Stablede tavlekridt i timen

Mine forældre arbejdede som fodermesterpar på Sembygaard fra 1933 til slutningen af 1935 – måske begyndelsen af 1936.

De købte da ejendommen 3c i Nørre Sem. Den var på ca. 17 td. land. Det var en ejendom med en del sand og hedejord. Der er i dag plantet nåletræer på meget af den jord mine forældre dyrkede. Far kørte mælketur fra Nørre Sem, Sembygaard og Skrødstrup Mølle til Kærbybro i næsten alle de år, vi boede der. Det var hårdt arbejde både for Far, Mor og hestene, men det var nok nødvendigt for at få pengene til at slå til. På et tidspunkt brændte ejendommen. Den blev genopbygget lidt længere ind mod Sem. På ejendommen i Nørre Sem var der ikke elektricitet, så det var petroleumslamper og lygter, der blev brugt både inde og ude i stalden, når det var nødvendigt. Under krigen var det ofte vanskeligt at skaffe petroleum, og da blev der også brugt karbidlygter. Vand blev hentet ved en dyb brønd på gårdspladsen. Min mor var meget bange for, at især min bror skulle komme for nær til brønden, så hun skræmte ham ved at sige, at i brønden boede kjeldmanden, som ville tage ham, hvis han kom for tæt på.

Radio fik vi i 1938 eller 39, i hvert fald før Den finske Vinterkrig. Jeg mener, at to unge mænd fra Skrødstrup rejste der op som frivillige, men om de nåede fronten, før finnerne gav op, tror jeg ikke. Disse gamle radioer havde en akkumulator eller lignende, der skulle lades op, og akkurat den 9. april havde vi ingen radio.

Men det er en dag, som står helt klart i min erindring. Det var en rigtig forårsdag. Jeg hjalp min mor med at lave en stenhøj til blomster i et hjørne af haven. Vi var nærmest målløse over, hvad der skete. Vi så bølge efter bølge af flyvemaskiner på vej mod Norge. Vi havde måske kun set en enkelt flyvemaskine før den dag. Det var først, da far kom hjem fra mælketur, vi fik rede på, hvad der foregik.

Fra min skoletid er der selvfølgelig mange minder. Der er dog en undervisningstime, som jeg aldrig har glemt. Vi var i historietimen nået til Napoleon, og lærer Bach var en god fortæller. Og det, som gjorde indtryk på mig, var hans fremstilling af, at storhed står for fald. Han stablede tavlekridt oven på hinanden, og når det havde nået en vis højde, skulle der ikke megen påvirkning til for at få det til at vælte. Han drog en parallel både til Napoleon og til Hitlers Tyskland, som da også sang på sidste vers.

Når der var råd til det, abonnerede mine forældre på Randers Dagblad – ofte sammen med andre. Landpostbudet Marius Nielsen, kom på cykel fra Mariager med breve og anden post. Engang imellem fik han en kop kaffe, og et år, da mor havde købt en flaske kirsebærvin, fik han et glas. Det havde han måske også fået andre steder. I hvert fald traf han nogle hos købmand, Jens Justesen, i Sem. Han blev budt på en øl i bagbutikken, det blev måske til flere. I hvert fald kunne han ikke dele posten rundt i resten af byen. Det måtte nogle betroede mænd gøre. Jeg har fået fortalt, at en af dem var min farbror Karl.

Under og lige efter krigen fandtes Det flyvende Korps under Det danske Hedeselskab. Det var mænd, som blev udstationeret for at plante læbælter til at holde på sandjorden, når der var storm. Vi havde flere af dem boende i et værelse. De skulle have kosten, og mor fik penge for kost og logi. De var der nogle måneder, så kom der andre. Der var bl. a. en københavner. Han var pludselig væk en morgen. Vi var lidt chokerede, men når jeg nu tænker tilbage, kan man godt forstå, at det har været alt for primitivt for ham.

Mor fik leddegigt. Det blev svært for hende at hjælpe så meget til i marken og stalden, som det var nødvendigt. Da jeg begyndte at gå i skole i Mariager hver dag, blev min hjælp også begrænset. I 1949 solgte de ejendommen til Martin Karr og flyttede til Skrydstrup. Jeg husker ikke navnet på huset, vi købte.