Landsbyhistorier.dk

Flaget blev halet ned 5. maj 1945

Min bedstefar, Jens Christian Randers, der var født i Torsted 1864, hørte til de gamle anerkendte i byen. Det kan således nævnes at han på hans 80 års fødselsdag viste førstelærer Th. Johansen ham den æresbevisning at komme over på gården med en skoleklasse og sang for ham. Han døde den 5. maj 1945 (befrielsesdagen). Jeg kan huske at jeg oplevede befrielsen på en lidt speciel måde, idet vi midt på eftermiddagen måtte tage flaget ned som var hejst om morgenen. Normalt ville vi have hejst det på halv stang i anledning af dødsfaldet, men det kunne vi jo ikke, for så ville vi blive antaget for at være nazister. Bedstefar havde haft problemer med hjertet i nogen tid, og var meget optaget og bevæget over, hvad han havde hørt i radioen om befrielsen og kongens tale til befolkningen.

Jeg havde selv hele formiddagen assisteret Niels Jensen, som var fast daglejer hos fader og ringer ved kirken, med at ringe og kime freden ind. Da vi kom hjem og fik kaffe, lavet på hjemmebrændt rug, for man kunne ikke få kaffebønner under krigen, sagde bedstefar efter kaffen: “Jens kan du ikke spænde for jumber og køre mig til Gravlev. Jeg så ikke tyskerne komme ind, nu vil jeg gerne se englænderne”. Han havde hørt i radioen at de ville komme op gennem Jylland og der var rejst en æresport over hovedvejen ved Gravlev. Han ville dog først gå til barberen. Jeg gik på loftet for at finde det sølvbeslåede seletøj frem. Pludselig hørte jeg nogen råbe om hjælp. Det var min moster Mary, der var på vej op til gården og havde set bedstefar falde om. Jeg løb derned, og vi fik ham båret ind på chaiselongen, hvor han straks udåndede. Selv om moster løb ud for at hente mor og faster, der var oppe på griseloftet for at finde sølvtøjet frem, som var gemt der, fordi der havde verseret rygter om at tyskerne ville komme og tage det – der gik på til befrielsen mange rygter om, hvordan soldaterne stjal og røvede. Hverken mor eller faster nåede ned inden han udåndede ved min side – hans barnebarn med samme navn som ham.

Døden skyldtes et hjerteslag formentlig fremkaldt i forbindelse med befrielsen og den megen uro i dagene deromkring. Han havde gennem længere tid haft problemer med hjertet og var meget bevæget over befrielsen. Han havde fra vinduet set, hvordan byens befolkning aftenen før, efter fredsbudskabet havde lydt i den illegale radio fra London om aftenen den 4. maj, var mødt op ved genforeningsstenen ved bydammen nedenfor gården og med sang og jubel givet udtryk for deres glæde over budskabet. Han havde med bevægelse hørt Kong Christian den 10. tale og andre reportager i radioen om formiddagen. Alt dette ovenpå, at han et par forinden havde overværet en episode, hvor tyskerne ville beslaglægge fars heste, var nok for meget for ham. Jeg husker tydeligt, hvordan vi alle: bedstefar, faster, mor og alle vi 8 børn stod og så på, at far holdt fast i bidslerne på hestene og den tyske officer trak fra den anden side for at få hestene med. Far bad mig om at løbe over og hente lærer Th. Johansen, som kunne tale tysk. Da han kom til stede forklarede han tyskeren, at far ikke ville udlevere hestene frivilligt, og de måtte skyde ham hvis de ville tage hans heste. Det ville den tyske officer ikke, der var meget kultiveret, med fastholdt dog sin ret til at beslaglægge hestene. Det blev bedstefar for meget og han sagde: “knægt lad dem få de krikker – tænk på dine børn” eller noget lignende. Jeg husker ikke ordene ordret. Det var klart at bedstefar var bange for, at vi 8 børn skulle blive faderløse. Far fastholdt sit og officeren gav op – måske havde han også forstået problemet. Rygterne om tyskernes hensigter gik som en stormvind gennem byen, og da ringeren Niels Jensen, som var på arbejde hos far, og jeg gik op i kirketårnet for at se hvor tyskerne drog hen, så vi et syn jeg aldrig glemmer, idet der fra alle gårdene i byen blev drevet heste ud på de yderste marker. Det var som at se, når en stjernekaster sender strålerne ud.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.