørebrød med i lommen, og havde da fået en ny snor om kasketten, og så gav jeg ham en ny mundharpe af de billigste, for der var ikke en tone skabt i ham, men han spillede altid, men den dag havde jeg ingen to krone. Jeg sagde til ham, at jeg selv kom til marked, så kunne han komme og få den. Det gjorde han så, men jeg havde så kun en femmer, så kan du komme med de andre, du får tilbage for cigarerne. Anders gik så på indkøb og kom så tilbage et par timer efter meget rød i hovedet. Jeg stak så en hånd frem og ville ha de tre kroner. Men de var jo væk “A køjt da et par punse, det skuld a val å ha håed alligevel, din pjatrøv,” – og så var Anders væk igen.

Vi havde kommunens brandsprøjte stående, den rådede Anders for, men jeg skulle køre den til brand. Da Fuglkærgård brændte, måtte jeg af sted så hurtig, det kunne lade sig gøre, og fik ikke tid til at få Anders med. Da jeg kørte tilbage, kom han imod mig i fuld trav, råbende: “A for sku en bøde, A for sku en bøde”, men jeg fik ham beroliget med at han skulle gå til brandstedet og overtage ledelsen. Hen mod aften, da han kom hjem, var han drivende våd, men lykkelig. “A klared det hele. A får ingen bøde a får ingen bøde, og a blev udnævnt til strålemester”. Da der var gået nogle dage, kom der med posten en pakke adresseret til brandmajor Anders Nielsen, med følgende skrivelse:

Til hr. brandmajor Anders Nielsen som påskønnelse for velvillig og dygtig assistance ved afbrænding af Fuglkærgård. – Amalienborg. Christian Rex.

Skeen, en gammel jernske, blev opbevaret og vist frem, så snart der var lejlighed dertil.

Anders havde mange gøremål. Når vor datter kom hjem på besøg, fik hele gårdspladsen en ordentlig omgang med riven, “ja, i aften kommer vor lille frøken hjem fra Lysholt , så skal det være fint,” og han efterså om mælkekærren stod nøjagtig på plads, og ellers stod han vagt ved vejen for at være den første til at tage imod, så fik han gerne en 25øre, men det var bedre med fem 5 ører eller en pose bolsjer.
Engang havde han fået en ny mundharpe og i mellemtiden havde han tabt et par tænder, så der var kun en tilbage, og “den skit t”ntant” hindrede ham i at tage de høje toner. Han gik så resolut op til Salling med en knib tang og fik tanden trukken ud, så fik vi igen musik i gården.
En dag da Salling havde fået “dille” var han gået ind til Anders for at narre eller true ham til at give ham penge til sprit, og det endte med slagsmål. Salling kværkede ham til han var hel blå i hovedet, jeg kom til og fik Salling væk. Jeg troede Anders var død, men fik da rusket liv i ham igen, halsen var hel opsvulmet, og Anders gav sig til at græde: “No ka a ålle mier fo kravetøj o”.

Anders blev hos os, efter vi havde købt fattiggården i trediverne, men da sygdom meldte sig, blev vi enige om at sælge og så måtte Anders på Uldum plejehjem, hvor han døde året efter, han kunne ikke tåle at blive flyttet. Jeg var med ham deroppe, og den dag glemmer jeg aldrig. Han græd og holdt mig i hånden, “må a et nok komme med hjem” – jeg selv kom også til at græde og syntes vi havde svigtet ham. Hans Andersen – nedskrevet 1940.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.