Landsbyhistorier.dk

Barndomserindring fra 30erne

Jeg husker om sommeren, når jeg og nogle andre piger gik ud på engene, hvor vi plukkede engblommer og andre blomster. Så gik vi byen rundt og solgte dem til nogle gamle koner, der boede alene i deres huse. I stuen stod der som regel et stort skab med glasruder i, hvor de gemte bolsjerne, eller de havde en lille skål med bolsjer i på bordet, eller det kunne ske, vi fik en 2 øre for blomsterne.

Til Ødsted flyttede vi fra Starup i 1937. Det blev til et hus midt i byen, hvor vi boede nedenunder, der var en slagterbutik, og far kørte ud rundt omkring i en bil med en hvid kasse bagpå. Jeg var tit med, det ville jeg gerne sidde der ved siden af far, mens han kørte. Der kunne nemt vanke noget af ude på gårdene. Jeg husker engang, jeg havde fået et særligt flot rødt æble et sted, men så ville jeg gemme det til jeg kom hjem igen til spisetid om aftenen, men så havde min søster taget mit flotte æble, det var jeg nok noget sur over.

Vi flyttede til Ammitsbøl, hvor vi kun boede nogle få måneder i et lille stråtækt hus. Ude på landet i nærheden af to store gårde, efter et sving og med en lille grøft på den ene side. Derude fik jeg lært at cykle, jeg blev 7 år, mens vi boede der. En søndag skulle jeg så vise mine store brødre, at jeg kunne cykle, men kørte lige i retning af vejgrøften, så det var jo ingen flot debut.

Vi hørte meget radio, det var vist med højttaler dengang, og grammofon havde vi også. Mor sang tit for os, hun kunne alle sange og salmer udenad, samt bibelhistorien og katekismus`en.

Af far lærte jeg at binde slips og sy skjorteknapper i. Det var nok, når de skulle i byen, så skulle der lige syes en knap i, efter han havde fået skjorten på, det var altid en kær fornøjelse. Og jeg tjente 2 øre ved at luge eller rive i haven, det var en kæmpekræmmerhus bolcher, man kunne få for 2 øre dengang.

Desværre endte det rigtig skidt med det gamle stråtækte hus, vi havde der, og det var kun 4-5 dage før, vi skulle være flyttet i et hus i Ødsted, et nedlagt bageri, vi havde købt. Der boede også nogle ovenpå, for det var et stort hus, syntes jeg da dengang.

Tilbage til denne forfærdelige mørke, regnvåde novemberaften, vist den 25. nov. 1938. Mor og jeg var alene hjemme, det var en fredag aften, hvor de store af mine søskende var til gymnastik i Forsamlingshuset.

Mor sad ved sin trædesymaskine og syede en hvid flonelsnatkjole til mig, da vi hører, der bliver sådan en støj ovenpå. Vi snakker om, at det nok er en kat eller en høne, der er kommet derop, men det bliver ved med støj. Så går mor ud og lukker lemmen til loftet op ved at trække i et reb, men skynder sig at lukke den igen, der er simpelthen fuld af ild og røg deroppe. Hurtigt, så godt hendes højgravide tilstand tillod det, får hun mig udenfor i mørket og siger, jeg skal blive stående og går så ind efter en skuffe med papirer og sin symaskine, som hun gerne ville have med. På vej hen til naboen, der har en gård, kan vi næsten ikke se, hvor vi går og er ved at gå ned i grøften, men endelig kommer vi da derhen. Der bliver sendt bud efter brandvæsnet, men der er ingenting at gøre. Man mente, det var en utæt skorsten, der var skyld i branden.

Vi kom så op i huset i Ødsted og sove fra den nat, men vi havde jo ikke sengetøj, tøj eller møbler, eller noget som helst, så det var ikke sjovt, men folk var flinke og gav os, hvad de kunne undvære, til vi fik købt noget igen hen ad vejen.

Jeg har efter den oplevelse altid været meget påpasselig med at tænke på, hvad der kan ske med ild og røg. Det værste var, at mor fødte min lillesøster få dage efter, den 1. december. Hun blev født for tidlig, for mor havde sikkert nok fået et chok og også forløftet sig på symaskinen. Det var vintervejr med masser af sne det år, far skovlede sne denne vinter og på vejen var der ligesom en tunnel af sne, der var skovlet op i store firkanter.
Der var vejtræer overalt og en dag kørte der en lastbil imod et af dem og chaufføren kom til at sidde fastklemt i førerhuset.

Vi havde en stor have med alt muligt i urter og en masse frugttræer, bl.a. Skovfogedæbler, Gråstener og Citronæbler. Det var virkeligt dejligt. Jeg har aldrig syntes, vi manglede noget, men der var dog engang, der var kommet Cirkus til byen. Jeg ville så gerne se det, men vi havde ingen penge, da far ikke var hjemme på det tidspunkt og jeg måtte være blevet hjemme, hvis ikke vi havde været så heldige, at der samme aften kom en mand og ville købe et par af vores gedekid, vi havde haft til salg, og så fik jeg den krone, et cirkusbesøg dengang kostede.

Bydammen havde en tidlig morgen haft besøg af en lastbilchauffør, der vistnok ikke var helt ædru. Det var dengang vejen endnu ikke var reguleret, så svinget var faktisk også ret brat, især hvis man kom med for høj fart igennem Ødsted. Bilen havnede i hvert fald på siden i selskab med hele læsset af lecakugler, der fuldstændigt dækkede dammen, skabte megen ravage og et større oprydningsarbejde. En større kran måtte hentes inden den ramponerede vogn kom op på det tørre, men det tog længere tid inden dammen igen var renset for sin isolerende kappe, der flød rundt over det hele.

 

1 svar
  1. Inger Sørensen siger:

    En rigtig dejlig historie, de små hverdagshistorier fra sidste århundrede er rigtig gode til at huske os på hvad mange har gennemlevet, ikke den luksus vi oplever i dag. Måske burde vi alle skrive lidt af vore oplevelser, så eftertiden ikke tror at alt har været som nu.
    Venlig hilsen Inger

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.